fredag den 4. marts 2016

Rokoko København

Rokokoen inden for bygningskunst varede kort i Danmark, ca. 1730-1760 (andre steder i Europa 1720-1789)

Siger man rokoko, tænker man mest Frederiksstaden - Amalienborg fx. Men den findes også Ovengaden oven Vandet 6 (1755-1756) og husede oprindeligt billedhuggeren, professor Simon Carl Stanley (1703-1761). Samme gades nr. 10 (1785) hed jernstøber Thomas Potters Gård indtil Brøste overtog den.

Rokokobyggeri ligger i "kongens København". I 1660 havde kongen og det københavnske borgerskab nødtvunget og formentlig ikke særlig broderligt forsvaret København - resten af landet var erobret af en svensk hær. Kongen havde måttet love borgerskabet guld - de grønne skove holdt han for sig selv, inklusiv den halvdel af København som ligger nordøst for Gothersgade. Bortset fra Nyboder og Toldbodgade var området både en grøn lunge og affaldsplads i København hvis befolkning stadig kunne finde sig til rette inden for voldene. Tidsskriftet Politivennen kunne så sent som 1798 berette at
I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over... når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Området rummede allerede Rosenborg Slot (1624), Kastellet. Landkadetakademiet (1713), Søkadeakademiet (1701) og så selvfølgelig Nyboder. Hertil opførtes nu Sølvgade Kaserne (1763) og Rosenborg Kaserne (1786). Opbuddet af militær i København var så massivt, at jeg mener det gør det mest forståeligt efter nutidens begrebsverden at tale om et militærdiktatur. Et diktatur der var så "large" at reservere dele af området til det fine borgerskab - måske for at dæmpe deres utilfredshed over at de stort set intet havde fået ud af deres alliance med kongen gennem næsten et århundrede. Dels til offentlige institutioner som Almindeligt Hospital 1769, Frederiks Hospital 1757 og Det Kongelige Opfostringshus, dels til privat luksusbyggeri. De kunne så passende hylde enevælden for det.

Rokoko møder barok. Oven i købet to store giganter. I forgrunden er det Amaliegade 23 (1750-52) af Eigtved. Dernæst Amaliegade 25 (1755-57) af de Thurah. Årstallene angiver at overgangen fra den ene til den anden stilart ikke skete fra det ene år til det andet. Thuras hus er en afstikker. Bag de Thurahs bygning blev der 1782 opført bygninger i nyklassicisme til den nok så bekendte Fødselsstiftelse. Mellembygningerne er i nyklassicistisk stil.

Inden man falder hen i svime over diktaturets godgørenhed over for de syge og fattige, må man påpege at det drejer sig om symptombehandling. Symptomer fra et system som i den grad ikke var i stand til at skabe befolkningen menneskeværdige vilkår og i høj grad selv fremkaldte dårligdommene. Det var ikke for disse mennesker styret ønskede at opføre boliger. Området kender vi i dag under navnet Frederikstaden. At henlægge halvdelen af Københavns areal, skulle blive en beslutning som på den lidt længere bane betød at befolkningseksplosionen stuvede de jævne og fattige folk sammen på et minimalt område. Kun byggetomten Frederikskirken eller Marmorkirken rummede stadig lidt "vildt liv". I 1809 skriver Politivennen fx:
"... porten mod Bredgade har i 22 år altid været lukket om vinteren eller når intet arbejde fandt sted på kirkepladsen. At denne lukning er nødvendig, vil indses deraf at kirken flere gange har tjent som smuthul for bortrømte forbrydere, da der er fundet afbrækkede slavejern, slaveklæder og gamle munderinger. Ligeledes er i den senere tid hyppige tyverier forøvede på pladsen, ja endog gentagne indbrud sket i der værende værksteder."

Kæmpemusling over port på Store Kongensgade 108. Kun en mindetavle erindrer den passerende om hvad her var engang: "Det / Kongelige Opfostringshuus / for Fattige Drenge Börn / stiftet af / Kong FRIDERICH den FEMTE den 29 Junii 1753 / og Herhid forflytet af / Kong CHRISTIAN den SYVENDE den 17 Oct 1767"

Udvidelsen af Kongens København skulle vise at enevælden ikke bare var barok magt og svulstigt byggeri, men også elegant, ligesom solkongens efterfølger Ludvig 15. i Frankrig. Rokoko stammer fra fransk "rocaille", musling, slyngede former. Og man vil lede forgæves efter at se rokoko på andet end herskernes bygninger. Man fortsatte barokken, men i en mere elegant, graciøs og orientalsk udgave med snirklede asymmetriske ornamenter.

Amaliegade 42, opført 1756 efter Niels Eigtved 1756 for tømmerhandler kaptajn Jan van Osten. Man vil bemærkeden grå puds som mange i dag måske identificerer med betonbyggeri. Men i rokokoen blev grå puds anset som den mest passende for bedre huse.

Rokokobyggeriet i København er bemærkelsesværdigt, selv i europæisk sammenhæng. Og rokoko nåede aldrig længere end til København. Så resten af Danmark: Kom til København hvis I vil se rokoko. Rokoko var en sminket facade, bag den boede der mennesker som lagde arbejdskraft, ryg og helbred til under kummerlige vilkår, også tæt på Amaliegade. Især mod nord ved Toldboden, hvilket bevidnes af adskillige artikler i Politivennen om, fx i 1819:
"I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren."

Amaliegade 15-17 (forrest) i Eigtved-stilen. Sådan kender mange Amaliegade og Sankt Annæ Plads hvor der er en del lignende rokokobyggeri. Nr. 17 (1754-56) er opført for en stenhuggermester J. P. Pfeiffer. Nu koncentrerer beboerne sig mere af tandsten, over porten står der Tandlægernes Hus.

Nicolai Eigtved (1701-1754) nævnes som arkitekt og inspirator bag rokokoen. Oprindelig gartnersvend var han på farten i Europa 1725-35 og vendte hjem som fuldt udlært arkitekt. Han havde der set rokoko og blev sporenstregs udnævnt til hofbygmester. Som sådan står han som bagmand bag Marmorbroen (1741), Prinsens Palæ (1743-44), anlæg af Frederiksstaden og Amalienborg Slotsplads (1749-54) og Kunstindustrimuseet (1752).

Sankt Annæ Plads 9. Flere muslinger over porten. Selv om rokoko ikke er så massivt repræsenteret på pladsen som i Amaliegade er der dog et par huse også her.

Og Eigtved er bagmanden bag designet af den nye bydel, Frederiksstaden. Som nævnt lå bydelen dengang i Københavns grønne område, der dermed blev urbaniseret. Gaderne blev ordnet omkring to centrale akser og gaderne ligger i øvrigt symmetrisk. Eigtved stod selv bag en masse huse, men var også trendsætter for hvordan andre huse i kvarteret skulle se ud.

Gråbrødre Torv 4. Huset er bygget til politikommissær Thomas Bulle i 1765. Men er det rokoko? Stilmæssigt hører det vel mere til i klassicismen. For stilperioderne havde glidende overgange.

Eigtved lavede et reglement for hvordan facaden skulle se ud. Der skulle f.eks. påbud om, hvor høj kælderen eller 1. salen skulle være. Alle facaderne skulle være symmetriske og pudset og malet i grå toner. Farven blev i øvrigt toneangivende længe efter rokokoen, hvilket mand skal huske når man ser husfacadernes farve i dag. Byen var engang temmelig grå. Frederiksstaden har derfor en del huse som minder meget om hinanden. Hvis det ellers er noget at være stolt af, så kan bydelen måle sig blandt de bedste, også i Europa. Uanset om man nu synes om det eller ej.

Sølvgade 38 fra 1776, ved siden af Sølvgades Kaserne (til venstre). Opkaldt efter farver Jacob Holmblad.

Som sædvanligt er en arkitektonisk stilart ikke ensbetydende med at alt byggeri i samme periode blev opført i denne stil. Måske ikke engang i foregående stilarter. Som i vore dage har banebrydende arkitektoniske retninger begrænset indflydelse på massebyggeriet. Måske bliver elementer indpasset hist og pist - hvis der er råd til det. Eller hvis det forhøjer værdien af bygningen. Så man vil sagtens kunne finde byggerier meget tæt på Amaliegade som nedenstående i Store Kongensgade 78-80:

Store Kongensgade 78 (1730) og 80 (1748). Næppe noget som får særlige omtaler i bøger om arkitektur eller priser for restaurering. Men det hører sig til i det københavnske bymiljø. Måske fordi det så får de "rene" stilbyggerier til at skille sig så meget desto mere ud. Gad vide om man om 200 år vil sige det samme om meget af nutidens byggeri - hvis det da ikke er faldet sammen forinden.

Og endnu længere væk, på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade ligger et hus som endnu engang minder os om at der er forskel på en arkitekttonisk stilperiode og så det byggeri der rent faktisk blev opført i samme periode. Huset må være en provokation mod alle som påstår at man kan aflæse på huse fra hvilken tidsperiode de stammer. Jo, de har gavlkviste, så barok. Bindingsværk - det blev forbudt efter branden i 1728. Afskårne hjørner, det var noget man indførte efter den anden ildebrand i 1795. Men huset er altså opført 1734 af en ukendt tømrermester.

Rokoko? Tidsmæssigt passer det. Men om stilkendere vil kalde huset fra 1734 for bygget i rokoko eller barok, det er et meget, meget åbent spørgsmål. I al sin charme ligger det der og minder os om at der er stor forskel på en bestemt stilart, og så det byggeri der blev opført i den periode som stilarten hører hjemme i. Skævt er det. Men det er sejt, det har overlevet branden i 1795, København bombardement 1807. Så ... respekt!

Amaliegade, Sankt Annæ Plads og resten af Frederiksstaden fremstår i dag som superdyrt luksusbyggeri. Men ikke alt var overklasseidyl. Almindeligt Hospital lå her 1769-1892 og var gennem tiderne plejestiftelse, hjemsted for Fattigvæsenets, fattige syge og fra 1809 blev kønssygdomme behandlet her. Det gav sikkert prestige for styret, men også visse gener, som en skribent i Politivennen skriver i 1824:
Allerede forrige år er i Politivennen omtalt en gul væske som flyder ud fra Almindelig Hospital i rendestenen og afgiver en fæl rådden stank. De ansvarlige har intet gjort for at få denne ækle stinkende væske ledt fra hospitalet ud i kanalen. ... Den der på fastende mave passerer denne vej når dette stinkende og dampende gule tager flugten gennem rendestenen, kan ikke andet end ækles og få kvalme.

En slags epilog: Nyere tids rokoko

På en af mine fotosafarier i forbindelse med denne artikelserie kom jeg forbi denne bygning på Dag Hammerskjölds Alle 28, og den mindede mig da noget så grueligt om Amalienborg. Ikke uden grund, viste det sig. Populært har den åbenbart gået under navnet Lille Amalienborg. Palæet er opført i 1917 på en forhenværende dyrekirkegård. Tegnet af Carl Brummer for byggematadoren Harald Simonsen (1873-1949). Han er måske ikke så kendt, men det er hans datter Erna Hamilton ("grevinden på tredje"). Under 2. verdenskrig havde den øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark fra oktober 1942 til januar 1945, Hermann von Hanneken hovedkvarter her. Og der skal da også være et beskyttelsesrum under kælderen. Han faldt i unåde hos Hitler, officielt fordi der var blevet brugt benzin til ikke-tjenstlig kørsel på Lille Amalienborg. Uofficielt fordi han plejede omgang med en der måske, måske ikke var involveret i mordforsøget på Hitler den 20. juli 1944. Efter krigen rykkede Dansk Røde Kors ind i den. Indtil 2007 hvor den blev købt af Fritz Schur for 67 millioner kroner.

Ikke Amalienborg, men Dag Hammarskjölds Alle 28. Her har Grevinden fra tredje, Erna Hamilton trådt sine barnesko, den tyske general von Hanneken stampet med sine støvler og en af Danmarks rigeste mænd kommet og gået.


Øvrige artikler i denne serie

Se nederst i artiklen om Renæssancen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar