mandag den 27. juni 2016

Gudernes Stræde (5) Ejby-Vellerup. Og Skibby

Den nordlige ende af Gudernes Stræde faldet delvis sammen med Fjordstien og har højdepunkter som Ejby Ådal, Vellerup Vig og Møllehøj


To harer byder velkommen på engarealet mellem Ejby og Ejby Ådal. Dette areal er ikke fredet

Dette er sidste etape af Gudernes Stræde. Ud af bloggens fem etaper. Turen går mellem to lidt større bebyggelser, Ejby og Vellerup. Og er nu for alvor nået op i fritidshusområdet på Hornsherred. Ruten passerer også en enkelt landsby, Kyndeløse. Og den helt unikke fredning undervejs, Ejby Ådal.

Et kik fra fredningens start ved Troldbyvej mod vest ud mod fjorden. Åen forløber nede i dalen. Der er ikke nogen sti på denne side af åen. Hvilket også er en noget særpræget oplevelse.

Ejby Ådal

Gudernes Stræde går tværs gennem Ejby Ådal. Men man bør ikke snyde sig selv for en afstikker på langs af ådalen og eventuelt følge den lokale folder med vandretur på 1,6 km. Ikke uden grund er ca. 500 meter af ådalen og dens omgivelser fredet, ligesom lidt over 1 km af kyststrækningen nord og syd for. Og fredningen har båret frugt. Det vrimler med sommerfugle og insekter, fuglekoncerten er stærkt varieret og ikke kun den monotone lyd af lærker. Ådalen er et resultat af smeltevand fra istiden.

Ådalens udmunding i Isefjorden. På en strålende solskinsdag som denne har man en pragtfuld udsigt både mod nord og syd. Og mod ådalens højeste punkt på den anden side, til højre i billedet. Man kan sagtens krydse åen langs stranden.

Umiddelbart syd for det punkt hvor åen krydser Troldbyvej er der en overgang til den sydlige skrænt. Der er ikke nogen sti, men engarealet er ikke specielt udfordrende at gå igennem og udsigten og fornemmelsen af engen er speciel. Man kan gå langs skræntens fod og se ud på engen eller gå på sydskrænten som jeg gjorde. Det meste har været afgræsset mindst siden 1948. At opdyrke de stejle skråninger og de grusede knolde i bunden af ådalen har selv de mest ihærdige nok opgivet. Jeg gik så ca 500 meter langs de fredede kystskrænter med en flot udsigt over Isefjorden før jeg fandt tilbage til stien, bautastenen og de afmærkede stier.

Troldbystenen, eller Troldbykærlingen er en bautasten. Altså en sten som er sat som gravminde uden at der er nogen former for indskrifter på den. Man var ikke så mange dengang, så hvis der stod en sten der, vidste man godt hvem den var sat for.

Møllehøj

Fra stranden er der ca 1 km til et andet af etapens højdepunkter, Møllehøj ved Møllehøjvej. Den 4-5.000 år gamle høj er usædvanlig velbevaret. Ifølge informationstavlen er det en dobbeltjættestue, dvs der er to indgange og to kamre og der skulle kun være 60 af dem i Danmark. Men så vidt jeg kan bedømme er der tale om noget endnu sjældnere, nemlig en tvillingejættestue, jf jættestuespecialisten Svend Illum Hansens bog "Jættestuebyggerne" (2016). Dem er der kun 30 af og de findes alle i Østdanmark. Forskellen er at kamrene er bygget ud i et, ved siden af hinanden, og så vidt jeg kunne bedømme, kan man kigge fra det ene kammer til det andet mellem de store sten.

Det kan være lidt svært at gengive på foto. Men man kan mellem sprækkerne på stenen kigge ind i kammeret ved siden af, hvilket efter min fortolkning skulle gøre Møllehøj til en tvillingejættestue.

Man skal ned på alle fire for at kravle ind i kamrene som ser ud som da de blev forladt. Info-tavlen ved parkanlægget fortæller om skeletfundene i højen og hvordan man har rodet rundt i halvrådne lig for at få plads til endnu flere. Det nåede jeg heldigvis først at læse da jeg var kommet ud igen - fra begge kamre.

Indgangene set udefra. Som det fremgår lægger de næsten op til at de kun er adskilt af et par sted. Modsat dobbeltjættestuer som er placeret uden nogen fælles stenvæg mellem sig.

Livløse Kulturstepper

Når man anlægger en så lang rute som Gudernes Stræde mærker man for alvor at det typiske danske landskab er kultursteppen. Og det er der også masser af de 2-3 km nordpå gennem den lille landsby Kyndeløse.

Gadekæret i Kyndeløse. Der er nu ikke meget tilbage af dets fordums ry som Danmarks største. Kyndeløse er endnu en af disse små landsbyer som udelukkende bruges til beboelse og små virksomheder uden handelsliv mm.

Gadekæret skal have været Danmarks største. Men det er det bestemt ikke længere. Det er da ganske hyggeligt, som sådan et nu sig hør og bør. Nord på Kyndeløse breder de tyste, livløse og ensformige kulturstepper fortrinsvis af byg sig stort set så langt øjet rækker. Ikke engang vandhullerne på ruten fx omkring Herslev Grønvirke Eddikebryggeri ser ud til at kunne frembringe noget dyre-og insektliv af betydning. Der er dog nogle små arealer med blomster.

Det dominerende og typiske danske landskab, kultursteppen nord for Kundeløse. Det er karakteriseret ved kun en plante, i dette tilfælde byg (hordeum) med ringe insekt-, fugle- og dyreliv.


Økologiske gårde

Lejre bryster sig af at være økologisk kommune, og Gudernes Stræde passerer da også mindst to gårde. Den ene ligger ved Ejby Ådal, Aavang. Og har bl.a. køer som leverer mælk til Arla. Den er fra 1912 med 83 hektar jord. Den anden ligger i Kyndeløse, Stensbølgård. Her er der 120 økologiske malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace, og cirka 150 kalve og kvier i forskellige størrelser og aldre. Mølken går bl.a. til det lille ismejeri Hansens Is 15 km fra Stensbølgård.

Vellerup Vig set fra syd mod nord. Med en gravhøj ca midt i billedet. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Stien fortsætter mod vigen og drejer så skarpt til højre

Vellerup Vig

Belønningen kommer så når man kommer nord for Mølløvgård. Den ligger på en bakketop og man aner her de første udsigter til Isefjorden. Og jo længere nordpå man kommer, desto flottere bliver der. Nogle hundrede meter nord for Stensgård hvor stien slår et slag mod øst langs vigen er der en flot udsigt til Hemmingshage. Der skulle være en fredet magasinbro på den anden side af fjorden som i sin tid har været anvendt til udskibning af korn. Men det lykkes mig ikke at få øje på den. Afstanden er også over 700 meter, så man skal sikkert over på den anden side. Denne del af ruten er ren idyl og emmer af fred.

Bunden af Vellrup Vig set mod vest. Jeg er ikke sikker på at man altid kan passere her. Der er vist lavvande i dag. Så vandrere advares mod at gøre turen efter og i stedet holde sig til den afmærkede sti gennem Egholm Skov

Gudernes Stræde svinger nu mod øst igennem Egholm Slot. Men jeg fortsætter langs stranden ca 500 meter op til Vejlemølle Å og følger den til start-  eller slutpunktet på Strædet. Som er på broen over åen ved Vellerupvej. Denne etape er alt i alt kun 10 km. Så jeg har lavet min egen tillægsrute som intet har med strædet at gøre. Nemlig til Skibby gennem ....

Jeg er ikke ynder af selfier, og har heller ikke nogen mobiltelefon. Men øjeblikket kalder på højtidelighed. På dette sted er start- eller slutpunktet på Gudernes Stræde. Ved broen over Vejlemølle Å. Det er her Strædet første informationspæl er sat op.

Egholm Skov og Slot

... Egholm Skov. Og det viser sig at være et fornuftigt valg. For stien (Skovgårsvej) følger de første par kilometer toppen af en meget stejl skrænt ned mod nord. Vellerup Vig er en gammel tunneldal, og den fortsætter så at sige på landjorden flere kilometer mod øst. Hvilket man får en ganske godt indtryk af på Skovgårdsvej. De første par kilometer mod øst går man ovenpå skrænten, herefter nede i den gamle tunneldal og kort før Egholm op igen. Skrænterne er mest imponerende mod vest, mens de mod øst flader noget ud.

