søndag den 12. februar 2017

Utterslev Mose

Utterslev Mose er altid god for behagelige vandreture. Denne søndag er der høj sol og sneglatte stier


Hvor er det dog skønt at se at der er nogen som kan slappe af en sådan dejlig solskinnnede vinterdag i Utterslev Mose. Her i Vestmosen.

Utterslev Mose er døgnet og året rundt tilholdssted for en masse fugle. Vi mennesker er dog ret påtrængende, og denne dag er de søgt ud i de få våger der er tilbage, der hvor vandet er dybest. Det blæser, men det ser ikke ud til at genere fuglene. Alt ser fredeligt ud derude, i betryggende afstand fra menneskene langs bredden. Utterslev Mose opfylder mange behov for beboerne rundt omkring: Motion, legeplads, vandring, arbejdssnak. En befolket dag som denne ser det ud til at det går, alle udviser nogenlunde tolerance over for andres behov og interesse i at komme i mosen.

Modlysbillede over Vestmosen. Som det ses er der masser af spor selv midt på de store græsplæner. Et velbesøgtåndehul i Brønshøj og Emdrup.

Størst er mennesketrængslen i Østmosen, altså den tættest på Emdrup. Dernæst Midtmosen, Vestmosen og Højmosen. Fuglefodring er holdt op, så mange års advarsler om at lade være dels af hensyn til fuglenes maver, dels af hensyn til mosen synes at have virket. Eller også er det bare fordi sneen er så meget mere spændende. Der er i hvert fald masser af slæder, kælke og skiløbere. Især de sidste har i Højmosen slebet stierne spejlblanke. De skinner i den lavthængende sol. Sikrest er det at gå yderst på stierne hvor sneen endnu ikke er helt trampet til en hård, knoldet og glat masse.

Den eneste rest af landbrugssamfundet omkring mosen: En længe af gården Brønshøjholm. I dag bruges den af parkfolkene og om sommeren til toilet. Den nærliggende restauration er lukket. Højen bag huset er et gammelt affaldsbjerg. Ikke nogen naturlig høj. Det gør den ikke ringere som kælkebakke!

I de seneste år er det blevet moderne indenfor managementverdenen at snakke om "walk & talk". Sådan lidt lige som "put & take", "coffee to go" osv. Meningen er at man skal snakke arbejde mens man går rundt i noget som foregiver at være natur. I sidste afsnit om erhvervskvarteret Lautrupparken i Ballerup fortalte jeg at der endog er indrettet Danmarks første walk & talksti her.

Stierne er brede i Østmosen, og med god grund. Det er her mennesketrængslen er størst. Men mosen er også fin her, med mange små holme.

Jeg har altid undret mig lidt over udtrykket. Lige siden jeg lancerede denne  weblog har jeg være indstillet på at gå alene. For jeg bryder mig ikke om at høre om folks arbejde når nu jeg netop er ude på at glemme alt om arbejde for at koncentrere mig om at se noget andet. Det er steder som Utterslev Mose gode til. Hvis ellers man er indstillet på at lade sig indfange af stedets særpræg. Det hed vist engang koble af, stresse af, tænke på noget andet osv. Og jeg bliver da også mindet om at det var for mig en rigtig beslutning.

Midtmosen adskilte cykelsti og gangsti. I dag er der ret mange der bruger den som "walk & talk". Man kan have sine bange anelser om de fik tilstrækkeligt ud af de fine udsigter. Stilheden og hvad der ellers er at komme efter i mosen?

En ting er at man i s-toget om morgenen skal høre på mobilsamtaler hvor folk taler om kontorflytning på KAS, ledelsens sidste udspil eller hvor tåbelig den og den kollega er. En anden at man på en søndag, i solskin med høj sol og alletiders snevejr med udsigt til Utterslev Mose skal høre det nyeste fra "klyngen". Kort sagt, walk & talk på en højhellig fridag. Selvfølgelig er man ikke tvunget til at lytte efter, men det er nu engang svært at lukke ørerne helt. Og bare der slipper lidt ind, kan man som oftest ikke lade være med at tænke på sit eget arbejde.

Østmosen med en af flere små holme.

Dette være så en bøn til de folk der ikke kan slippe deres arbejde om søndagen: Det er helt ok, men tænk lige på at det også påvirker folk (som fx mig) der helst vil bare vil holde fri. Det er jo svært at lade være med at tænke arbejde, når andre snakker om det. I virkeligheden mener jeg også at det smarteste er helt at glemme sit arbejde for en stund. Det har både ens eget mentale velbefindende og ens arbejde bedst af. Man skulle jo gerne møde frisk op mandag morgen! God søndag.

fredag den 3. februar 2017

Silicon Ballerup

I serien af vandringer i erhvervskvarterer er bloggen nået til Lautrupparken i Ballerup, folkeviddet kalder det Silicon Ballerup


Børge Jørgensen: Variationer over et tema (1988) ud for Trygs kontorbygninger i det nordøstlige hjørne af Lautrupparken. Børge Jørgensen (1926-1998) var påvirket af Robert Jacobsen og udenlandsk skulptur. Han siges at være god til at få skulpturerne til at spille sammen med omgivelserne, især ved anvendelse af blanke ståls spejlinger. 

Erhvervskvarteret langs Ring 4 og Ballerup Byvej er opkaldt efter en stor gård, Lautrupgård som stadig findes i kvarteret. Dog produceres der siden 1965 ikke kød og mælk på gården. I stedet er gården indrettet til produktionshøjskole, ungdomsskole, musikskole m. fl. Formentlig findes der stadig folk som har arbejdet på gården eller på andre måder er vokset op i landbrugssamfundet. På gamle fotoer ser markerne små ud - ekstensivt landbrug. Ellers var der kun landsbyen Skovlunde og en gård der hvor Ballerup Superarena nu ligger. Syd for Tempovej endog et lille vandløb. Nu drøner Ballerup Boulevard i stedet forbi. Gården nåede formentlig aldrig rigtig at blive en del af det intensive landbrug inden dens jorde i rasende fart blev udstykket til erhvervsgrunde.

Tidlig bebyggelse mod syd

En af de første virksomheder var Løvens Kemiske fabrik, eller fordi kemi senere fik et blakket omdømme: LEO Pharma. Virksomheden er en dansk legende og et rigtigt industrieventyr: Den startede i 1908 i Løveapoteket, på hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde. Albyl er kendt af alle over 60 år og blev produceret fra 1912. Nu har det stort set samme produkt talrige andre navne. Penicillin gav yderligere skub i geschæften der i 1958 flyttede ud til Ballerup.

Leo Pharma er stadig en dominerende virksomhed som fylder hele områdets sydøstlige hjørne. Og modsat virksomhederne nord for Ballerup Byvej er der afspærret, med bom og det hele.

LEO er atypisk for erhvervskvarteret syd for Ballerup Byvej. Her afspejler gadenavnene industri- og fremstillingsvirksomhedssamfundet: Tempo, energi, metal, industri. Og området bærer også præg af den slags småvirksomheder, fx biler, VVS og håndværkere. Området her har også en traditionel erhvervsstruktur med indhegninger, høje mure osv. Der er også murstens- og træbyggeri. På den måde minder området også om andre at de tidlige erhvervskvarterer i Københavns forstæder.

Bortset fra Leo Pharma domineres området syd for Ballerup Byvej af småvirksomheder, håndværk, bilreparation, VVS o. lign. Som fx Skorstensgaard, årets værksted 2016 på Trustpilot. Selve virksomheden er dog ret ny, etableret 2009.

Området blev bebygget efter 1970. Mange af bygningerne har dog skiftet funktion siden. Den ejendom hvor DBC holder til, stammer tilbage fra 1972. Dengang blev den brugt af firmaet Facit A/S, som beskæftigede sig med klargøring og reparation af kontormaskiner. Og bygningerne var oprindelig bestemt til lager og værksted. Samt en stor portåbning. Bygningen blev brugt af forskellige handels- og kontorvirksomheder indtil det blev overtaget i 1985 af DBC.

Lautrupgård mod nord

Nord for har stierne navn efter old school computerord: Data, central, terminal og register. Ord som siger lidt om hvor hurtigt det er gået med edb: I min ungdom var det helt nye navne. I dag bruges de næsten ikke længere. Og navnene hentyder også stadig i en vis udstrækning til den type virksomheder som Ballerup Kommune ønskede slog sig ned her. Siden 1970'erne er det blevet til mere end 100 firmaer i Lautrupparken - 2.5 mio kvadratmeter.

Kommunen købte arealet af Løvens Kemiske Fabrik i 1963. Og havde planer om at opføre boliger. Men i stedet blev det så altså til virksomheder ind: Tryg, TDC, Siemens, Tryg, KMD, Rank Xerox og Pfizer. Nu er de eneste tilladte boliger dem som er indrettet til portnerboliger mm. til udenlandske firmaer. Det giver Ballerup Kommune over 100 mio. kr. i kassen. Fortrinsvis IT, medicin og finans. Hvor det før var vejnavne som afspejlede hvilke typer erhverv der var da vejene blev anlagt, blev det senere de virksomheder der slog sig ned her, der kom til at give navn til store sportshaller: Topdanmark-hallen, Siemens Arena osv.

En havareret cykel, nærmest symbolsk på fraværet af denne transportform i området. Og den velbenyttede station. Enkel, praktisk, god. Det hele fylder dog kun lidt set i sammenligning med de kæmpestore områder med parkeringspladser fyldt med biler.

Siden gik det ellers stærkt, og området fik i 1989 sin egen station, Malmparken Station. En af de allernyeste på s-banenettet. På lidt længere sigt er det måske dødsstødet for de mindre virksomheder i området. Man planlægger nemlig at erstatte dem med højere byggeri dog til samme formål som hidtil. Erhvervsudvikling går stærkt, og hvad der var god kotyme for 10 år siden, er det ikke nødvendigvis nu eller om 10 år. Kunsten er at opføre bygninger som forudser udviklingen i fremtiden.

Området nord for Ballerup Byvej adskiller sig på andre måder fra området syd for. Der blev truffet en principbeslutning om, at der ikke må være hegn mellem virksomhedernes grunde, derimod jordhøje, buske og træer. Desuden er området tilgængeligt uden bil. via gang- og cykelstier. Det betyder at vandrere temmelig uhindret kan passere tværs over græsplæner, græsarealer, høje ja sågar små arealer der ser helt landlige ud. Det affødte at Lautrupparken i 1996 fik Vejprisen for samspillet med det gennemkrydsende vejnet.

Wihlborgs på Borupvang. I det senest bebyggede område. Variationer over samme tema med beton, stål og glas.

Der er mange store udenlandske firmaer i området. Et af de nyligt tilkomne er det svenske firma Wihlborg. Kostprisen for Lautrupvang 8 var i 2012 97,5 millioner kr. Dyrt? Måske, men Wihlborgs ejer i Sverige ejendomme for i alt 19,4 mia svenske kromer. Ved siden af medicinalkoncernen Pfizer som oprindelig også lod bygningen opføre 1999 men ombygget i 2007.

Grøn profil - og tonsvis af biler

Hvad man måske ikke kan se når man bare går forbi i området er, at der er et kommunalt næsten forureningsfrit propangasanlæg indstillet til at overgå til naturgas. Det er dog senere blevet ændret til fjernvarme. Olie- og kulfyrede varmeanlæg er forbudt i området. Belært af erfaringer med forurening er der også forbud mod sådanne virksomheder i området.

Når man ved at arkitektur former folk, så er det et påtrængende spørgsmål: Er det så den samme kreativitet der kommer ud af de forholdsvis få variationer over temaet beton og glas? Som et eksempel på noget der dog trods alt forsøger at stikke ud fra det arkitektonisk set monotone kontorbyggeri er D.I.S. Innovative Engineering (1997) - og så alligevel ....

Der skulle også i 2014 have været et pilotprojekt Danmarks første Walk & Talk mødelandskab. Hvilket jeg dog ikke umiddelbart kunne finde. Måske gik jeg på det uden at vide det. En dag som denne ser det derimod ikke ud til at mange ansatte bruger dem. Jeg mødte dog en enkelt meget spredt gruppe som gik rundt, styret af en meget travlt udseende mandsperson med kort og papirer beskyttet af plastikomslag. Det passer sikkert ind i en eller anden managementteori om at dialog til fods styrker kreativitet, sundhed og trivsel. Initiativet kom fra  Ballerup Kommune, Tryg og Nordea Liv & Pension. Sidstnævnte har desuden indrettet en tennisbane syd for hovedkvarteret over Sømosen. Helt overraskende har studier nemlig vist at motion i løbet af arbejdsdagen styrker medarbejdernes energiniveau, engagement og kreativitet.

Nets i det nordvestlige hjørne, tæt på Kommudatas enorme domiciler. Her ser man udfoldet hvad området arkitektonisk byder på af grønne områder: Den friserede dam, volden foran den enorme parkeringsplads, og beton- og glaskontorhuse. Variation over et tema.

Brugt bliver til gengæld med p-pladserne. Og dem ser man overalt, især i den nordlige del af området. Kæmpearealer med bil ved siden af bil. Ved Lautrupbjerg har man dog bygget små voldanlæg rundt om parkeringspladserne så bilhavet ikke er så dominerende. Men ellers er det beton, stål og glas det hele. De to mastodontvirksomheder Tryg og KMD breder sig stadig, de fungerede i 1970'erne som murbrækkere for andre virksomheder.

Fremtidens byggeri

Der er udbudt en del kontorbygninger til salg. I 2013 kom så en lokalplan omkring Borupvang, det sidste ledige område. Og der skal nu kun være en enkelt grund tilbage, før der er udsolgt. Der bygges i hvert fald på livet løs i området, også en tåget og diset dag som i dag. Erhvervseventyret fortsætter i stedet i Måløv. De skal ligge ved en slags havnefront ud til en 800 meter lang, kunstigt anlagt sø. Området bliver på 200.000 kvadratmeter og 45.000 kvadratmeter reserveres til erhverv. På resten skal der bygges boliger til det kommunen håber bliver nye borgere i kommunen.

Til juli 2017 skulle EG så kunne rykke ind i en femetagers bygning. Det er svært at se på nuværende tidspunkt (og måske også når det er færdigt), men der skal være områder indrettet til idéudvikling og samarbejde på tværs af afdelinger udenfor de formelle mødelokaler. De mange arbejdspladser skaber store trafikproblemer. For selv om den kollektive transport til området er god, ligesom adgang med cykel, så er det bilerne der dominerer. I 2007 var trafikken blevet et så alvorligt problem at det blev taget op i kommunalbestyrelsen.

Forhåbentlig ikke ikonisk foregår dette samleje totalt blottet for såvel sex som følelser - i granit - foran Leif Hansen og Pfizer og T Systems, Tågen understreger stemningen. Granitten udstråler højst en længsel efter varme og tætte kroppe. Er det det som man ønsker personalet?

Foran Lautrupgård er også Akticon ved at være færdig til indflytning. Placeringen betyder at den nærmest er port til Lautrupparken. Kommende brugere får indflydelse på placering, udformning, indretning og materialer. Og byggeriet er opført efter ”Green Building” princippet som mere end opfylder kravene til fremtidens bygninger hvor der bl.a. tages hensyn til energi, forurening, Co2  m.v.

Tåge indhyller Lautrupgård. Minderne om et forlængst svundet landbrugssamfund som jeg ikke ønsker sig tilbage, forsvinder i disen. Spørgsmålet er bare: hvad kom der i stedet: erhvervsområdet Lautrupparken er klinisk renset for forretninger, små kafeer. Kontorbygningerne er små landsbysamfund med kantiner for de ansatte. Og når arbejdsdagen er slut, lukkes og slukkes der.

Om de åbne arealer mellem kontorbygningerne får lov til at bestå under pres fra virksomheder som ønsker at udvide deres kontorarealer, det får tiden vise. Og biodiversitetmæssigt er sådanne erhvervsområder sikkert mere varierede og sundere for naturen end de store intensivt dyrkede landbrugsarealer man ser i Nordsjælland. En hare nåede jeg da at skræmme på min vej tværs gennem de grønne områder.

fredag den 27. januar 2017

Fjordstien: Selsø-Borrevejle

Næstsidste etape på Fjordstien omkring Roskilde Fjord

Idyl langs fjorden lidt syd for Gershøj. Muligvis er området dækket af høje siv om sommeren, så det kan være en fordel at foretage turen om vinteren. I dag var stierne også frosset, hvilket gjorde det lettere at passere de smattede området. Og dem er der ganske mange af.

Denne stræknings absolutte højdepunkt er området omkring Gershøj og ca 1½ km sydpå. Her går man tæt på fjorden. Startpunktet for dagens tur var Selsø Kirke og Møllekrogen. Herfra er herlighederne imidlertid slut. Jeg måtte ud på en ca. 7 kilometer omvej mod Skibby, hvoraf de 2 kilometer forgår langs den stærkt trafikerede Elverdamsvej. Eneste lyspunkt var at der er en cykelsti. Herefter ca. 2½ kilometer ad Krabbeholmsvej som også er en del befærdet - og uden cykelsti, så man må tage rabatten i brug tit.

Et gensyn med Selsø, nu i solskin. Sidst jeg passerede for ikke så længe siden var der tæt tåge. Men alting ser nu bedre ud i solskin.

Gershøj

Den lille havne- og landsby Gershøj er i sig selv et særpræget sted at bruge noget tid på. Stedets historie går meget langt tilbage, faktisk helt tilbage til stenalderen. Men noget ualmindeligt skete der såmænd ikke siden set i Danmarkshistoriens perspektiv. Vejføringen  er mange hundrede år gammel, omend husene er blevet udskiftet mange gange. Men til gengæld er der masser at kigge på som vandrer Ved kirken ligger en meget unik gård, Vissegård som er ualmindelig lang.

Fotoet yder ikke Vissegård fuld retfærdighed, men det er også svært at gengive den meget lange gårds charme. Bedste indtryk få man ved at gå en tur rundt om det. Fra kirkegården har man også et fint kig på den.

Ned mod fjorden ligger en kilde, Skt. Laurentius' kilde. Her var der indtil for ca. 200 år siden kildemarkeder, især omkring Sankt Hans. Kildemarkeder på det tidspunkt var ret almindelige. Man troede at ved at dyppe sig i vandet eller drikke af det, ville man blive helbredt. Kristendommen havde det ikke godt med den slags overtro og forbød det 1747, men det tog folk sig ikke af. Så meget for vores kristne kulturarv! Kilden blev fredet så sent som 1998, og nej, trods skavanker drak jeg ikke af kilden.

Gershøj Kro ved havnen. Med en flot udsigtsterrasse. Men kroen er nu alligevel lukket september sidste år. Der var et borgermøde kort tid efter for at redde stedet, men der var nu ikke noget tegn på at det lykkedes.

Fiskerne kom først til senere og en egentlig havn blev der først behov for med dampskibenes fremkomst omkring 1850. Havnen er ikke særlig stor, det var kroen til gengæld. Når jeg skriver var, er det fordi den blev lukket i september sidste år. Den ser ellers hyggelig ud, men på den anden side må det også være svært at få en kro til at løbe rundt sådan et sted.

Der fiskes stadig fra havnen, og fiskerne hænger deres net til tørre. Om det er erhvervs- eller fritidsfiskeri skal jeg ikke kunne sige.

Byen ligger op ad en skråning, og vejen ned til havnen byder på en håndfuld fine gamle huse. Ok fine er måske ikke lige ordet, men så i hvert fald huse med atmosfære. Bl.a. et flot byhus (nr. 16) og en gård (nr. 4).

Gershøj Havn. Ikke den største man kan finde, men typisk for havnene langs Roskilde Fjord. Havnens centrum er den flydende Fjordbaren.dk (sitet virker ikke). En lille kiosk, så vidt jeg se også med pølser, et par borde og motor på. Så stævnes der ud på fjorden. I hvert fald om sommeren.

Syd for Gershøj er der som nævnt sivvejen. Stien går bag ved sivene, og man kan høre bølgerne skvulpe. Desuden er der er meget rigt fugleliv her. Der er store flokke ude i fjorden, men der flyver også opskræmte fugle op hvor man kommer frem. At de er vant til at have det hele for sig selv, fremgik af at en windsurfer (eller hvad det nu monne være) var nok til at skabe ravage og opstandelse på en meget lang strækning og få fuglene til at søge ud midt i fjorden.

Kig mod Gershøj fra stien langs fjorden. Der er mange afstikkere ud til vandkanten fra stien der ellers forløber bag ved sivene. Så man kan nyde syn som dette. 

Men stien holder imidlertid op efter ca. 1½km. Man kan ikke komme til Strandlund, men må en tur rundt om Sæby. Igen en ærgerlig omvej på adskillige kilometer. Jeg  gik ned til Strandlund, men modsat Gershøj er der ikke meget at se for vandrere der. Eneste adgang til fjorden er en ultrakort sti på 100-200 meter, så tvinges man igen op i landet gennem noget kedelige sommerhusområder og ud på den stærkt trafikerede Hornsherredvej. Hverken sommerhusområdet Lyndby Strand eller  landsbyen Lyndby er særlig interessante for vandrere. Man kan ikke se fjorden ud over i glimt mellem husene.

Punktvise seværdigheder

Så summa summarum: Har man set Gershøj og gået på vandrestien syd for, så er vandreturen ikke just nogen nydelse. Med mindre man er til et godt underlag, men konstant drønen fra trafikken.

Krabbesholm. Hovedbygningen. Men det hele er meget større. Bag fotografen findes store industrilignende bygninger. Godset vil gerne have deres jorder for sig selv, og har modsat sig at Fjordstien går igennem.

Der er dog enkelte punktvise steder, som måske kunne interessere. Fx er der for herregårdsinteresserede Krabbesholm. Man må nøjes med at kigge på det hele fra vejen, for der er ikke offentlig adgang.

Et af de få steder man har adgang til fjorden, ved Lyndby Strand, mødes man med dette formanende skilt hvis intention formentlig er velment: ""Kun adgang for enhver der kan forstå pligten til at hindre beskadigelser på hus, badebro og tilsmudsning af stedet." Men min stemning kunne nu godt være foruden løftede pegefingre, når nu jeg gerne vil slippe for løftede pegefingre..

Lejre Vig er fredet, men man kan altså ikke komme ned til den. Med mindre man er så heldig at have et hus i området. Måske burde strækningen i stedet foretages med båd?

Ret meget tættere på fjorden kommer man ikke på denne strækning. Men her kan man dog i det mindste ane den i det fjerne. Syd for Lyndby.

Mine ben havde det egentlig udmærket efter de knap 20 km. Men støjniveauet fra Hornsherredvej var nok til at jage mig op i bussen ved Borrevejle. Nu orkede jeg ganske enkelt ikke at få hjertebanken af den konstante larm fra den tætte trafik og susen fra tunge køretøjer. Og også godt træt af at rende imod afspærrede områder langs fjorden. Jeg må ende ud i at fraråde vandrere denne strækning af Fjordstien. Måske er det bedre på cykel så man hurtigere kan komme væk fra biltrafikken. Men på cykel er det så ikke muligt at passere den meget flotte sti syd for Gershøj.

Se flere fotoer på Flickr-album for Lejre Kommune.