fredag den 23. juni 2017

Køge Ås

Køge Ås tager sig visuelt bedst ud i solskin, men i tåge og stille vejr får man andre og mere intense sanseoplevelser


Køge Museum bebor dette skønne bindingsværkshus. Og man kan komme ind i haven bagved. Her står bl.a. en af de få tilbageværende milesten fra Christian VII's tid.

Solskinsvejr er for det meste ideelt fotovejr. Tåget vejr som fredagens kan være lidt af en prøvelse. Men vandrelivet består ikke kun i at tage fotoer, det består også i at opleve. Og netop tåget, stille vejr kan være en meget intens oplevelse, især når det drejer sig om Køge Ås. Skoven på åsen kombineret med de flade engområder langs foden af åsen giver en speciel akustik når fuglestemmer en dag som denne møder en på vej gennem skoven. Og ændrer sig når man går fra den tætte skov på  toppen af åsen til de stejle skrænter langs åsens fod. Fugten og stilheden mobiliserer også andre sanser end synssansen. For når tingene ikke står så skarpt, virker det som om ens lugte- og høresans kommer op i et højere gear.

"Godskontoret". Det kan undre hvorfor der ligger et godskontor her. Men formentlig fordi Gl. Ringstedbanen løb næsten forbi her, få hundrede meter nordvest for.

Køge By og Gammelkøgegård

Området omkring stationen er et stort byggerod, så det gælder om at slange sig væk fra det og ind til byen. Køge har en gammel bydel som fuldt ud er på højde med fx Dragør, synes jeg. Dog er Køge mere fragmentarisk end Dragør og de gamle huse er spredt over et større areal blandet med nyere. Til gengæld er variationen større. Det er der skrevet en masse om. Dette blot for at minde om at man sagtens kan bruge Køge som en vandringsbase, med hyggelige miljøer til kaffe, frokost eller middag.

Mindestøtterne nord for åsen. Området er velplejet. Minderne om de adelige er bevaret. Derimod er der intet tilbage af de som tjente føden på Gammelkjøgegaard.

På vej ud mod åsen kommer man forbi Gammelkøgegårds bagerhus. Længere mod vest kan man over vandet ane Gammelkøgegård. Hvor tiltrækkende den end ser ud, er hovedgården privat og der er ikke offentlig adgang. Kun til parken onsdag, lørdag og søndag 13-16. Så der var lukket da jeg kom forbi. Det står i folderen om Køge Ås, men på selve stedet kan det være lidt vanskeligt at skelne mellem hvilke bygninger der er tale om. Ejerne har været så nænsomme ikke at plastre indgangen til med alt for afskrækkende skilte, hvilket er meget prisværdigt. Jeg kom desværre på grund af det til at overse skiltet, men det skal bestemt ikke ligge ejerne til last, tværtimod.

"En snegl på vej'n er tegn på regn i Spanien". Og også på Køge Ås. Alt er fugtigt og en fin dis hænger over hele landskabet. 

Gammelkøgegård har været "hovedgård" siden middelalderen, den nuværende hovedbygning er fra 1791. Og adskillige adelige har spankuleret rundt her og huseret med bønder, folk og fæ. En overgang var det svenskere som ejede gården, men i 1776 blev det dansk igen. En dansk landmand, Rasmus Carlsen købte den og sønnen blev adlet under enevælden. Efter grundloven gik godsejeren ind i politik og var blandt dem som kongen udpegede til Landstinget. Grundtvig der i første halvdel af 1800-tallet var varm tilhænger og beundrer af enevældskongerne Frederik 6. og Christian 8. og skrev begejstrede hyldestdigte til dem begge, er ligeledes begravet her i en særlig kirkegård, Claras Kirkegård mellem Gammelkøgegård og mindestøtterne.

Den østligste bygning i striben af gule bygninger, "Godskontor"

Hvor har man set godsejere og adelige rejse mindestøtter for de tusinder af anonyme danske bønder, arbejdere og husmænd der i tidens løb i deres ansigts sved knoklede for selv at overleve samt for at deres herrer og damer kunne leve en  luksustilværelse? Ingen steder, heller ikke ved Køge Ås. Tværtimod er der rejst to mindesøjler. Den ene "Til minde om de 3 godseiere ... med samt deres Familie som i det sidste hundredaar have styret Gammelkjøgegaard og Gods reistes denne Støtte af erkjendtlige Gaardmænd, Huusmænd, Forpagtere, Arbeidere og Betiente den 11 Juni 1876" og en anden "Til Ære for Stamhusbesidderinde Emmy H. M. E. B. Hilleborg Carlsen. Sidste Ætling af den Slægt der i saa mange Aar styrede Gammejögegaard ... reistes denne Mindesten af erkjendtlige Beboere på Gammelkjögegaards Gods ... Juni 1912."

Vest for Gammel Køgegård ligger der til gengæld rigeligt med  bygninger at kigge på, det såkaldte Godskontor. Gule bygninger syd for vandrevejen. Og herefter fortsætter det ad en alle i retning af åsen.

Foden af åsen. et af de steder hvor man kan få et indtryk af hvor stejl og høj den er. Åsen er fortrinsvis dannet af sand og grus der er aflejret i store smelteevandsfloder under isen.

Køge Ås

Der er skrevet meget om Køge Ås, inklusive her på bloggen som passerede for 2½ år siden i forbindelse med vandværksvandringerne. Så på denne tur har jeg valgt at fortælle om nogle mindre kendte steder. Men de er afmærket på kortet og folderen.

Cykelstien Ringstedstien er et gammelt nedlagt jernbanespor.Ved åsen går den gennem et område der på begge sider er bevokset med høje træer. Formentlig pga at den går ind til Køge centrum er den meget populær blandt løbere, i hvert fald i dag.

Et af dem er Gl. Ringstedbane som er banelegemet for en forhenværende jernbane. På åsen er stien lidt over en kilometer lang og forløber i en blødbue syd for åsen mod øst. Stien ser ud til at være et populært sted for løbere. Måske pga belægningen og forløbet. Det er en nogenlunde plan strækning på et smalt spor på en lille forhøjning eller dæmning med sumpede områder på begge sider. Det vestlige startpunkt ender ved Køge Å hvor banen i sin tid har krydset åen, og den gamle jernbanebro findes endnu omend uden skinner. Der er også et lille anlæg. Det hele er noget overgroet, men man kan sagtens se konturerne af hvad der var engang. Vest for øen fortaber sporet sig dog ind i vildnisset, så jeg opgav at forfølge sporet længere. Dels fordi broen er vanskelig at passere, dels fordi man også ville nærme sig endnu mere til den larmende Ringstedvej.

Her ender sporet så vidt jeg kan se. Jernbanebroen sernoget forfalden ud, men vovehalse kan sikkert passere og se om der er en sti på den anden side af Køge Å.

Køge-Ringsted Banen eksisterede mellem 1917 og 1963. Modsat Slangerupbanen overlevede den en anelse længere, den blev anbefalet nedlagt 1936 og 1954. Den transporterede bl.a. kul til gasværker i Ringsted og Sorø. Efter nedlæggelsen købte Køge Kommune strækningen fra byen til Køge Ås og anlagde cykelsti, det er den som i en blød bue går fra stationen og ud til åsen under navnet Ringstedstien.

Et andet foto som viser hvor vanskeligt det kan være at skimte åsen når man står ved foden af den. Men også oven på åsen kan det være svært da den er vokset til med skov.

Bagdelen ved et fugtigt og stille vejr som i dag er at skoven er fuld af myg. Og det både oppe på åsen og nedenfor. Heldigvis er jeg godt pakket ind og beskytter hænder og nakke. Men myggene svirrer om ansigt og hænder når jeg skal kigge på kortet.  Til gengæld er der masser af snegle i skovbunden: skovsnegle, vinbjergsnegle - og desværre også masser af iberiske skovsnegle (dræbersnegle). Udover sneglene er der også et meget intensivt fugleliv, især langs engene omkring åen.

Her et foto af "Den Grønne Vej". Og nej, vejen er ikke den mørke stribe tættest på kornmarken. Vejen forløber ved den næsten ikke synlige mørke område midt i det vildtvoksende græs og brændenælder. På fotoet får man også et indtryk af disen.

Nord for åsen forløber en vej som er angivet som Den Grønne Vej. Om det er ment som at vejen er grønt overgroet i 1½ meters højde skal jeg ikke kunne sige. Men vejens vestligste 500 meter er svære at lokalisere. Der er ikke længere tale om en vej, men brændenælder, græs og andre planter. Ikke anbefalelsesværdigt i et vejr som dette hvor alt er fugtigt og man bliver sjaskvåd i indtil brysthøjde. Uden at det regner!

En af de få steder hvor man kan komme på tværs af åsen. Ellers forløber stierne af indlysende grunde mest på langs af åsen. Ellers skulle man nok anlægge trapper.

Køge Ås er som andre åsbakker dannet i slutningen af istiden hvor iskappen var begyndt at vige. Isen stod stille, og smeltevandet løb under isen i floder,langsommere og langsommere hvorved sand og grus bundfældede sig. Floden løftede sig på denne måde op gennem iskappen, indtil det hele smeltede og bundfaldet blev liggende som en ås. Så åse er i virkeligheden en slags afstøbninger af istunneller som ikke længere findes.


Som sædvanlig er der flere fotoer på Flickr Album, Køge Kommune.


Ruten

Køge Ås er ca. 2 kilometer lang og 300-700 meter bred. Der er flere stier som går på langs, såvel langs foden som på toppen. Desuden findes der enkelte steder tværgående stier. Alle stier er fortrinlige til vandring.

torsdag den 8. juni 2017

Vestre Kirkegård: 1870 til 1914

På sporet af rester af kirkegårdens første årtier som fattigkirkegård. Og lidt om tiden derefter


Mange kommer på gamle kirkegårde for at se på kendte personers grave. For nutidens blikke kan det se ud som om hæderkronede kirkegårde som Garnisons Kirkegård, Assistenskirkegård og Vestre Kirkegård er fyldt med sådanne. Men sådan har det ikke altid været. Alle startede som fattigkirkegårde. Først mange årtier senere begyndte mere velbeslåede personer at lade sig begrave der og endnu årtier senere berømtheder. De fattiges grave blev fjernet for stedse. For Vestre Kirkegårds vedkommende kan man kun finde fotoer og beskrivelser af hvordan der så ud i starten. Intet af hvad vi kan se i dag, afspejler hvordan kirkegården så ud engang. Ikke engang i rundingen nord for Nordre Kapel med dens samling af hjemløse gravsten, på de fleste af dem kan man ikke læse hvad der står, i det omfang der er skrevet noget.

Sådan genkender de fleste Vestre Kirkegård i dag, men skinnet bedrager set i historisk perspektiv. Fotoet afspejler ingenlunde hvordan den så ud i starten. Dette er måske 2. eller endda 3. generation på samme grund som fattigkirkegården. Her er man så heldig at kunne skelne at der engang har været en sti med grave på begge sider. Det er langt fra tilfældet de fleste andre steder.

Fattigkirkegård 1870-ca. 1892

I Rådstueplakaten fra 1870 står at kirkegården "Foreløbig vil den kun blive benyttet til Frijordsbegravelser. Til denne Brug er der allerede udlagt noget over 2 Tdr. Land i Kirkegaardens vestligste Side, og efterat dette Jordstykke er indhegnet og derpaa opført et Begravelsescapel, vil det nu blive indviet og kunne tages i Brug." Frijord betød at man kunne få gravstedet gratis. I de første par år begravedes der 2-3.000 mennesker årligt, men tallet mere end fordobledes i løbet af de første årtier. Hvis disse tal står til troende, var der efter 20 år måske begravet 60.000-80.000 mennesker. Alle disse "1. generationsgrave" er væk. Vi har intet spor efter dem.

Fattigkirkegården Vestre Kirkegård lå et pænt stykke ude på landet på kolde og bare bakkeskråninger. Det tog tid at komme derud og kostbart hvis man ville køre. Der var ingen sporvogn, og en droske var dyr. Fra 1. maj 1880 blev der også foretaget linjebegravelser. Alle former for begravelser var altså af den billigste slags hvor rettighederne udløb efter 20 år uden nogen form for mulighed for at få udvidet gravstedet.

Dette hjemløse rustne gravmæle står i rundingen ved Nordre Kapel og kan måske være et eksempel hvordan mere jævne menneskers gravmæler så ud. "Her hviler vor kære Moder Thyra Wilhelmine Jensen, f. Hansen. * 18. November 1839, + 13. September 1908". Men det må alligevel have hørt til bedrestilledes, for de fattiges trækors som der må have været langt flere af, er gået heden.

Var man endelig nået derud, var der ikke noget ordentligt kapel. Det kom først til med Nordre Kapel 1892. Både Social-Demokraten (5. juli 1888) og Frederiksborg Amtsavis (18. juni 1892) beskrev kapellet som opført af træ, lavloftet, smalt, uden ventilation så der var kvælende varmt om sommeren, isnende koldt om vinteren. Rummet var overfyldt hvis der mødte 50 op til en begravelse. Ligene blev stablet op i midten af bygningen så folk dårligt kunne komme rundt. Ofte foregik bisættelsen i en ulidelige stank. Dagligt foregik der ikke under en halv snes begravelser fra dette "midlertidige" kapel som det tog Magistraten 22 år at erstatte.

Begravelserne og gravstederne så radikalt anderledes ud end noget vi kender til i dag, i hvert fald hvis en artikel i Social-Demokraten 5. juli 1888 står til troende: "Hvem har ikke set den store aabne Grav paa Vestre Kirkegaard, som maaler mindst et halvt Hundrede Alen i Længden og en halv Snes Alen i Bredden? Kiste ved Siden af Kiste, Voksne og Børn mellem hverandre, ikke en Tomme Plads imellem dem, og kniber det rigtig en Gang med Plads til dem alle i denne Faldgrubbe, sættes et Barnelig uden Betænkning ovenpaa voksent Lig. Er denne aabne Grav endelig fyldt med Lig, kastes den til, Numerpæle sættes ned i passende Afstand fra hinanden".

Gravsten fra 1905. Den minder meget om Thyra Jensens, dog ikke udført i jern. Mon det var stilen for 2. generation af gravsten efter at man havde fjernet fattigkirkegården? Trækorset er erstattet af et indhugget kors i stenen.

Krig mellem kirkegårdens plejere

Hertil kom at der tilsyneladende var rivalisering mellem de som passede kirkegården. I Social-Demokraten 3. september 1885 stod der en klage fra en anlægsgartner Harald Villiam Cronemann der havde været ved Vestre Kirkegård i 4 år. Graveren Bahnson havde fået ham anholdt for tyveri af en ligusterhæk. En fyrbøder havde opsat en ligusterhæk forkert på en anden grav hvor der tilfældigvis også var bestilt en ligusterhæk. Da det blev opdaget, bad fyrbøderens kone ham om at flytte hækken, hvilket gartneren gjorde. Bahnson angav herefter gartneren til politiet. Sagen blev dog opklaret, og han blev løsladt efter 1½ time. Gartneren har tidligere klaget over at Bahnsons søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne.

Sagen synes at have tilspidset sig mere og mere. I Folkets Avis 17. september 1902 stod der:

Paa Vestre Kirkegaard er der i disse Dage udbrudt Krig mellem Graverkarlene. Krigen gælder naturligvis Gravene og Retten til at anlægge og vedligeholde dem og den deraf flydende Fortjeneste. Der er to Slags Graverkarle, de af Magistraten fast ansatte og de private, der er antaget af nogle Gartnere, der har påtaget sig at anlægge og vedligeholde Gravsteder for Folk. Magistratens Graverkarle mener, at de fremmede Folk gaar dem i Bedene og har derfor indgivet Klage til Politidirektøren, og Spørgsmaalet er ikke så lige at afgøre. De to Slags Graverkarle er let kendelige fra hverandre, idet nemlig de fast ansatte bærer et Skilt med Magistratens Mærke i Huen, medens de private har et lille Skjold på Frakkeopslaget, saa Folk kan sagtens vælge mellem dem uden at tage Fejl. Spørgsmaalet er, om der foreligger Overtrædelse af Bestemmelserne om Forholdene paa Kirkegaardene. For at faa det Spørgsmaal afgjort, har Politidirektøren nu henvist Klagen til Rettens afgørelse."


På dette foto fra 1891 får man indtryk af hvordan kirkegården så ud omkring Nordre Kapel i 1892. Mændene befinder sig nord for kapellet, altså modsat side af søen. Der hvor der nu er en runding, jeg gætter fotografen må have stået omtrent hvor nu står Carl Brummers gravmæle for Emil Christian Hansen. (Københavns Museum)

Striden mellem de ansatte ophørte ikke. Bahnsen avancerede til at blive inspektør. I Social-Demokraten 17. december 1905 klagede gartner J A. Iversen over at inspektør Bahnsen kun vil tillade kørsel af et læs muldjord. To af hans kolleger kørte imidlertid alligevel ind, så de fik 3 læs kørt ind. Men så lukkede inspektøren portene og der blev sat dobbelt vagt. Den langvarige strid mellem gartnere og inspektøren endte tilsyneladende med den sidstes sejr. Dagens Nyheder kunne den 26. marts 1907 meddele at "Alle Gravstedsejeres Opmærksomhed henledes paa, at fra 1. Januar d. A. har Kirkegaarden selv overtaget al Beplantning og Vedligeholdelse af Gravsteder, hvorefter alt Arbejde af private Plantører er ophørt."

Dette må være en af de ældste bevarede gravmæler på Vestre Kirkegård, hvis ellers den er så gammel som den første der står på listen: Emilie Møller, f. Witt, død 1894.

1892 - Nordre Kapel

Først da Nordre Kapel stod færdigt i 1892, begyndte kirkegården at forandre sig. Fra 1894 er overleveret enkelte grave tæt på Nordre Kapel, fx sydøst for. I den første tid kunne man ifølge Frederiksborg Amtsavis (1892) stadig se rester fra fattigkirkegården: "Midt i den smukkeste Del af Anlæget ser man hist og her et tarveligt Trækors kigge frem mellem Buske og Græs; her var oprindelig “Frijorden"; Indskriften paa Korsene er udvisket. Gravtuerne de fleste Steder jævnede med Jorden, men den fattigste Del af Kirkegaarden er forvandlet til den skjønneste. Midt gjennem Kirkegaarden paa kryds og tværs fører vel vedligeholdte Veje, der ere brede som de bedste Hovedlandeveje. Langs disse Veje ligger Grav ved Grav. beplantede med Ligusterhæk og Roser. Monumenterne ere gjennemgaaenbe smaa og tarvelige i Sammenligning med dem, der findes paa de ældre Kirkegaarde; men ogsaa dette Forhold er i Færd med at forandre sig. Nærmer man sig den nyeste Del af Kirkegaarden, bliver Beplantningen mere og mere sparsom, og kommer man endelig til Frijorden - de fattiges Kirkegaard - helt nede ved Kallebodstrand, hører der helt op; thi her maa kun plantes lavtvoxende Buxbom,og der maa kun anbringes simple Trækors og malede Blikplader som Monument."

Overlærer Anton Frederik Pullich (1843-1894), redaktør af 3. udgave af Nordisk Conversationslexicon 1883-90. Og Gerda Pullich. Hans grav er også en af de ældst bevarede.

Arrogancen hvormed fattiggravene blev behandlet, får man et indtryk af i et læserbrev i  Aftenbladet (København) 15. august 1897 om en grav som formentlig er anlagt 1885 med et trækors: "Da jeg forleden Dag kom ud paa Kirkegaarden for at se til en Grav hvori et af mine Børn hviler, beder jeg en af Graverkarlene om at klippe Hækken paa Graven, hvilket han lovede. Men da vi naar Graven, ser jeg til min Forbavselse, at Hækken, som har staaet paa Graven i 12 Aar, er borte, hvorimod et lille Gravkors og nogle Blomster endnu var tilstede. Hækken var gravet op og formentlig bortsolgt. Jeg henvendte mig saa paa Kontoret. - Hvorledes kan saadant ske? spurgte jeg - Vi kan ikke vare for andre Grave end for dem, som bliver passet herfra. Forøvrigt, naar der ikke gjøres noget ved en Grav i to Aar, sløjfes den. Men mit Gravsted er hvert Aar blevet passet, saa det kan ikke komme ind under sidste Kategori. Men jeg spørger: Hvor er mit Hegn bleven af? Og skal Dagvogterne paa Kirkegaarden ikke have Tilsyn med andre Grave end dem, som er under Kontorets Forsorg? Rette Vedkommende vil vel svare herpaa! Med Tak for Optagelse Deres Holm."

Museumsassistent cand. mag Egil Petersen (1867-1894) er endnu et eksempel på en af de ældst bevarede og stadig eksisterende gravmæler. Om nogen fælles stil er der vel ikke tale. Men personerne kom også fra forskellige dele af den kulturelle elite.

De store afstande

Det var først da de mere velbeslåede begyndte at få problemer med de store afstande på kirkegården at medierne begyndte at skrive om det. Social-Demokraten 31. juli 1898 gjorde opmærksom på to problemer ved de store afstande. Det ene handler om at kunne orientere sig:

"Det er ikke nemt at finde Vej paa Vestre Kirkegaard. Der kommer nu f. Eks. et mindre Ligfølge med en Barnekiste. Men hvor gaar Vejen? Paa den forreste Runddel manglede der i Gaar en Kirkegaardsbetjent, som burde staa der for at vise et Følge Vej. Resultatet heraf var, at man næsten maatte gaa Kirkegaarden rund, før Graven fandtes. Det er nu kedeligt nok, men sligt kunde jo tildels afværges herved, at der var anbragt Vejvisere paa Kirkegaarden, ganske almindelige Landevejspæle med Anførelse af Vejen, der fører til Kirkegaardens forskellige Afdelinger. Ligeledes havde det sin Interesse, om der var Vejpæle, som f. Eks. pegede mod den Retning, man skal gaa, naar Vejen atter lægges tilbage. Nogle Mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden paa Kirkegaardens træbeplantede Stier og Alleer, kan man have Møje nok med hurtigt at finde den rette Vej".


Rodesten kendte man ikke til på fattigkirkegården. De er kommet til senere, og i øvrigt forsvundet igen. Her er man så heldig at kunne forbinde stenen med et område. Men i det omfang der overhovedet er sådanne sten, er det næsten umuligt at gætte sig til hvilket område man er inde i.

Det andet var det afledte problem at man kunne få behov for at hvile ud efter strabadserne:

 En anden Forbedring, som tiltrænges, er Anbringelsen af flere Bænke. For Folk, særlig de Ubemidlede, der ikke kører til og fra Kirkegaarden, vilde det være en Behagelighed, om der paa de lange Spadsereture var Haab om at finde en ledig Bænk. Vestre Kirkegaard er saa smuk, at den alene af den grund indbyder til Hvile, og der er jo særlig om Søndagen stor Tilstrømning til Gravene af de Afdødes Slægtninge og Bekendte .. Her er nu slet ikke et eneste Sted, hvor gamle og svagelige Folk kan hvile sig, naar de søger ud til deres Afdødes Grave. M 


Billedhugger Carl Theodor Nyegaard (1866-1899). Også en temmelig ældre sag set i Vestre Kirkegård-sammenhæng. Hvem han er og hvad han lavede, er ikke sådan lige til at finde ud af.

Men problemet blev ikke løst lige med det samme. I Folkets Avis kunne man 27. januar 1912 læse om "De, der nogle Gange har deltaget i en Begravelse paa Vestre Kirkegaard, ved, hvor besværligt det kan være for Deltagerne i Følget at bære Kisten fra Kapellet til Graven; særlig naar Deltagernes Antal er lille og Vejen lang. Til de yderste Liniebegravelser kan der fra Kapellerne jo næsten være en halv Fjerdingvej, saa at Bærerne nødvendigvis maa skifte flere Gange undervejs. Men den ved Skiftningen foraarsagede Standsning virker absolut hverken opbyggeligt eller tiltalende. Det hele minder for meget om noget, der er ved at gaa i Staa. For dem der er er uvante med strængt Legemsarbejde, er dette, selv for en Time, at være Amatør-Ligbærer i dobbelt Forstand en byrdefuld Bestilling, der særlig under ublide, vinterlige Vejrforhold virker pinefuldt og trættende. Men det er næsten endnu værre at være Bærer, naar den stadige Efteraarsregn har opblødt Færdselsgangene, saa man ved hvert Skridt synker i Pløre til Anklerne." (En fjerdingvej svarer til godt 900 meter).

I Nationaltidende 22. marts 1912 kunne man læse at Borgerrepræsentationsudvalget havde taget det op at anskaffe en vogn. Man var dog ikke udelt begejstrede for ideen: "De fleste mener at det ser mere højtideligt ud, at Kisterne bæres" men ville dog ikke helt afvise ideen, og henstillede at man foreløbig forsøgsvis anskaffede en sådan vogn. Der kunne rekvireres mod et gebyr af 4 kroner. Løsningen blev opførelsen af et nyt kapel så vejen ikke blev så lang. Social-Demokraten 6. november 1912 viste billeder af det nye Østre Kapel. Arkitekt Holger Jacobsen, med plads til ca 150 mennesker, venteværelse mm. Kapellet blev indviet den 19. februar 1913. Den første begravelse fandt sted samme dag, og ved den lejlighed inviede man også den drapperede vogn som man kunne køre kisterne fra kapellet til gravstedet.

Østre Kapel. Der gik 22 år før kirkegården fik et ordentligt kapel, Nordre Kapel. Og derfra igen 21 år før man fik løst problemet med de store afstande med endnu et kapel. Få årtier senere begyndte folk at blive kremeret, kistebegravelser er efterhånden en sjældenhed som er forbeholdt især religiøse og tilflyttere.

Transport udgjorde dog fortsat et problem. Nationaltidende 2. januar 1917 bragte et interview med direktør Berg ved begravelsesvæsnet om man ikke kunne etableres billig befordring på de store kirkegårde. "Om begravelsesvæsenet imidlertid kan faa etableret en Befordring gennem Kirkegaarden er jo mulig: vi har Kuske og 8 Heste, som der ikke er Brug for om Søndagen, det er dog en Del af, hvad der udkræves. Vognene kan sikkert lejes hos en Vognmand, eller man kan maaske indrette sig paa anden Maade." Diplomatisk svaret.

Finere folk - og socialdemokrater

Et stykke inde i det nye århundrede begyndte finere folk at blive begravet på kirkegården. I september 1904 blev professor Finsen begravet under overværelse af  kongen, Kong Georg, kronprinsen, dronning Alexandra og mange flere. Gravstedet ligger overfor Carl Ploug. Og Fredericia Dagblad kunne 25. maj 1905 fortælle om en "lille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard. Johan Ottosens Mindesten afsløres. Finansmin. Vilh. Lassen taler. Billedhugger Povl Olrik, stenhugger A. Sode."

Vestre Kirkegård blev også den opkommende fagbevægelses og Socialdemokratiets begravelsesplads. Aftenbladet kunne allerede 30. marts 1907 berette om at omkring 1.500 mennesker var født op til jordefærden af nogle indebrændte snedkersvende. Det hele udviklede sig lidt kaotisk. Efter den første socialdemokratiske borgmester Jens Jensens død i 1928 fik et område i højdedraget omkring søen karakter af en socialdemokratisk landsby. Senere kom der en mindre for kommunisterne. Formentlig efter det opstod navnet "Det Røde Hav" om søen. Og så er vi allerede over i den periode som de fleste der besøger Vestre Kirkegård, kommer til at blive fortrolige med.

Men allerede da fagforeningsmanden Carl Gran (1872-1913) døde den 23. april 1913, var begivenheden på forsiden af Folkets Avis 28. april hvorfra nedenstående foto stammer. Han var et vellidt medlem af Bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse, bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds og Snedkerforbundets hovedbestyrelse. Forfatter til "Snedkersvendenes Organisationshistorie" (1910).

Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913 viser en kolossal folkemængde foran Nordre Kapel med fagforeningsfaner og hvad dertil hører. I øvrigt er det ikke lykkedes mig at lokalisere hans grav, så han er måske gået i glemmebogen?

Et andet dødsfald som vakte opstand, berettedes der om i Aftenbladet 4. juli 1916: "Den unge Maskinarbejder Orla Petersen fra Ryesgade 70 C, der forrige Søndag dræbtes i Slagsmaal med en Soldat i Klampenborg, jordedes i Gaar Kl. 2 fra Vestre Kirkegaard under stor Deltagelse. Et Hav af Kranse dækkede Kisten - bl.a. en prægtig Dekoration fra den Batallon, som Drabsmanden hørte til, og hvoraf et Hold paraderede ved Kisten. Efter "Lyksalig, lyksalig-" talte Pastor Wetzler fra Fredens Kirke. Han benyttede Lejligheden til et smagløst Angreb paa Foreningslivet og Forlystelserne. Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt", bar Soldater Kisten ud under Tonerne af "Nærmere Gud til Dig." Omtales også i Social-Demokraten 4. juli 1916. Her nævnes også deltagerne: Oberstløjtnant Glahn, Kaptajn Troels Schmidt, en oversergent og to menige. 6 soldater dannede æresvagt sammen med Smede-og Maskinarbejdernes. Talen nævnes således: "En Tale der særlig lagde Skylden for det grimme Drab paa Drikkeriet, som ødelægger saa meget godt hos vort Folk."

Selvmord

Som et slags efterskrift på denne gennemgang her en omtale af 2 selvmord som fandt sted på kirkegården. Det ene blev omtalt i Aftenbladet, 12. juli 1911 på meget dramatiseret vis. Selvmorderen tillægges tanker og motiver som ingen vel kan vide noget om. Der er nogle bemærkelsesværdige sentenser i artiklerne som næppe ville kunne findes i dag. Den ene er at det hele foregår med navns og steds nævnelse: Møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73 havde skudt sig gennem hovedet ved sin kones grav. Men også slutsentensen er bemærkelsesværdig: "Der burde staa en lille Sten over den, der fortalte, at man ogsaa i vore Dage i en jævn Arbejderfamilie kan støde paa en Følelse, der spænder ud over Rum og Tid og rækker udover Døden og ind i Evigheden." Den vidner om at det åbenbart ikke var almindeligt at tillægge arbejdere følelser.

Den anden stammer også fra Aftenbladet, denne gang den 29. juli 1915. Her er der dog tale om en ældre mand ved navn Lars Peter Christensen, cigarmager fra Aabenraa Nr. 8, 3. Sal. Han skød sig een måned efter sin kones død "med en revolverkugle i Tindingen. Han var stendød." Sensationspresse har altid eksisteret.

Fotoer

Fra Vestre Kirkegård kan ses på mit Flickr Album. Der er pt 169 fotoer. Og for opadgående.

lørdag den 3. juni 2017

Modstandsfolk på Vestre Kirkegård

På vandringer på Vestre Kirkegård støder man hvis man ser godt efter, på gravsten med små medaljoner hvor der står FALDET I DANMARKS FRIHEDSKAMP 1940-1945


Lidt øst for Materialgården ligger Carl Erik Abel (1910-1944). Udover medaljonen er der ingen andre oplysninger end at den er rejst af venner. Han var assurandør og tilknyttet militær efterretningsvirksomhed, Studenternes Efterretningstjeneste, Holger Danske og Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. Bl.a. lykkedes det ham at lokalisere en fabrik til fremstilling af fremdrivningsmidler for V1 og V2 våben i Tannenhausen. Fabrikken blev ødelagt af RAF. Han blev arresteret 10. december 1943 og henrettet 2. maj 1944.

Medaljonerne betyder at her er begravet modstandsfolk. Jeg har lokaliseret omkring 30 af disse, men der kan være flere. Dem jeg har fundet, er samlet i albummet Vestre Kirkegård. Dette album indledes med kirkegårdsfolderens fortegnelse over 125 særlige grave (ikke alle er med), et udpluk af de bevaringsværdige grave, grave med modstandsfolk (med beskrivelser), religiøse afdelinger (muslimsk, jødisk og katolsk) samt endelig nogle detaljer fra gravsteder. Da modstandsfolkene er svære at finde, har jeg plottet gravstedernes omtrentlige placering ind på et kort. Det kan være nyttigt hvis man selv skulle finde på at tage en tur til stedet.

Kordegn Einar Rudolf Asbo (1885-1944 blev dræbt af den berygtede Bothilsen-Nielsen og Brøndum efter at være blevet afhørt af Gestapo og løsladt. Han var tilknyttet "Dansk Samlings" illegale arbejde. Begge mordere blev efter krigen henrettet 9. maj 1947.

Det viste sig at være mere vanskeligt end som så at finde gravene. Jeg har ikke nogen steder kunnet finde en registrant over hvor modstandsfolk er begravet fordelt på kirkegårde. Gravene med medaljonerne er i øvrigt de nemmeste at lokalisere. Den omfatter de personer som blev dræbt under krigen eller i de hektiske befrielsesdage efter 5. maj 1945. På Vestre Kirkegård ligger der faktisk adskillige som blev dræbt præcis på det tidspunkt.

Svend Aage Burmeister Rasch (1894-1944) deltog i Frit Danmarks illegale bladarbejde og Studenternes Efterretningstjeneste. Han deltog i kampene på Amalienborg 19. september 1944, og det var sandsynligvis årsagen til at han blev udvalgt af en tysk terrorgruppe som offer for en gengældelsesaktion. Han blev skudt 29. november 1944 foran sit hjem.

Men de personer som døde efter det tidspunkt, har ikke medaljoner på gravene. Desuden er der enkelte som ikke er registreret som faldne i frihedskampen fordi man først lang tid efter har fundet ud af at det var på den måde de døde. Andre som fx Eli Knudsen er begravet andre steder, men har fået opsat en mindesten. Han blev dræbt af tyskere på Grønland under en slædepatrulje. Og omstændighederne ved hans død er først blevet mere dyberegående afdækket i 2008. En anden er Josef Søndergaard, "Tom" som var medstifter af Holger Danske. Han døde først efter krigen, men er indlemmet i kirkegårdens folder som nr. 101.

Historien bag Eli Knudsens død på Grønland blev først opklaret i nyere tid af en efterforskningsgruppe i 2008. En kort gennemgang stod i Politiken 2011. Mindestenen blev rejst i 1946: "Faldet for fædrelandet d. 23. marts 1943 og højsat paa Sandodden. Hædret for tapperhed af USA Legion of Merit."

Modstandsfolkenes fjender ligger også begravet på Vestre Kirkegård, og de er nemmere at finde. De ligger i massegrave, med lidt under 10.000 tyske soldater og flygtninge i  særlige afsnit af kirkegården. Og her ligger også en del af deres  danske håndlangere. Det er bl.a. her nogle vist nok stadig afholder højtidelighed på Schalburgs dødsdag, 2. juni. Jeg var forbi den dag, men der var ikke noget at bemærke. Lidt under halvdelen er i øvrigt tyske flygtninge, og altså ikke soldater.

Tyske massegrave. Der blev gravet lange, meterdybe rækker, ligene ankom i kister hvis indhold så blev lagt i rækkerne. På mange sten står der blot et antal og påskriften ubekendte. Man nåede åbenbart ikke at identificere alle før de blev begravet. Som oftest er det på disse grave der ligger kranse.

At gravene med medaljonerne er de nemmeste at identificere, betyder ikke at de er nemme at lokalisere. Vestre Kirkegård var næsten fuldt besat omkring 2. verdenskrig. Og kirkegården var systematisk inddelt i områder med tal eller bogstaver, rodenumre og gravnumre. Men siden kremeringer blev almindelige, blev mange grave nedlagt, og størstedelen af kirkegården består i dag af områder uden grave. Man vil således kunne se store åbne områder hvor der står en enkelt grav eller grupper af grave. Kun de allerfærreste steder kan man gætte sig til hvor stierne er gået. Og endnu færre steder vil man finde sten, enten oprejste eller nedgravet i græsset, med rodenumre.

Arbejdsmand Hans Nielsen (1919-1943). Gravstenen minder om flere andres. Han var medlem af DKP, spaniensfrivillig 1938. Under besættelsen var han tilknyttet en militærgruppe. Han blev såret af tyske soldater i Klerkegade 29. august 1943 og døde.

Hvis man er heldig, kan man finde grave der giver en sigtelinje så man kan forestille sig en sti. Men for at finde et gravsted, må man have en koordinat. Og det har man altså ikke. Som sagt, de fleste steder er det helt umuligt. Man har hverken nogle sigtelinjer øst-vest eller nord-syd. Så der er ikke andet for end at gennemvandre hele områder og håbe på at man finder medaljonerne. Eller bruge de omtrentlige afmærkninger på mit kort.

Josef Søndergård "Tom" var medstifter og leder af modstandsgruppen Holger Danske I, der var den første af i alt fire generationer af Holger Danske-grupper. Holger Danske foretog 24. august 1943 sprængningen af Forum i København, ved hvilken lejlighed Søndergaard blev såret, idet han blev ramt af glasskår og murbrokker. Han organiserede ruter over Kattegat for flygtninge, post og våben. Han døde kun 39 år gammel i 1946.

Man kan bruge forskellige kilder. En af dem er bogen "Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45". Den er godt nok ikke opdelt på kirkegårde, så man må bladre hele bogen igennem for at tjekke hvor de er begravet. Mange af angivelserne er dog uden gravnumre. Så i prinicippet er man nødt til at gennemtrave hele kirkegården for at finde dem. Frihedsmuseets Modstandsdatabase er en anden god kilde som i vid udstrækning er en digitaliseret udgave af bogen. Endelig kan man med smartsøgninger i Google finde en del.

Togbetjent Poul Sørensen (1915-45). En af dem så var så tæt på og så alligevel. Han fik ikke meget ud af befrielsen. Medlem af Socialdemokratisk Vælgerforening. Han var tilknyttet militærgrupperne i København og fordelte illegale blade og arrangerede illegale forsendelser ad jernbanen. Fra 1944 tilknyttet Kompagni V 1 (BOPA). Under et forsøg på at arrestere et medlem af Hipo-korpset blev han dræbt 5.5.1945 på Rådhuspladsen ved Otto Pipers ejendom.

Lidt over halvdelen er ganske unge mennesker lige fyldt 20 år, en håndfuld endda yngre. Kun en kvinde. De fleste faldt eller blev taget til fange under en aktion. Men der er dog også en gruppe på 7 som faldt i dagene efter befrielsen. Så krigshandlingerne ophørte ikke lige med det samme.

Gravmælerne ligger fortrinsvis på afsides liggende steder, ofte i urnegrave og deres udseende er ganske ydmyge, ofte uden særlig megen tekst. Flere er sat efter befrielsen af venner og efterladte. Gravene for de der døde op til eller efter befrielsen, har mindre ydmyge pladser. Alle er spredt ud over hele kirkegårdens areal. Få ligger tæt på andre, og aldrig mere end 2. Ingen af de som døde lang tid før befrielsen, ligger på hvad man dengang anså for kirkegårdens fornemste afdelinger. Måske en skæbnens ironi at der ligger to grave med spaniensfrivillige fra DKP næsten klods op ad de tyske massegrave. Som dog er anlagt efter de to blev begravet.

Kirkegårdsvandring kan være en strabadserende affære hvis det drejer sig om Vestre Kirkegård og om at finde bestemte grave. De grave jeg har fundet, er fortrinsvis opdaget ved at gå rundt på må og få i de områder hvor kilderne har angivet at de skal ligge. Enkelte er det ikke lykkedes at finde.