fredag den 31. oktober 2014

Hornsherred midt-øst - Fjordstien

Vikingeskibe, Pontoppidan, bro/tunnel og en arbejdsanstalt. Hornsherred er et fredeligt område at bo


Det er usædvanlig mildt vejr for årstiden: Næsten ingen vind og havblik, og endnu dufter der af nys  nedfaldne blade. Sigtbarheden er til gengæld ikke den bedste på denne disede dag med høj fugtighed. Men fint vandrevejr! Og generelt er denne tur meget natursmuk med mange, gamle huse både i landsbyer som på landet.

Kik på himlen! Fugletræk over Maglehøjgård umiddelbart syd for Tørslev. Det er i dette område der er udarbejdet planer for en højbro eller en tunnel under Roskilde Fjord til erstatning for den udtjente Kronprins Frederiksbro ved Frederikssund. Fuglene har formentlig brugt den vej gennem tusinder af år.

Om Fjordstien på Hornsherred står der i folderen at "Der er ikke anlagt et særligt stiforløb". Men der findes dog et supplement til folderen med ruter angivet. På det Kraks Kort jeg bruger eksisterede de afmærkede stier mellem Skuldelev og Tørslev slet ikke, så jeg måtte gå ad den stærkt trafikerede Tørslevvej. Men det bør ikke afholde nogen fra at gå i området! Det er turen værd.

Hvis man læser Lokalavisen Hornsherred, er det ikke just de store sensationer. Karakterisk er måske en artikel fra 27. oktober om et debatmøde den 25 oktober for beboere i dagens vandreområde og Frederikssunds Kommunes planchef. Udover Fjordforbindelsen er det også emner som manglende busforbindelser, cykelparkeringsmuligheder, mobildækning, åbningstider i daginstitutioner, skoler og vikinger. Centraliseringen i Frederikssund blev kritiseret.

Det er forbløffende få steder at stranden er vandrevenlig. Og på billedet her (nord for Skuldelev Havn) kan man se hvorfor. Bag sandarealet som er blotlagt pga lavvande, ligger et svampet område med græs, siv osv. Billedet bedrager. Det ser kedeligt ud, men virkeligheden er en helt anden. Lydene, duftene ... hele stemningen emmer bare af fred.

Men broen fylder meget. Lokalavisen Hornsherred skriver den 23. oktober, at ...
...ingeniørfirmaet Geoteknik's medarbejdere (var) nemlig travlt beskæftiget med at tage jordbundsprøver for at se, hvordan forholdene 25 meter nede i jorden i virkeligheden ser ud. De næste par uger vil Geoteknik's folk derfor være at finde ved de store boremaskiner for at se nærmere på jordbundsforholdene i området omkring Gammel Færgegårdsvej. Og status efter torsdagens udboringer var positivt, for det eneste man var stødt på i undergrunden var sand og ler, og intet af det man helst ikke ønsker at møde nede i dybet - nemlig sten, for det vil alt andet lige gøre anlægsarbejdet til broen noget mere besværligt.

Tørslev - og Fjordforbindelsen

Tørslev er aktuelt i forbindelse med anlæggelse af en eventuel ny bro over eller tunnel under Roskilde Fjord. I adskillige rapporter er veje lagt ind over marker, gårde og vande, og det kan naturligvis virke voldsomt på lokale beboere. En klassisk debat: På den ene side vil mange gerne have en erstatning for proppen Kronprins Frederiksbro ved Frederikssund. På den anden side er der altid argumenter for hvorfor vejene ikke skal genere en selv, og gode argumenter for hvorfor den skal ligge et andet sted. Mens lovforslaget om den nye broforbindelse over Roskilde Fjord bliver førstebehandlet på Christiansborg i aften, var der torsdag aktivitet omkring Tørslev Hage, som højbroen kommer til at blive forbundet med.

Den ene af molerne i den ganske lille Skuldelev Havn. I fjorden ses Hyldeholm med højspændingsmasterne, samt et andet højspændt emne i 1930'erne: Naturistsamfund. Dette er dog nu for længst forsvundet.

Skuldelev Strand og Havn

I bussen på vej til Sønderby kørte jeg igennem Skuldelev, og det så ud til at være en landsby der er et besøg værd. I stedet besøgte jeg stranden og havnen for at komme ned til fjorden. Havnen og området syd for er det bedste sted at komme helt ned til fjorden. Havnen ligger i "skyggen" af Skuldelev Ås der tårner sig op bag havneskurene. Fra havnen har man også udsigt til holme: Kølholm, der nu delvis er gravet væk, men stadig har en 14 meter høj bakke - forlængelsen af Skuldelev Ås. Samt Hyldeholm som fra 1936 havde Danmarks første naturistsamfund, hvorfor den også gik under øgenavnet "nudistøen" eller "nøgenøen". Havnen har hele to informationsplancher som fortæller om områdets historie samt om fundet af de berømte vikingeskibe mellem Peberholm og Kølholm.

Stien på åsen umidddelbart syd for Torpevej. Jeg gætter på at det er et af åsens højeste punkter. Til højre om træet løber stien, og umiddelbart bag træet går en stejl trappe nedad mod vejen. Man kan se Roskilde Fjord herfra. Herefter må man fortsætte mod nord langs med åsen.

Skuldelev Ås

Skuldelev Ås skulle være Danmarks bedst bevarede ås, ca. 4 km lang. Og den er da også i særklasse. Koholmmosen er en grusvej der løber langs åsens vestside. Og der er en del bebyggelser her. Man går altså ikke på højdedraget, men neden for det. Det ændrer sig imidlertid syd for Torpevej. Her går den sidste kilomenter ned til Sankt Olavs Kilde på en trampesti øverst oppe. Der er trapper så man kan gå oven på åsen.

Åsen mellem Torpevej og Sankt Olav Kilde. Som det ses er der enkelte steder hvor træerne tynder ud så man kan få en fornemmelse af hvor højt man er oppe. Sigtbarheden er ikke den bedste, og det finregner. Den ser nok bedre ud i solskin, udsigten.

Her viser det sig at være en fordel at komme om efteråret, for toppen er plantet til med træer der skygger for udsigten. Vejret er ikke til det, men det anbefales at kikke på Torp Ladegård. En er et imponerende bygningsværk i italiensk inspireret arkitektur med kobbertage overalt. Grusgraven. Et spændende stykke natur med en (meget dyb) sø som er dannet, efter at grusgraven og åsen blev fredet. På den modsatte side af astfaltvejen er der en lille stensat brønd med Sankt Olavs Kilde, som i middelalderen var meget besøgt for dens helbredende vand, især til Sankt Hans.

Jeg må indrømme at jeg helt glemte at kigge efter Sankt Olavs Kilde. Udsigten over grusgraven mod åsen er til gengæld her. Åsen stiger brat op, måske fordi der i sin tid blev gravet noget væk. 

Hyllingeriis 

Ud mod kysten fra Skuldelev Ås ligger Hyllingeriis. Måske kendt fra orkanen Bodil/Xavier i december 2013. Området var et af de hårdest ramte af stormfloden. Hverken forsikringsmæssigt eller forebyggelsesmæssigt er den sag endnu afklaret.

Udefra ligner Østby Mejeri stadig et mejeri. Rampen til hvor vognene hentede mælken er der stadig. Nu står en statue udenfor. Umiddelbar blev der ikke annonceret med et museum for kunstneren, derimod for en tækkemand som også har værksted i bygningen længst væk.

Østby

Halvvejs mellem åsen og Østby ligger Østby Mejeri. Nu holder en tækkemand til her. Mejeriet skulle huse et museum for Edwin Westergren. Han har lavet en skulptur inspireret af novellen “Nådsensbrød”, skrevet af Henrik Pontoppidan. Tilsyneladende uden landsdækkende gennembrud, for han er vist kun kendt af de lokale. Men sønnen Erik bor stadig i mejeriet.

Gadekæret i Østby. Der ligger mange bygninger her som allerede må have været der i Henrik Pontoppidans tid. Men landsbyen som sådan reklamerer ikke med at forfatteren boede her og tilsyneladende blev inspireret til at skrive noveller om egnen og dens beboere.

Østby er en lille, men seværdig landsby sammen med Hellesø ½ kilometer sydligere. Især i Hellesø får man denne fornemmelse af at tiden er gået i stå, og man næsten er kommet til en tidslomme fra vores bedsteforældres tid.

Tidslommen Hellesø. Selve søen ligger til højre uden for billedet.


Hellesø Bakker et af de steder hvor forfatteren Henrik Pontoppidan vandrede rundt. Han boede i Østby 1883-87. Ifølge hjemmesiden er der dog ikke mange lokale der har taget notits af ham, og heller ikke læst hans bøger. Det skal jeg være den sidste til at bebrejde dem. Lykke Per var pligtlæsning i gymnasiet, men på trods af Dansklærerforeningens kommentarer og sikkert også min dansklærers begejstring for bogen, kan jeg ikke huske et kvæk fra bogen. Heller ikke genopfriske hvad den gik ud på ved at læse referater af bogen. Henrik Pontoppidan tilhører den type forfattere som overtog præsternes rolle som litterater. Oprindelig skulle han være ingeniør, men blev i stedet højskolelærer. Han er en af de første som udefra forsøgte at skildre de fattiges vilkår. Og dem var der mange af på hans tid på Hornsherred. I Nådsensbrød (fra Morgenbladet 1885) brugte Henrik Pontoppidanen en kone fra Østby, Stine Bødkers til at beskrive hvordan det var at komme på ovennævnte anstalt:
"Det var et ynkværdigt syn" … Hun skreg … et skrig, der syntes at måtte nå ud til verdens ende og helt ind i himmelens riger … Så var det forbi … Fogden og den lange Zakarias Smed vekslede blot i forbifarten et øjekast. Derpå gik de hver til sit. Men provsten skal med. Lidt efter kom han kørende gennem byen i sin nye landauer, og da han standsede og spurgte skolebørnene, hvad der var på færde, så svarede de "som med en mund og med huen i hænderne i deres uskyldighed: Det var bare Stine Bødkers, der kom på kassen"
Hans hensigt var måske i god tro at beskrive de fattiges kår, men at han ikke helt havde forstået deres livsvilkår, fremgår måske af, at den berørte kone, som i virkeligheden hed Trine, ikke brød sig om hans "kunstneriske frihed", og i stedet opfattede det som en hævn for at han var blevet fornærmet over hendes rapkæftethed. Hun svarede igen angiveligt i Isefjordsposten, støttet af avisens redaktion, og mente at Henrik Pontoppidan:
... fortjener den største dadel, og idet jeg forbeholder mig min ret til at drage ham til ansvar efter loven fordi han således efter min mening har nedsat mig i folks agtelse og rokket ved den tilid, der altid er blevet vist mig, skal jeg dog til oplysning for alle dem, der kender mig som en ordentlig, hæderlig kone, bemærke, at jeg ingenlunde er, ejheller håber at komme på "Kassen", og at folk ligesom hidtil trøstig kan henvende sig til mig med deres ærinder. Jeg skal endnu blot tilføje, at der mellem Henrik Pontoppidans familie og mig har været en liden uoverensstemmelse, så det er måske af den grund, at han ikke har undset sig ved at stille mig i gabestokken på den måde, som han har gjort. Østby, den 15. februar 1885.

Et af de bedre afmærkede steder af stien gennem Østskov langs fjorden. Andre steder slynger den sig igennem områder hvor det kan være vanskeligt at følge den. 

Østskov

På denne dag møder jeg overraskende mange i denne fjerntliggende skov: Vandrere, hundeluftere og andre. Og det med god grund. Stien langs fjorden løber lidt inde i skoven da selve stranden er ufarbar. Og det er en af de fredeligste skovveje jeg har vandret på. Dyre- og fuglelivet er rigt, terrænnet meget afvekslende. Til tider forsvinder trampestien, så man må gætte sig til hvor den fortsætter. I den nordøstlige ende er der et højdedrag med en flot udsigt. I det sydøstlige hjørne en forbindelse til Eskildsø. Men man skal vist nok være lokal for at kunne blive fragtet over til øen.

Færgelejet ligger midt i det rene ingenting. Men der er en gård, et røgeri og pæle til bundgarnspæle. Så der er liv. Længst væk kan man se færgelejet på Eskilsø og noget bebyggelse.

Sønderby

Sønderby havde i 1860erne en friskole oprettet af en gartner Jens Peter Thomsen, Selsø. Angiveligt fordi han ikke ville have sine børn i den "åndløse" kommuneskole. Huset, hvor friskolen havde til huse, findes endnu på Sønderby Bro.

Sønderby er endnu af de idylliske landsbyer på turen. Her holder også bus 318. Vejen mellem Østskov og Sønderby byder på mange udsigter over den lavvandede Roskilde Fjord.

Busforbindelserne fra Frederikssund er rimelige, i hvert fald hvis man "bare" er tilkommende vandrer. Stoppestederne kan være noget af en oplevelse. Fx er stoppestedet ved Egelundsvej udkørslen, som altså bliver blokeret når bussen samler passagerer som mig op. Chaufføren bemærkede da også at "det er sørme sjældent der står nogen på her".

Ruten

Sønderby (linje 318). Skovvejen. Østskoven langs stranden. Englodsvej. Østby. Skuldelev Ås. Skuldelev Strand. Svineholm. Nordvangen. Tørslevvej (forfærdelig!). Rute 40 mod Egelundsvej og linje 318.

fredag den 24. oktober 2014

Mørkhøj og Gladsaxe Erhvervskvarterer

Erhvervskvarterer er opholdssted for mange mennesker i mere end halvdelen af deres vågne tilværelse


Langs Ring 3 fra Lyngby til Avedøre Holme ligger Hovedstadsområdets ”ring” af erhvervskvarterer. Fra nord til syd: Bagsværd (dele er nu ved at blive boligkvarter). Gladsaxe og Mørkhøj (målet for torsdagens vandring), Mileparken (Herlev), Ejby, Hersted Industripark, det kæmpestore område nord for Holbækmotorvejen i Brøndby og endelig Avedøre Holme. Foruden mindre klatter rundt omkring.

Udsigt fra Sneglehøj. Det eneste offentlige sted man kan komme i højden og få et fugleperspektivistisk indtryk af en typisk vej i ringvejens erhvervskvarterer: Brede, bilvenlige veje, p-pladser. Smalle ofte tilgroede fortove og erhvervspræget byggeri i utallige variationer.

Langs Ring 4 (der sydpå løber sammen med Motorring 4) ligger desuden et – godt nok et meget stort et – område, nemlig Lautrup. Disse områder markerer Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund i sidste halvdel af 1900-tallet. Arkitektonisk måske ikke noget der trækker de store turistbusser til. Men uden dem, intet Danmark som vi kender det i dag.

En lidt atypisk fabriksbygning, Beck & Jørgensen på Sydmarken. Den rummer aspekter af fabriksbyggeri af ældre dato med et vist historisk skær over sig. Virksomheden stammer da også tilbage fra 1892 og laver lak og maling ”som vi tænker på som de gode gamle dage”.

Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd er blandt de ældste. Her kan man stadig findes små enklaver med små (håndværks)virksomheder. Men udviklingen går mod stadig større byggeri. Flere steder er gravemaskinere i gang med at fjerne forfaldne småvirksomheder: Mon ikke de bliver erstattet af  større. Hver virksomhed, stor eller lille, rummer et stykke koncentreret erhvervshistorie, som jeg slet ikke fyldestgørende kan skrive om her.

Dyna Bubber's Grill er tydeligt præget af sin beliggenhed i et erhvervskvarter. Især åbningstiderne. Da jeg passerede, så det mest ud til at være personer med ærinde i området som brugte grillen.

Vest for Hillerødmotorvejen

I denne del af erhvervsområdet ligger de mindre virksomheder i randen af området. Der er en del bilrelaterede virksomheder som fx Lygtens Karosseri (1987) med speciale i Taxi Mercedes Benz og brugtbilbutikken Drago Auto. Men også butikker som Malmberg Proff Butik (elektronik), Bygma og Kano & Kajak (af alle!). LIC, Lærernes Indkøbs Central, er sat til salg. Den gik konkurs i sommers. Der er også specialvirksomheder som Carometec, ældre- og handicapcentret Sovi og elkomponentfirmaet Thiim. Helt mod vest holder Gladsaxe og Herlev Kommuner til. I modsat ende Center for Døve. De større virksomheder ligger i midten. Bilvirksomheder dominerer: Audi, WV og Skoda mm. Foruden SIF Group (off shore), Ironpump, reklamefirmaet Art Design, Bording og ”we enable science”-VWR.

Lygten Karosseri. Med speciale i taxi. Samt i baggrunden andre lignende småvirksomheder. 

I dette område ligger det nærmeste man kommer til naturområder: Sneglehøj som man nemt kan komme til at overse, og Grønnegård hvor der sågar går heste. Her ligger det ene af to madsteder, Dyna Bubber's Grill som har åbningstider rettet ind efter arbejdstiderne: 7-15. Der er en del aktivitet allerede denne torsdag formiddag. Andre madsteder ligger ved Gladsaxe Trafikplads. Begge steder ikke just steder hvor man serverer mad der lever op til de anbefalede kostråd.

CTR groups imposante strygejernsbygning ved indkørslen til nogle af de virkelig tunge drenge i området, fra Gladsaxe Møllevej.

”Trekanten”

Det kunne man godt kalde området mellem Gladsaxe Møllevej, Hillerødmotorvejen og Ringvejen. Allerede ved indgangen til området tårner strygejernsbygningen CTR Group sig op, mørkegrå og tillukket. Men det er ikke det eneste center for nogle af de virkelig store nationale og internationale kanoner: Fusionen af to næsten 100 gamle virksomheder (2001) MTHøjgaard, Canon, det Novo Nordisk ejede NNIT (1994), NCC (1988), SPX energi og Eniro fylder godt op i området.

Svenske Eniros bygninger er lidt af en befrielse af beskue i forhold til Canon, MTHøjgaard, NNIT, NCC m.fl. i området. Arkitekturen er præget af streng effektivisme uden kringelurer og overflødigt pjank. Et klart signal til de ansatte om at nu er de altså på arbejde? Eller til besøgende?

Sidstnævnte adskiller sig fra de andre rent arkitektonisk og liver op i området med de imposante bygninger. Mellem mastodonterne finder man dog også laguner af små håndværksvirksomheder og sågar en trælast, Søborg Tømmer. Som andre steder hvor man støder på disse, er de tit præget af forfald, med gammelt affald og nødtørftigt tilskoddede vinduer. Det eneste mere kulturelle indslag finder man over for Silvan: Eventyr Teatret, oprettet 1991, dog først fra 2007 bosiddende her.

Tobaksvejen. Til venstre ser man Business Park udleje lokaler. Til venstre er betonbilen i gang. Og uden for billedet til venstre en byggeplads. Længst væk kan man lige ane taget af Gladsaxe Company House.

Tobaksvejen

Dette område er under stærk ombygning. Vejen lægger ellers traditionelt ud med det 150 år gamle Berendsen Textil og det 30 år gamle stålwirefirma Denwire. Men længere nede rives ned, graves og bygges nyt op. Business Park averterer med salg/leje af lokaler. Midt i det hele ligger Gladsaxe Skoles (1921) flotte bygning. Men i skolegården er uret gået i stå på kl. 12, der ligger blade overalt og cykelstativerne er tomme. For skolen blev 2012 slået sammen med Egegård Skole, som nu hedder – Gladsaxe Skole! Til gengæld har Gladsaxe Company House for nyligt holdt rejsegilde på prisbelønnede 15.400 m2 tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter som nabo til det ellers idyllisk udseende parcelhuskvarter Ærtemarken-Græsmarken. Og mere er i vente.

Gladsaxe Company House, et af de nyeste byggerier i kvarteret. Mørkt, højt, tungt og tillukket. Men prisbelønnet for det indvendige. Er det inspirerende at arbejde her? Skal det være inspirerende? Og i hvilken retning? 

Syd for Ringvejen

Området syd for ringvejen er domineret af HOFORs enorme vandhøjdebeholder, Danmarks største. På de idyllisk klingende veje, Rosenkæret og Sydmarken ligger nogle ikke særlig idylliske (bygge)markeder (type Harald Nyborg). Det sydlige kuperede areal af en uens mængde virksomheder: Fra Ferrosan over Living Art (1987) til Søborg-”if it ain't got flames, it aint't shit”-Autoophug. Living Art der laver gardiner, markiser mm., holder til i hvad jeg måske finder som områdets arkitektonisk flotteste bygning. Den er i øvrigt til leje. Der er mange håndværksvirksomheder og små fabrikker som fx det uanseligt udseende Danslib, underleverandør til 1.500 kunder i Norden, Beck & Jørgensen farve og lakfabrik, Ejers Plast, den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen & Rudi og Alarmer.nu

Søborg Autoophug ligner ikke just en strømlinet moderne virksomhed. Til gengæld prikker den til min humoristiske sans. Den ligger i et område med andre lignende virksomheder, MC Parts og værksteder.

Men jeg har kun nævnt en brøkdel af de hundredvis af små og store virksomheder i området. Man kan sagtens finde andre. Titusinder tilbringer det meste af deres aktive tid her, formentlig 8 timer på alle hverdage. Vejene er indrettet til at de hurtigt kan parkere deres biler. Mellem fortovene (der sine steder ikke bærer præg af at blive brugt ret meget, de er nærmest groet til) og vejbanen er der parkeringspladser, foruden virksomhedernes egne parkeringspladser. Ud for Weidingerglas på Generatorvej fandt jeg områdets eneste skulptur, en oprejst isbjørn med tilhørende unge. Den var ret groet til med mos. Dette er arbejdspladser! Godt nok er der enkelte steder udendørs plæner og træer med siddepladser. Men kun indrettet til kortere varende ophold. Og det er formentlig heller ikke her man ”hænger ud” efter arbejde til en efter-snak med sine kolleger. Snarere går det hurtigt ud til bilen, eventuelt til busstoppestedet, og så hjem.

En formentlig lidt ældre erhvervsbygning. Som nu huser Living Art. 

Ruten

Turen kan næppe gøres kortere end 12 km. Min rute: Generatorvej. Turbinevej. Transformervej. Knud Højgaardsvej. Sydmarken. Tobaksvejen (med afstikkere). Græsmarken. Rosenkæret. Sydmarken (med afstikkere). I alt ca. 15 km.

tirsdag den 21. oktober 2014

Islevbro Vandværk

Hvad egner sig bedre til at besøge Islevbro Vandværk end et plaskende regnvejr? Stedet hvor man denne dag ser mere regn- end postevand!



I modsætning til de andre 11 indslag om Københavns vandforsyning gik jeg indendørs. Jeg havde inviteret mig selv på besøg på Islevbro Vandværk, og blev - til min store overraskelse - tilbudt en rundvisning fredag den 17. oktober. Har der nogensinde eksisteret en arrogant virksomhedskultur, så er den i hvert fald ikke til at mærke på den gæstfrihed som jeg blev budt på. Det blev oven i købet til en efter-snak med en af de længst ansatte.

Islevbros kilder

Islevbro Vandværk skulle aflaste det nu nedlagte filteranlæg ved Skt. Jørgens Sø. Værket behandler vandmængden fra Nybølle Vandværk, som jeg tidligere har beskrevet. Udover Nybølles kilder ligger Islevbros kilder som perler på en snor langs Harrestrup Å og dens forgreninger Kagsåen og Bymoserenden. Værket blev anlagt ved Kildeplads X fra 1885, hvor der stadig ligger en gammel filterstation. Den har oplevet opførelsen af Vestvolden, af vandværket og urbaniseringen. Dengang lå den langt ude på landet. Nu ligner den en park midt i et villakvarter. Vandværket ligger på den anden side af åen, så det gav mening at "gå over åen efter vand": Man ledte nemlig vandet langs åen i renden Kildeløbet, som er rørlagt og kastet til. Der skulle være enkelte rester af den på Kildeplads III ved Ballerup. Mon renderne i Krogebjergparken stammer fra Kildeløbet? Lidt længere sydpå lå Kilde XV (1905-1930), Nordre Damhussø. Den tilhører nu Rødovre. Syd for Krogebjergparken, nord for Damhussøen (jeg tror det må være ved Syvstenvej) kan man stadig finde to rør mærket KV (Københavns Vand).

Harrestrup Å. Hvis ikke forudsætningen for, så en væsentlig grund til placeringen af Islevbro Vandværk. Fredag den 17. er den pga flere dages regn svulmet op. Til højre ligger kildeplads X med filterhuset, som ikke længere er i brug, men heller ikke må rives ned. Til venstre vandværket. Fotoet er taget mod Tårnvej.

Skinnet bedrager

På Kildepladserne kan man ikke se vandet. Det kan man heller på Islevbro Vandværk - næsten. På kildepladserne røber kun de lukkede "kasser"at her borer man langt ned, gennem det tynde lag muld, de mellemliggende lag af sand, grus og moræneler ned til Danmarks undergrund, kalklaget 10-50 meter under vores fødder. Millioner af liter vand pumpes hvert år op fra kalklaget. Til tider med dramatiske konsekvenser: Vandløb, søer, mølledamme og brønde udtørrer. Et aktuelt eksempel er HOFORs advarsel om oversvømmede kældre fordi Slangerup Vandværk lukker ned ugerne 43-47. Omvendt strømmer forurening fra erhvervsområder og landbrug den modsatte vej, selvom leret gør sit bedste for at beskytte vandet. Lerlaget er forholdsvis tyndt på Islevbros kildepladser. .

Her kommer vandet op fra rørene i jorden. De to firkantede kasser er filter- og iltningsanlæg, hvor uønskede gasarter filtreres fra (fx metan) og ilt tilsættes så vi kan drikke det. Hallen ser overdimensioneret ud. Den blev bygget til at kunne huse 8 u-rør, hvorigennem vandet løb gennem filtreringen under loftet. Filtrene renses i dag uden at urenhederne som tidligere skyller ud i Harrestrup Å. 90% af rensevandet genanvendes.

Vandet kommer op af jorden i rør til det første filteranlæg hvor det bliver renset for uønskede stoffer og mineraler og iltet så vi kan drikke det. Dernæst løber det igennem endnu to filtre som er lukket inde i mørke haller så det ikke får sollys. Dette for at stoppe "biologisk aktivitet" i vandet. Sådan har det ikke altid været. En af de ansatte fortæller om hvordan det før i tiden åbent rislede ned fra loftet. Når man åbner for hanen derhjemme, er det højst sandsynligt første gang vandet ser dagens lys siden det for op til 100 år siden startede sin rejse mod kalklagene. .

Dette enorme filteranlæg er det nærmeste man kommer til at se vandet. Der er to af slagsen. Det andet ligger bag fotografen, vinkelret. Vandet ledes hen over filteret og renses af specielle sten. Det dæmpede lys er tændt til ære for den besøgende (mig). Normalt er der mørkt, for at undgå biologisk aktivitet i vandet.

På det ydre ser Islevbro Vandværk  ud som da det blev bygget. Men indeni er der en verden til forskel. Vandet er beskyttende lukket inde. I maskinhallen stod før nogle store dieselmaskiner. Dem kan man nu kun se på fotoer i frokoststuen. Nu bruges det til autoværksted og kontorer. Dieselmotorerne var langtidsholdbare, men brugte en masse olie som forurenede en stor del af grunden. Den går ikke i dag.

Den ene fløj af filterhallen. Den anden går vinkelret bagud fra højre side i fotoet. Maskinhallen ligger bag træet til venstre i billedet. Funktionærboligen bag fotografen og længst ude af billedettil venstre er udkørslen. Harrestrup Å til højre.

Stigende vandforbrug

Ingeniøren, 1. april 1936 fortæller om Københavns stigende vandforbrug som årsagen til Islevbro Vandværk. En af grundene var at København i 1911 overtog en del af vandleveringen til Frederiksberg. Det blev i første omgang løst ved at udbygge Thorsbro (1913) og højdebeholderen på Brønshøj Bakke. Damhussøen var i perioden 1904-1913 udtørret, og Københavns Kommune mente at det skyldtes Frederiksberg Kommunes vandboringer. En anden grund var at man opførte boligbyggeri med varmt vand. Forbruget her var 2-3 gange så stort som i det ældre og fik gennemsnitsforbruget pr. indbygger til at stige fra ca. 120 liter (1910) til 180 liter (1935).

Arealet til værket blev erhvervet i 1914. Arbejdet med opførelsen af værket foregik 1918-23. Arkitekten Andreas Fussing (1871 – 1958) var tegner hos Martin Nyrop, dog fra 1898 selvstændig. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation (den borgerlige Fællesgruppe) 1912-1916, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Erfaring havde han fra bl.a. Valby Gasværk (1903-07, nedrevet), Thorsbro Vandværk (nu fredet), Taastrup Vandtårn og H.C. Ørstedsværkets første del (1917-21). Man kan ikke bare lave om på bygningerne. Fx er der givet særtilladelse til porten i filterhallens gavl, med restriktioner på målene, så lastbilerne må dreje sidespejlet ind for at kunne køre igennem.

Den anden fløj af filterhallen som løber parallelt med Harrestrup Å (til højre uden for billedet). Så vidt jeg kan forstå er der givet dispensation til porten i denne gavl.

I Ingeniøren kan man finde mange billeder og oplysninger om vandforsyningen i København herunder også Islevbro Vandværk. Den 9. oktober 1918 (side 531-536) beskriver "Anlæg af et nyt vandværk ved Islevbro". Mens en artikel fra 24. maj 1930 bringer tegninger og fotoer. Tidsskriftet vrimler med artikler om besøg på vandværket. Fx denne annonce fra 30. september 1922 - som også fortæller lidt om rejser før s-togenes tid:
Den hydro-tekniske Station: Fredag den 6. oktober 1922 aflægges besøg på Københavns Vandværks nye Anlæg ved Islevbro. Tog afgaar fra Hovedbanegaarden kl. 3.17 til Husum, og Tog kommer til Hovedbanegaarden fra Husum kl. 6.42. Alle Foreningens Medlemmer indbydes til Besøget 



Maskinhallen med "volden" som markerer hvor vandbeholderen er gemt. Bagest kan man lige ane den ene af de gamle funktionærboliger (med rødt tag) og til venstre filterhallen.

Udover de to store haller er der et nedgangskammer, en boosterpumpestation, en Folkerumsbygning og 5 funktionærboliger som rummer 10 lejligheder med udhuse og garager. Alle er nu solgt til private.

Indkørslen til vandværket mod Tårnvej. Midt i billedet endnu en af de forhenværende funktionærboliger, nu privatbolig. En tilsvarende findes uden for billedet på den anden side af vejen (den er pt til salg).

HOFOR ejer kildepladserne, ikke bare vandindvindingsretten. Det samlede areal af kildepladserne svarer nogenlunde til City og bro-kvartererne, mindst. Det gør HOFOR til en af de største, hvis ikke den største, jordbesidder i hele Danmark. Men her stopper det ikke, HOFOR vil gerne levere vand til hele Sjælland.

Vandværker er natur og kultur

I dag er man langt mere opmærksom på vandindvindingens påvirkninger af miljøet. Naturstyrelsen udarbejder VVM, Vurdering af Virkninger på Miljøet, regionale vandplaner såsom Vandplan for Isefjord og Roskildefjord, detaljerede rapporter om forholdene ved Islevbro Vandværk. Derudover er Kultturstyrelsen opmærksom på vandværkernes bevaringsværdige bygninger.

Landbrugets mekanisering i 1950'erne er en af de store tikkende bomber under vandforsyningen. Med den stigende brug af pesticider som man allerede nu er ved at mærke virkningerne af. De bynære industrier er den anden store kilde til forurening af pladserne. På Amager er fundet rester af et middel landmændene brugte for årtier siden på kartoffelskimmel. Kartoflerne blev måske reddet, men truede drikkevandsforsyningen

Der er mange interesser på spil: Vandværkerne skal levere livsvigtigt vand. Kulturstyrelsen sætter grænser for hvor meget de kan moderniseres og ændres. Landmændene er mod en 300 meters zoner omkring kildepladserne, så de måske om nogle årtier må lukke pga nedsivende pesticider. Og så er der os andre, forbrugerne.

Langtidsholdbar planlægning

7 vandværker og 39 kildepladser senere må jeg konstatere at københavnernes vand gennem mere end 150 år er blevet sikret gennem langtidsplanlægning. At vi i dag tænker (eller rettere: ikke tænker) på vand som en selvfølge er resultatet af et skiftende tiders forskelligartede bystyrer som har været adskillige skridt foran udviklingen. Planlægningen uden projektgrupper med modningsprocesser og visionspapirer:

  • Man tager noget vand, dvs. man opkøber jord uden for Københavns Kommune på størrelse med City og brokvartererne med retten til at udvinde grundvandet. 
  • Man bruger den kendte teknologi til at forædle dette vand (filtrering og iltning) i arkitekttegnede vandværker som på trods af at mange af dem er 100 år gamle stadig fungerer, indholdet dog moderniseret. Mange står dog over for at skulle ombygges, således som fx Marbjerg Vandvark er ved at blive det. 
  • Og så lægger man et ledningsnet til forbrugerne af vandet. 

Voila: Keine Hexerei! Ret godt gået at man siden 1856 hele tiden har været på forkant med vandforsyningen, med minimale justeringer: Søndersø Vandværk er bygget nyt, Valby Vandværk nedlagt (1901-1981) og Marbjerg Vandværk er under renovation. Mon HOFOR vil være lige så godt fremsynet? Selskabet har i hvert fald ambitioner om at forsyne hele Sjælland med vand.

Man skal lade være med at tænke for meget over hvordan andre forvaltninger og institutioner med serviceopgaver har løst denne opgave (fx postvæsnet, madudbringning eller biblioteksvæsnet). Sammenligningerne kunne hurtigt blive forsimplede.

Ruten

For en gangs skyld vil jeg undlade at komme nærmere ind på denne. Læserne kan selv gætte sig til hvorfor.

Øvrige indslag

Middelalderen til Københavns Vandværk. (Indtil og med år 1859).
Kilderne langs Harrestrup Å. (1859-nutiden). 7 (8) kilder: III, VI, VII, (VIII), X, XI, XIII, XIV.
Søndersø Vandværk (1891-nutiden). 5 kilder: Øst, Vest, Bogøgård, Bjellekær, Egholm. Mangler Kildedal og Tipperup.
Thorsbro Vandværk (1905-nutiden). 10 kildepladser: A, C, D, Ishøj, Torslunde, Solhøj, Vardegård, Lyksager, Karlslunde, Havdrup. Mangler: Tåstrup-Valby, St. Vejleå og Vallensbæk.
Nybølle (1923). 6 kildepladser: Nybølle, Nybølle Øst og Vest, Hove, Tyskemose og Værebro. Mangler: Kathrinebjerg.
Marbjerg (1934). 3 kildepladser: Marbjerg, Maglemose Å, Brokilde.
Lejre (1939). 4 kildepladser: Ledreborg, Assermølle, Kornerup, Gevning. Mangler Ramsø, Lavring og Hule Mølle.
Slangerup Vandværk (1954). 4 kildepladser: Hørup, Strø, Attemose. Æbelholt. Mangler: Havelse/Ny Havelse.