fredag den 29. april 2016

Tisvilde Hegn

Tisvilde Hegn er flot, barsk natur med en dramatisk historie - og hårdt vandreterræn

I dag ser der flot ud ved Helenekilde ved Tisvilde. Men for 500 år siden og flere hundrede år frem hærgedes kysten af voldsomme storme som blæste sandet op over klitten i en sådan mængde at landsbyer, marker og adelshuse blev begravet i sanddynger.

Naturkatastrofen

Der er skrevet tykke bøger om Danmarks ældste klitplantage, Tisvilde Hegn, seneste Flemming Rune: Tisvilde Hegn, 2014. Et kort resume: Området omkring landsbyerne Tibirke og Tisvilde blev for 400-500 år siden udsat for en naturkatastrofe i form af sandflugt. Landsbyer som Torup blev forladt og begravet af sand, afløbet fra Arresø blev sandet til og medførte oversvømmelser for andre landsbyer tæt på søen. Selv om det er nærliggende at anklage skovning for årsag til denne sandflugt så hælder eksperterne til at det skyldes klimaændringer: Storme, orkaner og vedvarende blæst transporterede sandet fra kysten ind i landet i mængder af op til 10 meters højde.

Et typisk stykke af Lars Anders Linien. Naturen er enestående og særpræget. Men selvom vejen er bred, er den svær at gå på. Den består mest af blødt sand. Man kan ane at vandrere holder sig til siderne af vejen. På kortet er stien aftegnet som en snorlig linje. Det dementerer fotoet.

Sandflugten fortsatte i flere hundrede år. Bønder måtte gå fra hus og hjem. Spredte forsøg på at stoppe sandet med små risgærder battede ikke noget. Bønderne fra landsbyen Tibirkes 10 gårde måtte i 1725 forlade deres hjem fordi enevoldskongen Frederik d. 4. kynisk befalede at bygningerne skulle bruges som værn mod sandflugten. Det ville vi nok have kunnet ordnet på en mere human måde i dag.

Ikke alle veje er som Lars Anders Linie sandveje. Brantebjerglinie ser ud til at være en udmærket tosporet grusvej. Andre tværgående stier ser ud som denne. Desværre for fødderne skulle jeg ikke den vej.

Hårdt vandreterræn

Der er stadig rigeligt med sand i Tisvilde Hegn. Jeg valgte ruten Lars Anders Linie og det viste sig at størstedelen af denne ridesti består af sand. Nogenlunde som at gå i blødt sand på en sandstrand. Det er hårdt terræn at gå i. Men der er andre grusstier man kan tage i stedet for. Så det skal man ikke lade sig afskrække af. Blot et råd til andre vandrere at hvis man gerne vil gå længere i Tisvilde Hegn, frem og tilbage og på kryds og tværs, skal man nok holde sig til de udmærkede grusstier, med mindre man er i særdeles god vandreform.

Det meste af Tisvilde Hegn består af nåletræer eller birkeskov Men nordpå ved Tisvilde ved shelteret (som vist hedder Hilkers Krog) findes denne løvskov. Vandretursfolderen har også markeret en del gravhøje langs min rute. Men jeg kunne nu ikke få øje på nogen gennem træerne. Længere ud mod kysten skulle der imidlertid findes andre, og tættere på stierne.

Desuden snyder kortet. Hvad der forekommer som lige stier, er i virkeligheden stier i stærkt kuperet terræn med mange krydsninger af stien for at komme til at gå i et mere fremkommeligt terræn. Der er pt heller helt ryddet op efter stormene i vinters, så mange steder skal man gå omveje forbi træer der er styrtet over stien. Det gør det ikke mindre spændende og oplevelsesrigt. Blot en advarsel om ikke at planlægge en alt for lang rute. Tisvilde Hegn skulle bestå af meget mere end sandjord. Der kan gro eg og bøg. Og træerne får lov til at blive gamle.

Torup landsby var forsvundet i århundreder, men de sidste 50 år har den været synlig igen. Fotoet her er det bedste jeg kan diske op men, men det kan slet ikke gengive den stemning der er over stedet. Det skal opleves Man har fundet mønter tilbage til ca. 1320.

Bønder, adel - og fritidshuse

Udover Torup blev også den nærliggende Asserbo Slotsruin begravet. Som ikke skelnede mellem høj og lav, adel og bonde. Oprindelig (1200-tallet) var stedet indrettet for Karteuserordenen, men munkene brød sig ikke om stedet og rejste hjem igen. Til gengæld var der mere held med Sankt Helene Kilde ud mod Kattegat. Klintens ler bremser for vandet ca. halvvejs oppe så det i stedet siler ud. Dette fænomen håbede århundreders syge kunne helbrede deres dårligdomme, og sankthansnat samledes de rundt om kilden som den nat skulle have helbredt rigtig mange. På trods af sandflugt og dårligt vejr.

Selv om der ikke er mange murrester tilbage af Asserbo Slotruin, så fremstår den i dag som så gennemrestaureret som det nu kan lade sig gøre med voldgrav, bro osv. Og så må fantasien klare resten. Man får et udmærket indtryk af borgens størrelse, beliggenhed osv.

I 1700-tallet hyrede kongen så tyskeren Johan Ulrich Røhl til at få bønderne til at få området til at blomstre igen. Det bestod i hårdt arbejde med at grave grøfter og anlægge sanddiger beplantet med hjælme og dækket af tang. Og da klimaet samtidig ændrede sig til det bedre, kunne man i 1800-tallet begynde at plante træer. Fra den tid stammer de forkrøblede fyr i Troldeskoven. Skovfyr klarede sig fortræffeligt på den sandede jord bag digerne, og efterfølgende blev der plantet både rødgran, birk, bøg og eg. Rundt om Tisvilde Hegn er der mange fritidshusbebyggelser. Men i disse områder er der også enkelte ældre huse. Jeg ved ikke om det er gamle husmandshuse eller sommerresidenser for velhavende københavnere. De skiller sig i hvert fald ud fra det byggeri man ellers kender så godt fra andre steder i lignende sommerhusområder. 

Tisvilde Hegn er omgivet af fritidshuse. Nogen steder smelter de nærmest sammen med plantagen. Det ser selvfølgelig idyllisk ud. Men privat er det så.

Dyre- og plantelivet i Hegnet er meget varieret, og i vandretursfolderen står der at hvis man er heldig kan man se både rådyr og krondyr i Tisvilde Hegn, og minsanten om jeg ikke er heldig: Halvvejs gennem ruten støder jeg på hjorte som minder om hvad man kan se i Dyrehaven - de stammer nemlig herfra. Det viser sig at være to "spejdere" som hurtigt forsvinder i sikkerhed ind i skoven igen. Derinde kan jeg se en hel flok på omkring 12 dyr som ængsteligt kikker ud på stien for at følge med i om jeg skulle være nogen trussel.

Der står de så: To hjorte ved vejsiden og spejder mod fotografen. Sekundet efter var de i fuldt firspring på vej ind til flokken dybt inde i skoven. Bemærk den bugtede vej og de nedfaldne træer.


Flere billeder på Flickr fra Gribskov Kommune.

onsdag den 20. april 2016

Ravnsholt, Sønderskov og Stavnsholtkilen

Mellem Allerød og Farum ligger fredningerne Stavnsholtkilen og Allerød Sø-Kattehale Mose, forbundet med Sønderskov

 

"Der var så dejligt ude på landet", starter H. C. Andersens eventyr, "Den grimme ælling".  Og det kunne jo fx være her, selv om det er tidligt forår og ikke høst som i eventyret. Stavnsholt, med Kærgården på den anden side af gadekæret. Her ligger også Brudegård Museum.

Læsere af Vandringsløse Tidende vil vide at der ikke er "så dejligt ude på landet" som det måske engang var. Hvis der da ellers overhovedet nogensinde har været så dejligt ude på landet (jeg mindes ikke at det var i min barndom i Morten Korch-filmenes tid i 1950'erne), så nu til dags skal man lede efter det i afgrænsede små fredede enklaver. To af sådanne er Vandringsløse Tidende taget ud for at tage et kik på. For der findes 2 af slagsen mellem Allerød og Farum i form af fredninger: Allerød Sø-Kattehale Mose og Stavnsholtkilen, med den idylliske lille landsbyenklave Stavnsholt helt mod syd. Man kan stort set følge Nordsjællandsruten hele vejen.

Fra Karen Sofies Høj mellem Allerød Sø og Kattehale Mose har man denne udsigt mod syd over mosen. Højen ser meget naturlig ud med en "gravhøj" på toppen, men det er en illusion: Det er en bakke lavet af jord man fjernede for at komme til at kunne grave ler op til teglværkerne i området. Og Karin Sofie var teglværksejerens datter.

Området er beskrevet i en folder fra Naturstyrelsen/Miljø- og Fødevareministeriet med kort til. Her er også aftegnet en vandresti. Stien omfatter hele statsskoven, men jeg nøjedes med at gå gennem det fredede område mod øst. Så jeg nåede ikke børnenaturcentret Vestre Hus og skovsøen, kærestetræet Rævebøgen der er over 200 år gammelt, Rævemosen der om foråret skulle være dækket af kærmysse, Mørkebakke en flad lerbakke, som isen efterlod i dødislandskabet, Lerbjerg og Kratbjerg, den nedrevne Cobrahytte opkaldt efter Cobramalerne (bl.a.Asger Jorn og Carl Henning Pedersen). Men der skulle stadig være lidt mursten fra huset, et dørtrin og en brønd.

Man bør absolut tage afstikkeren til Blovstrød Teglværk og Blovstrødbanen. Om sommeren kan man endda få en tur med den gamle smalsporsbane. Teglværket er den gule bygning til venstre, de røde i højre side af fotoet er remiser mm for toget. Der er desuden "opstaldet" en del grej fra jernbanen bag teglværket, skulle jeg hilse og sig til jernbaneentusiaster. Til de sidste har jeg uploadet en del fotoer på Flickr.

Blovstrød Teglværk og -bane

Til gengæld gik jeg en omvej omkring Blovstrød Teglværk hvor der stadig holdes liv i Blovstrødbanen for turister. Det er en smalsporsbane som oprindelig kørte ler til teglværket. Sporet ender brat ved den lille station Oskar Jensens Bro nedenfor Karen Sofies Høj. Men den bruges vist ikke længere. Stationen er på den anden side af s-togsporet hvor også Blovstrød Teglværk befinder sig. Her er bevaret meget fra det gamle teglværksmiljø: Selve teglværket fra 1897 (det står der på gavlen), teglværksstationen med remiser, hvad der formentlig har været boliger for teglværksejeren og arbejderne, pottemageriet med tre teglværksovne og snedkeriet.

Den store bygning der kigger op bag de to små står der 1893 på i gavlen. Nu ser det meget idyllisk ud. Gad vide hvordan det var at bo i da teglværket var i funktion. 

Blovstrød Banen hørte til Blovstrød Teglværk, som blev grundlagt omkring 1860, og var i sin storhedstid i årene omkring 1920-30 et af Nordeuropas største. Sporet gik bl.a. til Allerød Sø, senere forlænget mod syd til Tivoli huse og Vassingerød. I 1966 blev transporterne overtaget af lastbiler. Efter sigende skulle der også findes rester af de gamle tipvognsspor i Ravnsholt Skov og Sønderskov i form af en sti, der skærer sig snorlige gennem landskabet, men nogle steder kan man også se de gamle sveller. Dem skal man nu kigge godt efter. Og jeg er ret sikker på at det ikke er på Nordsjællandsstien. Men et sted i Sønderskov skærer der noget over stien som godt kunne minde om et gammelt jernbanespor.

Tipvognssporet? Jeg ved det ikke, bare et gæt. Det krydser Tivolivej i Sønderskovs østlige del, nord-sydgående. Og fortsætter på den anden side af stien.

Blovstrød Teglværk fortæller noget om områdets historie: Det hele er opstået som følge af 1800-tallets intensive råstofudnyttelse, Frederiksholm, Blovstrød og Allerød Teglværkers udgravning af ler og tørv (til brændsel i teglovnene). Allerød Sø blev fx drænet. Teglproduktionen sluttede omkring 2. verdenskrig. Blovstrød Teglværk lukkede dog først i 1982. Tilbage blev gravehuller, vandhuller og søer. Mange er nu groet til. De mange vandhuller og småsøer gjorde det så ubrugeligt til landbrug. Det landbrug der var, ophørte omkring 1970. I 1984 blev der påbegyndt en forsigtig landskabspleje i området


Kattehale Mose - næsten i midten af den. Det er også i dette område at der er et par shelters. Informationsplancher fortæller om den meget sjældne stor kærguldsmed som er fredet i hele Europa, og en stor sjældenhed. Men der er også mere almindelige dyr.

Allerød Sø og Kattehale Mose og Sønderskov

Kattehale Mose blev fredet i 1943, mens Allerød Sø først er kommet til i 2008. Det kan man godt se: Mens området omkring Allerød Sø stadig mere ligner en park, så har Kattehale Mose helt anderledes "vildt" udseende. Fredningen byder på græssende køer, enge, søer, tørvemoser, græsmarker og krat.

Sønderskov set fra Kattehalevej mod syd. Fotoer kan ikke gengive lyd, men i dette tilfælde ville det have været en god ting. Fuglefløjt, fred og ro.

Sønderskov er ikke fredet, og heller ikke særlig stor. Den forbinder de to fredede område på dagens tur. Og hvilken forbindelse! Lidt over en kilometer af ruten går gennem her. Men oplevelser er intense. Moseområdet midt i skoven er genskabt, og de gule iris er på vej op, de blomstrer i juni. Der skulle også være kærmysse og kæruld, men dem så jeg nu ikke noget til. Rådyr holder væksten nede i de åbne vådområder.

Rådyrene laver naturpleje. Og sandelig om jeg ikke overraskede et. Den stod ganske få meter væk, men stak af inden jeg nåede spontant at trykke på aftrækkeren.


Stavnsholtkilen

Syd for Sønderskov kommer man ud i det åbne område som er fredet, kik med på Fredninger.dk og dette kort. Baggrunden for en fredningen var at sikre åbne arealer mellem byerne Farum og Birkerød, "således at den landskabelige sammenhæng fra Furesøen til Sjælsø og de store skovområder mod nord og vest bibeholdes og styrkes". Offentligheden skal også have adgang til Furesøens nordlige bred. Meningen er at kunne opleve det varierede landskab i området og at sikre og udvikle natur- og landskabsværdierne. Landskabet er et bakket morænelandskab og består for størstedelen af åbne landbrugsarealer og det er karakteristisk ved omkring 200 småsøer og vandhuller.

Udsigt fra vest mod øst over det fredede område, omtrent fra Nordtoftdal. Udsigten er ikke typisk for det område jeg gik igennem. Men det er lidt kedeligt at vise fotoer af bare marker eller kæmpeområder med græs

Den nordlige del af fredningen er noget præget af hestehold. Langs Høveltevej er der mod vest udsigt til en enorm rideskole og anlægsgartneriet Lykkens Have. Men mange af gårdene synes også at have slået sig på heste. Området mod nord med gårdene Fuglsang, Bigården og Nordtoftgård ad Høveltevej og Stavnsholt Gydevej er desuden præget af enorme opdyrkede marker, hvilket gør turen lidt ensformig.

Området syd for Duemosegård. Området ser nu mest ud som den bare mark i forgrunden til venstre.

Her nærmer man sig Hillerødmotorvejen og Bistrupvej, og det kan høres. Der er en konstant høj susen fra trafikken hele vejen ned til Stavnsholt. Så måske skulle jeg i stedet have valgt den mere østlige rute tæt på golfbanen. Denne sydlige del af Stavnsholtkilen rummer den østlige del af jorderne til Stavnsholt landsby.

Moderne svinebrug ved Solhøjgård i Stavnsholt. Svinene ser ud til at trives. En anden til højre uden for billedet ligger magelig henslængt på siden.

Stavnholt landsby er et kapitel for sig. På denne solskinsforårsdag er der gang i skolelandbruget nord for landsbyen. En gruppe børn er ved at så et eller andet. Museet er ikke åbent. Men der er en bænk udenfor hvor man kan slå sig ned og nyde udsigten til Kærgården, se det første foto i dette indslag. Så går det vestpå gennem det moderne Farum med skoler, Arenaen, bycenter og talrige institutioner. Men det er en helt anden historie.

Øxenholm lidt nord for Sønderskov er et passende afskedsfoto i dette indslag. Her boede (eller de bor der måske stadig) Aqua-parret Søren Rasted og Lene Nystrøm. I 2006 kostede det dem 28 mio kroner. Så det er jo en slat.


Kik flere fotoer på Flickralbum for Allerød.

mandag den 18. april 2016

Alt igen tørt på Vestfronten

Efter vinteren store oversvømmelser er det blevet mere normalt, i hvert fald fra Voldpunkt 13 til Voldpunkt 19

Gitterbroen syd for Jyllingevej (voldpunkt 15). Nogle grønne aflejringer på jerngitteret antyder hvor højt vandet stod i januar, og sammenlign med dette foto for at se hvordan det da så ud. Bemærk også hvordan man har lavet "dunkelskov" på den anden side. Kratten er blevet fjernet, og får afgræsser nu området for at forhindre at det vokser op igen.

Før-og-efter-fotoer

Oversat til normaldansk er Voldpunkt 13 ud for Rødovre Parkvej hvor Batteritogsmagasinet ligger og Voldpunkt 19 ved Islevhusvej. Omkring årsskiftet var store dele af denne strækning af Vestvolden oversvømmet, se Vandringsløse Tidende fra fredag den 1. januar 2016 og søndag den 3. januar 2016. Jeg var derfor spændt på at se om der var sket varige ødelæggelser.

Vandstanden er nu så lav at vandet løber mod nord, dvs. mod Utterslev Mose. Men i januar stod vandet helt oppe ved kanten af kørebanen og broen var spærret, som det fremgår af dette foto fra januar 2016. Dengang kunne man ikke engang se vandstandsmåleren i voldgraven.

Men så vidt jeg kan skønne ser det ikke ud til at være sket det store. Der er også blevet fjernet nogle af de mange træer som var væltet ned i voldgraven. Men der ligger stadig en del og venter på at blive fjernet. Vandet ser dog ud til at have fået frit løb igen og vandstanden er faldet betydeligt. Til "normale" tilstande - i det omfang man kan snakke om noget sådant. Der er stadig afmærkninger af hvor højt vandet stod. Men det gror formentlig hurtig til igen. Det er værre med gulvene i bunkerne.

Skovning åbenbarer

Beroliget over at vandet er sunket og der formentlig er nogen som allerede har kigget på om der skulle være sket skader på broer og bunkere, kan man så i stedet studere de mange andre anlæg ved Vestvolden, og tidspunktet er det rette, for træer og buske er endnu ikke sprunget ud.

Voldsiderne ligger lidt bare hen efter at krattet er blevet skåret ned til benet og der nu kun er spredt træbeplantning. Men lur mig om det ikke meget snart vokser til igen. Her er det voldpunkt 19 ved Islevbrovej, set mod nord. Bemærk træerne der er styrtet i graven.

Afskovningen betyder at man fx har et godt indtryk af Ejbylejren og Batteritogsmagasinet. Hensigten er at gøre voldene mere synlige i stedet for som de i mange år har været skjult af et helt uigennemtrængeligt krat. Mange steder var der fx ikke engang udsigt til voldgraven når man gik lidt oppe ad volden. Det er der for så vidt stadig ikke. Men det er lysnet en del.

Ejbylejren var delt op i to. Her er det den sydlige del, den anden ligger til venstre for. Lejren er fra 1891 og bestod af seks barakker med sovepladser og samlings-og spisestuer til soldaterne of en køkkenbarak. Det var en teltlejr, hvor fundamenterne blev brugt som teltgulve. Under 1. verdenskrig blev den udvidet, bl.a. med cykelskure til soldaternes cykler.

Også Batteritogsmagasinet tager sig fint ud nu uden udsprungne træer. Batteritoget var et slags flytbart batteri med seks vogne, hver med sin kanon. Det var så meningen at det kunne køre hen på de steder på fronten hvor det gik særlig hedt til. Det originale magasin stod fra 1. verdenskrig til 1999 i Avedørelejren. Det nuværende er en kopi opført efter originale konstruktionstegninger. Det ligger flot og rødt langs voldgaden, og man kan kigge ind i remisen hvor der er udstillet en brandsprøjte. 

Batteritogsmagasinet skal næsten ses nu inden træerne springer ud. Hvis man går tæt på vinduet til venstre, kan man se brandsprøjten der er fra ca. 1890. Den stod i Ejbylejrens sprøjtehus. Den blev fundet i laden på en gammel gård og er nu istandsat. De efterlyser slanger, strålerør mm så de kan lave en brandøvelse!

Det levende liv

Vestvolden er ikke et stykke natur. Det er et menneskeskabt område med vegetation i et larmende og forurenet byområde. Motorring 3 drøner langs volden, som forøvrigt krydses af store veje som Slotsherrensvej, Jyllingevej og Roskildevej. Men visse dyr og fugle er tilsyneladende ligeglade og trives godt med det. Så meget at de endda yngler og har det fint: Ænder, svaner, hejrer. Svanerne har ikke megen blufærdighed. De er allerede færdige med redebyggeriet og ruger på æg i Kagsmosen. Ved Slotsherrensvej klods op ad den larmende og støjende vej er der et par som er ved at indrette sig. Sjaggerne er i gang med deres parringsspil.

Svaneparret her er tilsyneladende helt ugeneret af larmen og at fotografen nærmer sig. De kigger knap nok. Om lidt lægger mutter sig nok, og fatter holder vagt imens.

Mennesket sætter ikke bare sit præg på området rent lydmæssigt, men der bliver også kastet enorme mængder skrald ud. Men i weekenden har Danmarks Naturfredningsforening afholdt den årlige skraldindsamling, og tak for det! Volden ser ganske pæn ud på dette stykke, hvilket også ses af det bjerg af skraldeposer som ligger ved Ejbybunkeren.

Stor tak til de frivillige som fulgte Danmarks Naturfredsningsforenings opfordring til at indsamle skrald. Jeg går ud fra at dette mindre bjerg af sække er resultatet af indsamlingen. Og volden er nu altså pænest uden.

Ved voldpunkt 13 passerer Motorring 3 meget tæt på volden. Og hvis man synes at man har hovedet stukket ind i en emhætte der kører for fuld udblæsning, så er det det man kan høre. Hvis man vil have et godt indtryk af hvor meget larm en sådan motorvej producerer, er der rige muligheder for det her. Man kan gå under motorvejen og bestige støjvolden langs Sortevej nordpå mod Parcelgården. Herfra har man også udsigt mod Herlev.

Herlev Sygehus tårner sig op i horisonten. Til højre er Motorring 3 med udfletningen til Jyllingevej. Parcelgården i forgrunden til venstre ser ud til at gå strygende som rideskole. Det forekommer mig at der er kommet nye stalde.

På vej over broen møder jeg en slukøret pensionist som spontant fortæller at nu har de besluttet at flytte fordi de ikke længere kan holde larmen ud. Og jeg må indrømme at jeg forstår ham godt. Vi står nærmest og råber til hinanden for at få ørenlyd selv om vi står en meter fra hinanden. Sådan lidt som at ville snakke med nogen til en rockfestival.

Der er flere billeder på Flickr.