søndag den 7. februar 2016

Vinge - endnu kuns en mudderpøl

Frederikssund, Vinge: Pionergrundene i Deltakvarteret er udsolgt endnu mens området ligner en mudderpøl

Deltakvarteret er pt en stor mudderpøl. Men byggekranerne er i gang og hist og pist aner man konturer af veje: Ja der er sågar plantet vejtræer. Så vidt jeg kan se, er det den kommende Okavanvej.

Kort fortalt er der i Frederikssund Kommune planer om at opføre en helt ny og bæredygtig by på bar mark: Vinge til cirka 20.000 indbyggere, S-togsstation, skole, daginstitutioner, idrætsanlæg og anden offentlig service samt 4.000 arbejdspladser.

En nyanlagt vej peger mod Tvinsmosegård. Der er allerede plantet vejtræer og lagt sten på fortovet. Men omgivelserne er det rene smat. Jeg gætter på at det er Deltavejen man kan se her. I baggrunden løber Dalvejen. Og man kan se S-toget fare forbi nogenlunde hvor stationen vil komme til at ligge.

På mine tidligere besøg har jeg gennemtravet Vinge fra syd til nord ad Gammel Slangerupvej. Denne gang på den anden led. Forskellen er nu til at overse, bortset fra den lille strimmel kaldet Deltakvarteret nord for Dalvejen og øst for Gammel Slangerupvej. Her kommer også den kommende station til at ligge i nærheden af. Bygningen af denne forvente at starte 15. maj 2017. I disse dage skulle "store investorer" have budt ind så de sammen med staten kan få bygget station. Stationen har allerede på forhånd fået en International pris. Dvs. Tredje Natur og Henning Larsen Architects har, nemlig Leaf Award i kategorien "‘Urban Design of the Year". Vinge Station er et vigtigt element i den helhedsorienterede tilgang. Stationen er hjertet i udviklingen og forener landskab og by.

Åbenbart en af de mere etablerede kanaler i deltaet. Der er kommet græs! Husk støvler og vandtæt fodtøj når man besøger området.


På bar mark?

Vinge bliver i det store hele opført på "bar mark" som kommunens talsmænd ynder at udtale det. Men helt rigtigt er det ikke. Der er en halv snes gårde hvoraf flere allerede er blevet revet ned fx Skiftesten og Damgård. Og der er også bebyggelser langs Solbakken og Dalvejen. Formentlig går disse en uvis fremtid i møde: Bliver de eksproprieret og nedrevet? Bliver beboerne genhuset? Og hvornår sker det? Man kan håbe at beboerne bliver behandlet anstændigt.

En del af bebyggelsen Solbakken. Den fortsætter til venstre ud af billedet.  Det er levende mennesker der bor her, og de kommer meget snart til at være naboer til beboerne i Deltakvarteret som ligger umiddelbart bag husene.

Udviklingen går sin vante gang, men man bør vel sikre at ingen føler sig trådt på. Ejerne af ti gårde og beboerne i Solbakken kommer næppe op i nærheden af 100 personer. Og i det store spil hvor titusinder forventes at komme til at bo i området, tæller de formentlig ikke det store.
 
I Henning Larsen Architects visionsfilm om Vinge indgår Solbakken som en trekant på højrekanten af billedet mellem jernbanen og Gammel Slangerupvej. Nu skal man nok være forsigtig med tage den for alt for konkret. Solbakken er aftegnet med en mængde spredte villaer. Om man deraf kan slutte at man vil lade de eksisterende boliger blive stående eller erstatte af noget nyt, kan man nok ikke bruge videoen som bevismateriale for.

Frederikssund Kommune har allerede opkøbt flere at gårdene i området samt grundene nord for jernbanen. Når de nyindflyttede Vinge-borgere at blive naboer til Solbakkens beboere? Og hvordan bliver forholdet mellem disse? Måske bliver der overhovedet intet problem, men der ligger da latent et modsætningsforhold her.

Et typisk foto af hvordan området ser ud i dag: Bare marker med enkelte gårde hist og pist. Ikke just noget der trækker turister til. Måske en god forretning for landmændene?

Bort set fra i dette område er resten af det ca. 1 km gange 3 km store areal mest marker. Men når de engang om nogle årtier er bebygget, vil de komme uden tvivl komme til at påvirke nogle af de allerede eksisterende smålandsbyer: Skenkelsø, Snostrup, Store Rørbæk, Oppe Sundby og Hagerup. Fra at være små isolerede landsbyer langt fra alting vil de pludselig befinde sig midt i en urbaniseret zone.

Et næsten ikonisk billede: Vinge starter efter Frederikssundsvej der gennemskærer billedet. Man aner alleen Skiftestensvej der engang førte op til gården med samme navn, og bag ved det, skjult i en dal, Deltakvarteret.

Udover de menneskelige bebyggelser er der også nogle naturområder. Hagerup Mose, Oppe Sundby Mose og Skenkelsø Sø. De betyder lidt, da den grundlæggende idé bag Vinge by er at skabe en by, hvor naturlige elementer ikke blot bliver tilføjet til sidst, men er integreret fra starten. Det lykkedes mig nu heller ikke denne gang at trænge ned til Oppe Sundby Mose mellem den udtørrede Hagerup Mose og det kommende Vinge. Jeg måtte nøjes med at kigge over en roemark fra Deltakvarteret. Men Danmarks Naturfredningsforening betegner den i en rapport om Frederikssund Kommune som en af mange enge eller moser, som bør gøres tilgængelige.

Hagerup Mose set fra Skenkelsø. Stien er Hagerup Søvej. Bag mosen kommer Vinge Formentligt vil man inden for nogle årtier se Vinges skyline bag træerne.

Man kan gøre sig sine overvejelser om hvad der gavner naturen mest. At bevare de nuværende markarealer eller opføre en by. Spørgsmålet er relevant, for intensive landbrugsarealer er set fra naturens side ikke bedre end bæredygtige bymiljøer. Det kan enhver overbevise sig om ved at gå en tur om sommeren. Det intensive landbrug er i færd med at udrydde regnorme, insekter (bier), fugle mm. med pesticider mm. Der er tavst på kornmarkerne om sommeren. Og især efter hæsten. Hvorimod fugle synger, insekter summer når man kommer til landsbyer. Kort sagt, landbrugsarealer har en meget begrænset biodiversitet, mens villakvarterer har en væsentlig større biodiversitet.

Skal man græde eller le over at vi i Danmark er kommet dertil at urbaniserede zoner åbenbart er bedre end intensivt dyrkede landbrugsarealer til at passe på naturen? Bloggen her skal ikke tage stilling, men blot opkaste problemstillingen med endnu et markfoto. 

I følge projektchefen (Facebook 10. november 2015) er man i Vinge i gang med at få lavet en mini-helhedsplan for vand og natur. En af de ting som Vinge slår sig op på er netop at være et bæredygtigt byområde. Men ifølge Claus Steen Madsen, Direktør for Teknik, Miljø og Erhverv, Frederikssund Kommune er tingene ikke så enkle, fx hvad angår varmeanlægget. Man vil ikke "brænde ting af", og pga dette må man i en overgangsperiode operere med individuelle varmeforsyningsløsninger på bygningsniveau. Altså ikke et samlet fjernvarmesystem. Men med det langsigtede mål at  disse tilkobles et samlet fjernvarmenet.

Dagens tur gik udover Vinge også til Skenkelsø, Oppe Sundby og langs Sillebro Å. Se flere billeder på Flickr.

søndag den 31. januar 2016

Slå ring om Danmarks kyster

I dag afholder Danmarks Naturfredningsforening en række arrangementer med det formål at redde de frie kyster

Kysten umiddelbart nord for Køge. En dejlig sandstrand. Man kan ikke komme så langt ind i landet, da der er afspærret.

Vandringsmanden er ikke meget for selskab, men jeg synes at ideen om at bevare Danmarks kyster er en god ide. Så jeg lavede min egen lille solo-vandring til kysterne mellem Køge og Solrød. Mine første 20 år tilbragte jeg ved en kyst, nemlig ved Flensborg Fjord. Og hav og kyst er noget særligt. Hvad enten det er forrevne og stejle Stillehavsklipper, forblæste og stormomsuste Vesterhavskyster - eller urbaniseringsramte kyster syd for København. Det er de sidste der er emnet for dette indslag.

Københavnsvej befinder sig 200-500 meter fra kysten (til højre for fotoet). Men i stedet for udsigt over strandengene er der udsigt til industriforetagender, parcelhuse, osv. Selv på denne søndag er trafikken tæt.

De stumpede kyster

Køge Strand er for så vidt enkel nok at komme til til fods. Den ender ved et ynglereservat for fugle. Det er åbent i vinterhalvåret. Men det bliver en tur frem og tilbage, med en kilometers penge hver vej. Det var så det. For syd for ynglereservatet er der hegnet ind.

Ikke 300 meter strand, men måske 30 meter strand. Der er fralandsvind, så stranden har fået et par ekstra meter eller ti. Og hvis vi medregner de  afspærrede områder, kan man med lidt god vilje snige sig op på måske 250 meter. Men dejligt er det. Og selv denne dag med hård vind nyder mange søndagen ved kysten.

En god kilometer penge med en strand af 30-40 meters bredde. Det er hvad det kan blive tid nord for Køge. Denne blæsende, iskolde januarsøndag er der ingen der slår sig ned på stranden. Men man kan let forestille sig hvor fyldt stranden må være på en dejlig sommerdag. Og for at komme til strandene længere nordpå, må man begive sig ud på en 5-6 kilometer lang vandring på Værftsvej og Københavnsvej.

Dette foto giver et indtryk af kyststrækningens bredde. Man kan se spadserende i strandkanten, dernæst det smalle bevoksede område, og fotoets højrekant markerer nogenlunde hvor det afspærrede område forløber. I baggrunden kan man se Køge industrikvarters skyline.

Strandparker er typisk for bilister eller cyklister. Man skal finde indkørslen til dem. Men nord for Jersie ophører de kunstige standparker og den naturlige kystlinje dominerer igen. Af selve kysten er kun stranden tilgængelig. Der er et smalt bælte med bevoksning, men ellers er der tæt bebygget næsten helt ned til stranden.

Et sidste kik mod Køge fra Solrød Strand. Dette er nok det mest autentiske på en kyststrækning man kan komme. Lydbilledet er en blanding af den hårde vind og Københavnsvejs biltrafik.

Købstaden og landevejen

Der var engang en købstad ved navn Køge. Indtil 1950'erne en jævnt voksende købstad. Men så tog urbaniseringen fat, og der blev bygget i stor stil. Ikke bare boliger, men også industri. Det sidste havde der sådan set været siden omkring år 1900 - der blev bare flere og større. Og i 1960'erne startede så det omfattende parcelhusbyggeri som man kan se omkring Køge.

Køges torv kan rigeligt måle sig med de store torve i København, og der er også en solid bymidte fra før industrialiseringen. Her er det Nørregade.

Til enhver større købstad hørte også en landevej til København. Den er der stadig, en fire-sporet stærk trafikeret vej  med midterrabat. Og det er her kysterne kommer ind. For vejen forløber langs kysten. Men kysten er der ikke meget at se af. For næsten hele området mellem Københavnsvej og kysten er bebygget med industri som er indhegnet, bevogtet og videoovervåget. I stedet for de naturlige kyster har man lavet nogle strandparker flere hundrede meter uden for kysten. Men de er ikke sådan lige til at komme til, og for vandringsfolket da slet ikke hvis ens hensigt er at gå fx fra Køge til Solrød langs stranden. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Driftsbrogård ved Skensved Å er sammen med Søvilla Kro og et enligt bondehus overleveringer fra tiden før urbaniseringen.

Hvis man ikke er til at gå langs med stærkt trafikerede landeveje med parcelhuse og industrikvarterer, er der ikke meget at kigge på undervejs. Og man skal kigge godt efter. Nr. 145 er et gammelt bondehus fra 1862 - og det er stort set også hvad jeg har kunnet finde om huset. Søvilla Kro ligger i nummer 255, og deres hjemmeside oplyser at den stammer fra 1929. To svaler gør ingen sommer, men de fortæller måske lidt om hvor øde det engang har været. Den nu trafikomsuste kro blev formentlig bygget for at tilbyde byboere fred og ro i landlige omgivelser - lige op til kysten.

Det kan da godt være at Onde Aftens Bro har en bedre historie om sit navn. Men broen over Skensved Å er en hel del flottere, som det ses på billedet. Og den må også minde om at Skensved Å engang har været mere vandholdig. De er opført samtidig og ligner da også hinanden til forveksling.

Der er to på hver sin måde bemærkelsesværdige broer. Den ene er "Onde Aftens Bro" ved Snogebækstien. Historien er her at Christian 4. skal have væltet i sin karet da han passerede åen. Der står 1785 på broen, så den kan ikke have været skyld i styrtet. Ikke så god en historie, til gengæld flottere er broen over Skenveds Å ved Driftsbrogård. Begge broer kan ses på begge sider af vejen. Og da Københavnsvej næppe har haft den bredde da de blev bygget, går jeg ud fra at de er blevet flyttet. De 6.000 engelske tropper som senere deltog i Københavns bombardement i 1807, stødte mod det danske landeværn ved Skensved Å, og marcherede over Onde Aftens Bro mod Køge. I dag ville de engelske tropper nok have smidt træskoene og flygtet over hals og hoved for at undgå at blive kørt over.

Aviserne snakker i disse dage en del om at der bliver mere regn og mere sumpet i Danmark. Jeg skal ikke kunne sige om dette foto ved Ventegodtsvej i Solrød er et bevis på det. Eller om det bare ser sådan ud altid.

Industrien

Hele Københavnsvej i Køge Kommune (dvs. op til Skensved Å) har store industriområder liggende mellem Københavnsvej og kysten. Og Køgeegnens Renseanlæg. Kun områderne omkring Snogebækken og syd for Skensved Å var åbenbart for sumpede til at nogen gad bygge fabrikker der. Disse områder er som skrevet ovenfor afspærret.

Se flere fotoer fra Flickr-album for Køge.

fredag den 15. januar 2016

Mølleåen i hvidt

Mølleåen er skøn året rundt, også når der er nyfalden sne, giver det unikke oplevelser og motiver


Mølleåen nedenfor Sorgenfri Slot. Her genlyder ådalen af larm fra skoleklasser og førskolebørn som har benyttet lejligheden til endelig at få lidt frisk luft. Uartige drenge forsøger sig med isen, til pædagogernes store fortrydelse, mens pigerne hviner og spørger hvad drengene nu finder på.

Og det er der en del der har opdaget. Stierne er allerede hårdt trampet her på 1. dagen efter den nyfaldne sne. Men da der ikke har været tø, er de ikke nået at blive glatte. Og der er da også en del naturelskere, hundeejere, vintersportsfolk, skolebørn osv. spredt på stierne. Motiverne formelig hober sig op. Mølleåen er i forvejen et fantastisk område at vandre i. Tilsat den særlige oplevelse det er at se noget i nyfalden sne er det svært at holde fingeren fra knipseren - næsten 90 gange blev den motioneret. Og slet ikke nok plads til at vise dem alle på denne blog. Men heldigvis er der da mit Flickr-album. Kig ind på Lyngby og se flere flotte fotoer fra fredagens tur.

Lyngby. Vandmøllen ved Kongevejen. Et klassisk motiv, men bruset fra vandet, farverne og stemningen retfærdiggør det. Overfor ligger Frilandsmuseet, og på en dag som denne ville det være perfekt hvis det kunne holde åbent så man kunne få et indblik i hvor koldt det var på fortidens bondegårde.

Når bladene er faldet af træerne får man også helt andre mulighederr for at se hvad bladene gemte. Da moserne samtidig er frosset til er det muligt at bevæge sig tættere på åkanten så man får muligheder til at se området ud fra andre vinkler end man ellers kan komme til.

Bygningerne i Brede står blottet for træernes blade. Tagene er blevet hvide, det hele står i hvidt!

Der er skrevet mange bøger om Mølleåen og de industrien der opstod langs den på grund af vandkraften. Papir, knive, kobber, jern osv. Den danske industris vugge. Dengang hvor fabriksrøgen, skidt og møg lå over det hele var det sikkert ikke så idyllisk som det fremstår i dag. Med luksusbliger og dyre kontorer.

Ørholm ligner noget fra Ruder Konges tid, men på bygningerne står der 1944, så skinnet bedrager. Det går ikke området mindre attraktivt.

De fleste af bygningerne fra de gamle industrisamfund bruges nu til andre ting: Offentlige og private kontorer og arbejdspladser, boliger og institutioner. Sikker også bedre isolerede end oprindeligt. Selv om der næsten ingen vind er, bider kulden i kinder og øreflipper. Og man må holde sig i gang for at få varmen.

Et af de motiver der ikke er muligt om sommeren pga vegetation: Nymølle ved Kulsviervej.

Men egentlig behøver billederne vel ikke så meget tekst. Enhver kan hente de foldere der findes om Mølleåstien eller læse de talrige bøger. Og Vandringsløse Tidende har også den 15. august 2014 færdedes på samme strækning om sommeren, så læserne kan sammenligne.

Himlen er blå i Det Danske Schweiz ved Ansgars Kilde. Ansgar har intet med kilden at gøre, og Schweiz bliver nok fornærmet over sammenligningen. 

Med flot vintervejr som dette kan Mølleåen fuldt ud måle sig med sommerens vandreture. Stierne vedligeholdes fint. Der er fx fejet og saltet på asfaltstien af Mølleåstien så cykler vil også kunne begå sig her. Da der ikke er asfalt på hele strækningen, er et par solide vandrestøvler nok at foretrække. Jeg så flere cyklister som måtte stå af og trække eller ligefrem bære cyklen.


Lad os nu endelig ikke glemme åen selv. På begge sider er den synlig adskillige steder. Både når man tager den relativt højtliggende sti på nordsiden og den lavtliggende syd.

De fleste industrier langs Mølleåen er bevaret, undtaget et, nemlig Stampen. Fabrikken brændte og blev ikke genopbygget. Tilbage er mølledammen, Stampedammen, og anlægget ved det lille vandfald.

Rådvad hører sig til i enhver omtale af Mølleåen. Og når træerne løfter bladtæppet er der så meget desto mere at se.