tirsdag den 27. juni 2017

Karlslunde

Strand. Skov. Mose. Gudernes Stræde. Gode bynære naturområder til en dagtur omkring Karlslunde

Det her kan man da bare ikke få for meget af. Og der er hele 3 kilometer i denne genre. Abstraherer man fra broerne, kan man forestille sig et landskab som selv stenaldermenneskene må være fortrolige med.

Jeg har tidligere passeret områderne omkring Karlslunde i forskellige andre sammenhænge og dagens tur var netop rettet på at se mere grundigt på disse områder. Og der er masser at komme efter til en dagstur. Eneste minus er Køge Bugt Motorvejen som  især op til 500 meter øst for sætter et larmende præg på turen.

Trappen ved Mosede Fort. Her har man dette udsyn mod Køge. I forhold til mine tidligere besøg var der højvande.

Stranden

De første tre kilometer går ad nogle af de bedste strande i hovedstadsområdet: Fra Mosede Fort til enden af Trylleskoven. Karlslunde Strand og Karlstrup Strand. Den sidste kilometer er særpræget: her er der ikke bebygget ned til stranden. Man kan altså se et nogenlunde uspoleret strandområde med tilhørende enge og bagvedliggende krat og skov, et særsyn. Det er ganske enkelt at vide hvornår man er i dette område. I den sydlige del går det til Karlstrup Mosebæk og mod nord til et vandløb med det anonyme navn Kanalen. Ellers er der ikke så mange pejlemærker når man går helt nede ved vandkanten. Stranden skulle være et fluepapir i sæsonen, men bestemt ikke i dag hvor der kun går ganske få mennesker rundt. Måske vejret. Godt vandrevejr, mindre godt bade- og strandvejr.

Trylleskoven set fra den sydlige ende mod nord. Man kan se den brede strandeng bag selve stranden og ane skoven helt til venstre. Bevoksningen varierer meget. Hvilket ikke helt fremgår af fotoet.

Trylleskoven

Fra stranden kan man gå en kilometers penge tilbage inden i Trylleskoven. Den er fredet og ganske spændende. Udover skoven er der små lyngbakker, strandoverdrev og en gammel fyrretræsplantage. Skoven har navn efter krogede fyrretræer, men dem er der nu ikke så mange af. Området var i starten af 1900-tallet noget overrendt af badegæster og landliggerliv. Men det er der nu ikke så meget tilbage bag. Dog kan Tryllevælde Badehotel stadig ses. Den lykkedes det mig dog ikke at lokalisere.

Et af de scenarier man kan se i Trylleskoven. De krogede og "fortryllede" fyrretræer er ikke sådan lige til at se hvor de er henne.

Karlslunde Mose

Fra Trylleskoven er der kun at gå over Karlslunde Strandvej, så er man i Karlslunde Mose. Et meget fladt område som er en tidligere lagune, der langsomt er blevet til land. I beskrivelsen af fredningen står der at man stadig kan finde muslingeskaller som er rodet op af mosegrise og muldvarpe. Jeg kiggede, men det er åbenbart ikke såsom for muldvarpeskud.

Kanalen nord for Trylleskoven. Det er jo næsten en hel lille canyon! Bækken har skåret sig gennem hvad der tidligere var havbund, og det kan man godt se på siderne af canyon'en.

Karlslunde Mose egner sig egentlig ikke til at blive fotograferet. Det kan virke noget fladt og ensformigt. Men det visuelle kan bedrage. For med duften af kaprifol, et fortryllende fugleliv og ditto insektliv - bl.a. en masse sommerfugle - er det en lise for sjælen at passere gennem mosen. Landskabet varierer kun blidt med vandløb, vandhuller, fugtige enge og moser med pilekrat og rørskov. Hvis man er til fugle (og det er jeg ikke, indrømmet), så er der ved kommunegrænsen til Solrød et fugletårn.

Fra stien nord for Wilhelms Plantage set mod øst er man ikke i tvivl om at Karlslunde Mose engang var en lagune. Og dette var havbund. 

KarlstrupMose

På vej mod syd kommer man til Karlstrup Mose. Selv om man er nødt til at kigge på kortet for at se om man nu er det ene eller andet moseområde. Jeg tror det har noget med kommunegrænsen at gøre. I Greve kalder man det Karlslunde Mose, i Solrød Karlstrup Mose. Naturen er nok ligeglad. Begge var engang lagune. Møllebækken er også ligeglad med kommunegrænser. Den passerer igennem mosen i begge kommuner. Bækken er et andet af de meget attraktive vandresteder. Ikke for ingenting går Gudernes Stræde langs bækken. Bemærk i øvrigt at Gudernes Stræde igen er åbnet under motorvejen, Sidst jeg var her, måtte jeg ud på en omvej på flere kilometer. Jeg tog strækningen fra Korporalskroen ved den gamle Tåstrupvej til Karlslunde Mosevej.

Karlslunde Mose skal man ikke bare sådan lige vove sig ud i udenfor stieernee. Ellers risikerer man at ende i et vandhul!

Brødmosen

Brødmosen er en ganske lille mose. Den syner ikke af meget på et kort, ligner nærmest en slags afsnøring nord for Karlslunde Mose. Heller ikke særlig stor, men den byder til gengæld på 2 områder med hængesække. Og i øvrigt nogle af de skønneste moseområder i området. Desværre skal man gå virkelig langsomt for ikke at være ude af mosen igen. Og pt kan det ikke lige anbefales at sætte sig da myggene er begyndt at sværme.

Brødmosen. Hvis man dvæler lidt midt i mosen, kan man trække oplevelsen lidt ud.

Firemileskoven

Firemileskoven er resultatet af en skovrejsning startet i 1982. I dag er den blevet delt i to af den nye København-Ringstedbane. Men den vestlige del er dog stadig fin. Jeg går ud fra at når banen bliver indviet så vil man ikke længere kunne komme ind på striben mellem banen og motorvejen.

Her fra Engstrupsti-broen over Køge Bugt Motorvejen ser man dramaet om Firemileskoven: Den er blevet delt af København-Ringstedbanen. Til venstre et område man nok ikke sådan lige vil kunne komme til når banen åbner. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar