tirsdag den 15. april 2014

Københavns underklasse år 1800

Vandring fra nutidens København til Politivennens (borgerlige) København (1798-1800) på jagt efter underklassen



Uagtet vi ...har en Fattigkommission ... så finder man ... i næsten enhver gade, en mængde usle tilsyneladende arme, ja endog ofte mødre med spæde børn på armene, udsatte for kuldens strenghed. De plager og trygler den forbigående om lidt hjælp.(Politivennen 20. april 1799)
Op imod 10.000 personer - eller 10% af Københavns daværende befolkning - var ifølge Callisens Physisk medizinske betragtninger  (1807, s. 401 ff) afhængige af understøttelse af andre. Nedgangstider kunne hurtigt øge dette tal, som en skribent i Politivennen beskriver det (25. oktober 1800, s. 2081-2083):
... for den uformuende har dyrtiden .. ført så mange af de mindre håndværkere og professionister i tiggerstanden, og vil, efter hvad udsigten endnu er, bringe mange flere deri...
Hvem de var og hvordan de klarede sig, kender vi ikke med deres egne ord. Kun bl.a. fra de velbjergedes beskrivelse. Dvs. de som boede i de forhuse som vi stadig beundrer i København. Hjemmesiden Indenfor Voldene har registreret hvor de forhuse er. Men ak, så forandret! Ofte senere forsynet med ekstra etage(r), og sat flot i stand, endog præmieret. Indmaden, baggårdenes gyder og stræder, slummen er for evigt væk.

Pistolstræde. Det korte stræde skulle være det eneste sted i hele København hvor man kan få et indtryk af Københavns snævre stræder og gyder fra midten af 1700-tallet. Den slags byggeri eksisterede på Politivennens tid. Om spidsborgerne gik derind, kan man tvivle på. Nu er det supermondænt cafe-miljø

I København var omkring år 1800 hele kvarterer af byen blevet totalt "byfornyet" efter branden 1795. En byvandring kan derfor mageligt fokusere på huse "før og efter branden". Før branden i fx Amaliegade, Nørre Voldgade, Pilestræde, Pistolstræde, Rosenborggade og Rådhusstræde. Efter branden i Dybensgade, Lavendelstræde, og enkelte huse i Laksegade, Nørregade, Nørre Voldgade.

Dette er nok mit bedste bud på i hvert fald beliggenheden af en slum-baggård anno 1800. Om end udseendet nok er misvisende. For, men, men, men. Fantasien skal i gang her. Tilføj et væld af mennesker. Ingen vand, varme eller kloak. Skidt og møg, løsgående husdyr, dårlig brolægning. Larm fra alt for mange mennesker ...

Spidsborgernes holdning til de "lavere klasser" var en blanding af foragt, medlidenhed og afsky. En almindelig holdning var, at når nu man er ved at oprette et fattigvæsen, så må det være slut med at se dem på gaden:
... ingen uden den dovne har nødig at tigge ... det bløde kvindehjerte... (og den) ... så elskværdige svaghed, gør imidlertid virkelig skade, da den opmuntrer og forhærder disse dovne kroppe i deres lediggang og løgnagtige beskyldninger mod fattigbestyrelsens foranstaltninger. Hvad om hver fader eller mand førte sin datter eller kone engang på en spadseren hen i Pustervig eller på de andre arbejdshuse, for at væbne dem mod kunstig udtænkte bagvaskelser (21. juni 1800, s.1804-1805).

Arbejdsanstalten i Pustervig eksisterede få år. Den brændte under englændernes bombardement 1807. Ved samme lejlighed brændte også fattigvæsnets arkiv (Wiki). Sådan er det generelt gået. Så tilbage er fx de tidlige årgange af Politivennen, som er bedsteborgernes vidnesbyrd. Kort tid efter 1798 lukkede enevælden Struensees hul i ytringsfriheden fra 1771. Indvarslet af P. A. Heibergs udvisning til Frankrig julen 1799. Så blev enhver nævnelse af eksistensen af fattige i Danmark opfattet som noget suspekt. Enevoldskongen var jo perfekt, og sørgede for alle!

Pilestræde 41-45 (midt i billedet) er opført 1784-1786. Så strædet så altså nogenlunde sådan ud på Politivennens tid. I nr. 45 boede brandmajor og tømrermester Junge på det tidspunkt hvor udplukkene fra Politivennen er fra. Senere flyttede Bournonville ind. Så de fine boede altså her. Baggårdene til gengæld, og indmaden i karreen - det er væk.