En hjortemor og hendes kid opdager slet ikke at jeg åndeløst følger deres færd gennem Egholm Skov. Jeg befinder mig på skrænten, og de dybt nede.

Egholm Museum er vist lukket i dag, selv om døren er åben til deres samling af gamle, antikke og historiske skydevåben fra 1600 -tallet op til og med 2. Verdenskrig. Jeg overvejer et kort øjeblik at omkalfatre til fotograf for Politivennen, men ombestemmer mig i sidste øjeblik. Der er ikke noget personale at se nogen steder.

En bette del af Egholm Slot. Det er dog ikke ikke selve slottet. Det ligger forskanset bag en voldgrav og der er ikke adgang for uvedkommende.

Selve Egholm Slot ligger på en holm. Egholm hovedgård ser præcis ud som det som det var, nemlig et stort betydningsfuldt gods, der har været ejet og beboet af nogle af rigets mest betydelige mænd, næsten alle nært tilknyttet kongemagten, især enevoldskongerne. General Haffner var indenrigsminister i Estrup-regeringen. Bestemt en kulisse for danske film som "Pigen fra Egborg" (1969) med Dirch Passer som skibskok, Karl Stegger som godsbestyrer, Birgit Sadolin som kokkepige, Claus Ryskjær som cykelbud og Ove Sprogøe som advokat. Den bliver sikkert genudsendt for gud ved hvilken gang på TV Charlie. Og desuden kulisse i tv-serien "Livvagterne" (2009-2010)

Afslutning

Det var så Gudernes Stræde. Som bekendt er der meget få steder man frit kan gå rundt i Danmark, så ikke så underligt at vandrestierne ofte falder sammen. Fjordstiens koncept er at følge Isefjorden og Roskilde Fjord. Skjoldungestien at føre vandreren rundt i området ved Lejre. Gudernes Stræde at vise nogle af de mange oldtidshøje og andre fund. Og ofte falder de så sammen. I betragtning af at den dominerende danske landskabstype, kultursteppen som udgør over 60% af Danmark, og oven i den motorveje, veje, byer og landsbyer hugger yderligere ind på de små naturområdet hist og pist, så må man generelt rose Gudernes Stræde og andre stiførere for at sno vandreren hen til de naturskønne områder.

Flere billeder på Flick-album om Lejre Kommune.

 

De 5 etaper kan ses nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

 

Ruten

Ejby-Vellerup ses af folderen Vellerup-KrSaaby. Egholm Skov. Egholm Slot. Egholmmarken. Hovedgaden. Skibby

onsdag den 22. juni 2016

Kagsmosen fuldmåne-midsommer

Der er midsommer hvert år og fuldmåne cirka en gang om måneden. I år falder de to begivenheder sammen


Vestvoldens anlæg. Ænderne overnatter på batardeauet, skulle jeg hilse og sige. På alle flygter de skræmt da jeg støjende og natteblind bevæger mig ud på dem.

Når to så forholdsvis "store" naturbegivenheder falder sammen, så er det vel en lille nattevandring værd. Og der er oven i købet fint vejr. Skyfrit og behagelig temperatur. Nu bliver jeg en anelse overrasket (for ikke at sige skuffet). Måske også lidt flov over ikke at have husket at fuldmånen jo altså står temmelig lavt på dette tidspunkt af året. I min erindring husker jeg stadig den klare vintermåne som står højt på himlen.

Lav fuldmåne over Husum Station. Øjet opfatter himlen som mørkeblå her, men linsen får en flot dybblå farve på. Et af de bedste steder på denne tur hvor man får et indtryk af månen.

Kagsmosen er et godt sted at opleve mørket. For der er ikke lys på stierne. Og skæret fra huse og gadebelysning er langt væk. Nogen stjernehimmel er der dog som overalt i metropolen ikke tale om. Dertil er genskæret for den pragtfuldt oplyste storby alt for stort. Og selv på dette fremrykkede tidspunkt på dagen lyder Motorring som en rockkoncert. I hvert fald over den del af mosen som ligger tættest på.

Kamera og øje

Fotoer er en dårlig kompensation for at gå turen selv. Videoer vil måske være bedre. Men lugte og hvad man ellers sanser kommer ikke med. Og det gælder især for natfotografering. For mens dagfotografering nogenlunde afspejler det som øjet ser, er det helt anderledes om natten. Øjet kan godt finde ud af at fokusere på bestemte ting. Men det kan et kamera ikke. Det kompenserer bare ved at hvis billedet skal blive skarpt, må der længere lukketid til. Og så opleves motivet meget anderledes.

Solen er gået ned. Men kameraet lukker stadig rimeligt hurtigt. Her er et vy over mosen umiddelbart efter solnedgang....

Der går vist et kvarters tid før øjet helt vænner sig til mørket. Men så går det egentlig meget godt. I hvert fald så længe man holder sig til stierne. Og selv om øjet vænner sig langsomt til mørket, er der dog grænser for hvor meget. Heldigvis er parkvæsenet begyndt at rydde stier ud til mosekanten. Både af hensyn til mennesker, men også af hensyn til fuglene så de kan komme op på bredden.

... og sådan ser det ud senere hvor natten er mørkest. Taget på høj lukkehastighed (4 sekunder, mener jeg). Kameralinsen "vænner" sig til mørket ved at lukkehastigheden ændres. Samme foto ca. en time senere hvor mørket er på sit højeste.

Dyrelivet

Mens mosen om dagen summer af liv, så er de fleste gået til ro, og der er ikke meget at se. til gengæld en del at høre. For fuglene er betydeligt mere skræmt om natten end om dagen. Jeg er faktisk også det eneste menneske de ser på denne nat på dette tidspunkt. Jeg kan se striberne i vandet når de rædselsslagne flygter ud til sikkerheden i midten af mosen. Enkelte natsværmere er eneste insektliv.

Kun svanerne er nogenlunde trygge ved min tilstedeværelse. De kigger godt nok, trækker lidt væk og grupperer sig beskyttende om de to unger. Alle andre svømmefugle er trukket ud på øen i midten, eller flygter forskræmt ud under den mørke bevoksning.

Mørket ændrer sanserne

Moser har traditionelt betydet mystik, det bundløse dyb, tågen osv. har indgydet mennesker gennem årtusinder med årvågenhed. Men så stor er Kagsmosen så heller ikke, og mystik er der ikke noget af. Faktisk er der ganske parkagtigt, selv når man vover sig ud på de nye og næsten overgroede træflisstier.

Mosen ligger mørk hen. Den ensformige rockkoncert fra Motorring 3 høres selv i hvad man om dagen synes er mosens stille område. Til gengæld er duftene da helt forrygende.

Når synssansen bliver begrænset, træder andre sanser i funktion. Høresansen og lugtesansen som de mest fremtrædende. Men høresansen hjælper i grunden ikke så meget i Kagsmosen. Den gør bare at man kan fornemme drønet fra Motorring 3 på steder i mosen hvor man om dagen faktisk slet ikke lægger mærke til den. Åbenbart fordi synssansen har lagt en dæmper på høresansen om dagen.

Endnu et skud af mosen. Den ligger helt øde hen nu. Fuglene er gået i skjul. Daginsekterne gået til ro. Kun natsværmerne flakker lydløst om.

Men til gengæld er lugtesansen stærkt. Der dufter overalt, vidunderligt. I starten mener jeg at det må være duggen som forstærker lugtene. Men det er formentlig omfordelingen af sanserne der er trådt i aktion. Eller er det bare fordi duggen får blomsternes lugt helt vidunderlig.

De blege rester af solen anes mod den kunstige bakke ved det nye oversvømmelsesanlæg ud mod Herlev. En enlig cyklist er eneste anden besøgende denne nat.

Fugten begynder at sætte si. Ikke bare på tøjet, men også på kameraet. Så det er tid at vende hjem igen. Jeg snupper lige en tur fra Jernbanestien op langs Vestvolden på vej op mod Frederikssundsvej langs de tre batardeauer. De ligger der helt fredfyldt. 

Vestvolden by night

Nogen skulle måske mene at mørkelagte fæstningsanlæg egner sig til en gyserfilm, men egentlig ikke. Så skal der i hvert fald andre effekter på. De ligger egentlig der i mørket, næsten lidt forskræmte, måske af træerne som læner sig u-hy-y-y-geligt ind over dem. Ænderne har fundet en hvileplads der for natten. På alle tre. Og jeg har næsten ondt af at forstyrre deres fred og ro. Men det er eneste mulighed for at få fast grund under kameraet til et 8 sekunders skud.


Fuldmånen giver ikke meget lys til batardeauerne. Faktisk aner jeg dem slet ikke. Anbringer bare kameraet på gelænderet og holder vejret. Og skyder i blinde. Først da jeg kommer hjem, ser jeg at der har været lys nok til dette foto.

torsdag den 9. juni 2016

Ganløse-Mølleåen-Værløse

Masser af dyre- og fugleliv, skov, stejle skrænter langs tunneldale, åbne landskaber og mystiske moser - og så da også lidt Mølleå - er hvad dagens tur byder på


Tunneldalen mellem Ganløse og Ganløse Eged skimtes over the hill og i baggrunden Ganløse Eged. 

Det er mere end 3 år siden (31. maj 2013) jeg sidst har gået denne smukke rute. Jeg valgt at gå nogle alternative veje denne gang for at se ruten fra andre synsvinkler. Bl.a. var stien fra Ganløse gennem tunneldalen til Ganløse Eged sidste gang godt mudret i bunden af dalen hvor der går en bro over en vandrende. Men flere ugers tørke har gjort at stien i dag er ganske tør og kun bærer præg af at det ikke skal regne alt for meget før man bør tage sine forholdsregler hvad angår fodtøjet.

Et kik den anden vej, fra Ganløse Eged mod syd fra højderne i Ganløse Eged.

For de tre kilometer fra Ganløse til Bastrup Sø går gennem et meget varieret, kuperet landskab. Der er to gode udsigtspunkter på vejen, og især opstigningen til Ganløse Eged er flot dramatisk. Man kan gå hele vejen til Bastrup Sø inde i skoven, blot man er opmærksom på den lille trampesti der fører op til Bastrupstien. I dag holder Stenløse Skovbørnehave pause mens jeg passerer, men ellers er området stille og fredeligt.

Bastrup Sø. En dag som denne summer det af sol over engen. Masser af insekter (ingen myg, heldigvis), som guldsmede.

Bastrupstien går langs Bastrup Søs nordside. Søudsigten opleves i glimt, der er Bastrup Ruin (som jeg dog hurtigt gik forbi denne gang da jeg var oppe på den sidste gang). I dag lægger jeg mere mærke til den halve kilometer langs moseområdet øst for søen. Her har fuglene gang i en helt fantastisk koncert. Og minder mig om at nu må jeg altså snart få alle de forskellige fuglestemmer lært. Visuelt er udsigten måske ikke den bedste, men for ørerne er det en fryd at gå gennem området. Måske skulle jeg overveje at lave lydoptagelser til webloggen

Ådalen omtrent ved Nyvangsvej. Man kan tydeligt se hvor åen forløber i bunden af dalen (uden dog at kunne se den). Smæklågen i højre hjørne leder ind til kvæget.

Der er ikke meget at se til Mølleåen på denne strækning. Egentlig heller ikke selve ådalen, området er relativt fladt. Men ved Ganløse Ore går man op på skråningen, og herfra har man en storslået udsigt over ådalen. Åen er stadig skjult af siv og anden bevoksning et eller andet sted i dybet.

Kotræning vest for Kledalshus. Køerne er noget af det mest flegmatiske jeg har oplevet. Og siden sidst (for 3 år siden) har jeg set frem til at bevæge mig tæt på dyrene med de drabelige horn efter at have læst og hørt at det nok er de bedste dyr at træne på af vænne sig af med ko-skræk.

Ko-træning

I dagens tur er også indlagt noget ko-træning. Forstået på den måde at jeg forsøger at overvinde min angst for køer, og de fredeligt langhornskvæg som går rundt i området er udmærket at træne på. De har godt nok lange horn, men til gengæld er de totalt ligeglade med ens tilstedeværelse, modsat de almindelig ko-racer. Denne gang går jeg faktisk helt hen til dem, og stiller mig op. Jeg vover dog ikke at gå gennem flokken, selv om de spærrer hele stien, men vælger at gå en kort rute forbi. Træningen kan anbefales andre med ko-skræk, så kan man jo gå videre til mere "nysgerrige" ko-racer senere. Kvæget er siden 2015 forment adgang til visse græsningsarealer om sommeren for at give sarte planter tid til at så frø

Ådalen lidt vest for Kledalshus. Området afgræsses af kvæget for at forhindre at det hele gror til i krat og skov.

Helt opstemt over den vellykkede ko-træning (men også lettet da jeg smækker smæklågen i på vej til Klevadshus, sker der et eller andet da jeg krydser åen ved Kalkværksvej. For der er noget galt med mit kort, stien der skulle gå ned mod åens nordlige side er der ikke, i stedet er der en afspærring, og mine overvejelser om at gå en omvej ad Hestetangshuse tager sig selv: Vejen fører ganske enkelt derhen.

Broen ved Kalkværksvej, næsten i midten af billedet. Et af mange flotte områder man kommer igennem ved at passere ådalen.

Hestetangshuse

Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Hestetangshuse var engang arbejderboliger. Nu er det mre luksusvillaer. Men byggeriet giver stadig mindelser tilbage om dengang husene opfyldte deres oprindelige funktion.

Ved Kalkværksvej. Det er heromkring man skal være opmærksom på hvor stien fortsætter. Men det gør ikke så meget, finder man ikke den sydlige sti, kan man fortsætte til Hestetangshuse, og øst for passere åen for at komme på rette sti igen.

Der er et lille gadekær med ænder øst for Hestetangshuse, og her går der en lille bro over til stien igen. Formentlig skulle jeg have taget en anden rute ved Kalkværksvej, for jeg kan se at stien kommer derfra. Åen er blevet nået bredere på dette sted, og der er også ved at komme mere pondus over løbet.

Et af de mere idylliske huse med stråtag i Hestetangshuse. Der er mange forskellige slags huse, gule, med tegltag mm. Alle godt istandsat og formentlig ikke til at købe for almindelige mennesker.

Sortemose

Tæt på Farum Så havde jeg valgt at gå med syd fra Gedevase Bro langs Sortemoses vestside. Dvs. forlade Mølleådalen. Der går en blind vej langs mosen, og næsten for enden af vejen er der en stejl sti som leder op på skråningen. En ny skyggefuld oplevelse og masser af udsigt dels over bebyggelsen nedenfor, dels af den lyse bøgeskov. Ved Skovhave Hus igen østpå gennem Præsteskov og oldtidsstien.

Mølleådalen ved Gedevase Bro. Sortemose breder sig sydpå, og er bestemt værd at gå langs denne særprægede natur.

Oldtidsstier.dk

Efter Sortemose går man ind i Præsteskoven og ad Oldtidsstier. Ved pæl nr. 15 er en langdysse hvorfra man kan se de forskellige oldtidsveje (hulveje) engang gik. Og selv nu flere tusinde år efter er de stadig synlige. Runddyssen lå ved et af de betydeligste vejkryds i oldtiden.

Sækken. Der gror elletræer mm i den. Men det er bedst at beundre den fra sikker grund. Det er ikke sikkert at bevæge sig ud i den.

Når man passerer pæl nr. 12 Runddysse i Ryget Skov er det første man tænker at her er der nogen der har forsøgt at efterligne en stenalderdusse. men den er god nok, omend den er stærkt restaureret. Gravkammer med overligger og nogle få randsten er originale. Længere mod øst ved pæl nr. 13 bør man lige gå et par meter væk fra stien for at kigge ud over det særpræde område Sækken, en lille tunneldalsarm fra Mølleåen og Farum Sø. Man bør dog afholde sig fra at vove sig ud i den. Man risikerer at dumpe ned i 25 m tørv. Og så måske fundet om flere tusind år som moselig.

Flere billeder fra dagens tur i Flickr-album for Egedal Kommune.


Ruten

Ganløse Kro. Bastrup Sø, vestre side. Bastrupstien. Mølleåatieen til Gedevase Bro. Sortmosen. Skovhavevej. Præsteskovvej. Sækkedam Hus. Sækken. Værløse Station. Ialt 14 km