søndag den 7. januar 2018

Høje-Taastrup - "gamle dage"

En historisk landsbyvandring til Høje-Taastrup, Kragehave og Sengeløse


En af de få dejlige vinterdage med blå himmel, lav sol og hvidpudrede landskaber. Her ses bussen på Ole Rømersvej, øst for Sengeløse.

Høje-Taastrup forbinder de fleste pendlere vel med massivt nybyggeri. Men der findes faktisk rester af det gamle landbrugs-Danmark, og kommunen har været så venlig at lægge en vandretursguide på internettet. Det er herfra de faktuelle oplysninger stammer, suppleret med ejendomsregistret.

Høje-Taastrup og Kragehave
Der er to landsbyer som nu er helt opslugt af urbanisering: Høje-Taastrup kan spore sin historie adskillige hundreder år længere tilbage end Kragehave. Ordet "Høje" er først kommet til i 1600-tallet. En mellemstor landsby med en kirke (der er ret stor), 12 gårde og 16 huse. Hvoraf kun er tilbage kirken, tre gårde (de øvrige  ligger udenfor landsbyen), skoler, legathus, smedje og meget andet. Vejen Vænget danner skel mellem Høje-Taastrup og Kragehave. Modsat Høje-Taastrup var Kragehave en lille landsby, kun 5 gårde og enkelte huse. Vandrere bemærker dog ikke at de går gennem to landsbyer, så her er de beskrevet under et.

Bygaden i Kragehave. Det slyngede forløb er bevaret. Midt i billedet bagest er Ny Munkegård (nr. 56), pladsen foran hed Tobakstorvet. Bagest til venstre drejer vejen skarpt mod venstre til gadekæret. Bag fotografen er Høje Taastrup landsby.

Bygaden giver på en strækning af ca. 500 meter (samt et par kik ind ad sideveje) et indblik i hvordan landsbyerne var i 1800-tallet. Hovedparten af landsbyens beboere har nok været ansat hos de rige bønder som karl eller piger, eller været daglejere. Der er et overleveret daglejer hus i nr. 48. Det ligger i Kragehave. Længere mod vest i Kragehave ligger huset "Godset", som ironisk dækker over at det er et jordløst hus. Andre jordløset huse ligger på Toftevej nr. 1 - her boede vejmanden.

Daglejerhus, Bygaden 48 (1778) i Kragehave. Der har formentlig boet adskillige familier i huset, de har vel levet lige akkurat over eksistensminimum og på de rige bønders nåde.

Lidt bedre stillede har husmændene været - de ejede trods alt lidt jord. De beskrevne havde 3 tønder land. Deres forhold er skildret af fx Jeppe Aajær, og de har været vanskelige. Risikoen for at miste det lille de ejede, var stor. Landsbyerne har flere eksempler på husmandshuse, Bygaden 65 (1877) i Høje-Taastrup. Den socialrealistiske maler L.A. Ring (1854-1933) skal have malet huset (se her for flere malerier).

I dag ser det jo meget smukt ud. På fotografier fra slutningen af 1800-tallet hvor de oprindelige beboere holdt til, ser husmandshuse knap så idylliske ud, og beboerne ofte forhutlet klædt. Det var ingen dans på roser at være husmand.

Andre husmandshuse er nr. 52. Fra 1873 var her desuden høker i venstre del af huset. I nr. 54, boede også kalkbrænderen. Kik også på nr 58, nr. 63 B (1700-tallet). Landsbyerne rummede også håndværkere. Men da egentlige erhverv var forbeholdt købstederne, findes der naturligt nok fra ældre tid kun en smedje. Det var nemlig tilladt i landsbyerne, og Bygaden nr. 53 havde en sådan 1777-1890. Guiden siger den er fra 1700-tallet, men OIS 1878. Den blev tidligere kaldt Kirkebakkegård. Smedjen skal være genopført på Blaakildegård i en formindsket udgave. Jens Nil's hus, Bygaden 73-75. Husets venstre del var bygget som en aftægtsbolig. Her boede førhen den kloge kone i Kragehave.

Den gamle smedje, Bygaden 53. Set fra skråningen op til kirken. På en sten ved modsat hjørne står der Klostergaarden. For i dag holder de katolske Assumptionssøstre til her. 

Da købstædernes privilegier blev fjernet, rykkede flere erhverv ind. Fra "nyere" tid, dvs. fra slut 1800-tallet, findes der til nabohuset til nr. 59 en skomager (fra 1910), en høker holdt til i nr. 40, Brugsen åbnede i 1890 i nr. 45 (dog kun til 1930'erne), en bager holdt til i nr. 47 i begyndelsen af 1900-tallet. I nr. 50 boede huggeren i den bagerste del af huset. Nr. 77 blev bygget i 1908 til en niece til en høker, der førhen lå foran Valdemar Andersens gård. Fra 1936 til 1966 holdt Slagter Kragh til her. Der er også en lille halv snes af de gamle gårde tilbage, Fx i Kragehave, Engbjerggård (Bygaden 60) og Valdemar Andersens gård (Bygaden 81).

Den kristne og verdslige magtelite

Landsbyens magtcentrum var naturligt samlet omkring kirken. Her er nogle skolebygninger. Høje-Taastrups ældst bevarede skole fra 1740'erne ligger i nr. 36. Skolestuen lå 1740'erne-1884 i den ene ende af huset, mens læreren boede i den anden ende. Det er restaureret af flere omgange, og er nu privat. Skolen stammer fra den tid hvor eleverne fortrinsvis skulle terpe kristendomskundskab og blev "katekiseret", dvs undervist efter Luthers katekismus, og forældrene kunne betale sig til at få dem undervist i regning og skrivning. Skolen lå 1884-1975 på Præstegårdsvej nr. 2.

Høje-Taastrups ældste eksisterende skolebygning. Her svingede læreren stokken over eleverne og katekiserede dem i Luthers katekismus og kristendomskundskab. Nogen fornøjelse har det givetvis ikke været, endsige tydeligt for eleverne hvorfor hele dette cirkus. Men den bagvedliggende ide var at børnene skulle opdrages til at kende deres underordnede plads under enevælden.

Overfor denne skole ligger et rødt hus, nr. 25 (1904) som var forskole 1904-75. Eleverne holdt til i stueetagen, mens andenlæreren boede på 1. sal. Ud over skolen lå på Præstegårdsvej 1 "Legathuset" fra 1747. Den rige godsejer Jens Andresen af Benzonsdal finansierede det som aftægtshus for tidligere fæstere under Benzonsdal. Forkortelserne JAB og JAS skal af landsbyviddet være udlagt som "I arme bønder" og "I arme syndere", men det er godsejeren og hans frues initialer. Huset indeholdt fire værelser med plads til otte. I 1912 blev der i Bygaden 38 bygget et Missionshus, under den indremissionske præst, pastor Heegaard. Ud over det sædvanlige kristne overtro, er der også knyttet nogle sagn til kirken. Et stammer fra krønikeskriveren Saxo om Svend, Knud og Valdemar. Mere kød er der på de fredsforhandlinger som fandt sted i Høje Taastrup Præstegård vinteren 1658. Dog ikke den nuværende. Kirken har som så mange andre kirker tilknyttet et sagn om en lindorm. 

Landsbygaden 52 i Sengeløse. OIS oplyser at det er fra 1777. Sengeløse er andet end en soveby. Men hvor længe mon?

Sengeløse - og omegn

Jeg besøger altid gerne Sengeløse. Det er en meget tiltalende by med skole og et supermarked. Så modsat så mange andre byer på landet er den ikke kun soveby. Den er et dejligt mix af gammelt og nyt.

Selsmosen er oprindelig en naturlig sø. Men efter oversvømmelserne er den blevet kunstigt større for at fungere som basin for regnvand.

Stationsbyen
Mens udviklingen af stationsbyerne Taastrup og Hedehusene er resultat af jernbanen 1847, startede Høje-Taastrups udvikling først efter 2. verdenskrig og stationen kom først til i 1986. Og man må vel sige at Høje-Taastrup har taget revanche og helt overtaget den dominerende rolle. Nord og syd for stationen er et studie for sig i arkitektur fra slut-1900-tallet. Men det var ikke målet for dagens vandring.

Høje-Taastrup Station. Jo, jeg nåede mageligt toget tilbage til Valby. Det tager under 10 minutter.


Se flere fotoer på Flickr for Høje-Taastrup.


Ruten

Høje-Taastup Station. Bygaden. Hakkemosevej. Bondehøjvej. Sengeløse. Ole Rømersvej. Tørvevej. Hyldevangen. Nordparkstien. Høje-Taastrupstien. Høje-Taastrup Station.

fredag den 29. december 2017

Greve - Mosede

Godt nytår! Sidste tur i år gik til Greve uden noget særligt formål andet end lidt frisk luft på en af de få solskinsdage i december


Grevegård er fra 1826, men der drives ikke længere landbrug. Der er nu museum, Greve Museum som dels er et lokalhistorisk museum, dels udstiller kunst mm.

Greve blev urbaniseret forholdsvis sent, fra 1962. Da bestod Greve Kommune fortrinsvis af landbrug og gartnerier. Dog var der langs kysten (se indslaget om Den Sydlige Riviera), fra 1900 etableret nogle turistområder med iskiosker, handlende, Greve Badehotel, kroer mm. Men efter vedtagelse af S-banen kom der gang i sagerne også længere inde i landet. Modsat grundspekulationen tættere på København havde sognerådsformand og proprietær Anders Ploug ikke meget til overs for den slags byggerier, og mente at almindelige mennesker skulle kunne købe jorden. Selv Socialdemokratiet var begejstret. Hertil kom dog så udgifter til byggemodning og opførelse af husene. Så helt for almindelige mennesker blev det så heller ikke.

Andelsboligbyggeriet Lærkehegnet (1985) med 90 boliger tæt på rådhuset er typisk for det omfattende stisystem. Jeg havde et kort med. Hvilket viste sig helt nødvendigt. Også fordi kvartererne minder en del om hinanden. Der er dog udmærket skiltning - hvis ellers man ved i hvilken retning man skal.

Hvis man bevæger sig fra stationerne Hundige og Greve mod vest, vil man opdage at de har et tæt stisystem med lukkede boligveje. Kørende og gående er adskilt, gennemkørsel udelukket. En idé som senere er fulgt op andre steder. Med lidt god vilje ville man formentlig kunne foretage en vandretur alene på disse stier for at studere forstadsbebyggelser af alskens slags - med undtagelse af højhuse.

Kirkemosegård øst for Greve. Hvis man ikke kigger for meget til siderne, kan man godt forestille sig det gamle landbrugsland, hedebo-egnen.

I 1972 blev motorvejen indviet. Og den sætter stadig mere og mere præg på omgivelserne med nu 8 spor. Det larmer og suser i kilometers afstand. Ligesom den har skåret kommunen midt igennem. Nu også med følgeskab af København-Ringsted-banen. Nordvest for er tillige anlagt et gigantisk erhvervskvarter, kun afbrudt af nogle smalle grønne områder langs vandløb. Og først når man er kommet igennem dem, er man "ude på landet"

Grevestien, broen over motorvejen og den endnu ikke indviede København-Ringsted-bane. Larmen er her ganske forfærdelig, og hvor bredt bæltet der deler kommunen i to er, ses meget tydeligt.

Om det er denne isolering fra stationsområdet der efterhånden har kvalt forretningslivet i Greve Landsby, ved jeg ikke, men en af de mere triste nyheder er at Brugsen i Greve er lukket. For knap 4 år siden var det den vist nok sidste overlevende forretning. Den lukkede i maj 2015. Med et enormt stationscenter har det åbenbart været for meget, og Greve Landsby er blevet endnu en af de talrige landsbyer som er blevet reduceret til soveby.

Mosede Bygade nr. 3 står i boligregisteret til at være fra 1827. Blot et af de mange næsten 200 år gamle huse på den gamle bygade.

Mosede landsby

Midt inde i et stort boligområde med parcelhuse, rækkehuse og lavtetagebyggeri ligger de sidste rester af landsbyen Mosede. Ikke særlig meget, men lidt har også ret. Den bestod af 6 gårde (hvoraf 5 stadig findes), nogle husmandssteder, en købmand, en smed og en lille skole (nedlagt 1954). Så særlig stor har landsbyen aldrig været. Den lå (og ligger da stadig) nord for Mosede Mose. Sidstnævnte ligner nu mere en park, men engang i tidernes morgen kunne man sejle i båd til Køge Bugt. Mosen. Vandløbet er nu rørlagt. Mosen skal dog stadig være nærmest bundløs. Og har måske en fremtid som reservoir i forbindelse med ekstremregn.

Et kik på en af de fem overlevendegårde fra landsbytiden. Landsbyen selv er dog blevet totalt opslugt og omgivet af boligkvarterer.

En af de første udstykninger skete fra en gård der formentlig hed Kildegården som var den nordvestlige nabo til Lundemosegård. Senere kom Elmegården 1967, Mosede Bypark 1977 og Blågården 1979.  Urbaniseringen skete så hurtigt at man ikke nåede at kloakere, og en tidlang i stedet brugte septiktanke. Nu har de fleste vel glemt at man af den grund kaldte Greve-Kildebrønde for Greve-Sivebrønde. (Se Grundejerforeningen Kildegårdens historie i 50 år – kort fortalt).

Mosede Bygade, bl.a. nr. 16. De små nydelige huse giver et miniputindtryk af hvordan der engang må have set ud. Men husdyrene, markerne, markstensveje og landbrugsmaskiner er væk.

Landsbyen husede på et tidspunkt dansktopeliten, fx sangerne Gustav Winckler og Jørgen Winckler, Thøger Olesen og radiomanden Hans Vangkilde som er kendt fra tv-serien Radio Merkur.


Flere fotoer fra dagens tur på Flickr-album over Greve.

torsdag den 23. november 2017

Jersie, Kirke Skensved, Gl. Havdrup, Solrød

Rester af bondesamfund, stationsbyer, urbanisering. Tre emner for dagens tur til Jersie, Kirke Svenstrup, Gl. Havdrup og Solrød


Engtoftegård øst for Jersie. Lad os bare starte med noget som i allerhøjeste grad lever op til den morten korchske nationalromantiske forestilling om en dansk bondegård.

Historien om Danmark indeholder fortællingen om landsbysamfundenes forvandling fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Dernæst at landbrugssamfundet bl.a. i Solrød Kommune blev marginaliseret fra slutningen af 1800-tallet af industrisamfundet, eksemplificeret ved en satellit knyttet til en station der udviklede sig til en stationsby der overtog landsbyens rolle som områdets kraftcenter. Efter 2. verdenskrig indhentede urbaniseringen såvel den ene som den anden type samfund. Dagens tur knytter an til disse tre aspekter af danmarkshistorien. Man kan læse mere om dette i artiklen af Kurt Hartvig Petersen: Landsbyerne sprænges.

Landbysamfundene

Mange af disse ting kan læses på hjemmesiden for den udmærkede lokalhistorisk forening i Solrød Kommune som har skrevet en del artikler netop om disse emner, baseret på gamle kilder. Som altid når man studerer lokalhistorie, er det et helt andet billede man får end hvis man læser om kongernes, kirkens og adelens.

Landsbyens gadekær har i senere nationalromantik fået et nærmest idyllisk og ikonisk status for indbegrebet af det fredsommelige landsbyliv. Idyllisk ser de da for det meste også ud nu om stunder. Især hvis det her som i Kirke Svenstrup er omgivet af stråtækte bindingsværkshuse. Men nok temmelig langt fra datidens alt mulig brug af kæret 

Under enevælden blev det i 1802 begyndte centraladministrationen at decentrale visse opgaver til lokalområdet, nemlig fattigkommissioner til at tage sig af de fattige. I 1814 blev tilsvarende oprettet skolekommissioner. Egentlige lokale magtorganer i form af sogneforstanderskaber opstod først i 1842 og blev i 1867 erstattet af sognerådene. Disse holdt sig indtil kommunalreformen i 1970. De første mange årtier var det udelukkende velbjergede mænd som sad der, fordi kvinder og tyende først fik valgret til sognerådene i 1908.

Gammel Havdrup, Kirkegade 2 A. Ejendomsregistret angiver ejendommen til at være fra 1807. Så byggestilen fortæller formentlig om hvordan en mindre gård eller større husmandssted så ud på det tidspunkt.

Denne del af Danmarkshistorien er næsten gået totalt tabt sådan rent fysisk. Med mindre man tager en tur på frilandsmuseet. Men med lidt god fantasi er Solrød Kommune dog et sted tæt på Staden at gøre sig nogle synsmæssige. Forbeholdene er dog enorme: Væk er køer, svin, får, geder, høns - og lugten fra alle disse. Væk er de levende hegn. Væk er de vilde blomster. Væk er lyde og lugte fra alt dette. Tilbage er enkelte huse og gårde - og de skriftlige beretninger fra dengang. Som i øvrigt ofte fortæller en helt anden historie end den man lærer i skolen. Tag nu fx det med traditionerne og den danske kultur. Beretningerne herom er af en ganske anden karakter end hvad nationalistiske politikere mm henviser til som en ren selvfølge.

Nordre Bygade 7 i Jersie. Ejendomsregisteret angiver huset til at være fra 1825.

Fra 1800-tallet findes fx en beretning om begravelse som afspejler den tids tro og verdensopfattelse: En gårdejer fortæller om begravelser på gårdene i gamle dage. Stor vægt på tilberedningen af bespisningen, grise og høns. Ringerne rigelig forsynet med øl, brændevin og tobak. Skolelæreren holdt en tale. Herefter den kirkelige handling. Varsler af hvordan karlenes skovle og spader faldt ned på gravhøjen. Var det sidste en spade, blev næste begravelse en mand, en skovl en kvinde. Folk der ikke var gårdmænd, fik dog en mere skrabet begravelse.

Sådanne bygninger emmer af stationsby, jernbaner og århundredstkiftet 1900. Bagsiden af Ulvebørs ved Havdrup Station. Man finder dem næsten overalt i stationsbyer opført i sidste halvdel af 1800-tallet. 

De første jernbaner - stationsbyerne

Det første større anslag mod landsbysamfundene kom med jernbanen. For Solrøds vedkommende i 1870erne med stationerne Havdrup og Lille Skensved. Det hedder de nu, men dengang havde bebyggelsen ved nuværende Havdrup Station det skumle navn Ulvemose Huse. To ildevarslende ord i bondesamfundets ordbog: Ulv og mose. Om dette har smittet af på synet på de mennesker som flyttede ind i bebyggelsen som senere skulle blive Havdrup, ved jeg ikke. Havdrup havde 10 gårde, en præstegård og 33 huse. Og sådan er det vel stort set stadig. Men Ulvemose Huse kom til at hedde Havdrup, og Havdrup til at hedde Gammel Havdrup. For sidstnævnte gik i stå, lige som Kirke Svenstrup gjorde det, faktisk er den kun halvt så stor som den var dengang. Og Lille Skensved er i dag langt større end Kirke Skensved. Kirke Skensved havde ellers  23 gårde og lige så mange huse.

Hovedgaden 22, Havdrup (1899). Stationsbyernes huse er sjældent prangende eller fyldt med krummelurer og tingeltangel. Dette er måske en undtagelse. Havdrup er stadig et område i stor vækst. Byen har en center, station og stadig masser af liv. Den mangler til gengæld den gamle kirke, gadekæret og de stråtækte bindingsværkshuse.

Med stationsbyerne flyttede også en ny type mennesker til. Folk som ikke levede af landbrug, men af håndværk, industri, handel og andet. I Havdrup vidner de røde bygninger ved stationen med skiltet Ulvebørsen om hvad der foregik i Ulvemose Huse.

Havdrup Skole, 1920. Med de mange tilflyttere blev behovet for skoler væsentlig større. Jersie Skole er fra 1916, Havdrup Skole et par år yngre. 

Overlevelse mellem jernbaner

Både Jersie og Solrød lå dog så langt væk fra jernbanerne, at de stadig kunne udvikle små landsbysamfund på trods af deres forholdsvis lave indbyggerantal på omkring 500 personer. Motorvejen kom til i 1970, S-banen til Jersie kom i 1978, og dermed også den urbanisering langs Køge Bugt som præger kysten fra København til Køge. Formentlig af denne grund oplevede de ikke som Gammel Havdrup og Kirke Skensved en stor tilbagegang og nærmest udslettelse af stationsbyerne. Mange af dem fik blot tilføjet Strand til deres daværende nærmeste landsby.

Solrød Bygade. Det stråtækte hus angives at være fra år 1900, så man vedblev altså med at bygge i den gammelkendte landsbymåde

Jersie og Solrød overlevede dog bedre end Kirke Skensved og Gammel Havdrup. Måske fordi de begge ligger for langt væk fra jernbanerne. Foreningsliv var der også. I Jersie oprettede man en af landets allerførste håndboldklubber, Jersie Håndboldklub 1898/99. Det første Amtsmesterskab blev vundet 1943. Jersie HK fungerer stadig som selvstændig håndboldklub. Den holder stadig til ved idrætsanlægget, men banen ligner noget der er løgn.

Solrød Byvej 17. Angivet til opført 1880. Landsbyen ser ud tilat have lært af stationsbbyernes arkitektur. 

Anlæggelsen af Sydmotorvejen og S-banen i 1970-erne forvandlede området til et byområde og en slags forstad til København. Nogenlunde samtidig med motorvej og s-tog skabtes ved kommunalreformen i 1970 den nuværende Solrød kommune af kommunerne Jersie-Kr. Skensved, Havdrup-Solrød kommune og Karlstrup sogn. Så meget tilbage af fortidens forskellige og foranderlige samfund er der ikke. Kun hvis man kigger godt efter. Bortset fra området omkring s-banen og i Havdrup fungerer landsbyerne først og fremmest som sovebyer.

København-Ringstedbanen set fra Solrød byvej mod nord. Banen slynger sig yndefuldt langs den 8-sporede motorvej. Larmen er ganske forfærdelig. I midten rager symbolet for moderne tiders fart og tempo, McDonald op. Hurtigt ind, hurtigt ud. Vi ved hvad vi får, det smager ens. 

Udviklingen er langt fra færdig i Solrød Kommune. Senest har København-Ringstedbanen sat sit præg på området langs motorvejen. Den vil dog formentlig ikke ændre ret meget på strukturen, men blot i mindre grad snitte endnu flere skiver af landområder langs motorvejen.

Tjek også de mange billeder af gårde og huse ud på Flickr for Solrød.


Ruten

Jersie Station. Åsvej. Jersie. Toftegårdsvej. Kirke Skensved. Havdrup. Skolevej. Gammel Havdrup. Roskildevej (fordærdelig vandrevej). Solrød. Solrød Station. I alt over 20 kilometer med afstikkere til de mange gårde mm.