mandag den 23. marts 2015

Kildevandsløbet langs Harrestrup Å

Siden 1859 får København vand fra kildepladser langs Harrestrup Å. I starten løb det ind til byen i en åben kanal: Kildevandsløbet.


I dag ser vandet fra grundvandsboringer ikke dagens lys før det løber ud af din hane derhjemme. Vandet løber skjult for solens lys til bl.a. Islevbro Vandværk. Sådan var det ikke i 1859 da man begyndte at få vand fra grundvandsboringer langs Harrestrup Å. Vandet tog den 20 kilometer lange tur til Sankt Jørgens Sø i en åben kanal (Kildevandsløbet) langs Harrestrup Å. Og det gjorde det formentlig indtil i midten af 1890'erne. I dag løber de samme vej, men nu godt beskyttet for sollyset i store vandrør, gravet ned i jorden. Og nu kun indtil Islevbro Vandværk.

Her starter Kildevandsløbet: Pumpehuset på Kildeplads III ved Harrestrup og Bymose Å. I dag er Kildevandsløbet rørlagt og trygt dækket til. Og sådan er det hele vejen ind til omkring vandværket ved Islevbro i Rødovre.

Det forsvundne Kildevandsløb

Starten af renden er Kildeplads III ved Harrestrup. En af de allerældste kildepladser fra 1859. Og den fungerer stadig væk. Den ligger ved det ca. 1 kilometer lange vandløb Bymose  Rende. Kildevandsløbet startede med at løbe syd for Bymoserenden, men forløber dernæst nord for. Det gør den hele vejen forbi Kildeplads VI (1859) ved Smedebæk Bro, hvorefter den igen smutter om på sydsiden af åen. Det gør den så hele vejen ind til Kildeplads VII (1870) ved Ballerup Boulevard. Her løb indtil 1987 vandet fra Kildeplads VIII langs Sømose Å også ind. Men den er nu lukket pga forurening. Herefter løb renden igen nord for åen.

Det er meget sparsomt med fotoer og dokumentation om dette vandløb, uden hvis eksistens der ikke ville have været noget der hed det moderne København. Så hvis du har information eller fotoer er de meget velkomne. Man kan på gamle kort se at Kildevandsløbet er aftegnet som tykke streger langs Harrestrup Å. Jeg mener at man stadig kan se nogle rester kan stadig anes i landskabet. I hvert fald forløber de rester nøjagtig samme sted som aftegningerne på kortet. Måske har du allerede set det uden at tænke over hvad det var for noget. Da den blev gravet var der hele den lange vej et åbent landskab med marker. I dag er der stort set bygget hele vejen.

Krogebjerg Parken er klart det sted man kan ane konturerne af Kildevandsløbet mest. Harrestrup Å løber til venstre i billedet langs træerne. De to vandrender ses tydeligt, adskilt af dæmningen. Og flere steder kan man se vanddæksler i bunden af renden til venstre.

Islevbro Vandværk

Indtil Islevbro Vandværk er der ikke synlige rester. Der findes et gammelt foto som viser hvordan renden løb tæt forbi iltningshuset på Kildeplads X (1885) og Kildeplads XIX ved nuværende Islevbro Vandværk. Kun et vejnavn minder om den tid: Kildeløbet. Fotoet må være fra Kildevandsløbets sidste dage. Ifølge en rapport fra 1897 var løbet allerede på det tidspunkt ved at blive lagt i rør (se citatet nederst). Der ser nu ud til at have været vådt næsten helt op til kanten. I Tidsskrift for Elektro- og Maskintekniks artikelserie om Københavns Vandforsyning (1.3.1921, s. 7) tales der om problemer med alger i filtrene pga. brugen af overfladevand siden 1882. Grundvandet var og er meget rent og fint og skal kun iltes for at fjerne den ubehagelige smag af jern, fx i Iltningshuset på Kildeplads X. Overfladevandet var og er derimod fyldt med  smådyr, småplanter og sundhedsfarlige bakterier. Og det rene grundvand må efterhånden være blevet mere og mere forurenet på sin 20 km lange vej mod Skt. Jørgens Sø.

Nord for Damhusengen kan man se at der vitterligt engang var en københavnsk kildeplads her. Røret forrest i billedet har indgraveret Københavns Vand. I baggrunden står så en nyere konstruktion fra Rødovre. Om det har noget med vand at gøre, ved jeg ikke. Man kan lige ane dobbeltløbet af Kildevandsløbet til højre og venstre for det store træ.

Krogebjerg Parken, Damhussøen

Kildevandsløbet holder sig på samme side af Harrestrup Å helt ind til Damhussøen. København havde også Kildeplads XV 1905-1930 nord for Damhussøen, og der er stadig synlige rester af kote-rørene hist og her i Krogebjergparken og andre steder hvis man kigger godt efter. I 1936 afhændede København kildepladsen til Rødovre Kommune. Så man vil også se at der er reminiscenser fra anlæg fra denne kommune. Hvorfor der er to render har jeg ikke nogen forklaring på. Men renderne er aftegnet på gamle kort.

Hvis man skulle være i tvivl om at Damhussøen ikke var et vandreservoir, så kig på dæmningens sider. Den er overalt beklædt med store kampsten. I Damhussøen blandede grundvandet sig med overfladevandet. Vandspejlet er hævet 9 meter over "naturlig" vandstand.

Damhussøen er en kunstig sø, dannet ved opstemning af dæmningen hvor Roskildevejen løber. At det foruden at være en sø også er et vandreservoir fremgår af at siderne er foret med store kampesten. Ligesom iøvrigt også Sankt Jørgens Sø er. Vandet i Damhussøen stammede altså dels fra Kildevandsløbet, dels fra regnvandet. Harrestrup å løber øst for Damhusengen. Lige før dæmningen til søen tager den en tur stik vest og løber langs vestsiden af Damhussøen.

Ved Ålekistevej på modsat side af Damhussøen er der stadig vand i det der vist nok engang var Grøndalsåen. Hvor Kildevandsløbet går under vejen kan jeg ikke rigtig se. Fotoet er taget fra slusen som formentlig skulle forhindre åen i at udtørre Damhussøen. Dette var ikke teoretisk. I begyndelsen af 1900-tallet var dette en realitet, og Frederiksberg Kommune anklagede Københavns Kommune for at være skyld i det.

Grøndalsåen

Fra Damhussøen blev vandet ledt langs Grøndalsåen ind til Sankt Jørgens Sø. Grøndalsåen er i dag rørlagt i hele sin udstrækning. Den løb/løber hvor Grøndalsparken er. Men der er planer om at frilægge åen igen. Ligesom med Ladegårdsåen. Klimaændringer og behov for afvanding af oversvømmede kældre har med et gjort åerne attraktive igen. Åerne er samtidig kommunegrænser, og så går der normalt politik (læs: kuk) i det. Hvem skal nu betale? Og det sker formentlig også i dette tilfælde. Og den lille park syd for Bispeengbuen afspejler også åens forløb.

Formentlig åen under Jernbane Alle. Den er helt tørlagt. Selv om der ligger en lille pyt for enden af tunnelen ser det ikke ud til nødvendigvis at stamme fra åen. Der findes tilsvarende passager ved broen ved Godthåbsvej.

Enkelte steder er åen og kildevandsløbet ført under veje, som Ålekistevej, Jernbane Alle, C. F. Richsvej, Godthåbsvej og Borups Alle. Vest for Flintholm Station kan man tydeligt se afmærkninger i form af bløde buer fra åen og løbet. Jeg er nu ikke helt sikker på hvad der er hvad. Også under broen ved Godthåbsvej er der spor efter gamle vandinstallationer, bl.a. et hvor der står "opført 1888", hvilket kunne være det år åen og/eller Kildevandsløbet blev rørlagt.

Vest for Flintholm Station kan man tydeligt se de to paralelle render. Eller resterne af dem

Mellem Flintholm og Grøndal Stationer smutter løbet under jernbanen. Nord for (Grøndal Station) kan man prøve at følge resterne af løbet i vildnisset langs haveforeningerne, men man bliver uværgerligt nødt til at vende om og fortsætte på den anden side af jernbanen. Løbet smutter heldigvis tilbage til denne side, og der spor af renderne og enkelte installationer helt frem til Fuglebakken Station. Dernæst fader sporet ud. Der kan hist og her findes rester af såvel å som kildevandsløb, bl.a. langs Åboulevarden ved Jagtvej. Men så er det slut. Vel ankommet til Sankt Jørgens Sø havde Kildevandsløbet opfyldt sin mission. Herefter var det op til vandværkets enorme dampmaskine at sørge for at vandet blev pumpet ud til Københavns dengang 150.000 indbyggere.

Her er mit bedste bud på hvor Kildevandsløbet slutter sin 20 km lange rejse. I Sankt Jørgens Sø ved Åboulevarden. Fra det lille beskedent udseende grønne pumpehus til et endnu mere beskedent udseende udløb. Jeg kan i hvert fald ikke finde andre synlige steder. Men hvilken forskel det har gjort! På beskidt sundhedsfarligt vand til frisk og godt vand.

Kildevandsløbet ifølge kilder

I Polyteknisk Tidsskrift 1902/03 kan man læse om anlægget af broen ved Godthåbsvej i forbindelse med en vej mellem Godthåbsvej og Frederikssundbanen. I denne beskrivelse nævnes også Kildevandsløbet:
For at tilvejebringe en bedre Forbindelse mellem Vandløse og Kjøbenhavn og for samtidig at aabne de mellemliggende Arealer for Bebyggelse skal der anlægges en Vej fra Godthaabsvej ved Grøndal til den paa Generalstabskortet med a mærkede Overkørsel over Frederikssundsbanen mellem Bygaard og Bogholdergaard. ... Grøndal Bro bestaar af en 6 Fod hvælvet Bro for Kildevandsløbet samt to 3 Fods Gennemløb for de paa hver Side af Kildevandsløbet liggende Markvandsgrøfter. 
Kort der viser nogle af de daværende ovennævnte steder: Næsten vandret gennem billedet Frederikssundbanen. Den store nord-sydgående vej er Jernbane Alle. Mellem Bygård og Bogholdergård ses Vanløse Station. Nederst Bogholderbro, som er identisk med broen ved Jernbane Alle (se foto ovenfor) og nuværende Flintholm Station. Grøndal Bro er den ved Godthåbsvej og Grøndal Station. Og ligger hvis man følger åen mod nordøst. Den planlagte vej må være Grøndals Parkvej.

Løbet blev gravet med de bare hænder og skovl. Og det begynder først nu at gå op for mig hvorfor min barndoms matematikundervisning i 1960'erne gik ud på at når 1 mand kan grave 2 meter grøft på 1 time, hvor lang tid tager det så at grave en rende på 20 km. Og så blev det hele endda kastet til igen 40 år efter, fordi man efterhånden fik vandet i lukkede rør. Så det er egentlig imponerende at der stadig kan ses rester af det. I en rapport fra Københavns Kommune 1897 hedder det
Det aabne Løb, Kildevandsløbet, hvori Vandet oprindelig førtes ind til Staden, er i Aarenes Løb blevet erstattet af lukkede Jærn- og Betonledninger. Disse have en samlet Længde af c. 4 Mil og variere i Diameter fra IVs til 4^/2 Fod. Kun paa en Længde al c. 3,000 J'od er der bibeholdt en aaben Strækning af Hensyn til Vandets Udluftning. Vandet fra de underjordiske, dybtliggende Vandlag er nemlig saa jærnholdigt, at Jærnet først maa fjernes derfra, inden det sendes ind i Ledningerne i Byen. Dette sker ved at udsætte det rindende Vand for Luftens Paavirkning i en ganske kort Tid. Jærnet udskilles derefter som røde Fnug af Jærnilte, der senere i Filtrene maa filtreres fra Vandet.


Flere fotoer Flickr.

Ruten

Harrestrup Å. Damhussøen. Grøndalsåen. Ialt 20 km hvis man tager turen hele vejen fra Kildeplads III til Sankt Jørgens Sø.

torsdag den 19. marts 2015

Fjordkilen - Fingerplanens forlængelse mod Roskilde


Fingerplanen omfattede udkanten af Storkøbenhavn, men nu forlænges mellemrummet mod Roskilde

To nye kæmpestore grønne områder. Det lyder besnærende. Men for ikke at skrue forventningerne alt for højt op, bliver jeg nødt til at starte med dette billede fra Koldekildevej. Hvidegård til venstre og Gammelgård til højre. Fjordkilen er præget af meget store landbrugsarealer som her. I foråret venter de venter blot på at kornet skal spire frem. Til nød overgroede brakmarker der dog synes lidt af grønt på dette tidspunkt af året.


"To nye kæmpestore grønne områder" er under udvikling. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet. Mens byområderne i Fingerplanen i dette område er færdig, mangler de grønne mellemrum: De grønne kiler til friluftsanvendelse med mulighed for jordbrugsmæssig anvendelse. Det endnu ikke klarlagt hvordan de skal se ud. Det vil miljøministeriet først invitere organisationer, lodsejere og myndigheder til at komme med forslag til. Men noget med plads til natur og friluftsliv: "løbe en tur i skoven, spille fodbold, gå tur rundt om søer, klatre i træer eller stå på ski om vinteren". Som det ser ud nu, mener jeg at kunne sige at "mulighed for jordbrugsmæssig anvendelse" i den grad er blevet udnyttet.

Midt gennem Himmelev Skov løber en lang sø. Det er resultatet af området grusgravning. Og det præger også det meste af "skoven". Enkelte steder er der dog også moser og landbrugsarealer. Som altså nu er ved at vokse til med "skov". Foreløbig ligner skoven mest af alt spredt kratbevoksning.

Den ene er Fjordkilen nord for Roskilde og Høje Taastrup. Den strækker sig fra Sengeløse til Roskilde og Køge. Hvad det mere konkret går ud på fremgår af debatoplægssiden, hvor der også er et debatoplægget i pdf. Fristen er den 4. maj. Jeg har tidligere været på de kanter på en af mine vandværksture til Marbjerg Vandværk og strejfet den østlige afgrænsning ved Sengeløse. Begge gange har jeg noteret de store landbrugsarealer, også af intensiv karakter. Det har ikke ændret sig synderligt siden, men gør det måske snart. Og at området nu er udlagt med navngivelse og det hele betyder ikke at vandrere og offentligheden har adgang, endsige at der er anlagt stier. Området er i vid udstrækning "adgang forbudt for uvedkommende"
 

Fjordkilen

Fjordkilens nordlige grænse følger fra øst mod vest først Enghave Å (som også er kommunegrænse mellem Høje Tåstrup og Roskilde). Derenæst fra Slæggerupvej i en lige linje mod Veddelev. Sengeløse er Fjordkilens østlige grænse. Sydgrænsen går i hak fra Sengeløse ned mod Fløng, og herfra i en lige linje mod Veddelev, dog med en vigtig udposning mod syd, nemlig Himmelev Skov. Sengeløse var midt udgangspunkt, og et godt et. Det er en by med liv i. Denne morgen mærker jeg det ved skolen, hvor jeg passerer nogle minutter i 8. Her er der nærmest trafikkaos. Forældre er ved at sætte deres børn af ved skolen, og det skal helst ske på samme tid. Og der er mange elever. Skolen er stor.

På begge sider af Enghave Å er der et kilometertykt bælte af landbrugsarealer i stil med indslagets første foto. Mod nord kan man dog i det fjerne ane gårdene langs Hvedstrupvej, et par bakker (gravhøje?), toppen af Hvedstrup Kirke. Og helt mod vest Ågerup Mølle. Kun ved modelflyverbanen er der dette lidt indkapslede område med mose.


Enghave Å

Enghave Å burde da være et oplagt sted at anlægge en fritidsti i den zone hvor der alligevel ikke må være landbrug. Et enkelt sted ved modelflyverpladsen er der et sumpet område med masser af dure- og fugleliv. Men ellers kan man gå godt til. Udsigten er måske ikke den mest spændende, men man kan dog - nord for Fjordkilen - studere bakkerne ord for med flere iøjnefaldende bakker. Og som vartegn eller pejlemærke Ågerup Mølle. Selve åen er tæmmet, rettet ud og lagt i en lige rende. Visse steder forsvinder den endda helt. Hvis man er til bittesmå landsbyer er der flere muligheder, Soderup fx.

Udsigt fra Himmelev Skov mod nord, gården Maglehøj til venstre, og i det fjerne Fjordkilen mod Soderup. Denne udsigt giver måske det bedste overblik over hvordan Fjordkilen fremstår i dag.

Himmelev Skov

Himmelev skov er egentlig ikke nogen skov. Endnu. Selv om der er masser af "skovfitness"-steder. Den er stadig præget af tidligere landbrugsarealer, moser og grusgrave. Det er så som så med træbevoksningen. Men der er en glimrende udsigtsbakke syd for gården Maglehøj. På en klar dag som denne kan man tydeligt se Roskilde Domkirkes spir i det fjerne.

Ågerup Mølle er en slags vartegn som man kan se langs hele Fjordkilens nordøstlige del i det fjerne.

Maglemosevej og Koldekildevej

De to veje kan anbefales som de to klart bedste vandreveje på denne sightseeing i Fjordkilen. De har en passende længde. Der er næsten ingen trafik og de går igennem Fjordkilens mere spændende arealer. Maglemosevej går gennem Marbjerg og ender ved Enghave Å i en mose og adgang forbudt for uvedkommende. Koldekildevej snor sig langsomt ned mod Roskilde Fjord, og flere steder har man udsigt til den. Det er formentlig også på disse to veje at man har størst chance for at se fugle- og dyreliv. Der er gang i harerne for tiden, skulle jeg hilse og sige.

Maglemosevej giver et godt nord-syd-tværsnit af Fjordkilen. Længst væk er skovområdet omkring Enghave Å. Det er privat område. Så man kan ikke gå igennem, men må vende om og gå retur til Marbjerg.

Se flere fotoer på Flickr Roskilde og Høje Tåstrup.

Ruten

Sengeløse. Kirkestien (følg afmærkningerne). Tostholmvej. Soderup(vej). Nørreled. Vesterled. Maglemosevej tur/retur (ender blindt). Marbjergholmsvej. Himmelev Skov. Store Valbyvej. Risø. Ialt ca. 21 km. Overvejende af gode vandrestier og landeveje. For de mere vovede er der også andre muligheder.

fredag den 13. marts 2015

Københavns Karnap-Bælte

I lighed med folkelige hentydninger til befolkningsgrupper som Whiskey-Bæltet, Pommes Frites-Bæltet og Shawarma-Bæltet, kan man på det arkitektoniske område tale om Karnap-Bæltet


Hvis man går en tur til København (i bil lægger man næppe mærke til det, for man skal kigge op), vil man på indfaldsvejene opdage at der på visse strækninger af op til en kilometers længde forekommer massivt mange etagebyggerier med karnapper. Altså et fremspringende bygningsparti forsynet med tag og vinduer. Det gælder  
  • Østerbrogade mellem Trianglen og Øbro-Hallen.  
  • Tagensvej mellem Ægirsgade og Heimdalsgade.  
  • Nørrebrogade mellem Runddelen og Nørrebro Station. 
  • Åboulevarden mellem Søerne og Jagtvej.  
  • Gammel Kongevej.  
  • Vesterbrogade syd for Søndermarken. 
  • Sønder Boulevard ved Enghave Station
Og kigger man ned gennem flere af sidegaderne i disse områder, vil man opdage det samme. Trækker man en linje mellem disse, får man et regulært karnap-bælte. Og bare rolig, det er ikke et alment kendt udtryk, men et arbejdsudtryk som jeg har fundet på til denne tur! De mest prangende karnapper finder man på Østerbrogade og Gammel Kongevej. Jeg har ikke taget Amagerbrogade med. Men kendere kan jo supplere,

Karnap: Et fremspringende bygningsparti forsynet med tag og vinduer. Frederikssundsvej 25. Huset ligger lige uden for Karnap-bæltet. Men det blev opført i 1902. Så det var såmænd bare løbet i forvejen. Karnapper gik af mode igen da husene ved siden af skulle bygges. Så såvel husene til venstre som til højre har ingen karnapper!

Hvis man tjekker bygningerne i Ejendomsregistret, viser det sig at langt de flest af dem stammer fra perioden 1895-1910. Groft sagt. For København udvidede sig ikke jævnt. Nogle gange rykkede nogen i forvejen. Og karnapper blev også bygget sporadisk efter denne periode. Forud for dette karnapboom var der imidlertid gået en vanskelig periode.

En tidlig frontløber (1885) på denne karnap-rute er der på Gammel Kongevej 136. Og facaden ligner jo noget fra et slot! Politivennens skribenter ville formentlig vende sig i deres grave - og i tilfælde af at nogen havde overlevet, fået et hjerteslag.


Forbudsperioden

Siden 1683 var det forbudt at "lade bygge eller indsætte" karnapper på huse i København uden tilladelse. Ikke bare i Danmark og det holdt helt op i slutningen af 1800-tallet, omkring 1890. På Politivennens tid var karnapper - eller "skomagervinduer" - ligefrem lagt for had i København. Jeg har redigeret 3 af disse frådende rasende angreb mod karnapper fra Politivennen. Følgende artikel fortæller hvoraf raseriet kom:

.. disse vansiringer er vist nok ikke er almindelig tilladte, så skal ikke her nævnes eller bestrides ejerens ret til at sætte dette hæslige vindue op. ... Hvor dejligt kunne ikke en sådan husejer selv eller lejerne sidde og godte sig i karnapper ved en "stor udsigt". ... Hvor forhøjes ikke nydelsen ved den betragtning at naboerne ikke har den fordel at man altså "udelukkende" nyder den. ... Endelig forsødes det hele tusindfold ved den skønne tanke: Denne nydelse haves på disse menneskers bekostning! Det er om man så vil sige en erobring taget fra dem. De venstre naboer kan nu ikke se op ad gaden til højre, og de højre ikke til venstre. Når altså en karnapskabende husejer sidder i sin erobrede provins, hvor må han da ikke gennemstrømmes af den østerlandske erobrers følelse, der stolt skuer hen på de overvundne som han har ladet øjnene udstikke på!

Også en tidlig frontløber fra 1898: Grenågade på Østerbro. En sidegade til Nordre Frihavnsgade. Hele gaden er ganske enkelt besat med karnapper. Firkantede. Trapezformede. Denne typee karnapper er der rigeligt af i hele karnap-bæltet.

Lovgivningen var dog indført fordi de smalle gader og stræder kunne ikke rumme karnapper der ragede ud,
Karnapper ... en anmasselse, som kun det endnu såre ufuldkomne politi og den endnu dybt slumrende følelse af lighed kunne holde til gode. ... den, der bygger en karnap, fornærmer sine naboer, mens han skænder sit hus. (Politivennen nr 169, 18. juli 1801, s. 2698-2699)
Det praktiske argument sammen med det æstetiske går op i en højere enhed i denne nedrakning:
... disse vanskabninger (er) til vanære for vores bygningskunst og smag. Man ser allerede huse, der har to og flere sådanne glasskabe. Ja de begynder endog at stige fra underste etage op i 2. sals højde, og vil måske stige endnu højere. Det er et stort ønske, at man får dette uvæsen standset. ... Det er ubestrideligt at enhver der sætter karnap på sit hus, skader udsigten for en stribe huse til begge sider. (Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5614-5615)
Hvis Politivennens skribenter var udtryk for en mere generel holdning, er det ikke så sært at karnapper først begynder at dukke op i København langt tid efter voldene ikke længere lagde sine strikte restriktioner på arkitektoniske udfoldelser.

Tagenshus på Tagensvej 88, hjørnet med Haraldsgade 1 (1890) er lidt af et unika. Der er ikke mange tårnlignende karnapper som disse mange andre steder. Karnapperne i Haraldsgade har da også en mere gængs form.

Hvis man kigger på det tidligste byggeri fra umiddelbart efter sløjfningen af volden, fx kvarterne i Nansensgade, Farimagsgade og deres forbindelses- og sidegader, så vil man se at de er blottet for karnapper. Forsiringer i husfacaderne, javel masser. Men ingen karnapper eller for den sags skyld større udsving i de plane husfacader. Et af de få etagebyggerier inden for Søerne er Upsalagade 18-20 (1897) tegnet af arkitekten Otto Valdemar Koch.

Karnapper bliver tilladt

Brokvarterne var før 1856 (altså på Politivennens tid) forstæder til København. I starten præget af villaer. Men snart startede et todelt etagebyggeri: Et til borgerne med tårne, spir, stuk og karnapper, et andet til arbejderklassen, udlejningsejendomme og lejekaserner. Argumentet mod karnapper om at de fyldte for meget i gadebilledet var begyndt at krakelere. Men alligevel gik der en del årtier før forbuddet blev ophævet og man i massivt omfang begyndte at bygge opføre etagehuse med karnapper.

Østerbrogade 33 (1909). Her er vi i slutningen af karnap-æraen. Og måske er det hele også ved at gå lidt for meget over gevind? Kobbertag, rød-hvide farver. Gesimser. Vi er nået til Socialdemokratiets årrhundrede, og det er ikke god tone at udstille luksus.

Karnapper blev brugt inden for flere af etagebyggeriernes stilarter omkring århundredeskiftet 1900, fx de forskellige arter af nationalromantik (røde mursten-hvide vinduer, buekarnapper) og Jugend. Og de har flere former: Kasseformede, trapezformede eller bueformede. Ofte ender de ud i et tårn eller et spir med kobbertag. Eller måske en altan. Nogle ser tunge og plumpe ud, mens andre er elegante og let formede. Og nærmest får bygningen til at virke som et slot.

De mest prangende karnapper finder man på hjørnehuse. Og hvis hjørnet så er hvor to hovedfærdselsårer krydser hinanden som her Østerbrogade-Jagtvej/Strandboulevarden så bliver der sat spir med løgkupler og krummelurer ovenpå karnapperne. Jagtvej 229 (1908) og Østerbrogade 158 (1903).

Senere byggestile opererede ikke med karnapper, fx nationalromantikken 1915-1945, som pga manglen på fremspring med tilsyneladende endeløse ensformige facader blev kaldt for "kilometerstilen".

Nørrebrogade kan måske ikke mønstre så megen prunk og pragt som Østerbrogade. Men det går da meget godt, her på nr. 201 (1900). Over for Stefanskirken.


Karnap-vandring

Man kan som Politivennens skribenter mene mange ting om karnapper. En ting opnåede disse skribenter: At jeg blev opmærksom på karnapper, selv om jeg i over 40 år har vadet rundt i brokvartererne og set dem utallige gange uden rigtig at lægge mærke til dem før nu. Og nu begynder denne weblogs læsere måske også at lægge mærke til det. Jeg kan kun ønske god fornøjelse. Karnapper er historien om de evige variationer over et bestemt tema.

Jagtvej 9-11 er slutningen af Nørrebro, og for enden af husrækken er det Falkoner Alle. Med andre ord Frederiksberg. Vi er på vej ud af arbejderkvarteret med de mange lejekaserner og til det diskret fornemme Frederiksberg. Det sker med denne bombastiske fanfare af buekarnapper, kasseformede karnapper og trapezformede.

Østerbrodelen af Karnap-Bæltet har nogle meget imposante bygninger, nærmest prangende i stil med palæer eller slotte. Det gælder også sidegaderne. Grenågade (1898) er nærmest kun med karnapper, ligesom gaderne ved Sankt Jacobs Plads, Sankt Jacobsgade, Ribegade. De stammer formentlig fra de dage hvor Østerbro fik ry for at være det fineste af Københavns fire brokvarterer.

Brøndsteds Alle, Vesterbrogade 276 (1902) blev opført af tømrermester Petersen og malermester Andersen. Borgerskabets diskrete charme i fuldt flor på Frederiksberg, tæt på de små haver, Søndermarken og Rahbeks Alle.

Tætheden af karnapper er ikke ens alle vegne. På Nørrebro er de især koncentreret om indfaldsvejene Tagensvej og Nørrebrogade, mens sidegaderne ikke på samme måde som Østerbro er tæt besat af karnapper.

De tunge arkitektdrenge

De fleste karnapbyggerier er formentlig bygget af håndværksmestre og/eller ukendte arkitekter. Men der findes nogle virkelig tunge drenge imellem: Nørrebrogade 168 (1903) er tegnet af en af de helt store, Anton Rosen (1859-1928). Han tegnede bl.a. Palads Hotel på Rådhuspladsen og Lurblæserne lige over for. Han er så anerkendt, at der i 2013 blev skrevet en bog om ham.

Nørrrebrogade 168. Rosen skriver om den i Architekten 1903, s. 142-143. Her er også et sorthvid foto fra dengang. Bygningen ligner sig selv, bortset fra at det øverste afrundede fag påvinduerne bestod af 16 bittesmå ruder. På de to tårne var der nogle dimser øverst med en flagstang imellem.

Et andet fredet byggeri er Åboulevarden 12-18 og Danas Plads 11-13. De er tegnet af arkitekt Ulrik Plesner (1861-1933). Foregangsmand for den nationalromantiske stil. Han fik også lov til at tegne et af de få karnapbyggerier i selveste hjertet af København, Gammeltorv 8 (1905-1906).

Plesners fredede bygninger på Åboulevarden står nyrenoverede. De er nærmest slotagtige og med de nationale rødhvide farver. Krumningen på Åboulevarden nærmest fotografen er elegant skjult ved at fortovet er trukket ind under bygningen. Det kan lige anes ved den hvide varevogn.

Der er mange andre steder man kan kigge efter karnapper af kendte arikitekter end de gader jeg nåede igennem. Fx Frederiksberg Borgerforening mellem H. C. Ørstedsvej/Tårnborgvej (1901), Forchhammersvej 12-16 over for Markuskirken (arkitekt A. Clemmensen, 1903), Strandboulevarden/Livjægergade (arkitekt Eugen Jørgensen, 1903), Trianglen 2-4 (arkitekt Thorvald Jørgensen, 1903), ligesom Genforeningspladsen i Vanløse er et eksempel på et nyere karnapbyggeri, nemlig fra 1920'erne.

Forstædernes karnapbælter

Som et kuriosum har de fleste af Københavns daværende forstæder også deres karnap-bælter i miniformat. Fx er der et enligt hus på Frederiksundsvej 209 som et stykke fra Brønshøj Torv. Det er bygget 1914. Flere karnap-etageejendomme findes ned af den krydsende Tølløsevej 1 (1915). Som forventet er de dog kun udført i 2 etager, så her nærmer vi os villaen. Måske har din by også et karnap-bælte!

Flere karnapper

Man kan sagtens finde enkeltstående karnapbyggerier andre steder rundt i København. Men ingen steder forekommer det mig at de er så massivt repræsenteret som i den ovennævnte karnap-bælte. Altaner, balkoner, terrasser mm. er meget mere almindelige i etagebyggeri. Villaer er en anden snak. Men næppe noget der kan afstedkomme en tur  i stil med denne.

Jeg tog over 60 fotoer på denne tur. Og jeg kunne have taget hundredvis af andre. Nogle af dem ligger på mit Flickr-album.  Indtil jeg lægger nye på ligger de forrest. Ellers kig under København og Frederiksberg.

Inspiration

Kend dit etagehuse. Forstaden.

Ruten

Nordhavnen Station. Gaderne mellem Nordre Frihavnsgade og Århusgade. Jagtvej. Gaderne omkring Aldersrogade, Haraldsgade, Hermodsgade. Tagensvej. Gaderne mellem Heimdalsgade og Ægirsgade. Nørrebrogade. Stefansgade. Hørsholmgade. Åboulevarden. Gaderne omkring Bülowsej. Gammel Kongevej. Frydendalsvej. Vesterbrogade. Enghave Station.