Risø - Risby

Naturkapitalindexet over biodiversiteten har skabt opstand i Struer. Det kunne jeg ikke undgå at påvirke dagens etape

Massey Ferguson 35. Det var egentlig et Ferguson-design og blev også udelukkende lanceret som sådan i USA i 1955. Den røde farve er vist original. Den blev produceret helt frem til 1964 og er en af de mest populære traktorer overhovedet gennem tiderne.

Jeg er vokset op på landet i 1950'erne og 1960'erne, dengang enhver dreng vidste hvad en Massey-Ferguson var. Det var en traktor som blev omtalt med samme respekt som visse bilentusiaster i dag omtaler fx Porsche. Massey-Ferguson var en fusion i 1953 af to store traktorvirksomheder med samme navne. Ferguson blev ikonisk for Marshall-hjælpen, mekaniseringen af det danske landbrug og i det hele taget Danmarks vej ud af den økonomiske krise efter 2. verdenskrig. I mange årtier havde jeg den opfattelse at sådan ser en traktor ud. Den vender vi tilbage til.

Gravhøj øst for Ågerup. Der ligger et par stykker i området, alle ret lave, men dog synlige i landskabet. Man skulle tro at den højt besungne danske kulturarv ville blive godt behandlet, og den bliver da også lige tolereret af ploven. Her kan man endda gå tæt forbi. Man skal ikke gennem en mark først.

Gravhøje

Ruten byder på nogle flotte gravhøje. Den største af dem er Hvedshøj ½ km sydvest for Hvedstrup. Ikke alene er den meget stor, den ligger også på en bakketop så man har en god udsigt til alle sider. Størrelsen peger på at den må være fra ca. 1800-1000 f.v.t. Mellem Ågerup og denne gravhøj ligger tre mindre nord for stien Østermarken. Disse er dog noget fladere og mindre imponerende. Ikke alle gravhøje har overlevet. Bavnehøj lidt vest for Vridsløsemagle står stadig, men det gør en engang nærliggende gravhøj ikke. For lidt over 100 år siden fandt en jordejer på at opfylde et vandhul med jorden fra gravhøjen. Som altså nu ikke længere eksisterer. Nationalmuseet nåede dog først at udgrave højen.

Lille Valby set fra vest mod øst. Landsbyen er ganske lille og har nogle gamle huse samt nyere større gårde.

Rutens eneste naturområde er 1 ½ kilometer langs Sengeløse Mose. Her er der dejlig læ for den friske vestenvind der ellers suser om ørerne på en når man går over de åbne kulturstepper hvor der intet steds er læ for vinden. Fornuftigt at jeg valgte at have den i ryggen, for ellers havde turen nok udviklet sig noget anderledes.

Man kan gå ca. 2 km langs Sengeløse Moses sydkant. Men det er ret svært at trænge ind i selve mosen. Det gør nu heller ikke noget. Der er god læ, og ved at liste sig frem, kan man høre fuglestemmerne derinde. Biodiversitet så det basker! Der er ikke meget at se, men alligevel er det balsam for sjælen efter at have vandret langs de åbne kulturstepper.

Landsbyer

Ruten forløber et par kilometer nord for Fjordkilen. Fortrinsvis ude på landbruget gennem små og store (lands)byer. Den største af disse er Ågerup. Indbyggertallet er knap 1.600 indbyggere. Og de holder til i den nybyggede del af byen. Til forskel fra de andre er der liv her. Ågerup har supermarked, bibliotek og meget andet. Det gamle Ågerup er næsten forsvundet, med undtagelse af en meget iøjnefaldende undtagelse, en stor gård helt mod øst inden man forlader byen. Faktisk er det en af de mest seværdige gårde jeg har oplevet på mine ture. Der går endog svin rundt på gårdspladsen - og høns, hvilket er et særsyn i dag.

Østpå i Ågerup finder man dette fascinerende gårdmiljø. Ikke at jeg tror at det kan være særlig rentabelt, for der er både svin og høns, måske endda flere forskellige dyr.

Mindre er Lille Valby, Store Valby, Hvedstrup,Vridsløsemagle og Risby. Alle har enkelte gamle landsbyhuse, men er ellers noget anonyme. De er desuden af en sådan størrelse at de fortrinsvis er sovebyer. Mange unge søger til byerne, hvilket man ikke kan undre sig for meget over. Indespærringen af landsbyerne af åbne landbrugsarealer må kunne fremkalde noget der minder om økuller hos personer med bare en smule udlængsel.

Hvedstrup set fra vest. Den ligger som en lille ø i et stort ocean af sortladne landbrugsarealer. Kirkens interiør minder om Ågerup Kirke, faktisk er der de samme dekorationer på prædikestolen.

Et enkelt gods ligger der såmænd også: Cathrineberg Gods. Nærmest industriaatig så noget af det herregårdsagtige er gået fløjten. Og med godset er vi tilbage til traktoren. Den fandt jeg på et museum. Sammen med de alt andet end gode gamle dage (tro mig, jeg har været der, de gode gamle dage er nu). I dag kører landmændene ikke længere rundt med små traktorer. De kører rundt på landbrugsmaskiner på størrelse med mindre parcelhuse og som mere ligner kørende fabrikker. Forudsætningen for store maskiner er monokultur og enorme ensartede marker. Og det er lige præcis sådan landbrugsdanmark ser ud på dagens rute.

Cathrineberg Gods ca. 1 km nord for Sengeløse og ca. 2 km øst for maskinstationen Birkelund ved Birkelundsvej. De to steder repræsenterer på hver sin måde hvordan landbruget er blevet tvunget ud i stadig større drifter (og rovdrifter) for at overleve.

Ude på landbruget

Vandring har visse fordele og giver indtryk som løbere, cyklister, bilister og andre går glip af: Lugte, lyde, afstande og størrelsesforhold, proportioner. Alt sammen på bekostning af at man ikke kommer så hurtigt frem. Til gengæld ophober der sig en række erfaringer som nu engang skal tage tid og som fart forhindrer en i at erfare. Der var især en nyhed som summede i baghovedet det meste af turen: Der var stor opstandelse blandt de lokale i Struer over at kommunen er havnet som nummer sjok på en liste over biodiversitet.

Skiltet lyver ikke: Der er ca. 1 km fra Lille til Store Valby, dvs husene i baggrunden. Og landbrugsskabet ser sådan ud. Man kan diskutere om det er natur eller ej. Landmændene vil måske sige at det er. Men man kan ikke diskutere den totale fravær af biodiversitet. En afgrøde, og de tre hvide prikker på marken er halvdelen af fuglelivet i området. I hvert fald den synlige. En lærke synger dog i det høje.

Men ruten i dag gav flere forklaringer på det. Tag et eksempel. Strækningen fra Lille Valby til Store Valby er ca. 1 km. På begge sider af vejen ligger der åbne marker næsten så langt man kan se, og i hvert fald i kilometers afstand. Nu giver jeg mig ikke ud for at være særlig videnskabelig, men på denne strækning noterede jeg 3 svaner, 2 krager og 2 grågæs. Sikkert på træk. Selv om det er midt i fuglenes parringstid, hørte jeg kun lærken. En lignende oplevelse kan man få på den ca. 4 km lange strækning på Birkelundsvej-Herringløsevej. Denne strækning er på det nærmeste et mønstereksempel på landbrugsområder og mangel på natur.

Her et typisk landbrugsskab mellem Ågerup og Hvedstrup, nord for Østermarken. Kildemose Å løber et sted dernede. Men mon ikke den som så mange andre åer i Danmark er blevet til en afrettet grøft? Efter afskaffelsen af randzoner bliver der igen pløjet helt ned til åkanterne de fleste steder, og såmænd da også ud til asfalten.

Modsætningen til dette scenarie er den lille kildeplads, Brokilde Kildeplads i Store Valby langs Maglemose Å. Kildepladsen er ganske smal, måske 20-40 meter, og under 1 km lang. Men naturen har her fået nogenlunde frit spil, hvilket også afspejler sig i dyrelivet. Biodiversiteten synes nærmest omvendt proportional med markerne: Selv om kildepladsen måske kan være 30 gange på markarealet, oplevede jeg mindst 30 gange mere natur. Både synlig og hørbar.

Og her en anden udsigt mod nord fra Østermarken. Der er sandelig højt til himlen. Skal vi gætte på at der til sommer vil være hvede, byg eller raps i området?

Og det er her proportionen kommer ind: Betyder det så at Roskilde har en stor biodiversitet? Så afgjort ikke på grund af en smal strimmel jord omkring en kildeplads. Roskilde er naturfattig, og pladsen som nr. 82 ud af 98 er fortjent. Det samme gælder i øvrigt Høje Tåstrup med en placering som nr. 90. Jeg kender ikke til Struer, men hvis det passer at landbruget optager så meget som det blev sagt, så er sidstepladsen formentlig fortjent.

Landevejen gennem Hvedstrup. Ikke ligefrem vandrevenlig. Men på den anden side set er der næsten ingen biltrafik, så man går nogenlunde i fred på asfalten.

København ligger på en 14. plads. Og som københavner er jeg ikke overrasket. København har Utterslev Mose, Kagsmosen, Fællederne og så en masse villakvarterer. Alt sammen noget som de fleste måske ikke opfatter som naturområder. Men det går fugle, dyr og insekter til gengæld. Jeg har set mere liv i Kagsmosen på den halve time det tager at gå rundt, end mange timer i landbrugsdanmark hvor dyrelivet indskrænker sig til markmus, harer, lærker og hvis man er heldig agerhøns og en enkelt fasan. Og hvor plantelivet indskrænker sig til hvede, raps og byg.

En kåd hest gnubber ryggen ved gården Baunely vest for Vridsløsemagle. Den vrider sig lystigt fra side til side. Med hestedækken og det hele. Der må være noget der klør. Af mudderet på de andre heste kan jeg slutte at de allesammen har været den tur igennem.

Det siger en del om hvordan den moderne dansker umærkeligt over tid har ændret opfattelse af hvad natur er. Det er en udbredt opfattelse at marker er natur. Denne udvikling var vist allerede i gang før Massey-Ferguson gjorde sit indtog i landbruget. Men den må have accelereret ganske betydeligt siden jeg i 20 år boede på landet. Der er sket noget siden 1960'erne, og ikke til det bedste for naturen. Jeg kunne fylde endnu flere fotoer på, men dette må være nok for denne gang. Jeg har lagt flere fotoer på Flickr. Alting ser bedre ud i solskin. Og solskin var der masser af i dag, og nærmest forårsagtigt. Så hvad man ser, er landbruget når det er bedst.

Ruten 

Risø. Lille Valby. Store Valby. Ågerup. Hvedstrup. Vridsløsemagle. Risby. I alt ca. 20 km