fredag den 11. juli 2014

Hedehusene - Sengeløse - Veksø

Vandringsløse Tidende har været ude for at se gennem fingre, nemlig de to fingre som går langs Frederikssundsvej og Holbækmotorvejen-Roskildevej


Man lavede andet under 2. verdenskrig end at slå hinanden ihjel. I hvert fald i Danmark. Befolkningen i København voksede, men planlægningen af hvor den skulle bo, hvordan og hvor trak ud. Det fik Dansk Byplanlaboratorium til at foreslå en byudvikling som senere er kendt under navnet Fingerplanen. Kort sagt gik den ud på at København skulle udvikle sig langs "fingre", betjent af kollektiv trafik såsom s-togslinjerne som vi kender dem i dag. Mellem disse skulle der så være plads til gartneri, landbrug og grønne områder.

Navnet slog an og er blevet en del af den danske kulturkanon. Og så sent som i 2007 opererede man stadig med begrebet. (Kortet på hjemmesiden viser nogenlunde hvordan det hele kom til at se ud). Hvordan det ser ud på praksis, finder man kun ud af ved at gå gennem området. Jeg tog turen fra Hedehusene over Sengeløse til Veksø for at få et tværsnit af i hvert fald et af mellemrummene mellem fingrene.

Så meget for gamle gårde ved Kallerup/Hedehusene. Møllehøj huser i dag Kirstens Quilt, nu mere en internetbutik for quilt og patchwork. Forhaven er omdannet til en slags udstilling af græsk kopikunst, dog er der også plads til et ældre landbrugsredskab. Besøgene skal køre gennem to stenløver for at komme ind til butikken. Jo, der er tænkt kreativt her.

Det gamle (og nye) Hedehusene

Kallerupvej fører fra Hedehusene over den øresønderrivende larm fra Holbækmotorvejen til det mest oprindelige Hedehusene, nemlig gårdene omkring Kallerupgade. Det er her de sparsomme rester af hedelandskabets gårde ligger. Men det meste er nu moderniseret til ukendelighed. Det gælder Kallerupgård (fra 1862) og især da Møllehøj. På grænsen mellem land og by finder man noget så usædvanligt som en hundevæddeløbsbane, Kallerupbanen, og det ser ud til at der er løb i morgen, lørdag.

Alting ser lidt ramponeret og rustent ud på Kallerupbanen. Her ved hundenes startbokse. Den er også Danmarks ældste, hvilket vil sige fra 1968. Men banen er fin, og man kan bestille klubtrøjer på banens hjemmeside.

Først ca. 3 km ude af Hedehusene finder man de første spor af "mellemrum", Søgård Frugtplantage hvor en halv snes selvplukkere er i gang vist nok med jordbærplukning. Endnu et eksempel på at man i Hedehusområdet synes at have en anden tilgang til hvad man gør med fx gamle landbrug, modsat gårdene nord for Frederikssundbanen, hvor heste dominerer. Jeg kigger på det fra afstand, og køber i stedet i Dagli Brugsen i Sengeløse en stor bakke fantastisk lækre jordbær til kun 20 kr.

Sengeløse

Midtvejs mellem de to fingre ligger byen Sengeløse med ca. 1.500 indbyggere. Det er en regulær by med selvstændigt liv: Industrikvarter med små håndværksvirksomheder, en stor skole, forretningsliv og andet. At man forsøger at bevare bylivet fremgår af, at man har en månedsavis, Sengeløse Nyt. Heri fremgår det at der også eksisterer et lokalt foreningsliv, kirkeliv, arrangementer til fastelavn, byfest mm.

Sengeløse Skole er en meget stor skole (det er kun en af mange bygninger man kan se her). Den ligger ned mod Spangådal hvor også idrætsanlæggene er. Den er velholdt og tyder på at der er mange børn i området.

Sengeløse Nyt indeholder også enkelte artikler om landsbyens liv og historie gennem tiderne. Avisen (juni 2014) skriver at Morten Korch boede i Sengeløse 1909-1912, hvor han prøvede at drive Hakkemose Teglværk som keramiksted selv om selve lergraven allerede var tømt. Det gik ikke, og så blev han forfatter. Hakkemose Teglværk var før det Danmarks største og bidrog bl.a. til byudviklingen dengang. På et tidspunkt bl.a. med udenlandsk arbejdskraft og ned til 10-årige børn som arbejdere. I modsætning til Sengeløse er Nybølle og Smørumovre små landsbyer. En (hjerte)skærende kontrast til indtrykket af Sengeløse som en by der trives, er det enorme område af forfaldne gartnerier umiddelbart nord for Nybølle, over for Grønsødalen.

Nord for Nybølle minder et kæmpeområde med gartnerier i stærkt forfald om en måske svunden tid hvor Fingerplanens ideer om gartneribrug florerede. Drivhusene bærer stadig præg af at de engang må have haft en ganske høj kvalitet. Forfald kan være smukt, deprimerende, man savner ord. Vemod, måske.

Det meste af turen på landet går gennem endeløse korn- og rapsmarker. De meget få lunde, moser og enge står som små isolerede øer i de bølgende kornmarker. Går man kilometer efter kilometer langs disse marker går det op for en, hvad det vil sige, at Danmarks natur er blandt Europas mest forurenede, kun overgået af Luxembourg og Holland, bl.a. ifølge en artikel i Ingeniøren:
Lille Danmark er så fyldt med landbrug, industri og biler, at vores følsomme naturområder har svært ved at klare den konstante tilførsel af kvælstof ... I 2010 var grænsen for økosystemernes tolerance for næringsstoffer overskredet på alle naturområder i hele Danmark ... fremskrivninger viser, at i 2020 og 2030 vil 99 procent af det samlede danske areal stadig overskride grænsen ...Over halvdelen af det samlede areal [er så påvirket af næringsstoffer fra luften, at naturens grænse var overskredet], helt præcist 63 procent, og fremskrivninger viser, at den andel kun falder til 54 procent i 2020 og 51 procent i 2030. Blandt de lande, som har markant fremgang i naturtilstanden, er blandt andre Ungarn, Frankrig, Østrig, Sverige, Storbritannien, Slovenien og Bulgarien.

I virkeligheden burde jeg måske have fyldt dette indslag med fotoer som dette. For det er hvad mellemrummet mellem fingrene groft sagt bruges til: Kornmarker og raps. I baggrunden aner man lige lidt af en finger: Veksø som er en station på Frederikssundbanen. De enkelte klatter som har overlevet landbruget, er hovedsagelig lavtliggende moseområder som ikke rigtig kunne bruges til hverken korn eller kvæg.

Det som er særpræget ved markerne er, at de er fuldstændig monokultur. Der er kun en slags afgrøde på disse oceaner af korn. Intet græs, ingen valmue, ingen blåblomst har sneget sig ind. Selv om der kun få centimeter fra marken langs landevejen i grøftekanten er en righoldig flora af græsarter, margueritter, valmuer, vild gulerod, burre, kløver, vejbred, tidsler og talrige andre arter som jeg ikke kender navnene på. Og vi ved allesammen godt hvorfor: De danske landmænd er effektive, de gør hvad de er gode til, og hvad de skal for at overleve: De driver intensivt landbrug med udbredt brug af "ukrudts"midler. Som med tiden siver ud i  vandløb og ned i grundvandet.

Hvor planterne får lov til at vokse (og det gør de på meget sparsomme arealer hist og pist), kommer det til at se sådan ud. Modsat monokulturens ensformighed er her masser af farver. Og tilmed summer det af insektliv, fuglekvidder mm. Modsat kornmarkernes sterile udseende og lyde, som må gøre enhver landmand glad i disse dage.

Morten Korch er død. Filmene over hans bøger lever videre som idylliske fantasiverdener. Fingerplanen kunne tilsyneladende heller ikke forestille sig privatbilismens nærmest totale sejrsgang. I stedet for kort afstand mellem bolig, arbejdspladser og grønne områder, kollektiv trafik, lokale indkøbscentre og s-togsnettet som grundlæggende struktur, fik man lange afstande og hastigt voksende biltrafik. Men området er stadig værd at vandre rundt i! Især på en sommerdag som denne.

Ruten

Hedehusene St. Kallerupvej. Ågesholmvej. Sengeløse. Cathrinebergvej. Frederiksholmsvej. Nybølle. Edelgavevej. Smørum. Vandrestien til Veksø St. Ialt ca. 19 km. Mest på landeveje, en del på grusveje, og ganske korte strækninger på irriterende trafikerede veje.

fredag den 4. juli 2014

Hagerup Sø - og Danmarks største byudviklingsområde

Hagerup Sø har gennem mange hundrede år været skueplads for interessekonflikter mellem natur, landbrug og offentlige myndigheder. Sådan ser slagmarken ud en strålende sommerdag.


Hagerup Sø, nu Hagerup Mose, har nogenlunde samme historie som Skenkelsø Sø: Allerede før 1864, nemlig i 1840 forsøgte man at tørlægge søen ved at grave en kanal fra Hagerup til Sillebro Å. Men matrikelkort fra 1854 viser at det ikke lykkes, søen blev ikke tørlagt. I stedet fik man et rodet område ligesom Skenkelsø Sø, der hverken var det ene (landbrug) eller det andet (sø). Det var dyr og planter formentligt ligeglade med, men især for at det ikke lykkedes med landbruget. Hjemmesiden Det Tabte Land fortæller mest om Skenkelsø Sø, men der også et afsnit om Hagerup Sø.

Skenkelsø landsby set fra øst. Midt i billedet længst væk ligger i en dal Hagerup Mose. Området er i den grad præget af marker, kun afbrudt af smalle levende hegn. Hvede, raps ... whatever. Der er kun ganske få enklaver af buske, træer og lunde. Ingen tilgængelige, da alt er privatejet.

Det mest afslørende for hvor søen engang lå, er den vestlige vej, Hagerup Søvej som slynger sig nord-syd, formentlig langs den gamle søbred. I dag er der meget spredte bebyggelser langs grusvejen og den sidste halve kilometer forbydes al færdsel for uvedkommende. Når man kommer fra Skenkelsø, er man heller ikke i tvivl om at der har ligget en sø engang. Fra den lille landsbys østlige udgang har man en fortrinlig udsigt over dalområdet. Landsbyen er ganske lille. Med få gårde, hvoraf et af husene, Skenkel Søhus huser Hytholm Keramik. Den er drevet af Allan Hytholm som er en af de mere kendte keramikere i Danmark.

I baggrunden går Dalvejen op til Skenkelsø. Her set fra Hagerup Mosevej får man fornemmelsen af at der har været en sø engang, og at man måske går langs den gamle søbred. Nu græsser hvide køer - her i blandt en rigtig tyr med ring i næsen - og får.

Man kan ikke skridte igennem området, men må tilbage til Dalvejen for at gå en kæmpeomvej for at prøve at se den forhenværende sø fra vestsiden. Bl.a. er det ikke muligt at komme over Jørlunde Å, som faktisk er en rigtig å som man ikke bare sådan kan springe over. Jeg har ikke ben til omvejen, men fortsætter i stedet til Fjordstien og Roskilde Fjord mod Frederikssund.

Området øst for Hagerup Mosevej er nok et af de mere spændende på denne tur. Ikke alene er udsigten er god. Der er også fuglekvidren, summen af insekter og susen i blade og siv. Lige som der dufter dejligt af sommerblomster.

Fra mose til eng, mose og søer

I nyere tid har der så været planer om at genskabe et 200 hektar stort område med enge, moser, rørskove og søer. Ifølge en nyhedsartikel fra Egedal Kommune, januar 2014. Den fortæller at der er givet 730.000 kr til forundersøgelse. Og processen med høringer af bl.a. borgerne er allerede i gang, med referat fra borgermøde den 10. april 2014. Denne skal ifølge tidsplan foregå indtil 2015.

Jørlunde Å/Ålebæksrenden løber midt gennem Hagerup Mose. Men det er absolut ikke muligt at bane sig vej langs kanten (måske til nød til kanten), som det fremgår her. Bredderne er beklædt med meterhøjt siv. Man kan heller ikke springe over åen/renden. Selve vådområdet er nu ikke så stort som nogle lodsejere frygter. Det er klemt fra alle sider af landbrugsarealer som visse steder næsten går helt ned til åen.

Det første møde synes allerede at kridte banen op: Kommunerne vil dialog med lodsejerne og interessegrupper. Alle lodsejere vil senere blive tilbudt samtaler. Flere af de fremmødte lodsejere ar ikke særlig begejstrede: Naturværdien er ikke god. Der er nok vådområder allerede, man må sikre landbrugsarealer. Det hele ender alligevel med at blive en sump. Naturfredningsfolk ønsker følgegruppe med interesserede, men det mener lodsejerne ikke der er grund til, det kan de udmærket godt selv klare. Men måske bliver det helt væltet over ende af en fjerde faktor: Byudviklingen.

Det er bl.a. om dette område at en lodsejer angiveligt skal have sagt at man må sikre landbrugsområderne. For en udenforstående vandringsmand ser det dog ud til at det da i dag i den grad er sket: Området er fuldstændig præget af landbrugsarealer. Stakittet midt i billedet markerer Ålebæksrenden. De mosearealer som man vil omdanne til sø, har med mit ringe kendskab til marker vel ikke ligefrem bevist at egner sig til landbrug? Men det er måske en ligegyldig diskussion. Helt for enden af vejen på toppen af bakken kan man lige ane et skilt. Det proklamerer, at her skal byen Vinge opføres.

Har du været i Vinge?

På toppen af Dalvejen ved den nu øde Damgård står der nemlig et skilt om at her skal opføres et kæmpebyggeri, byen Vinge tegnet af Henning Larsens Tegnestue, med plads til 10.000 indbyggere og 4.000 arbejdspladser. 350 ha og ifølge tegnestuen dermed det største byudviklingsområde i Danmark. Kik eventuelt på hjemmesidens 3½ minut lange film. Her fremgår det at Vinge vil være en helt ny by som strækker sig på begge sider af s-togsbanen, ca. 1 km sydpå og ca. 1½ km nordpå, afgrænset af Frederikssundsvej mod vest og .... jeps, Hagerup Mose/Sø mod øst. Om beboerne i den kommende by (og her er altså  tale om en veritabel by) får noget af skulle have sagt i den forbindelse, har jeg ikke kunnet hitte ud af. Pt står det dog på standby da arkæologer graver i området.

Jernbanestien mellem Måløv og Frederikssund er nu helt færdig. Der mangler vist kun en bro hist og pist. Jeg har tidligere gået denne tur, se 4. august 2013, og må da snart ud at afprøve stien igen. Her få kilometer øst for Frederikssund.

Ruten

Ølstykke St. Skenkelsø. Hagerup Mosevej (tur/retur). Dalvejen.Jernbanestien. Bjergvejen. Roskilde Fjord. Frederikssund St. Ialt ca. 15 km

fredag den 27. juni 2014

Fjordstien: Jyllinge, Bolund, Risø

Sommer, sol, strand og vand - det er ved at være sommerferietid


Ifølge DMIs prognoser for vandstand, er vandstanden 10-15 cm over normal vandstand i Roskilde Fjord i dag. Jeg har holdt lidt øje med det, fordi jeg gerne vil vade tørskoet ud til Bolund - et af målene på denne del af Fjordstien. Ved højvande påstås det at det kan man ikke uden gummistøvler eller waders. Turen er en del af folderen Fjordstien 4 fra Frederikssund til Roskilde. Men da jeg allerede flere gange har taget turen den første del, vælger jeg at starte i Jyllinge - cirka halvvejs (se fx 11. februar 2013, 7. december 2013 og 15. juni 2015.

Fra strandparken Klinten i Jyllinge har man et storslået udsyn over Roskilde Fjord. Lilleø til venstre i billedet, og fiskerihavnen kan anes stikke ud fra kysten. De røde redskabsskure blev brugt af fiskere. I forgrunden kan lige anes de små udgravninger af sand. Her hentede folk før i tiden sand til gulvene. Det var før parketgulvenes tid.

Jyllinge - Klinten

På vej ud af Jyllinge bør man lige give sig tid til at gå rundt i det lille strandparksområde Klinten syd for Hotel Søfryd (1916). Før i tiden blev det brugt til sandgravning, hvorfra man stadig kan se nogle fordybninger i terrænet. Her er også nogle redskabsskure for lokale fiskere og en badebro. Lunden er fra 1882. Ifølge en planche i parken boede her en vis Jens Sørensen som i 1841, altså under enevælden, skrev en smædevise mod regeringen og fik en bøde. Kunstmaleren Hans Ole Brasens atelier ligger også her (1907).

Ved Oddestenen, som ligger yderst på en landtange, har man denne udsigt mod Eskilsø med klosteruinen. En hare springer rundt i området omkring stenen. Måger og andre havfugle.

Turen starter syd for lystbådehavnen lidt overraskende med at skulle gå et par hundrede meter på en strandsti der nærmest er overgroet med meterhøjt græs, så jeg bliver gennemblødt til midt på lårene. Men i sommersolen tørrer det hurtigt, og herefter er det kun på korte strækninger i deto indervige at Hovedvej 6 må bruges som en kort omvej. Generelt er strandene fyldt med sten, som er meget knoldede at gå på. Mere behagelig er trampestien et par meter væk fra stranden, selvom den er overgroet flere steder.

Her et typisk parti fra stranden ved Vigen. I bunden af vigene vokser sivene helt ud i vandet, og man må ind i landet for at komme forbi. Men ellers er stranden passabel, selv med en smule højvande som i dag.I det fjerne til venstre rager landtangen med Oddenstenen ud.

Stemningen langs fjorden på denne sommerdag er fantastisk: Man kan både høre strandfuglene og markfuglene. Der dufter af blomster og havvand. Billarmen kan man kun høre når man kommer for tæt på hovedvej 6. Til vandsiden har man et pragtfuldt udsyn over fjorden, som til stadighed ændrer sig hvor man kommer frem. Visse steder som ved Oddestenen kommer man ud på flade landtanger der stikker ud i fjorden. Til landssiden er der overvejende fladt, lettere kuperet terræn med marker. Men der er dog undtagelser, som fx på halvøen Klinten syd for Salvadparken hvor der er to stejle klinter - Avernakke på omkring 11 meters højde.

Klinten, halvøen syd for Salvadparken, udfolder sig på smukkeste vis. På nordsiden er vejen bred, men på sydsiden efter Avernakke er vi ude i knoldede stenstrande, mudrede sandområder og til sidst, helt inde i vigen, også siv som spærrer for passage. Her må man tage hovedvejen til hjælp ned forbi strandparken. Belønningen er idylliske udsigter som denne.
Roskilde Amt har lavet en folder om Salvadparken. Den handler dog mest om området omkring parken. Floraen i strandkanten er mangfoldig, og der er rigeligt med strandfugle og udsigt til Eskildsø.

På vestsiden af Klinten går man med udsigt til Bolund og Risø. På landsiden er der to mindre klinter. Stranden er som det ses noget besværlig at passere og udfordrer absolut ankler og led. Stien oppe i græsset er mere behagelig. Men til gengæld er udsigten ikke så god.

Gerebro

Syd for Klinten går Gerebro over Maglemose Å (Gere Å). Her kan interesserede ifølge en hjemmeside en af Danmarks ældste landevejsbroer. Den landevej som den i sin tid førte over åen er nu omlagt. Den daværende landevej kan stadig tydeligt ses på Google Maps som en bue indad i landet øst for den nuværende hovedvej som blev anlagt 1931. Broen selv står lidt underligt placeret set med nutidens vejføring. Årstallet 1771 og 1919 ses på broen, men den er dokumenteret helt tilbage til 1661. Broen var i forfald indtil 2010, hvor det lykkedes Kulturarvstyrelsen, Roskilde Kommune, en journalist og Engshistorisk Forening i Gundsø med støtte fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og især frivillig arbejdskraft (pensionister) at renovere broens jerngelændere, hjørnepulter og broen selv. Den var færdig 19. maj 2011. Der er adgang fra Frederiksborgvej 420.

Et kort synker modet da jeg opdager at en flok køer har blokeret tangen til Bolund. Men det viser sig at være synsbedrag. Da jeg går i en flere hundrede meter stor bue omkring dem, finder jeg ud af at de ikke engang er noget der kommer tæt på at spærre tangen ud til Bolund. Hermed er sagt at man i området kan risikere at stå midt i en flok køer. (Mest til folk der ikke bryder sig om den slags. Nogle vil nok tillade sig at grine lidt i skægget over det)

Bolund

Set på afstand ser Bolund måske ikke så imponerende ud. Jo, den stikker da ud som den ligger der med sin 12 meter høje klint og den smalle landtange. På vej derned bliver jeg et kort øjeblik grebet af panik da jeg opdager en betragtelig gruppe køer helt ud til vandkanten. Jeg må op på hovedvejen igen, men opdager snart at det er meget nemt at slå en stor bue uden om disse farlige dyr. Om end turen går gennem sumpet terræn. Bl.a. opdagede jeg en grøn ny gummistøvle stikke 10 cm op af et dyndet sted. Ejeren havde åbenbart opgivet at trække den op. Nu sidder den nærmest som støbt i beton da jorden er tør.

Vestspidsen af Bolund. I den øverste meter af toppen på klinten har en koloni digesvaler bygget huller. De kan føle stig trygge her. Klinten er nærmest lodret. Spidsen er meget svært passabel pga de meget store sten som ligger på den anden side af klinten.

Men det er nu stemningen jeg blev grebet af. Allerede på vej derud ad landtangen så jeg 2-3 forskellige fuglearter som jeg ikke engang er sikker på at have set i fuglebøger før. Og fuglefløjten som jeg heller aldrig har hørt før. Landskabet berørte mig også, selv om det egentlig er svært at sige hvorfor. Det er bare et dejligt sted som ikke engang den fjerne støj fra hovedvejen formår at ødelægge. Man bør unde sig at gå lidt rundt på stedet, op på klinten, rundt om den, selv om stranden er besværlig at runde.

Et sidste kik fra Bolundstenen ud mod Bolund, før turen går til linje 600S ved Risø. Stenen er en vandreblok fra fjeldene nordpå som er bragt hertil af isen

Dette mærkværdige stykke geologi der tilmed har sjælden fauna og flora, har gennem tiderne kastet adskillige myter, sagn og skæve historier af sig. Kært bar har også mange navne. Ko-øen er et af dem, for kun køer vovede de overtroiske bønder at bruge øen til af frygt for repressalier fra hekse, trolde og andet. Hvilket ikke var en dårlig ting for naturen på stedet som blev fredet i 1941. Tangen er oversvømmet ved højvande.



Ruten

Jyllinge Centeret. Bare følg stranden indtil Risø. Syd for lystbådehavnen i Jyllinge er stien nærmest overgroet et par hundrede meter. Inderst i vigene, ved Vigen og Gerebro, går sivene ud i vandet, så der må man op på Frederiksborgvej (Hovedvej 6) et par hundrede meter