Politivennens skribenter

Politivennens skribenter anså sig for bedre, finere og mere "rigtige" mennesker. De spadserede fx ikke bare for at se på forretningslivet, men for at blive set. Respekten for folk med et hårdt fysisk arbejde (formentlig også ringe betalt) som at rense rendesten var ikke særlig stor. Følgende beskrivelse synes jeg vidner om arrogancen, der her dog bliver mødt med trodsig raseri:

Således stod en arbejdskarl i går formiddag ... og med skovl kastede vand og rendestenssøle tværs over gaden med en sådan fart og hurtighed, at det var umuligt at passere endog den modsatte side af gaden, uden at blive overstænket. Af en mandsperson, som kom tilgående med to damer, blev arbejdsmanden anmodet om, at det fæle skybrud måtte ophøre, mens damerne passerede forbi, men denne anmodning blev besvaret med nogle skældsord og fordoblet iver og hurtighed hos arbejdsmanden. (12. marts 1800)

I dag kan man måske bedre forstå arbejdsmandens irritation over konstant at skulle afbryde sit arbejde, bare fordi nogle fine damer skulle vise sig frem og sikkert godt kunne have taget en omvej. Det er denne tankegang, man bør have i baghovedet, når Politivennen beskriver almuen som pøbel, ringere klasser osv, og på denne måde sætter kød og blod på de tørre tal.Selv udtrykte de åbent forargelse over fattige, tiggerne, uopdragne arbejdere og håndværkssvende og -lærlinge. Deres åbenhjertighed hvis omfang indtil 1846 nåede op på titusindvis af sider, giver os et indblik i datidens almue. Langt hovedparten af befolkningen.

Pilestræde 35. Huset er opført umiddelbart efter branden. I 1796. Pilestræde som sådan blev dog ikke ramt af branden, så opførelsen må skyldes andre årsager.

Søren Kierkegaard fældede følgende dom over spidsborgerne i et af sine papirer fra 1837: "Moralitet er dem det høieste, langt vigtigere end intelligents ... Deres moral er et kort indbegreb af de forskjellige politi-plakater ...". Selv forstod han tilsyneladende ikke meget af de lavere klasser. Han var fx overrasket over at "Det er overhovedet mærkeligt, hvilken sund humor, man ofte finder hos tjenestepigerne, især når de recenserer (kritisk vurderer) de fornemme damers pynt" (1843). Og hans enorme bogproduktion rummer nærmest intet om underklassen.

I Rådhusstræde kan man sammenligne arkitekturen før og efter branden i 1795. Husene i forgrunden, indtil Galathea-kroen er alle bygget efter branden, mens husene længst væk er opført i begyndelsen af 1700-tallet.

Om maleren Otto Frello er inspireret af Politivennen i sit fantasibillede af Amagertorv, ved jeg ikke. Jeg er ikke maler, så i stedet har jeg brugt tekster fra Politivennen til at forsøge at genskabe tilværelsen for dette store flertal af befolkningen, og hvordan de levede til dagligt. Formentlig er det ikke helt repræsentativt for gruppen som sådan. Der mangler fx beskrivelser fra Almindeligt Hospital der også havde en afdeling for "lemmer", altså fattige, som måske maksimum kunne rumme 5-10% af det samlede antal.

Anonymt, men solidt. Laksegade 12-14 blev opført bygget 1796-1801 efter de forskrifter man efterhånden lærte at tage for at undgå en storbybrand som den i 1795. Bygningerne er ikke fredet. Ingen kendte personer har boet her. Men hvad gør det?

Overlevelsesmåder

En af de måder, som fattige koner overlevede på, var at samle gamle klude smidt ud på gaden. Enten til sig selv, eller til at sælge til papirfabrikkerne. Det bliver godt nok nævnt i forbindelse med at renovationsvæsnet har indført at larme med en skralde når de kommer, og først da må folk smide deres affald ud. Med det resultat at konerne ikke kan nå at få indsamlet kludene:
... mange fattige koners eneste eller dog vigtigste næringsvej (er) at gå omkring om morgenen og samle gamle klude, brændestumper, og deslige, og disse mange ville sikkert savne denne næringskilde, og gribe til tiggerstaven. Ikke at tale om papirfabrikkerne derved uden tvivl på ny vil føle et afsavn, de så lidet kunne tåle.
Andre indslag beskæftiger sig med tiggerne, som der åbenbart er en hel del af.
Nogle små drenge går og tigger med bare fødder på Kongens Nytorv. En tiggerske har et gammelt stade ved Holmens Kanal (1799, Hæfte 5, nr. 58, den 1. juni 1799, s 921)
Måske det eneste sted i København hvor man kan få et indtryk af hvor smalle gaderne var, er det 21 meter lange Pistolstræde. Af de oprindelige huse står kun forhusene tilbage. Det er mere bredden på 3 meter, vi her kan få et indtryk af. Det ser jo hyggeligt ud i dag. Men oprindeligt husede baggårdene slum. Den var sidegade til en af de mest berygtede gader i København: Peder Madsens Gang, der forløb langs med nuværende Ny Østergade. Det var en tre meter bred gang med 17 husnumre og 7-800 indbyggere. Uddrag af artikel fra Illustreret Tidende.


Lavendelstræde er på sæt og vis en af de mest helstøbte gader i den indre by. (Ikke for ingenting har magasinet Stræderne sit hovedkvarter her?). Selv om strædet denne fantasiske tirsdag i påskeferien ikke er den mest overrendte. De fleste af husene er opført efter branden 1795. Kun et par har senere fået tilføjet ekstra etage(r). Her et kik gennem gaden på de ulige numre.

En anden indtægtskilde kunne være at blive "æblekælling". En skribent ærgrer sig således over at "dovne og ørkesløse gamle kællinger ikke griber strikketøjet eller rokken", tværtimod:
Jeg så nemlig at dette frugtrige år har gjort fire til fem hundrede tøser og koner til æblekællinger, dvs til dagdriverinder, som hele dagen igennem intet andet bestiller, end med hænderne i skødet at bevogte de rolig liggende æbler, og aldrig skal tage strikkepinden i hånden for at skaffe sig et par varme strømper til vinteren, da man i hobetal ser dem gå med nøgne hæle. (1799, nr. 35, s. 572-573)
Eller bare stille sig op at synge med et spædbarn på armen:

Hvad synes Dem hr. Politiven, om den sang som så mange fattige mener med deres børn, om aftenen på offentlige stræder, især på hjørnerne, søger at fornøje forbigående med? - Burde det ikke forbydes? Lider ikke især deres børn ved denne skrigen meget på deres bryst, og ved ondt vejr ligeledes, foruden på deres hilsen? - er ikke dette offentligt tiggeri, som burde forbydes? Børnkær. (1798, nr. 30, s. 492-493)

En faderløs tiggerdreng i Amaliegade kender vi oven i købet navnet på, Anders Olsen:
I Amaliegade går en halvvoksen dreng fra 1. januar til 31. december uophørlig og tigger. Denne dreng har efter eget sigende et ulægeligt skurvet hoved, ellers et godt, men sygeligt ansigt. (22. marts 1799, s 760)

Andre eksempler er "et skident fruentimmer" som tigger på Kirurgisk Akademis trappe (30. marts 1799, s  781-782), mængder af bittesmå tiggerbørn på Østergade og tilstødende stræder (27. april 1799, s  843-844), samt et længere indslag (10. august 1799, s. 1086-1088) om ...
tiggeriet på gaderne ... fx ved Børsen, Nikolaj Kirke og slottet tæt ved den store port ... tiggerkællinger ..., den ene endog forsynet med et stakkels sygeligt barn, har taget ordentlig sæde, ja været så dristige, at være på stedet 4 timer efter, uagtet der blev truet med, at det skulle blive anmeldt på vedkommende steder. .. Han så nemlig en aldrende mand, efter det udvortes og klædedragten endog over middelstanden at give almisse til denne tiggerkælling, som var sund og stærk og i den alder, at hun burde fortjene sit brød på en anstændigere måde...

Redaktøren selv skriver (19. oktober 1799, s. 1245-1146) om straffefanger, eller slaver:
Er det ikke forunderligt og beklageligt at se slavernes tiggeri tiltage på gader og volde just på samme tid, som direktionen for fattigvæsnet med så meget held og iver arbejder på dets afskaffelse i almindelighed? ... Det er mennesker, som altid burde være under opsyn, ... man (har) eksempler på, at de er farlige ... En lænke mere eller og korporlig straf er næsten intet for den, som er dømt til slaveri på livstid. I Amaliegade ses jævnligt en ung slave, som trygler enhver forbipasserende og man kunne næsten tro, at de på mange andre steder havde fast plads.
Tiggere har til alle tider skabt debat, og selv om man skal være varsom med at sammenligne forholdene år 1800 med nutidens (formentlig var det langt mere massivt og hårdere dengang), så mindes jeg da stadig de følelser, det vakte at se meget bedende violsælgende kørestolsbruger på Strøget i København. Og det vidner en tråd på Google Groups om at jeg ikke er alene om.

Også Lavendelstrædes lige numre byder på solidt efter-brandsbyggeri. Her nr. 4-6. Strædet ligger bekvemt uden for de travle og turistprægede strøg-gader i den indre by.

Byens Red Light District var tilsyneladende meget stort. Nogle af gadenavnene findes stadig, mens andre er forsvundet: Peder Madsens GangLaksegade (hvor Fanden var løs), Helsingørsgade, Borgergade & Adelgade. En skribent i Politivennen er forarget over ...
... den store mængde af gemene og forføriske fruentimmer ... som dels omstrejfer på gaderne og dels står i gadedørene, og med den skammeligste ublufærdighed og frækhed anmoder næsten enhver forbigående om at følge sig, enten for at optrække disse eller for at få deres dyriske lyster tilfredsstillet... denne skændige og forargelige næringsvej. (17. maj 1800, s 1724-1727)

Christianshavn

Ifølge flere beretninger i Politivennen blev
Christianshavn bliver anset for at være en forstad og næppe den bedste. Så mange som kan, flytter derfra ind til byen, og enhver krymper sig ved at flytte derud. (20. juni 1801, s.2631-2634)
Christianshavn var stedet med billige boliger som ingen ville bo i. Ovennævnte artikel nævner en række årsager: Utilstrækkeligt forretningsliv, dårlige adgangsforhold (Knippelsbro), stank dels fra renovationsanlægget dels fra trankogeriet, ingen forlystelser og ingen grønne åndehuller. I en anden artikel beskrives en fattig familie (28. juni 1800, s. 1818-1822):
...Jeg har grund nok til at være bedrøvet. Min mand er arbejdsmand, som må ud tidligt om morgenen, og vi sidder med 3 børn hvoraf det ældste er 7 år gammelt. Føde skal vi have hvor det kommer fra. Brød kunne jeg i dag ikke få på Christianshavn. Det jeg har her, har jeg købt i Stormgade, og kød er det næsten umuligt at få for fattige folk ... 
I samme artikel er følgende udsagn fra en tidligere christianshavner
En kone, som 2 år har boet på Christianshavns Torv, forsikrede forfatteren, at hun var glad over, at hun var kommet op i byen at bo. For når hun nu ikke kunne få kød hos en slagter så kunne hun hos en anden. Men sådan gik det ikke på Christianshavn, for hver af de to slagtere har 3-4 karle som for det meste ikke bestiller andet end at stå på udkik. 
Så vidt det kvarter der er et af byens åndehuller og mest mondæne.

Modstand

Enevældens København var ikke det fuldkomne, lykkelige samfund som kongen skulle inkarnere. Ro måske, militært kontrolleret ro. Men utilfredshed og raseri ulmede under overfladen, og fik ofte udslag i grov vold mod de man kunne klare. Eller fandt udtryk i verbale anti-autoritære ytringer. Pøbelen som Politivennens skribenter ofte nedsættende kalder dem. Af og til gik det også ud over Politivennens skribenter og læsere. Som fx ved kirkebryllupper
...pøbelen og kåde drenge spøger med en god mands agtelse ... Så snart som et bryllup (eller anden højtid) skal holdes ... samler sig en mængde skødesløse drenge, med andre voksne mennesker, uden på gaden. De sidste er to slags: Ryttere, item nogle borgere, (forstår sig usle b.). Nu begynder altså bryllupshøjtiden, men udenfor på gaden hersker den skrækkeligste kontrast. Fx nogle af de respektive tilskuere kikker dristigt ind af vinduerne, (ofte går ruderne derved fløjten), nogle ler, andre griner, nogle hujer, nogle beskadiger hinandens klæder såsom ved at kaste snavs på dem, eller at sye i dem med groft Andre råber på de personer, som er med til højtiden, dem til liden både, med visse udtryk såsom: "Den nar, den kvast, den nathue osv". Andre har deres søde løjer med bruden og brudgommen, af beskedenhed for det agtede publikum, vil jeg tie med disse naive Bemeldte klynge af slige skadefro bræmser bliver uafladeligen stående på gaden sålænge brudeselskabet konverserer hinanden ... (14. maj 1799, s s 873-875)
Med Nørregade 29 er vi nået op til 1808-13. Der er ikke sket så meget med arkitekturen. Som i vore dage har man en tendens til at fokusere på minoritetsbyggerier. Mens langt hovedparten af befolkningen på i massefremstillet betonbyggeri. Som denne fotoserie gerne skulle vise, så var dette formentlig også tilfældet i 1800-tallet. Og før. Historiebøgerne har det imidlertid med at fokusere på undtagelserne og de riges luksusbyggeri. God byvandring!

Indslaget vidner om stor foragt for kirken, de velhavende og autoriteterne. Og at man fra myndighedernes side ikke turde slå ned på det. Andre eksempler er når fx to snedkerdrenge på Vesterbro ikke viger fortovet for bedsteborgeren, og oven i købet svarer igen når skribenten gør opmærksom på denne uforskammethed:
...der ... var plads nok, så måtte de dog ikke gå der med dragten. Helt fortørnede spurgte de mig: hvem der skulle forbyde det? Og da jeg naturligvis nævnte politiet, fik jeg dette fuldkommen fyldestgørende svar ledsaget med en skoggerlatter: "Ja politiet! Det ligger på loftet". Drengene gik ind på fortovet da de fandt for godt, og mig for min brugte frihed ledsagede de på Københavns drengevis ... (1798, nr. 17, s. 266-267)
At man ikke stolede på politi og vægtere, fremgår indirekte af flere beretninger om selvtægt. Mistilliden til at retfærdig ville være bedst tjent ved at føre forbrydere for en domstol, ved vi ikke rigtig om berettiget. Men i hvert fald er der adskillige eksempler som nedenstående i Politivennen. Det fandt sted i Rådhusstræde, hvor en tyv havde stjålet et gevær fra en marskandiserbutik. En tremandsgruppe, anført af marskandiserinden afregner kontant i kælderen:
...marskandiserinden, åbnede scenen og gav den derved en slags højtidelighed. Med hårdfør hånd gav hun staklen et så herkulesk slag mellem øjnene, at han ravede. Da hun således havde givet signal til angrebet, trådte hun med stolt selvfølelse tilbage, og overlod kamppladsen til sine tro allierede. Som øjenvidne til det hele optog må vi også tilstå, at de med umiskendelig skadefryd fulgte hendes vink. ... Med forfærdelig kraft kastede man synderen ned mod stenbroen, slæbte ham efter håret tværs over gaden, og ikke mindre end 6 hænder kappedes om at på plads på hans elendige hoved. Ansigtet var især målet for de skrækkelige nævedrag, mens fodstød hjemsøgte den øvrige del af kroppen. Således var han omtrent et kvarter givet pris for i det mindste 3 menneskers naturlige våben. (26. januar 1799, side 635-638).

Selv kunne disse bedsteborgerne formentlig ikke drømme om at løfte en finger for de dårligst stillede i samfundet. I hvert fald beklagede mange sig i Politivennen over at fattigvæsnet ikke tog sig af dem. Og forspildte åbenbart ikke lejligheden til at kritisere "pøbelen" for deres behandling af fx tosser, her på slotspladsen, hvor man beretter om:

... et menneske, som utvivlsomt måtte være berøvet forstandens brug. For han satte sig i ganske besynderlige stillinger og gjorde underlige grimasser. En stor flok især gadedrenge havde samlet sig omkring ham, som naturligvis gjorde hans beklagelige forfatning meget værre. Det lod imidlertid til, at hans galskab var af godmodig art, for han var meget fornøjet med sig selv. Dog er dette ikke altid at stole på, det forandrer sig undertiden og han kunne gøre skade. Vedkommende gøres derfor opmærksomme herpå og rådes i denne varme tid at holde ham inde og sørge efter evne og pligt til hans helbredelse. Besynderligt er det, at ingen ved sådanne lejligheder tiltaler pøbelen og råder den fra således at stimle sammen, som dog ved plakater er forbudt Anmelderen var på vej at ville gøre det. Men en ubekendt frarådede ham sådant. Dersom han ikke derved ville have gadedrengene efter sig. Disse anser sligt som et indgreb i deres rettigheder, og forstyrrelse af det, som blandt dem hedder løjer har ofte frembragt piben og hvinen til hævn over dem, som tænkte ædelt nok til at ville standse slige uordner. Man taler og skriver så meget om opdragelse og oplysning. Når skal man spore virkningen deraf blandt de ringere klasser? Gid det dog måtte blive til mere end blot skønne ord!!! (31. august 1799, s 1133-1134).

Moral er en anstødssten for det pænere borgerskab, men deres jammer over folks fornøjelser fortæller lidt om hvad de fx kunne foretage sig om søndage, såsom at gå tur ved Grønningen ved Kastellet, hvor også musikanter som en vis violinspiller Hans Jørgen ikke just optræder med fædrelandssange og andre opbyggelige viser, men med "liderlige viser":
 ... Når de er så frække, at de uden at skifte farve, kan døje omstående liderlige mandfolks gebærder og anmærkninger til visen, så beklager han inderlig sædernes fordærvelse, der omsider bringer ve over dem selv og staten. (7. september 1799, s 1148).

En "jødedreng" med navns nævnelse tillader sig endog bogstaveligt at pisse en pæn borgerfrue op og ned ad ryggen fordi hun ikke ville købe hans strømpebånd.
Rygtet sagde, at han bor i Smedensgade i Vingårdsstræde hos sin mor, som de omstående folk sagde at han tit prygler. (1799, Hæfte 3, nr. 28, S. 444-445)

Afslutning

Til gengæld findes der masser af litteratur og billeder om de velbjergedes og middelklassens København. Også på internettet. For blot at nævne nogle: E. C. Hauber: Beschreibung der königlich dänischen Residenz-Stadt Kopenhagen und der königlichen Landschlösser (1782). Brevsamlingen Freie Bemerkungen über Kopenhagen in Briefen (1796). Rasmus Nyerup: Beschreibung der Stadt Kopenhagen (1807) formår med grundig fokus på den kulturelle magtelite helt at forbigå almuen, udover som objekter for milde stiftelser og hospitaler. Fr. Thaarup: Kopenhagen mit der Umgegung (1828). Richard Jones: Copenhagen and its environs (1829). Kjøbenhavn og købstædernes historie for omtrent hundrede år siden" (1862). De kan genfindes i skrift, tegning og kunst. Eller beses ved nutidens byvandringer uden at skænke deres oprindelige funktioner en tanke.

Beskrivelser af foranstaltningerne over for de fattige kan fx læses i C. Bruun: Kjøbenhavn. 3. del. 1901, s. 152-174, s. 562-574 og s. 875-887.

Ruten

Nørregade. Lavendelstræde. Rådhusstræde (før/efter branden). Dybensgade (opført umiddelbart efter branden). Pistolstræde (før branden). Pilestræde. Men byvandringer har det med at gå frem og tilbage.

fredag den 4. april 2014

På besøg hos jætterne

5.000 jætter byggede stuer i Danmark i stenalderen for 5-6.000 år siden. Og 500 har overlevet alle disse år. Et par af dem står syd for Ølstykke, Egedal Kommune.

Møllehøj jættestue. Stenene er jættestore. Man kan stå op inde i selve kammeret der er på størrelse med en lille dagligstue. Her er 5 af de i alt 15 bæresten.

Den kristne historieskriver Saxo fortæller at man ud fra jættestuernes uhyre store sten må konkludere at Danmark engang har været beboer af en slags jætter! Navnet jættestue fortæller om den mystik der har gjort at folk gennem tiderne har undladt at nedbryde dem. Den tolerante asa-tro lod dem formentlig bare stå uden at skænke dem en tanke. Det kræver andre forklaringer at den intolerante kristendom og deres præster, bisper og provste tøvede også med at "angribe" hvad man ellers officielt prædikede om som overtro.

"Det var en mørk og dyster, blæsende efterårsdag"? Formentlig ikke det rette tidspunkt at kravle ind gennem gangen til gravkammeret med spruttende tranlys og udsigt til et bælgravende mørkt rum hvor gravens stilhed hersker. Selv i dag må jeg et kort øjeblik overbevise mig selv om at genfærd, spøgelser, højfolk, jætter osv. hører til i fantasiens verden. 

Vi har ikke førstehåndsberetninger om hvordan det lykkedes bønderne at bevare disse hedenske helligsteder igennem kristendommens tusindårige formørkelse af Danmark. Vi har kun nogle udsagn fra præster, lærde og andre om deres udlægning af hvad de fx kaldte for almuens uvidenhed. Og det var åbenbart ikke småting som bønderne kunne kyse præsterne med, i hvert fald hvis man skal tro en skribent fra Politivennen (1800, hvor højen blev udgravet):
Jeg har hørt præster, der på bønders spørgsmål, om der vel var gengangere, med en mystisk mine svarede: Man kan ikke nægte muligheden deraf. Jeg har kendt præster, der selv skælvede for spøgelser, der tålte at man i deres egen stald støbte bly over elleskudte får!

Bønderne har formentlig hygget sig gevaldigt med at skræmme de stakkels uvidende og overtroiske kristne præster med fortællinger om hvad der ville ske hvis de begyndte at ødelægge disse oldnordiske og særdeles ukristne helligsteder. I hvert fald fik de lov til at blive stående, indtil den kristne formørkelse endelig begyndte at forsvinde med oplysningstiden.

Så lille er hullet der fører ind til Møllehøjs gravkammer. Gitteret er ikke låst, så man kan bare kravle ind. Selve højen kan være lidt svær at se fra Møllehøjvej. Man kan enten følge markskellet, eller vejen op til nr 5, der så drejer til højre forbi nogle længst forladte minkfarme. Herefter trænge gennem krattet til højen.

Men det betyder dog ikke at moderne arkæologi og videnskab har fuldt helt styr på hvad, hvorfor og hvordan, og der dukker til stadighed nye teorier op. Som fx at de fungerede som en slags kalender. Dramatisk fortæller artiklen at:

Når fuldmånen stod på himlen, begav stenalderens bønder sig ind i jættestuerne. Hulerne af sten og jord fungerede nemlig – sammen med Månens stråler – som kalendere, der kunne fortælle, om det var tid til at høste eller så. Stenaldermenneskerne havde nemlig placeret jættestuerne i retninger, så fuldmånen kunne skinne ind ad deres indgange. Men vel at mærke skinnede fuldmånen ind ad forskellige jættestuer, alt efter hvilket tidspunkt på året, man befandt sig.

Stenhøj Jættestue ved Lille Kildebækvej ligger på privat område. De forstod at lægge de gravhøje på flotte steder, de gamle stenaldermennesker. Arkæologisk mere interessant synes langdyssen ved Kildebækvej at være. Men den ser nu ikke ud af ret meget.

Kendere vil også vide at byggemetoden afspejler hvor gamle de er. Langhøjene er de ældste, så dysserne og til sidst jættestuerne. Og man skal også ind i højene for at se hvordan stensætningen er. Langdyssen ved Kildebækvej og Stenhøj jættestue er begge markeret med museumstegn på Kraks kort. Men området har engang tilsyneladende været spækket med dysser. Der dog nu er blevet sløjfet. I Egedal Leksikon hedder det:
Umiddelbart øst for langdyssen ... har der ligget endnu en dysse, som nu er fuldstændig sløjfet. Her har altså generelt været tale om et område med flere begravelser. Inden for en radius af en km har der, især syd for dyssen, været yderligere mindst 10 dysser, heraf fem langdysser ..., mens de øvrige fem ... blot er registreret som dysser.
Langdyssen ligger på en markant højderyg, der skråner mod syd ned mod Værebro Å. I et område sydvest for dyssen er der opsamlet så mange flintegenstande, at det antages, at der er tale om en bosættelse... , der formentlig er samtidig med områdets dysser. Den gode beliggenhed, med en sydvendt skråning ned mod Værebro Å, har tiltrukket folk, ikke alene i stenalderen, men også de efterfølgende perioder.
Besøget i Møllehøj er nok denne turs arkæologiske højdepunkt for mig. Jeg blev et kort øjeblik skuffet over gitteret, men det lettede at se at der ikke var låst. Jeg tror det er min første tur i mit voksenliv ind i et sådant kammer.

Indbegrebet af Egedal Kommunes landdistrikter. I hvert fald dem jeg opsøger. Kildebækvej er en stor overraskelse. En "ensporet motorvej" med næsten ingen trafik, en gammeldags landevej fra før der skulle være plads til modkørende trafik. Nu er den mest brugt til lokal trafik og cykelsti.

Egedal Kommune er altid god for fremragende vandreveje, høj himmel (når solen skinner), lærkesang foroven, åbne marker og kuperet terræn. Nogen må dyrke de mange marker, men de fleste gårde er nu lavet om det fx ridecentre, golfklubber, og meget andet. Man bør også gå igennem den lille landsby Svestrup med ca. 50 indbyggere. Ikke at husene er så forfærdelig gamle, men den er bare - speciel. Jeg tror det er fordi den ligger sådan lidt rodet i et kuperet terræn omkring et gadekær. Det ville være en overdrivelse at kalde den en bjerglandsby, men ... tænk på lidt i den retning.

Sådan kan der også være i Egedal: Et byggecenter og forrest Madhuset, hvor man - eventuelt udendørs - kan holde midtvejspause og på visse dage (fx i dag) spise stegt flæsk med persillesovs.

Ved Værebro er der et industrikvarter der egner sig godt til selskaber. Der er Madhuset hvor man kan få bl.a. stegt flæsk og andre såkaldt traditionelle danske retter - hvis man er til den slags (det er jeg ikke). På vej til Ølstykke Station smutter jeg lige forbi for at se om der er noget nyt omkring Skenkelsø Sø. Og det er der! På en tidligere tur i december 2012 var jeg lidt udtilfreds - vejret var heller ikke særlig godt. Men i dag opdagede jeg at der fra Søholmvej nu er en sti langs Vejlebro Grøft og Ålebæksrenden til Engvej. Og den er bestemt anbefalelsesværdig.

Stien der fører gennem Skenkelsø Søs sydøstligste hjørne fører igennem et idyllisk område med masser og fugle. Ikke sjældne måske, men ... gør det noget?

Ruten

Stenløse Station. (Lille) Kildebæksvej - begge udmærkede og stille vandreveje. Krogholmvej-Skatskærvej-Svestrupvej (let til meget trafik, brede græsrabatter eller arbejdsvej gennem Ølstykke Vandværks kildeplads). Møllehøjvej. Søholmvej. Engvej. Ølstykke Station. I alt ca. 15 km.

torsdag den 27. marts 2014

Jonstrup Vang - Hareskoven

Foråret skulle være en måned gammel. DMI siger sol, det bliver der nu ikke meget af. Til gengæld må man gå godt til for at holde varmen


Yeah, stomp the rhythm, squirrel. Kunne vel være en plat undertekst til dette foto. Det lille væsen var rimelig fortørnet over at blive forstyrret. Og der var masser af egern at se i skoven i dag.

Togene kørte uregelmæssigt i dag, så en større udflugt til Marbjerg blev udsat til fordel for en skovtur. Ikke særlig planlagt, bare sådan noget i retning af: Start på Ballerup Station og gå mod Hareskov, eventuelt Farum. Det sidste blev det dog ikke til, for der var mange smutture rundt i den endnu meget brune skov. Der er godt nok kommet gæslinger og knopper, men det er ikke just de grønne farver der dominerer. Til gengæld er der masser af fuglesang, og man kan også benytte sig af lejligheden til at se nogle af de ting som endnu ikke er dækket af blade.

Harevad og Gisselfeld Broer

Broerne fx er meget synlige for tiden. Og sten jeg ledte forgæves efter på en tidligere tur i august 2013 var nu helt fri for bevoksning. Det gælder fx vadestedet Harevad over Tipperup Å mellem Gisselfeld Moose og Djævlemosen. Om dette skriver hjemmesiden Oldtidsstier, at

Harevad var et centralt vadested i Hareskovens netværk af oldtidsstier, hvoraf flere fører nedad mod vadestedet over Tipperup Å ... På sydøstsiden af nutidens bro ses stenene fra en stenkiste, fra før broen blev rørlagt. Nordvest for broen har der været flere vadesteder - bl.a. er der fundet rester af en grenvase (vad). Her gik i middelalderen Roskildebispens vej fra Vandskelsvejen ved Måløv og videre til Hjortholm ad Kulhusvej. Efter Harevad skilte en nordgående gren sig ud over Hejrebakken mod Lille Værløse og Fiskebæk. Høje og dysser indikerer, at der har været stier siden stenalderen - bl.a. med tilknytning til et bopladsområde på højdedragene mod nordøst mellem Skovlystvej og Fægyden. 

I forgrunden stendyngen som skulle stamme fra den gamle bro. Flere af stenene har huller og ridser med ukendt formål. Jeg forestiller mig at der har være isat jerngelændere eller lignende. I baggrunden under trægelænderet kan man lige ane den nuværende bro og vejen over Tipperup Å, som flyder venstre-højre i billedet.

Nu rider der dog ikke biskopper forbi, kun to ryttere fra en rideskole. Og de ser aldeles fredelige og almindelige ud. Mens Harevad Bro eller vadested altså nu er erstattet af en mere nutidig, så skulle Gisselfeld Bro stamme fra omkring år 1700. Nu er der dog lagt en betonbelægningen ovenpå.

Stenene i Gisselfeld Bro ser ud til at være genanlagt og fuget. Samt en tyk betonbro lagt ovenpå. Gissselfeld Bro fører Skovlystvej over Tipperup Å.

Gisselfeld Mose svarer i det store og hele til Søndersø Vandværks kildeplads Tipperup. Det er et sumpet område som man dog selv en klam dag som i dag godt kan passere. Indtrængende vand minder mig dog om at efter 1½ års slid er mine Teva Riva'er ikke helt vandtætte længere. Kildepladsen er et offentligt rekreativt område med shelter, bålpladser og rigelig plads til børn og voksne. Tilsyneladende også sand? I hvert fald ligger efterladt et komplet sandtingslager tæt på Tipperup Å.

Umiddelbart nord for Landstedet ved Ballerup ligger resultatet af den meget voldsomme skovhugst langs skovvejene. Naturen går sin gang og kræver sine ofre .... klicheerne står i kø på en dag som denne.

Orkanen Bodil, svampe og ælde har været hårde ved træerne i Jonstrup Vangs sydlige del. Der er store områder nord for Ballerup som er blev lagt ned af motorsavene. Så meget at skovvæsnet har fundet det nødvendigt at ophænge skilte for at orientere skovvandrere hvad de har gang i for tiden.

Ikke alle dele af mountainbikesporet ser ud som dette, med dybe pytter og svuppende, klæbrigt underlag, som man synker godt ned i. Det ser ud til at være brugt for nyligt, men jeg møder dog ikke nogen.

Jonstrupvang og Hareskovene er præget af at være byskove. Agilityfaciliteter for mennesker findes alle vegne, spejderhytter, shelters, ridestier og mountainbikestier. Tilmed er området meget kuperet. Og selv en lidt grå arbejds-torsdag som denne bliver den brugt af motionister af alskens slags, samt børnehaver.

Skoven er ikke rigtig frisk og stor lige nu, og der er ikke ret meget kuk, kuk, kuk kuk, fallera. Men nogle træer blomster dog, som her lidt nord for Ballerup. Med baggrund i en skyet himmel byder det vandreren velkommen.