søndag den 11. februar 2018

Muret etagebyggeri 1940-1959

Mangel på jern skabte en særlig arkitektonisk (funktionalistisk) stil som blev bestemmende for velfærdssamfundets byggeri 1940-1959


Murstensbyggeri i funktionalistisk stil tilrettet lokale danske traditioner er temaet for denne artikel. Her et eksempel fra Stefansgade hvor stueetagen er indrettet til forretninger. Såvel murværk som de buede vinduer gør byggeriet til toneangivende for perioden og typen.

I mellemkrigstiden vandt funktionalismen frem inden for boligbyggeri. Omend i en modereret dansk version, tilpasset "dansk tradition". Og mangel på jern som var en vigtig del af funktionalismens byggeri, gjorde at man i stedet brugte tegl og træ. Man ville skabe luft og grønne arealer, altaner og solvendte opholdsrum - altankarnap noget nyt, lokale butikstorv mv. Man "arkitekttegnede" ligefrem omgivelser, fx landskabsarkitektern C. Th. Sørensen (1893-1979) og G.N. Brandt (1878-1945), kendt fra Mariebjerg Kirkegård der er med i den danske kulturkanon. Ganske få arkitekter stod bag, fx Kay Fisker (1893-1965), Arne Jacobsen og Steen Eiler Rasmussen. Det sociale boligbyggeri blev til fordi private ikke kunne løfte opgaven, kommuner og staten måtte træde til. Og det blev til en del, faktisk et af de største planlægningsprojekter i dansk boligbygger. Det udgør 6,6 % af alle boliger i Danmark med ca. 280.000 beboere, eller 9,5% af etageboligbygninger. Fortrinsvis almene, men også en del private, typisk i 3 etager. I Hovedstadsområdet er de jævnt fordelt.

For de som ikke har oplevet Istedgade som forslummet, med mørke og uhumske baggårde med lokum i gården kan det være svært at forestille sig at det netop var på grund af sådanne miljøer man ønskede at bygge gode boliger for arbejdere. I dag er det hele blevet gårdsaneret og moderniseret så Vesterbro er blevet et af de mest hippe områder i København.

Forløbere

I mellemkrigstiden skete der et opgør med de lige, parallelle stokbebyggelser. Man opfattede dem som militaristiske med forblæste udearealer. I Tyskland havde man allerede gennem flere årtier forsøgt at udvikle en byggestil med "socialt ansvar", dvs. med sol og luft som erstatning for de gængse lejekaserner, baggårde og trange rum. Ofte med socialdemokrater som murbrækkere. Internationalt fik disse parkbebyggelser et international et gennembrud ved den internationale kongres "Für neues Bauen" i Bruxelles i 1930. I Danmark skabte to park- og stokbebyggelser modeller for senere byggeri:

Ryparken. Sammenlignet med det tætte og høje etagebyggeri i brokvartererne må dette have været noget nær et paradis. De forholdsvis korte "stokke" er omgivet af grønne områder i et regelmæssigt mønster.

Ryparken (1934) var tiltænkt arbejderne fra indre København, der skulle have frisk luft og masser af lys. På brokvartererne var det gaden der var afgørende for hvordan opholdsstuerne vendte, nemlig mod gaden, mens soveværelser og køkkener vendte ud mod en mørk gård. Men i Ryparken er lejlighederne meget lyse med altaner beliggende i et parklignende område. Boligblokkene - stokkene - ligger i 10 rækker, hver er delt på midten af en gennemgående vej eller alle (se foto). Hovedparten af indflytterne var arbejdere og underordnede funktionærer. Og der skulle stadig leve efterkommere af de første indflyttere i byggeriet. Byggeriet var designet af arkitekterne Karl Larsen & Edvard Heiberg. De korte stokke ligger forskudt fra hinanden for at give længere lysafstand for en del af lejlighederne. Næsten fra samme tid blev Blidah Park (1934-35, se artikel) opført i Hellerup. Her er de tyve husblokke forskudt for hinanden og med gavlene stik nord-syd. Mange af lejlighederne var store og havde plads til tjenestefolk, og ikke som Ryparken entydigt designet for mindrebemidlede.

Tidlige bebyggelser: Besættelsen

Varemanglen under besættelsen betød som nævnt at der kom gang i murstensbyggeriet. Parkbebyggelser blev opført i gule mursten, undtagen i bynære områder hvor man ofte brugte røde for tilpasse dem til det allerede eksisterende. I det første krigsår fx det toneangivende byggeri Bispeparken, (1940-1941). Designet af "Kooperative Arkitekter" (landskabsarkitekt C. Th. Sørensen og arkitekterne Ivar Bendtsen, Kaare Klint, Valdemar Jørgensen, Knud Thorball, Magnus L. Stephensen, Harald Petersen, Frederik Wagner, Knud Hansen og Vagn Kaastrup). Håndværkerhaven (1940, arkitekt Henning Hansen) blev opført til håndværkere, mens Kantorparken, (1940) for  børnefamilier. Håndværkerhaven har åbne karreer af 3-etages rødstensbygninger. Kantorparken lave, gule rækkehuslænger og 3-etages stok- og vinkelbebyggelse.

Sjællandshuse. Arealerne mellem boligblokkene er i modsætning til flere andre nævnt i denne artikel ikke blevet til parkeringspladser. Bagest kan man ane træerne fra Vestre Kirkegård.

Tæt på Sydhavnen Station er der flere eksempler: Det ældste og største er Sjællandshuse (1941) på Natalie Zahles Vej og H. V. Rolsteds Vej. Det er Dominia der stod bag, og er en af SAB's ældste boligafdelinger. Boligerne i stueetagen har egen have, højere oppe er der enkelte altaner. Området er i dag afspærret for uvedkommende med et højt hegn og aflåste indgange. Fotoet ovenfor er således taget ind over trådhegnet.


Dybbølhus. Boligblokken er altaner mod øst og stationen. Den anden side af blokken er afspærret og rummer et smalt græsbælte som deles med næste boligblok.

Dybbølhus (1945) ved Sydhavnen Station på Ernst Kapers Vej består af en enkelt blok. Mellem Sjællandshuse og Dybbølshus er der siden blevet proppet godt med boligblokke ind. Dybbølhus er i dag beboet af børnefamilier, unge og ældre og folk med anden etnisk baggrund. Ifølge hjemmesiden findes der en undersøgelse, der viser at Dybbølhus er et af de steder i Sydhavnen, hvor folk er allermest trygge og glade for at bo. Indtil metroen ved Gammelstrand er færdig, har man endog fået besøg af Fiskerkonen, granitstatuen der fremstiller de legendariske handlende. Tæt på ligger endvidere Engholmen Nord (1942) på P. Knudsens Gade og Borgmester Christiansens Gade. Bebyggelsen er tidligere kommunale pensionistboliger, der er ombygget til almene ældreboliger. Fra perioden findes endvidere Ibstrupparken (1941, 1948) i Gentofte af Arne Jacobsen

Toggangen i Herlev har jeg tidligere beskrevet i et indlæg om Herlev - og antyder at denne slags bebyggelser blev opført overalt i hovedstadsområdet, ja i hele Danmark.

Helt i funktionalistisk stil er Toggangen (1943) i Herlev (tidligere Herløv Stationspark) mellem stationen og Herlev Bygade. De oprindelige lejeboliger blev i 1974 andelsboliger. Det er tidligere beskrevet på denne blog, se indslag fra 21. december 2016. Toggangen er et eksempel på hvordan ideen med byggeriet senere blev ødelagt af bilismen. Husene på Toggangen (dengang Stationsvej) var ikke gearet til den tunge trafik. I dag er vejen lukket af samme grund da husene ikke kunne tåle det. Et senere eksempel tæt på er Herlev Vænge (1948), Herlev Bygade og Herlev Vænge.


Nørrebro Vænges blokke ligger i forlængelse af hinanden med denne "midterrabat" med græsplæne, fællesskure og haveanlæg. Kun den viste blok har altaner.

Andre grupper end håndværkere og børnefamilier fik opført specielle byggerier. Nørrebro Vænge (1943) var oprindeligt tænkt som aldersrente-boliger. Arkitekterne bag var Poul Holsøe (1873-1966) og Charles I. Schou  (1884-1873). Holsøe var dengang stadsarkitekt i København og var ellers oprindelig præget af nyklassicisme og dansk byggeskik. I 1992 overtog AKB, København ejendommen fra Københavns Kommune, og ejendommen gennemgik en renovering, der indebar lejlighedssammenlægninger og en total indvendig renovering. Ejendommen har nu 350 ældreegnede boliger. Nørrebro Vænge har ud over at være nabo til Nørrebroparken et grønt anlæg mellem bygningerne.

Stefansgården har buede vinduer ud mod vejene, mens gårdvinduerne er helt firkantede, man kan lige ane hvordan mellem de to boligblokke. Desuden er der forretninger i stuen i Stefansgade. Gårdrummet er uregelmæssigt omkranset af blokken.

Stefansgården (1944) langs Hellebækgade, Humlebækgade og Stefansgade er et af de meget markante og toneangivende af slagsen. Det var arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen (1905-2000) som tegnede de 4 fritliggende blokke i 6 etager med grønne arealer. Her er bl.a. vaskeri, klublokaler og legeplads. Byggeriet ligger ligesom Nørrebro Vænge desuden lige ud til Nørrebroparken. Hvis man er til mere, findes der andre lignende bebyggelser som Hulgårds Plads (1945), Husum Vold (1944) mellem Abildhøj, Frederikssundsvej og Humlebjerg, det toneangivende Fogedgården (1945) af Kay Fisker,  C. F. Møller, Munkevangen (1944) ved Frederikssundsvej, Borups Alle og Hulgårdsvej eller Rolandsgården (1945) ved Frederikssundsvej og Løvetandsvej

Dronningegården ved Adelgade. Byggeriet er helt og holdent opført i mursten og har krævet meget af de håndværkere der byggede det. Det fremgår af alle de små detaljer som er i facaderne. Samtidig er byggeriet også et eksempel på hvordan bilismen har påvirket København. Pladsen midt i byggeriet fungerer mest som gennemkørselsvej og parkeringsplads. 


Efterkrigstiden

Et af de byggerier som mange sikkert har set uden at tænke det ind i denne kontekst, er det toneangivende Dronningegården (1943-1958). I virkeligheden er der tale om 4 blokke omkring en plads hvoraf kun den ene hedder Dronningegården, men den har som oftest stået for dem alle. Byggeriet ligger ved Dronningens Tværgade og Adelgade, og blev designet af arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen

Lønstruphuse er et lavere byggeri end de øvrige i indslaget. Dominia stod også bag Sjællandshuse.

Lønstruphuse (1946), Hanstholmvej og Stadilvej er som Sjællandshuse i Sydhavnen tegnet af Dominia A/S. Det var oprindeligt (1931) et datterselskab af boligselskabet KAB og tog sig af arkitekt- og ingeniørrådgivning, bygherrefunktion, udlejning og ejendomsadministration. Siden 1988 er det dog et selvstændigt rådgivende ingeniørfirma. Selskabsformen et medarbejderejet aktieselskab. Fra samme tid er Enghavevej (1946)

Aksel Møllers Have er det højeste af eksempler. Byggeriet blev opført på et areal hvor der lå boliger for fattige. Det sidste af disse blev revet ned i 1959.

At man ikke bare byggede få etager, fremgår af Aksel Møllers Have (1946). Byggeriet blev opført på en grund hvor man havde fået nedrevet noget meget tidligt boligbyggeri for fattige der efterhånden havde udviklet sig til slum. I dag er der intet tilbage af dette, og området er nu udlagt som park - dog som så mange andre steder delvist præget af bilismen. Legepladserne i midten er omgivet af omend langsomtkørende trafik.

Selv om de mange blokke i Voldparken alle ligner hinanden, er der dog små finesser som fx denne forbindelse mellem to blokke.

Til slut noget inspiration til selv at gå på jagt: Voldparken i Husum (1951), Bredalsparken i Hvidovre (1949-1959), et toneangivendebyggeri og endnu engang med Svenn Eske Kristensen som dirigent sammen med landskabsarkitekter: Axel Andersen, Ingwar Ingwersen, Jørn Palle Schmidterst. Allehusene (1949-1953) på Jægersborg Alle i Gentofte af Arne Jacobsen, Høje Søborg på Søborg Hovedgade 119 (1951 og 1958) af Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Fortunbyen (1951) i Lyngby, Brøndbyparken (1954) ved Brøndbyøster Torv af Kay Fisker, Schweitzervænget (1955) ved Dominia A/S og landskabsarkitekt George Boye, Tingbjerg (1958) tegnet af Steen Eiler Rasmussen.

Sene bebyggelser

Sidst i halvtredserne og i starten af tresserne blev der opført lignende murstensbyggerierr. Men det blev efterhånden afløst af betonbyggeriet. Det var trods alt en meget arbejdskrævende byggeritype. Men til ind i 1960'erne er der eksempler som fx Nærumvænge (1961) ved arkitekt Palle Suenson.

Fra Ålekistevej ses fem blokke meget tydeligt. Her "butikstorvet" med daginstitutionen til højre.

Også i Vanløse er der et eksempel, nemlig Grøndalslund (1964) Buskager, Ålekistevej. De grønne arealer er ikke helt forsvundet til fordel for parkeringspladsen, der er fx grillpladser som siges at blive flittigt benyttet om sommeren. Men af fotoet fremgår at bilen er et meget dominerende element. Manglen på håndværkere betød at man i stigende grad at satse på elementhuse som kun krævede 15 % murerarbejdskraft i forhold til tidligere. En epoke sluttede således for noget byggeri som måske ikke gør så meget stads af sig, men som fik Danmark sat på det arkitektoniske landkort. Jeg måtte have bogen "1940'erne og 1950'ernes murede boligbebyggelser. Bygningskultur og bevaringsværdier" (2017) til hjælp med de nøjagtige adresser for at kunne udpege dem. Men nu skulle det så være muligt for andre at kaste sig ud i en målrettet vandring til stederne.

Betonbyggeri har tilsyneladende haft meget svært ved at finde sine tilhængere hvad angår udseende. Etagebyggeri i mursten taler åbenbart mere til de fleste danskeres æstetik. Betonbyggeri blev årtier efter ophøret af det rene murstensbyggeri ofte forskallet med en tyndmurstensfacade så det ligner murstensbyggeri. Ofte afslører de sig dog ved de lige linjer fra de bagvedliggende betonflader og de meget ensartede mursten. Man kan læse betonbyggeriets dominans over murstensbyggeri i bloggens to artikler herom, dels i Herlev og Gladsaxe, dels i Hvidovre og Rødovre