fredag den 17. november 2017

Bognæs

Bognæs er fred, ro og forladthed som man ikke finder ret mange steder indenfor 1 times transport fra Hovedstaden.


For mig er strandengene en af de største attraktioner på Bognæs. De er utilgængelige, men til gengæld emmer der af fred, fuglene er godt klar over at man ikke kan komme ud til dem. Og så med skovene som kulisser.

En af grundene til at der er så fredeligt på Bognæs er at det ikke er tilladt at køre rundt med motoriserede køretøjer, undtagen hvis man bor der. Hvis man er til fods, kommer man da også ud på en længere vandretur. Nærmeste busstop er Herslev som ligger 3-4 km væk. Men landtangen ud til Bognæs er bestemt også værd at tage med, eventuelt med en lille afstikker til Herslev Havn. Eller man kan stå af ved Kattinge Værk eller i Kattinge.

Herslev Havn i vinterhi. Bådene er trukket på land, og havnen affolket. Toiletterne er lukket, dog ikke handicaptoilettet.

Jeg har været på Bognæs for 2½ år siden, om foråret, så denne gang var målet at besøge nogle af de steder på østsiden som er afspærret februar til august på grund af havørnene. Dvs. området ved Askehoved og stien nordpå. Disse to stier fører ned til nogle af de meget smukke strandenge som det er meget svært at genfortælle skønheden i med et foto. Her fremstår de ofte lidt kedelige. Men det er dybt uretfærdigt.

Strandengen øst for Askehoved. Et skilt varsler at der kan være løse tyre løs på strandengene. Men heldigvis er der elektrisk hegn, og ingen tyre. 

Stien til Askehoved giver også et nærmere syn til Hesteholme. Det er to meget lave holme syd for landtangen. Og så er der selvfølgelig skoven. Egentlig kan jeg bedst lide at gå langs skovbryn. Men for skovelskere er skoven af høj oplevelsesværdi. Også hvad angår fugle- og dyreliv.

En af de meget sjældne skovsøer i Storskov. Måske den eneste? Skoven ser ud som de fleste andre skove, men i modsætning til disse kan man her opleve "skovens dybe, stille ro". En meditativ oplevelse som bestemt er hele turen værd - og mere til.

Bebyggelser

Man undgår ikke at komme forbi Bognæs' sparsomme bebyggelse, Bognæsgård og husene mellem Vesterskov og Storskov, længst mod øst skov- og landarbejderhusene. Det er også dem man kan se fra Kongehøj og hele vejen på vej ind på Bognæs.

Alting ser bedre ud i solskinsvejr, også de små land-og skovarbejderhuse. Men træer og buske vidner om at det måske kan være et lidt blæsende sted hvis vejret er til det. 

De andre og større huse ligger lidt i læ af skovene og kan være vanskelige at få øje på. Landarbejderhusene ligger på halvøens mest forblæste sted. Desuden ligger der helt mod sydøst en gård midt i skoven der tilsyneladende er helt forladt. Tæt på observationsstedet for havørnene.

Bognæsgård og andre større huse ligger godt beskyttet i skoven. Modsat land-og skovarbejdernes boliger der ligger mere udsat for den blæst som giver tangen mellem Vesterskov og Storskov til et noget forblæst område.

Til gengæld besluttede jeg at skippe Vesterskov i dag. Det er ellers her de høje, flotte klinter er, og turen langs stranden. I stedet foretog jeg en dramatisk og egentlig lidt farefuld nedstigning af klinten vest for Kongehøj. Herfra har man nord på et vy til klinten langs Bognæsvej, og sydpå til en bred strandeng der pt er overskyllet med tang. Området er ret sumpet, men hvis man prøver at undgå sivområderne (der normalt markerer dybt vand), så kan man gå rimeligt tørskoet langs stranden og på strandengen helt ned til man kan se husene.

Et vy fra vestkysten mod nord til Vesterskov. Stranden er kun farbar på denne del. Resten er pt fyldt med tang eller et sumpet område med strandeng længere sydpå.

Tilbageturen gik jeg denne gang på Rishøjvej hvor man kommer igennem Risgårde. Med Riisgården på den vestlige side og Risgård på den østlige. Man har herfra et godt udsyn over området mod Herslev Havn og Fjorden. Bussen går fra Kattinge Værk som ligger i Roskilde Kommune, men som tilhører Københavns Kommune og er udflytterbørnehave. Med sin helt egen og særprægede historie.

Ruten

Herslev Bygade (linje 207). Herslev Havn. Bognæsvej. Storskov rundt med afstikkere til Askehoved mm. Bognæsvej. Rishøjvej. Kattinge Værk (Linje 207).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar