torsdag den 23. januar 2014

Søndersø Vandværk med kildepladser

En tur til Søndersø vandværk og tilhørende kilder er et udmærket påskud til at gennemvandre nogle af de bedste stier og veje i området. Selv med et par frostgrader og frisk vind.


Som beskrevet i de to forrige afsnit havde Københavns magistrat til at slukke københavnernes tørst fået opført vandværket ved de gamle volde og stukket en halv snes sugerør ned i jorden på kildepladser langs Harrestrup Å. I perioden 1870-1900 fordobledes indbyggertallet imidlertid fra ca. 180.000 til ca. 350.000 sjæle. Så mon ikke kommunen så det som en foræring at den i 1870 fik tilbudt at købe Søndersø, sydøst fra landsbyen Kirke Værløse? Man var i hvert fald ikke sen til at slå til. Allerede året efter (1871) pungede man ud med 40.000 rigsdaler. De gode bønder omkring Søndersø havde i 2 år forgæves forsøgt at dræne store områder af søen, ud fra devisen "hvad udad tabes, må indad vindes" efter krigen 1864. Men vandstanden var ikke faldet det ringeste, og bønderne hældede vist til at der lå en enorm og uudtømmelig kilde under søen.

Tipperup Å er i virkeligheden del af en lang å der bare hedder noget forskelligt undervejs: Værebro Å og Jonstrup Å. Den løber langs sydsiden af Søndersø, uden at løbe ud i den. Og den løber også igennem Kildeplads Søndersø Vest. Længere nede af åen var der engang vandmøller og man kunne besejle åen med mindre fartøjer. Men det er mange århundreder siden. Nu kan man gå over med gummistøvler.

En regulær handel, med andre ord. Helt anderledes end i de helt gamle dage. Da var ejendoms- og brugsretten en kompliceret affære. Konge, magistrat, lokale bønder, lokale lodsejere og en mængde andre interessenter sad på ejendomsret og/eller brugsret til søer, vandløb, fiskeri, græsning mm. Så finansministeriet forlangte i 1859 en forklaring om hvornår Københavns vandvæsen havde fået overdraget retten til at hente vand fra søer. Kommunen kunne ikke forklare sig hvad angik Gentofte Sø, men ministeriet godtog redegørelsen for Emdrup Sø hvor retten stammede tilbage fra reformationens tid.

Og hvad snakkede man i øvrigt om? Igennem de sidste 200 år har mennesket påvirket vandløb, søer mm. I vikingetiden og oldtiden kunne man færdes på mange åer med både og skibe, hvor man i dag dårligt nok kan færdes med en lille jolle. Landhævning er en ting, men mere væsentlig var at bønderne drænede marker og enge. Hertil kom så grundvandsboringerne. Så sø og sø .... Søndersø er blevet mindre! Men i 1871 var kommunen ikke i tvivl om hvad den havde købt, og ingen har betvivlet det siden.

Så idyllisk vi måske i dag opfatter Præstesøen (til venstre) og Søndersø (i baggrunden til venstre), så har det nok ikke altid været sådan. Vi ved fra talrige oldtidsfund at området var noget særligt. Men bønderne i 1800-tallet var vist godt sure over at søen ikke kunne tørlægges. Så sure at de solgte den til København. Heldigvis for os, og slet ikke nogen dårlig ting for naturbevarelsen. Lige som med Vestvolden ligger kilderne hen som fine naturområder. Og der er ikke som langs søens nordlige bred bygget næsten helt ned til søen.

Vandledningerne

Desuden var der problemet med at transportere vandet. Det var ikke så svært med de artesiske 1800-talsboringer som er omtalt i forrige afsnit. Fra kilderne ved Harrestrup havde man allerede en naturlig vandledning ned til Damhussøen, nemlig Harrestrup Å. Vandet løb dog ikke i selve åen, men en gravet rende ved siden af, Kildevandsløbet. Anderledes med Søndersø.  Og nedgravning af jernrør var ikke problemfrit, da de skulle nedlægges i private lodsejeres ejendom. En dom, citeret i Ugeskrift for Retsvæsen, 17. juni 1872, s. 836-840, illustrerer det. En privat lodsejer, Løjtnant Wildau på Frederiksberg havde indstævnet Københavns Magistrat. Men blev underkendt. Retten stadfæstede at:

Statueret, at en af Kjøbenhavns Commune i henhold til L. 20 august 1853 erhvervet ret til nedlæggelse af gas-eller vandrør over privat grund ikke behøver tinglysning for at sikkres mod trediemand. Dommen lød derfor, at De indstævnte, Kjøbenhavns Magistrat, bør for tiltale af Citanten, Lieutenant C. Wildau, og Intervenienten, Particulier D. Th. Gottliebsen, i denne sag fri at være.

Søndersø

Kommunen ville først bruge Søndersøs overfladevand og søen som reservoir. Det fik den lov til af Landkomissionen i 1872. Det fortsatte til i hvert fald indtil 1960'erne. I 1874-75 byggede man en dampdrevet pumpestation ved søens sydøstlige ende. Herfra blev vandet ledt til en højdebrønd ved Egebjergene i Hareskoven. Herfra til Ballerup, Hjortespring, Herlev, Kildevandsløbet ved Kilde VIII ved Sømose Å og til Sankt Jørgens Sø.

Man skal ikke have bevæget sig langt på stierne langs Søndersø før det vrimler med tegn på vandindvinding. Rør, dæksler eller mystiske anlæg som vandeksperter sikkert kan svare på hvad bruges til. Til ære for fotografen fosser der vand ud af noget som jeg på stedet benævner en overløbsventil (det er sikkert noget andet).

Men i 1890'erne afslørede boringer at København havde købt en ren guldgrube af grundvand. Så indbringende at man fra 1893 ikke længere behøvede at bruge overfladevandet. Anlægget der behandlede søvand var dog i funktion helt indtil 1980. Kilderne lå ikke som bønderne havde troet under søen, men langs bredderne. I perioden 1894-1908 etableredes 3 kildepladser øst for søen: Søndersø Øst, Søndersø Vest og Tipperup Å. Den maksimale ydeevne blev nået i 1904. I perioden 1923-30 kom yderligere 3 kildepladser til: Bjellekær øst for Søsum, Bogøgård øst for Knardrup (skov) og Kildedal øst for Veksø (lukket 1980 pga forurening). I 1940 endnu en: Egholm vest for Slagslunde. Yderligere tre kildepladser bruges lokalt. Kildepladserne kan bl.a. ses i en vandforsyningsplan fra 2012.

Søndersø Vandværk

En tur langs søens bredder afslører overalt tegn på vandindvindingen. Dæksler, borerør, anlæg af alskens slags ... Og selvfølgelig selve vandværket. Som dog ikke er det oprindelige. Kildevandsanlægget fra 1891 og udvidelser fra 1899 blev hurtigt forældet. Der er nu kun funktionærboligen ved Ballerupvej tilbage, en toetages hvid boligblok med 4 lejligheder. Det nuværende Søndersø Vandværk er opført ad to omgange 1941-43 og 1947-1951.

Af det gamle vandværk er kun funktionærboligerne tilbage. De ligger et par hundrede meter øst for det nuværende vandværk. Den rummede 4 lejligheder. Resten er værket er blevet revet ned.

Interesserede kan forsøge om der gemmer sig en historie om konflikten mellem håndværkere og arkitekter. Værket er tegnet af arkitekt Ove Huus (1884-1954), Han var i en periode kasserer i Den Fri Architektforening, som eksisterede 1909-19. Den var stiftet af 10 unge arkitekter, fortrinsvis fra Heinrich Wencks tegnestue, i protest mod de mere konservative holdninger i Akademisk Architektforening, ledet af den kendte arkitekt Martin Nyrop. Kontroversielt  optog foreningen medlemmer uanset akademisk baggrund. Huus var således murersvend 1903, men først færdig på Kunstakademitet i 1913. Han klarede sig godt, tegnede Lejre og Slangerup Vandværker og Rådhuset i Birkerød (1924).

Søndersø Vandværk dominerer i den grad halvdelen af sydkysten på Kildeplads Søndersø Vest. Fotoet viser kun en lille del af bygningerne. Ned mod Tipperup Å er der forskellige anlæg, damme osv. langs stien.

Bogøgård Kildeplads

Turen til kildepladsen gik ad Bundsvej over Kirke Værløse, og bestemt en vandretur værdig. Langs sydkysten af Søndersø kan man gå på arbejdsvejene i Kildeplads Søndersø Vest. Næsten ved enden af søen langs hegnet til Flyvestation Værløse kommer man forbi en ruin af en tysk officersmesse og spise- og udskænkningssted for personalet for flyveenhed 103 III. Området vest for er præget af tyske løbegrave hvor fritz'erne øvede sig under 2. verdenskrig. For at ingen skal være i tvivl, har tyskerne mejslet en tekst ind i stenene: Erbaut 1941-1942, FL. H. KDTR 103 III, Major Sonntag, O. ingr Brade, Insp. Gietzeld, Feldw. Beschorner. Bortset fra at taget mangler (det røg i 1990'erne), kan enhver jo forestille sig hvad der er foregået, måske Wein, Weiber und Gesang.

Taget er røget, men murene står endnu på den gamle tyske officersmesse fra 2. verdenskrig. Bag fotografen boltrede de tyske fritzer sig i lange løbegrave for at være forberedt hvis fjenden skulle komme. Det gjorde de som bekendt ikke. Og hvad der skete med major Sonntag og Feldwebel Beschorner, det må vi overlade til historikerne.

Bag om Værløse Kirke kan man gå et stykke langs Bunds Å. Men må dog også op på selve Bundsvej med alle dens udsigter - og trafik.

Med en anelse mere sne på og et par julenisser skøjtende på åen er dette vel lige til et julekort. Ikke engang Værløse Kirke mangler. Bunds Å ser ud til at være blevet renset op. Igen mange udsigter langs åen.

Vel ankommet til kildepladsen vil man opdage at den ligger meget naturskønt og er træbevokset. Pumpehuset (1925) ligger for enden af en gammel asfaltvej man kommer til ad Bogøgårdsvej. Og man har udsigt til Bundsmose. Indenfor kan man høre at pumpen stadig kører på livet løs. På dette sted kan man gøre som vandringsmanden: Indtage den varme chokolade og nyde stilheden.

Bogøgård Kildeplads, pumpehuset. Huset har en anselig størrelse i forhold til kildepladserne langs Harrestrup Å. Indefra kan man tydeligt høre brusen fra vand. Så der må være gang i anlægget.

Bjellekær Kildeplads

Igen en flot tur, denne gang ad Toppevadvej. Gården som har givet kilden navn, ligger på hjørnet ved Bjellekærvej. Den har en ganske imposant størrelse, og det fremgår af hele 3 mindesteler at man i 1800-tallet var ganske stolte af sig selv. En af stelerne har endda fået sin egen lille "mindepark" med tilhørende høj, og på de tre stablede sten står navne og årstal på folk fra 1800-tallet. På begge sider af ladeporten står to ens, runde steler for, med samme tekst: I. Jensen Bjellekier, medlem af Frederiksborg Amts Vejudvalg 1895-1928.

Bjellekærgård med "mindeparken" i forgrunden. til højre forr ladeporten kan man måske ane den ene to andre steler. Gården i sig selv er ganske stor.

På pumpestationen står årstallet 1926, men modsat Bogøgårds er den helt tom. Oprindeligt stod der nogle dieselmotorer fra B&W som der er en flot billedeserie af. Af denne fremgår at de fungerede i 60 år. Og at man har forsøgt at få det op at køre igen i 2007, denne gang på Djursland.

Bogøgård og Bjellekærgård Kildepladsers pumpehuse er opført næsten samtidig, og de ligner da også hinanden. Her er Bjellekærs set fra modsat side. Husets maskinhal er dog ganske tomt, det ser ud til at blive brugt som mandskabsrum (frokoststue?) og opbevaringsrum for mindre maskiner. Det var her B&W maskinerne pumpede løs i 60 år.

Kildepladsen ligger på bunden af en drænet og udtørret sø, Østersø. Og det fremgår af landskabet. Vejen er forhøjet og til begge sider er der sumpede områder. Vejen ender ud i en toppet mose som det absolut ikke kan anbefales at forsøge at forcere, det skulle da lige være i frostvejr. På kildepladsen kan man flere steder se de gamle søbredder.

Arbejdsvejen på kilden ender midt ude i den tørlagte Østersø. Her kigger fotografen dog den anden vej. I forgrunden et gammelt damanlæg med et eller andet formål. Og sådan er området fyldt med reminiscenser fra tidligere tiders måde at udvinde vandet på.

Naturstyrelsens VVM-vurdering, 2011.

Ruten

Turen til samtlige kilder er over 30 km. Min rute var reduceret: Værløse St. Langs øst og sydkysten af søerne (Kildepladserne Søndersø Øst og Søndersø Vest). Vandværket. Skovstien til Kirke Værløse. Bundsvej. Måløvvej. Bogøgårdsvej med kildepladsen. Toppevadvej. Bjellekærvej med Kildepladsen. Søsum. Stenløse Station. I alt ca. 20 km. Jeg besøgte ikke kildepladserne Tipperup, Egholm og Kildedal.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.