søndag den 28. maj 2017

Fjernvandrevej E6 (R.I.P.) og rundt om Lufthavnen

I hvilket Cykelmyggen fremsætter den teori at Fjernvandrevej E6 slet ikke eksisterer! Og at man lige så godt kan tage Lufthavnen rundt


Vrrrrooommm. Man har fornemmelsen af at man bare skal strække armen i vejret for at nå flyet ved Kystvejen.

Hvis Fjernvandrevej E6 eksisterer (og det påstår Friluftsguiden og adskillige andre kilder at den gør), så er den i bedste fald ikke afmærket særlig godt med skilte, i værste fald med misvisende skilte på strækningen over Amager. Det måtte Cykelmyggen konstatere på dagens tur fra Avedøre Holme til Lufthavnen. Vildveje er dog ok. Så længe man er på cykel og ikke skal gå de mange kilometer uden for ruten.

Fra Kalvebod Strand kan man se ned mod den forjættende E6. Til venstre fugleø, til højre langs kysten kan man skimte først Mørtelhavnen, så Hvidovre Havn. Og i det fjerne Kalvebod Bro med Skrædderholmen.

Allerede vel kommet over den maleriske Skrædderholmen i Kalvebodløbet gik det galt. Vel ankommet til Amager viser skiltet et ca. 300 graders sving tilbage, så vidt så godt. Det viser kortet også, Men nu havde jeg så forventet at der ville være et skilt som viste mod sydøst, men i stedet viste skiltene klart mod nord, langs dæmningen og Kalvebodsløbet. "Nuvel. Der sker så mange ting på Amager, og ruten er måske lavet om, så ... " Og flere steder langs dæmningen bekræftes man i at man nu er på rette vej: E6.

Fra Skrædderholmen har man et godt udsyn over det inddæmmede område. Nu er vi igang, vi er på E6. Hvem kunne vide at det var en af de længere strækningen. For vel kommet over Kalvebodløbet starter forvirringerne.

Knap fire kilometer længere nordpå opdager man så at det er gruelig forkert. Nu hedder det ikke længere E6, men E94 (var det vist nok) og pegede direkte ind mod centrum af København. Det er en dejlig tur, men ikke i dag. Nu var det så at Cykelmyggen tog sagen i egen hånd og forsøgte at sætte kursen mod Ørestaden. Ad Selinevej.

Ørestaden er et godt pejlemærke for hvor man skal hen. Det er så bare med at finde den rigtige rute der fører derhen. Og med Kalvebod Fælleds våde terræn, skal man passe på med ikke at havne i sumpen. For enden af Selinevej fører denne sti imidlertid tilbage på sporet. For broen er Kanonvej. Så er det bare med at dreje til højre og tilbage til E6

Igen en meget fin tur med en pæn asfalteret vej hvor man kommer igennem en del af Amagers friluftsliv. Skytteklubber bl.a. Indtil man havner i et krat for enden af en P-plads. Men, heldigvis er der trampet en sti gennem krattet langs Øresundsmotorvejen, som støder i Kanonvej som kører det rigtige sted hen.

Fra broen over motorvejen til Lufthavnen har man et fint udsyn over Kalvebod Fælled. Det har bare ikke rigtig noget med E6 at gøre. I det fjerne kan man måske skimte Store Høj som markerer den sydligste del af Ørestaden. Området til højre er i øvrigt repræsentativt for udsigten på Fælleden.

Bortset fra at der ingen skiltning er. Jeg har imidlertid klogeligt derhjemmefra indtegnet ruten på et kort, og efter at have opgivet at finde nogen skilte, følger jeg bare ruten. En lidt kedelig rute gennem stærkt trafikerede parcelhuskvarter i Tårnby. Nu havde jeg så opgivet håbet om at blive modtaget med dannebrog og hurraråb over at have fundet ud til togstationen. Og i stedet udstukket en rute rundt om Lufthavnen. Kastrup Digevej så meget attraktiv ud. På kortet. Men ikke i virkeligheden, for allerede ved lystbådehavnen i Kastrup stod det klart at vejen er afspærret. I stedet må man køre ad Kystvejen. For de som er interesseret i lufthavne og luftfart er denne vej et rent Slaraffenland. Man kommer forbi den ene seværdighed efter den anden på begge sider af vejen. Dog vil jeg fraråde at tjekke vindretningen i forvejen. Selv i dag hvor det kun blæser en jævn vind, suser det godt om ørerne og man mærker her for alvor at det er fladt på Amager.

De ca. 500 meter hvor Kystvejen svinger mod vest er noget af turens flotteste. Og mest bllæsende. Her har man udsigt til Dragør og fortet (til venstre).

Læg især mærke til det sted hvor landingslysene er placeret. Her kan man blive stående et par minutter (længere tid er der ikke mellem flyene) og komme særdeles tæt på dem (Se det indledende foto). Landingen skal ske kun ganske få hundrede meter fra hvor man står og det føles som man bare behøver at strække armene i vejret for at mærke bugen af flyene.

Udsigten fra Fælledvej mod Søvang. Flotte enge med markblomstrer og fuglekoncert. Stadig fladt, men perfekt på cykel.

Efter Store Magleby er man nødt til at tage en gevaldig omvej hvor man er langt fra Lufthavnens område. Ad Fælledvej-Kalvebodvej. Nogle lidt anonyme veje hvor man bliver mindet lidt for kraftigt om at der er fladt på Amager (igen). Mere variation kommer der når man kører nordpå gennem Ullerup. I den sydlige del ligger der nogle gårde som efter årstallet på gavlene at dømme skal være meget gamle: Petergård (1855) og Dortheasminde (1838). Det ser endda ud til at Dortheasminde har været model for adskillige andre gårde længere nordpå. Nu havde Cykelmyggen set Lufthavn nok for i dag og forcerer Nøragersmindevej. Endnu en af disse uendeligt fortsættende veje som er så karakteristisk for Amagers landeveje. Gode cykelstier, og tak for det! For hvis dette havde været en vandretur, ville det nok ikke have været en af de mest spændende. Nøragersmindevej har den fordel at den (næsten) styrer direkte mod Svenskeholmsvej - som igen fører mod E6. Selv om det ikke er skiltet.

Udsigten fra Villahøj. Så kan man ikke komme ret meget højere på Amager! Men det gør heller ikke så meget. Vådområdet på begge sider af højen er fortryllende. Her er det et godt sted at spise madpakken.

Med på ruten hører Villahøj, og det er en af de mere spektakulære stop på ruten. Fra bænken midt på højdedraget (vi snakket vel 2-3 meter over terræn) har man et godt udsyn over to vådområder. Vådområder er sikkert landmandens skræk: Man kan ikke dyrke noget på dem, og køerne vil ikke stå i vand til knæene. Men for fugle, dyr og insekter er det et eldorado. Og man bør unde sig en pause på turen til at indånde stemningen. Lytte til de mangfoldig lyde og se de mere specielle vadefugle. Da man sidder godt skjult i krattet, kan man faktisk komme temmelig tæt på. En kikkert ville have været god her.

Så er det tilbage over Skrædderholmen. Og hjem igen. Glad over at dette ikke var en vandretur, men en cykeltur. For udenlandske håbefulde, men intetanende vandrere er E6 på denne strækning en fælde, som hvis man er til fods godt kan komme til at koste adskillige omveje. Bevares, man kommer da igennem flotte områder som langs dæmningen ved Kalvebodløbet. Og måske også en tur gennem Ørestad. Men et kort, afmærket med ruten er ganske enkelt et must. Ellers er man lost. Og hvis ikke jeg havde haft et indgående lokalkendskab til Amager så jeg hele tiden kunne spotte sigtemål i det fjerne, ved jeg ikke rigtig hvordan denne tur ville have forløbet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar