torsdag den 26. september 2013

Nordhavnen

Hvis man kigger på gamle kort over Nordhavnsområdet, vil man hurtigt finde ud af at det først er blevet til i løbet af de sidste 150 år. Vandets naturlige forløb er nogenlunde langs Strandboulevarden, som nu ligger flere hundrede meter fra vandet. Vanddybden er 2-3 favne (ca. 3,5-5,5 meter) og op til 10 meter. Området husede nogle større industrier, kalkbrænderierne siden 1700-tallet, Kryolitfabrikken (1859) lå hvor Tietgens Have ligger nu, svineslagteri (1866) og Østre Gasværk (1878). Fra 1920erne Nordisk Fjer.

Et vy fra Nordhavn Station beskriver en del af hvad Nordhavnen er: Et kæmpeområde for import/eksport af varer, turister og rejsende. I forgrunden s-togsskinnerne, dernæst en byggeplads som kan symbolisere den konstante forandring i området. Til højre DFDS færgen til Oslo, og bagest Mærsk containerskib, der er halvlæsset med containere. Og man kan lige i kanten af venstre side skimte den nye FN-by.

Anlægget af Nordhavnen

Mellem 1895 og 1890 blev Nordhavnsbassinet og en Redhavn anlagt (den sidste er senere blevet opfyldt). Frihavnen kom til 1891-1894 umiddelbart syd for Nordhavnen, og det bredte sig 1915-1918 til Kronløbsbassinnet, Nordhavnsbassinet, Redmolen og Sundmolen. Orientbassinnet kom til 1919-22. Endnu i 1967 var den store, nordligste halvø ikke kommet til.

Fra Langelinjebroen har man et godt vy over den ældste, sydligste del af Nordhavnen. I forgrunden ældre havnebygninger, men man aner i baggrunden de seneste årtiers boligbyggeri. Det er frihavnsområdet. Det er stadig afspærret, forbudt for uvedkommende og fotografering er forbudt i selve området.

Salmonsens Leksikon, Bind 14 (1923) omtaler en Evanstone Havn, hvor Kjøbenhavns Havn starter, umiddelbart syd for Hellerup havn, og tilsyneladende nu bare Svanemøllebugten. I dag ligger der en gade, Evanstonevej, ved Tuborgflasken. En hjemmeside om gadenavne i Gentofte har måske svaret:

Evanstonevej er anlagt i 1872. Den ejendom, der senere fik navnet ”Evanstone” er i 1870 udskilt som en parcel af gården Gammel Vartov, og i 1872 solgt til premierløjtnant Peter Nicolai Petersen, Ridder af Dannebrog. I skødet er det udtrykkeligt betinget, at køberen skal anlægge en 12 alen bred kørevej og gangsti, langs ejendommens søndre skel. Dette er begyndelsen til Evanstonevej. Da P.N. Petersen i 1848 kaldtes under fanerne, var han skuespiller. Han blev i 1851 premierløjtnant og fik sin dekoration. Efter afskedigelsen har han genoptaget sit oprindelige erhverv. Han blev teaterdirektør og har turneret i provinsen. Det må være ham, der har givet ejendommen dens ejendommelige navn, som kan være hentet fra teaterverdenen. I 1965 overgik vejen til offentlig vej. I 1966/67 blev kørebanen udvidet fra 7,5 meter til 12,25 meter. I 1971 overtog Tuborg 104 meter af den østligste del. 

Havnen omtales ikke i større værker, men kigger man i samme Salmonsen under Tuborg, vil man kunne læse at den i 1926 udvider industrihavnen Tuborg Havn (anlagt 1869-72) i Hellerup. Mon det ikke betød dødsstøddet for Evanstone Havn?

Amerika Plads markeres mod nord af Kobbertårnet (advokatfirmaet Plesner) og mod syd af Fyrtårnet (ikke synligt på dette foto). Om 20 år er kobberet formentligt irret grønt. Ved første øjesyn så specielt Fyrtårnet grimt ud, men på tilbageturen havde sindet vænnet sig til bygningen. Den ser faktisk ganske pæn ud. Det er ikke til at se at herfra emigrerede titusindvis af danskere i forrige århundrede til USA. Nu tager de færgen til Oslo.

Det er stort, det er nationalt betydningsfuldt det der gennem Nordhavnens korte eksistens er sket der. Milliarderne ruller. Og det går stærkt, hurtigere end planlagt, faktisk. Mest uden mediernes helt store interesse. Og det er ikke slut. Diskussionen om en havnetunnel fra Østerbro til Amager  er blot et af mange projekter.

O Nordhavn

Jeg kendte ikke meget til Nordhavnen da jeg flyttede til København i 1974, men en kollegianer på Grønjordskollegiet introducerede mig til navnet ved at fortælle om Soyas novelle "O Nordhavn", (Fra mit spejlkabinet, 1956. Den har jeg ikke mødt andre der kender. Den starter med en beskrivelse af stationen:

På jernbanelinjen fra København H til Helleup ligger en lille station ved navn Nordhavn. Det er en ganske almindelig station, en af den slags der går tretten af på dusinet - selv om den naturligvis, som alle stationer her i verden, er et unikum, d. v. s. har et fysiognimi forskelligt fra alle andre fysiognomier. Stationsmæssigt er Nordhavn i alle henseender respektabel og anstændig - selv overbeviste statsbanekværulanter vil have svært ved at finde noget ondt at sige om den .... (banalt) ydre og (...) lydefri karakter.

Historien handler for øvrigt om betingede reflekser: Forfatteren, inspireret af nationalsangens "Oh Nordhav, glimt af Wessel brød ...." (ca. 55 sek inde i videoen), kan ikke lade være med at tænke "O Nordhavn" hver gang han passerer Nordhavn Station. Det har jeg for øvrigt selv gjort lige siden jeg læste novellen. Du kan selv prøve om det samme sker for dig! Det skete for Soyas kone som derfor foretrak trolleyvognen. Disse trolleybusser kørte i perioden 1953-71 på Strandvejen for NESA. Samme selskab som 1932 havde fået afslag på at lade Slangerupbanen elektrificere.

Området omkring den forhenværende Kalkbrænderihavn er længst fremme med at blive færdig (hvis dette ord da har mening i Nordhavnsområdet. Eneste reminiscenser fra tiden som kalkhavn er nogle rustne skinner i brostenene. Moderne arkitekttegnet arkitektur (her Little Venice, eller Ocean Club af  Utzon-familien) markerer sig over for det ældre Svanemølleværk (1947-53). Dette Danmarks største murstensbyggeri på 100 m højde fungerer stadig som et moderne fjernvarmeværk.

Nordhavnen i dag

Nordhavnen vrimler med spændende industrihistorie. Fiskerihavnen på den nordvestlige tip har ligget der siden 1995, hvortil den blev flyttet fra Skudehavnen. Fisketorvet ikke er ikke længere fisketorvet, men blev flyttet hertil fra Sydhavnen da det forhenværende fisketorv blev til, nåja, Fisketorvet (det ved Dybbølsbro Station). ØTC-hallen blev bygget specielt til at lave elementerne til Øresundsbroen.

 Hvis man vil nå at få et indtryk af havnemiljøet i Nordhavnen som det var engang (og det er faktisk for ikke så længe siden), så er Kalkbrænderiløbsvej stedet. Her kan man stadig se kulkranerne. Jeg ved ikke hvornår kranførerne drejede nøglen om for sidste gang, men det må være årtier siden. Der er stadig områder med store lagerpladser.

"Riffelsyndikatet" (Dansk Industrisyndikat A/S, i dag DISA) er velkendt for at være blevet udsat for to sabotager under 2. verdenskrig da det producerede våben for tyskerne. 10. maj 1943 og 22. juni 1944. Syndikatet holdt til på en lang række adresser: Århusgade 130 og Billedgade 8 (1918) var oprindeligt lagerbygninger overtaget af syndikatet. Redhavnsgade 13 A og B (1896, overtaget 1938). Læs mere om Mystik, skandaler af international skala.

 
Dette er indgangen til det rigtige Fisketorv, altså ikke det som de fleste kender fra Dybbølsbro Station. Her sælges der faktisk rigtige fisk, og ikke som på Fisketorvet computerspil, tøj og pomme frites. Fisketorvet ligger længst mod nord i Nordhavnen. Og der står kæmpestore sildetønder foran bygningen. Lugten af frisk fisk er heller ikke til at tage fejl af. Bemærk skiltet til højre med forskellige fiskefirmaer.

I flæng kan også nævnes Docken. En kulturkaj, med haller og arrangementslokaler. Kranen hvor Egon Olsen blev sænket i havnen i en eller anden Olsenbandefilm. FN-byen blev indviet 4. juli 2013, men ligger på et område der ikke er adgang til. UNICEF-lageret blev nedrevet for at give plads til byen. Den iøjnefaldende ottekantet stjerne ser noget plastikagtig ud. Ved Nordbassinet (der nu snarere ligger mod syd) er de to 59 meter høje siloer fra 1979 ved at blive omdannet til kontorer. De bygges uden på siloerne. De 600 ansatte vil få en særdeles attraktiv udsigt fra april 2014.

Af andre seværdigheder er der Svanemøllehavnen, Kalkbrænderihavnen, krydstogtkajen ("Dronningehallen").Bilterminalen og containerterminalen. Men meget er byggepladser pt, så der er ingen adgang til områderne.

Længst mod nord i Nordhavnen hvor alle veje stopper og Øresund tager over kan man se Oslofærgen på vej væk, i det fjerne kan man også skimte Midddelgrundsfortet, nok ukendt for de fleste at det engang var verdens største menneskeskabte ø.

Fremtidens Nordhavn

Nordhavnen er en bydel på størrelse med Roskilde. De endelige planer omfatter 40.000 boliger og 40.000 arbejdspladser. Så stort at der er planlagt at anlægge hele to metrostationer på området i fremtiden. I sin korte levetid har Nordhavnen været et af Københavns mest driftige områder, sådan rent industrielt og internationalt set. Planerne er storslåede, prøv at søge på Nordhavnen filetype:pdf og der plopper adskillige vidtløftige lokalplaner op. Kodeordene synes at være miljøvenlig, ved vandet, bæredygtig, levende, dynamisk og for alle. Det sidste lover priserne på boligerne dog ikke godt for.

Ruten

Nordhavnen station. Herfra er der sådan set frit slaw. Turen kan gøres kortere eller længere ved at gennemtrave området på kryds og tværs. Man kan gøre turen kort på omkring 5 km og bruge linje 26, eller gå op til 20 km.

Nordhavnens hjemmeside.
København før nu og aldrig. Bind 13. Bog. Fogtdal 1993. Historisk og politisk interessant gennemgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar