torsdag den 13. november 2014

Nordskoven Hornsherred - Fjordstien

Blæstens susen, havets brusen, fugles sagte kvidren, duften af nedfaldne blade. Skovens dybe stille ro. Fjordstien gennem Nordskoven


Folderen for Fjordstien 6 angiver en sti på 40 km.Og det er klart i overkanten af hvad jeg kan stille op på. Så jeg har delt den i to. Denne gang området nord for Jægerspris. Hvilket i realiteten næsten er ensbetydende med Nordskoven. Det lyder fredeligt, men der foregår dog dramatiske ting. Lokalavisen Hornsherred (31. oktober 2014) beskriver en katastrofe-øvelse som Beredskabsstyrelsen gennemførte i skydeterrænet ved Jægerspris. Og
der (blev) alligevel brugt rigtigt radioaktivt materiale ... I samarbejde med de norske og svenske myndigheder blev måleberedskabet trænet i et scenarie, som gik på, at der var sket et udslip fra et kernekraftværk i et af vore nabolande. 250 personer var involveret i øvelsen, som gik ud på, at Beredskabet skulle lokalisere og identificere det radioaktive materiale. Øvelsen varede i to dage, hvor geigertællerne blev luftet flittigt i øvelsesterrænet, ligesom Beredskabsstyrelsen også fik luftet droner fra deres leverandør, Danish Aviation Systems, som bruges til at overvåge området og indsamle data om stråling.
Dette er nok også grunden til at Fjordstien ikke forløber langs vestsiden, for det meste af området her er militært område. Og der har man ikke adgang. Men østsiden, den er ganske glimrende vandreområde: Strand, skov og minder af gamle ege og teglværk. Langs hele ruten er der ganske enestående og meget ensomt beliggende gårde som fx Skovridergården, Stærgård og området langs vejen Revelinen øst for Kulhuse.

Kongeegen. Europas ældste eg, og måske endda ældste biologisk stadig levende væsen. Den ligner lidt noget fra en splatterfilm, men der er stadig liv i de gamle grene. Og hele området indgyder da også en særlig form for ærefrygt over for dette unikum. Det er ikke hver dag man møder noget som måske er 2.000 år gammelt. Man ved faktisk ikke helt sikkert hvor gammel egen er.

Nordskoven

En stor bid af dagens tur går gennem Nordskoven. Nordskoven vokser på en hævet havbund hvor der for lang tid siden var holme. Ikke nogen særlig ideel jordbund til skovbeplantning, og man mener også at overdrev var en mere egnet beplantning. Men i de seneste mange hundrede år har mennesker forsøgt at "bruge" naturen til noget "nyttigt". Rødgranen var således et markant indslag i skoven for 50 år siden. Det vokser hurtigt og kunne bruges som juletræer. Men klimaændringerne med flere og kraftigere storme blæste rødgranerne omkuld. Et meget væsentligt og gennemgående indslag i skoven er da også de mange væltede træer.

Områder med væltede træer ses overalt, her vest for Dyrnæs Mole. Det er især nåletræerne der er faldet. Kigger man nærmere på rødderne, vil man opdage at under det ofte ganske tynde lag muld er sand og sten, altså gammel havbund. Formentlig ikke det bedste sted for et træ at vokse.

Sitkagraner blev så brugt i stedet. Og i nyere tid nordmannsgraner stabiliseret med blandet skov med eg, lærk, birk, bøg mm. I fremtiden ahorn. Tendensen bag er at man er gået fra at dyrke træer som egentlig slet ikke hørte til i området, hen i mod mere blandet skov med træer som mere hører til klimamæssigt og jordbundsmæssigt.

Jeg tog en halv snes fotoer af de flotte efterårsfarver, men læserne må nøjes med enkelte som dette af en blandet skov af birk, løvtræer og nåletræer. Farverne fra gult over orange til rødt er gennemgående i Nordskoven pt. Og fotoerne yder slet ikke retfærdighed til den specielle duft der er på dette tidspunkt af året.

Bredvig Mose er forsøgt omdannet til et område som skal ligne oldtidens skove. Området har stået urørt siden 1918 og er nu fredet. Der er en pragtfuld udsigt over området fra en bakke, men det kan vist ikke tilrådes at gå genne området, da det er en mose. Og formentligt temmelig myggeplaget om sommeren.

En typisk oldtidsskov på Hornsherred? I hvert fald i følge planchen på bakken over området. Der står også forklaret hvorfor, hvilke træarter osv. Urørt siden 1918. Jeg vil overlade det til eksperterne og bare nyde farverne og udsigten!

Ingen Nordskoven uden at nævne de 1000 år gamle ege. Kongeegen er ældst og stadig i live. Den har 1.500-2.000 år på barken og Europas formentlig ældste levende eg. En podning af den fra 1986 vokser i parken ved Jægerspris Slot. Tæt på er den i 1980 afdøde Storkeegen og den ligeledes afdøde, dog i 1991, Snoegen i Øllemosen. Storkeegen inspirerede maleren P. C. Skovgaard til at male "Eg med storkerede...." i 1843. De to sidste er dog næppe 1.000 år. Træelskere vil kunne læse en lang artikel af P. Chr. Nielsen.

Kongeegen er vist blevet fotograferet utallige gange, så her er i stedet et billede af den nu afdøde Storkeeg. Også en ganske betagende ruin efter et nu næsten 1.000 årigt egetræ. Og det døde i vores levetid, ligesom Snogegen.

Stranden

Syd for Nordskoven går stien langs stranden. I hvert fald i følge Fjordstien-folderen. Den glemmer bare at oplyse at den går gennem et afgræsningsområde for køer. Og der er masser af køer her. Køer som er interesserede i et eller andet, de følger i hvert fald efter mig, der går sikkert på den anden side af det elektriske hegn. Om det er rugbrøds/chokoladehapserne fra Fakta eller hvad, det ved jeg ikke, men jeg går en stor omvej. Heldigvis er køerne for dovne til at følge med ret længe, så tæt på Vænget kan jeg endelig kravle under hegnet og komme ned på strandengen.

Fjordstien går et pænt stykke (flere hundrede meter) fra strandengene, men det er muligt at komme ned til dem visse steder, som fx her nord for Neder Dråby. Hvis eller ikke køerne er i nærheden. Stemningen her er helt speciel.

Der er diger hele vejen langs kysten fra Neder Dråby og nordpå til Nordskoven. Neder Dråby har en bådehavn og slæbested med egen havnefoged (Peder Hundebøll). Digerne er man vist ved at forhøje dem efter orkanen i december 2013. Digerne holdt dengang. Strandengene er absolut et besøg værd. De lavvandede områder har sin egen specielle stemning. Man bør også unde sig en tur op på Arnæs Bakke med udsigt til Øksneholm.

Det er ikke skiltet nogen steder, men mon ikke dette er de gamle arbejderboliger til teglværket? I givet fald det mest iøjnefaldende minde. Bemærk postbilen. Det er stort set den eneste trafik man møder på disse kanter.

Teglværket

Dyrnæsvej er en gammel asfaltvej eller grusvej som leder ud til et nu ikke længere eksisterende teglværk. Men der er rester fra det. Bankdirektør og fuglekonge Knud Hjorth fortæller:
Jeg blev født den 11. juli 1920 på Dyrnæs Teglværk i Nordskoven ved Jægerspris. Teglværket blev startet af min bedstefar i 1873. Min bedstefar var leder af værket, indtil det måtte lukke i 1898 på grund af manglende ler. Teglværket lå under Frederik den 7. Stiftelsen og var ejet af Grevinde Danner, der havde arvet det efter kongen.
 Et kik fra spidsen af Dyrnæs Mole mod Nordskoven. Til venstre et bundgarn. Vandet er meget lavt her. Molen blev bygget ud i fjorden som anløbssted for skibe der skulle sejle stenene væk. Der er lang vej derud - knap ½ kilometer. Men det er alle anstrengelserne værd. Mon det var bogfinker der spurtede af sted mellem stenene? En fasan genkendte jeg da.

Maleren Gustav Ingerslev-Jensen er noteret for at have malet det i 1919, men det må vel på et tidspunk være blevet revet ned. Der er stadig rester af det. Bebyggelsen Dyrnæs minder umiskendeligt om arbejderboliger som jeg har set fra min hjemegn ved Cathrinesminde Teglværk. Udgravningen af ler dannede en så som nu ligger midt i skoven. Teglværket havde en anløbsmole som stadig rager ½ km ud i Roskilde Fjord, Dyrnæs Mole. Og turen derud bør man absolut tage med i sin tur. Stien derud løber på en lille vold, der er lidt overgroet, vist nok med slåen, så husk machetten!


Ruten

Kignæskrogen (llinje 320R). Nordskoven. Barakvej (linje 316). Alt ca. 18 km. Mange gode vandrestier, men også sine steder udfordrende terræn.

søndag den 9. november 2014

Det sidste efterår før motorvejen

Storbyborgernes iver efter frisk luft og natur drøner igennem kvarterer hvor borgere med samme ønske slog sig ned for en generation siden

 

Hvor længe endnu kan man se rovfugle svæve over Hedegårdens Bypark syd for Ballerup? Det tørre svar er nok: Indtil en gang i 2015, altså næste år. For da indvies Frederikssundmotorvejen ganske få hundrede meter syd for, og så er det nok slut med freden.

Det har været en flot, lun efterårsdag. Solen skinner. Der er kun let vind og temperaturen noget der lige så godt kunne være sensommer. November siger kalenderen. Der er dømt frisk tempo gennem en så varieret rute som Vestvolden, Vestskoven, Harrestrup Mose og Ballerup. Og måske også sidste efterår med en lydkulisse inden den får en ekstra tand opad når Frederikssundmotorvejen åbner næste år.

Vestskoven er en menneskelig agilitybane for alskens motionister, her en flok cyklister. Men man finder stort set alle friluftssportsgrene repræsenteret en dag som denne. Også rollespillere er i gang. Man ser børn og fuldvoksne med sværd, skjold og middelalderlige kostymer i den østlige del af skoven.

Vestvolden

Vestvolden blev opført langt borte fra den overbefolkede storby, ude i det rene ingenting hvor bittesmå landsbyer som Husum, Hvissinge og Ejby indtil langt op i 1900-tallet var de eneste bebyggelser. Og så enkelte mærkværdige småbygninger som filtreringshuset hvor Harrestrup Å krydser Vestvolden ved Tårnvej: Filtreringshuset? Nåja, nu ligger det inde midt i en forstadsbebyggelse, og ingen tænker sikkert på hvad det kunne have set gennem dets lidt over hundrede års eksistens. Hvis det ellers kunne tale.

Der er ikke meget "naturlig" natur i Vestskoven. Bakker er affaldsbjerge. Søer og damme oftest udgravede ved menneskets hjælp. Men det gør jo ikke efterårsfarverne mindre betagende. Som her ved et (kunstigt) vandhul ved Bymosevej, tæt på Ministeregene.

Vestskoven

Vestskoven startede i 1967 og det foregår stadigvæk anlægsarbejder. Den var oprindelig tænkt som et rekreativt område for den voksende bybefolkning. Men her havde man ikke taget storbyens vækst i ed. I dag gennemskæres Vestskoven på tværs og på langs af stærkt trafikerede veje: Hele nordsiden af Frederikssundmotorvejen som forventes færdig næste år, 2015. Derudover af Motorring 3 langs Vestvolden, som blev planlagt under 2. verdenskrig, og anlagt 1966-1980. I perioden 2005-2008 blev den udvidet fra 4 til 6 spor. Mindre trafikeret er Oxbjergvej, men det er Ring 2 ikke, ligesom Motorring 4, som blev anlagt 1974-1977. Selv en søndag som denne er billarmen et markant indslag hvor end man er i Vestskoven. Man er sjældent mere end 1000 meter fra en af de stærkt trafikerede veje, som høres overalt. Stærkest mod øst, svagest mod vest.

Langs Risby Å findes stadig rester af en gammel kildeplads for Københavns Vandforsyning. Men der udvindes ikke længere vand her. Ikke pga landbrugets forurening, men pga gamle lossepladser som præger den vestlige del af Vestskoven og den stærkt forurenede Risby Å.

Harrestrup Mose

Man kan stadig nå at få et indtryk af noget der tilnærmelsesvis ligner natur i den nordvestlige del af  Vestskoven ved Harrestrup Mose. Men det er kun et spørgsmål om tid. Inden for et år åbner Frederikssundmotorvejen, og så er det slut med freden. Den bogstavelig talt skærer sig gennem mosens nordlige del. Og så vidt jeg kan se er der ikke bygget støjvolde. Så snart vil der være et inferno af støj fra trafik som haster imod steder længere ude mod Frederikssund.

Ved den forhenværende kildeplads ved Hedeengvej ligger denne sø. På vej mod Harrestrup Mose. Præcis på dette sted er larmen fra trafikken den laveste i Vestskoven. Men det bliver der formentlig snart lavet om på.

I Harrestrup Mose kan man også finde reminiscenser fra Københavns Vandforsynings nu nedlagt kildeplads langs Risby Å (mellem slaggebjergene, Hedeengvej). Kildepladsen er ikke længere med i listen over fungerende pladser.

Her er den tikkende støjbombe under Harrestrup Moses fred og idyl: Frederikssundmotorvejen lidt øst for Harrestrup Å. Der er endnu ingen støjvolde til at beskytte mosen, som ligger i baggrunden. Men måske kommer det? Haveforeningerne er i hvert fald blevet pakket ind i en. Det beskytter for den kommende larm, men fjerner til gengæld udsigten.

Frederikssundmotorvejen

Motorvejen mangler ikke ret meget i at blive færdig. Bunden, fundamentet er lagt. Der er gjort klar til at asfalten kan blive hældt ud over det. Skiltene er allerede på plads. I forhold til sidst jeg var på disse kanter er der sket en del, og vejen skal nok blive færdig inden for den fastlagte tidsfrist.

Her er den udsigt som mange bilister længes efter, men som beboerne i området formentlig frygter: Frederikssundmotorvejen set fra Ballerupvej mod Motorring 4 i baggrunden. Til højre afkørslen. En kæmpe motorvejsfletning står allerede klar. Skiltet er på plads. Der skal bare planes og asfalteres.

Storbyens paradokser

Engang var det område som dagens vandretur foregik i, et attraktivt område for storbymennesker som ønskede fred, ro og tæt på naturen. Men nu er der så andre storbymennesker som ser frem til at flytte endnu længere ud mod Frederikssund, og de skal naturligvis have motorveje til at køre på når de skal på arbejde. Og det har afgørende virkning på tidligere generationers samme ønske.Man kunne måske endog fristes til at konkludere at drømmen er knust.

Et kik ud over den såkaldte Harrestrup Ådal med Harrestrup i baggrunden. Jeg kan forestille mig at beboerne her i sin tid købte det for at få et åndehul, et fristed. Den tid er snart forbi. Men det sker til glæde for de som er flyttet 10-20 kilometer længere mod vest. Lad os håbe at de nyder det!

Ruten

Vestvolden Husum-Ejbybunkeren. Vestskoven. Harrestrup Mose. Svanesøen. Ballerup Boulevard (linje 350S). I alt 18 km.

fredag den 31. oktober 2014

Fjordstien Hornsherred midtøst

Vikingeskibe, Pontoppidan, bro/tunnel og en arbejdsanstalt. Hornsherred er et fredeligt område at bo


Det er usædvanlig mildt vejr for årstiden: Næsten ingen vind og havblik, og endnu dufter der af nys  nedfaldne blade. Sigtbarheden er til gengæld ikke den bedste på denne disede dag med høj fugtighed. Men fint vandrevejr! Og generelt er denne tur meget natursmuk med mange, gamle huse både i landsbyer som på landet.

Kik på himlen! Fugletræk over Maglehøjgård umiddelbart syd for Tørslev. Det er i dette område der er udarbejdet planer for en højbro eller en tunnel under Roskilde Fjord til erstatning for den udtjente Kronprins Frederiksbro ved Frederikssund. Fuglene har formentlig brugt den vej gennem tusinder af år.

Om Fjordstien på Hornsherred står der i folderen at "Der er ikke anlagt et særligt stiforløb". Men der findes dog et supplement til folderen med ruter angivet. På det Kraks Kort jeg bruger eksisterede de afmærkede stier mellem Skuldelev og Tørslev slet ikke, så jeg måtte gå ad den stærkt trafikerede Tørslevvej. Men det bør ikke afholde nogen fra at gå i området! Det er turen værd.

Hvis man læser Lokalavisen Hornsherred, er det ikke just de store sensationer. Karakterisk er måske en artikel fra 27. oktober om et debatmøde den 25 oktober for beboere i dagens vandreområde og Frederikssunds Kommunes planchef. Udover Fjordforbindelsen er det også emner som manglende busforbindelser, cykelparkeringsmuligheder, mobildækning, åbningstider i daginstitutioner, skoler og vikinger. Centraliseringen i Frederikssund blev kritiseret.

Det er forbløffende få steder at stranden er vandrevenlig. Og på billedet her (nord for Skuldelev Havn) kan man se hvorfor. Bag sandarealet som er blotlagt pga lavvande, ligger et svampet område med græs, siv osv. Billedet bedrager. Det ser kedeligt ud, men virkeligheden er en helt anden. Lydene, duftene ... hele stemningen emmer bare af fred.

Men broen fylder meget. Lokalavisen Hornsherred skriver den 23. oktober, at ...
...ingeniørfirmaet Geoteknik's medarbejdere (var) nemlig travlt beskæftiget med at tage jordbundsprøver for at se, hvordan forholdene 25 meter nede i jorden i virkeligheden ser ud. De næste par uger vil Geoteknik's folk derfor være at finde ved de store boremaskiner for at se nærmere på jordbundsforholdene i området omkring Gammel Færgegårdsvej. Og status efter torsdagens udboringer var positivt, for det eneste man var stødt på i undergrunden var sand og ler, og intet af det man helst ikke ønsker at møde nede i dybet - nemlig sten, for det vil alt andet lige gøre anlægsarbejdet til broen noget mere besværligt.

Tørslev - og Fjordforbindelsen

Tørslev er aktuelt i forbindelse med anlæggelse af en eventuel ny bro over eller tunnel under Roskilde Fjord. I adskillige rapporter er veje lagt ind over marker, gårde og vande, og det kan naturligvis virke voldsomt på lokale beboere. En klassisk debat: På den ene side vil mange gerne have en erstatning for proppen Kronprins Frederiksbro ved Frederikssund. På den anden side er der altid argumenter for hvorfor vejene ikke skal genere en selv, og gode argumenter for hvorfor den skal ligge et andet sted. Mens lovforslaget om den nye broforbindelse over Roskilde Fjord bliver førstebehandlet på Christiansborg i aften, var der torsdag aktivitet omkring Tørslev Hage, som højbroen kommer til at blive forbundet med.

Den ene af molerne i den ganske lille Skuldelev Havn. I fjorden ses Hyldeholm med højspændingsmasterne, samt et andet højspændt emne i 1930'erne: Naturistsamfund. Dette er dog nu for længst forsvundet.

Skuldelev Strand og Havn

I bussen på vej til Sønderby kørte jeg igennem Skuldelev, og det så ud til at være en landsby der er et besøg værd. I stedet besøgte jeg stranden og havnen for at komme ned til fjorden. Havnen og området syd for er det bedste sted at komme helt ned til fjorden. Havnen ligger i "skyggen" af Skuldelev Ås der tårner sig op bag havneskurene. Fra havnen har man også udsigt til holme: Kølholm, der nu delvis er gravet væk, men stadig har en 14 meter høj bakke - forlængelsen af Skuldelev Ås. Samt Hyldeholm som fra 1936 havde Danmarks første naturistsamfund, hvorfor den også gik under øgenavnet "nudistøen" eller "nøgenøen". Havnen har hele to informationsplancher som fortæller om områdets historie samt om fundet af de berømte vikingeskibe mellem Peberholm og Kølholm.

Stien på åsen umidddelbart syd for Torpevej. Jeg gætter på at det er et af åsens højeste punkter. Til højre om træet løber stien, og umiddelbart bag træet går en stejl trappe nedad mod vejen. Man kan se Roskilde Fjord herfra. Herefter må man fortsætte mod nord langs med åsen.

Skuldelev Ås

Skuldelev Ås skulle være Danmarks bedst bevarede ås, ca. 4 km lang. Og den er da også i særklasse. Koholmmosen er en grusvej der løber langs åsens vestside. Og der er en del bebyggelser her. Man går altså ikke på højdedraget, men neden for det. Det ændrer sig imidlertid syd for Torpevej. Her går den sidste kilomenter ned til Sankt Olavs Kilde på en trampesti øverst oppe. Der er trapper så man kan gå oven på åsen.

Åsen mellem Torpevej og Sankt Olav Kilde. Som det ses er der enkelte steder hvor træerne tynder ud så man kan få en fornemmelse af hvor højt man er oppe. Sigtbarheden er ikke den bedste, og det finregner. Den ser nok bedre ud i solskin, udsigten.

Her viser det sig at være en fordel at komme om efteråret, for toppen er plantet til med træer der skygger for udsigten. Vejret er ikke til det, men det anbefales at kikke på Torp Ladegård. En er et imponerende bygningsværk i italiensk inspireret arkitektur med kobbertage overalt. Grusgraven. Et spændende stykke natur med en (meget dyb) sø som er dannet, efter at grusgraven og åsen blev fredet. På den modsatte side af astfaltvejen er der en lille stensat brønd med Sankt Olavs Kilde, som i middelalderen var meget besøgt for dens helbredende vand, især til Sankt Hans.

Jeg må indrømme at jeg helt glemte at kigge efter Sankt Olavs Kilde. Udsigten over grusgraven mod åsen er til gengæld her. Åsen stiger brat op, måske fordi der i sin tid blev gravet noget væk. 

Hyllingeriis 

Ud mod kysten fra Skuldelev Ås ligger Hyllingeriis. Måske kendt fra orkanen Bodil/Xavier i december 2013. Området var et af de hårdest ramte af stormfloden. Hverken forsikringsmæssigt eller forebyggelsesmæssigt er den sag endnu afklaret.

Udefra ligner Østby Mejeri stadig et mejeri. Rampen til hvor vognene hentede mælken er der stadig. Nu står en statue udenfor. Umiddelbar blev der ikke annonceret med et museum for kunstneren, derimod for en tækkemand som også har værksted i bygningen længst væk.

Østby

Halvvejs mellem åsen og Østby ligger Østby Mejeri. Nu holder en tækkemand til her. Mejeriet skulle huse et museum for Edwin Westergren. Han har lavet en skulptur inspireret af novellen “Nådsensbrød”, skrevet af Henrik Pontoppidan. Tilsyneladende uden landsdækkende gennembrud, for han er vist kun kendt af de lokale. Men sønnen Erik bor stadig i mejeriet.

Gadekæret i Østby. Der ligger mange bygninger her som allerede må have været der i Henrik Pontoppidans tid. Men landsbyen som sådan reklamerer ikke med at forfatteren boede her og tilsyneladende blev inspireret til at skrive noveller om egnen og dens beboere.

Østby er en lille, men seværdig landsby sammen med Hellesø ½ kilometer sydligere. Især i Hellesø får man denne fornemmelse af at tiden er gået i stå, og man næsten er kommet til en tidslomme fra vores bedsteforældres tid.

Tidslommen Hellesø. Selve søen ligger til højre uden for billedet.


Hellesø Bakker et af de steder hvor forfatteren Henrik Pontoppidan vandrede rundt. Han boede i Østby 1883-87. Ifølge hjemmesiden er der dog ikke mange lokale der har taget notits af ham, og heller ikke læst hans bøger. Det skal jeg være den sidste til at bebrejde dem. Lykke Per var pligtlæsning i gymnasiet, men på trods af Dansklærerforeningens kommentarer og sikkert også min dansklærers begejstring for bogen, kan jeg ikke huske et kvæk fra bogen. Heller ikke genopfriske hvad den gik ud på ved at læse referater af bogen. Henrik Pontoppidan tilhører den type forfattere som overtog præsternes rolle som litterater. Oprindelig skulle han være ingeniør, men blev i stedet højskolelærer. Han er en af de første som udefra forsøgte at skildre de fattiges vilkår. Og dem var der mange af på hans tid på Hornsherred. I Nådsensbrød (fra Morgenbladet 1885) brugte Henrik Pontoppidanen en kone fra Østby, Stine Bødkers til at beskrive hvordan det var at komme på ovennævnte anstalt:
"Det var et ynkværdigt syn" … Hun skreg … et skrig, der syntes at måtte nå ud til verdens ende og helt ind i himmelens riger … Så var det forbi … Fogden og den lange Zakarias Smed vekslede blot i forbifarten et øjekast. Derpå gik de hver til sit. Men provsten skal med. Lidt efter kom han kørende gennem byen i sin nye landauer, og da han standsede og spurgte skolebørnene, hvad der var på færde, så svarede de "som med en mund og med huen i hænderne i deres uskyldighed: Det var bare Stine Bødkers, der kom på kassen"
Hans hensigt var måske i god tro at beskrive de fattiges kår, men at han ikke helt havde forstået deres livsvilkår, fremgår måske af, at den berørte kone, som i virkeligheden hed Trine, ikke brød sig om hans "kunstneriske frihed", og i stedet opfattede det som en hævn for at han var blevet fornærmet over hendes rapkæftethed. Hun svarede igen angiveligt i Isefjordsposten, støttet af avisens redaktion, og mente at Henrik Pontoppidan:
... fortjener den største dadel, og idet jeg forbeholder mig min ret til at drage ham til ansvar efter loven fordi han således efter min mening har nedsat mig i folks agtelse og rokket ved den tilid, der altid er blevet vist mig, skal jeg dog til oplysning for alle dem, der kender mig som en ordentlig, hæderlig kone, bemærke, at jeg ingenlunde er, ejheller håber at komme på "Kassen", og at folk ligesom hidtil trøstig kan henvende sig til mig med deres ærinder. Jeg skal endnu blot tilføje, at der mellem Henrik Pontoppidans familie og mig har været en liden uoverensstemmelse, så det er måske af den grund, at han ikke har undset sig ved at stille mig i gabestokken på den måde, som han har gjort. Østby, den 15. februar 1885.

Et af de bedre afmærkede steder af stien gennem Østskov langs fjorden. Andre steder slynger den sig igennem områder hvor det kan være vanskeligt at følge den. 

Østskov

På denne dag møder jeg overraskende mange i denne fjerntliggende skov: Vandrere, hundeluftere og andre. Og det med god grund. Stien langs fjorden løber lidt inde i skoven da selve stranden er ufarbar. Og det er en af de fredeligste skovveje jeg har vandret på. Dyre- og fuglelivet er rigt, terrænnet meget afvekslende. Til tider forsvinder trampestien, så man må gætte sig til hvor den fortsætter. I den nordøstlige ende er der et højdedrag med en flot udsigt. I det sydøstlige hjørne en forbindelse til Eskildsø. Men man skal vist nok være lokal for at kunne blive fragtet over til øen.

Færgelejet ligger midt i det rene ingenting. Men der er en gård, et røgeri og pæle til bundgarnspæle. Så der er liv. Længst væk kan man se færgelejet på Eskilsø og noget bebyggelse.

Sønderby

Sønderby havde i 1860erne en friskole oprettet af en gartner Jens Peter Thomsen, Selsø. Angiveligt fordi han ikke ville have sine børn i den "åndløse" kommuneskole. Huset, hvor friskolen havde til huse, findes endnu på Sønderby Bro.

Sønderby er endnu af de idylliske landsbyer på turen. Her holder også bus 318. Vejen mellem Østskov og Sønderby byder på mange udsigter over den lavvandede Roskilde Fjord.

Busforbindelserne fra Frederikssund er rimelige, i hvert fald hvis man "bare" er tilkommende vandrer. Stoppestederne kan være noget af en oplevelse. Fx er stoppestedet ved Egelundsvej udkørslen, som altså bliver blokeret når bussen samler passagerer som mig op. Chaufføren bemærkede da også at "det er sørme sjældent der står nogen på her".

Ruten

Sønderby (linje 318). Skovvejen. Østskoven langs stranden. Englodsvej. Østby. Skuldelev Ås. Skuldelev Strand. Svineholm. Nordvangen. Tørslevvej (forfærdelig!). Rute 40 mod Egelundsvej og linje 318.