søndag den 22. maj 2016

Kalvebod Fælled rundt, Vestamager

Vestamager er blevet en tilbagevendende del af bloggens indslag. Siden sidste besøg er der gået næsten 2 år


Til glæde for de mange hesteinteresserede, et foto af norske fjordheste, skudt ca. midt på Kanalvej. Og der er mange af dem. Hestene bliver brugt som naturplejere, fordi de elsker græs. Så meget at de af og til må have mundkurv på så de ikke foræder sig. Det bliver de nemlig syge af.

Og siden sidst har Naturstyrelsens vandretursfolder skiftet navn fra Vestamager til Kalvebod Fælled. Hvilket formentligt er mere præcist. Om det så også får et "folkeligt gennembrud" vil tiden vise.

Kalvebod Brygges korte historie

Speaking of Naturstyrelsen, så lad mig repetere hvad Naturstyrelsen fortæller om stedet: Oprindeligt var Vestamager havbund med nogle små øer, Nordre Klapper, Koklapperne og Svenskeholm (opkaldt efter svenske soldater som opholdt sig der under Københavns belejring i 1658-60). I midten af 1800-tallet gik Amagers vestkyst langs Mejlgårdsdiget mellem den nuværende Finderupvej og Bella Center. Dagens tur starter dog ved dette diges sydlige ende. Det var også dengang militæret erobrede området til skydeterræn på Amager Fælled og forbød offentlig adgang.

Et meget typisk billede af Kalvebod Fælled. Flat, græs med spredt krat og enkelte skove. Horisonten næsten altid domineret af storslået byggeri: Avedøreværket mod Vest, Ørestaden mod øst. Flyet der letter i baggrunden. Set fra Fasanskoven i nord mod syd.

I 1930'ernes depression blev en lov vedtaget om at inddæmme området (1939). Det var et beskæftigelsesprojekt. Ydermere fremskyndet af besættelsen i 1940, hvor man kunne bruge projektet til at forhindre at danske arbejdsløse blev sendt til Tyskland på tvangsarbejde. Det tog 3 år at bygge den ca. 14 km lange og fire meter høje dige, grave kanaler og grøfter. Det blev i 2012 forstærket med et 5,9 meter højt dige bag det gamle. Og så har Vestamager ellers levet på pumperne siden. Fuglene strømmede til og fuglereservatet blev oprettet til den i 1952, fredet i 1990.

Kalvebod Fælled set fra Kanalvej mod nordvest. I baggrunden Ørestad. Og knap så langt væk hestestalden med de norske fjordheste. Som det bemærkes ligger Kanalvej lige en anelse over terræn.

Det inddæmmede område blev besat af militæret indtil 1984, undtagen Amager Fælled som var åbent for offentligheden. Så skulle området renses for ueksploderede granater, eksplosiver og ammunition fra over 325 års skydeøvelserne i terrænet. Det var færdigt i 2010, og nu er det kun Klydesø og andre områder fra Statens Vildreservater hvor man ikke har adgang. Her skal fuglene have lov til at få fred. Ud af de godt 20 km2 er 3 km2 senere blevet til Ørestad.

Naturcenter Vestamager. Med sin tætte beliggenhed ved Vestamager metrostation er det en naturlig indgang til fælleden og måske også for Ørestads beboere.


Landbrug og fritidsliv

Det er vist nok slut med traditionelt landbrug på arealet. I bedste storbystil er der i stedet oprettet fx Københavns Kogræsserlaug som har indtaget Amager Fælled for andet år i træk: 11 Hereford-kvier drøvtygger løs langs Ørestad Boulevard vest og nordvest fra Grønjordssøen. Indtil de til efteråret ender som bøffer mm på medlemmernes borde. Jeg gik dog ikke omvejen til velkomstarrangementet klokken 13.00 for at hilse på dyrene. På en af mine tidligere vandringer stiftede jeg bekendtskab med Sundby Kogræsserforening ved Koklapperne. Og hvis man ikke lige har et personligt forhold til de køer, så ligner de køer som de er flest.

Hejresøen i forgrunden og Søndre Pumpe i baggrunden foran dæmningen.Udsigten er flot ind i landet. Og man kan også nyde den fra toppen af dæmningen ca. 1 km vestpå. Men resten af vejen går man på ydersiden uden udsigt ind over fælleden.

Fritidsliv er der nok af ved Vestamager Station med Naturcenter Vestamager (der var det igen). Jeg havde valgt en anderledes rute for variationens skyld og tog Kanalvej. Ikke noget dårligt valg, for den ligger en anelse højere, der er mere bevoksning og så som sagt fritidsaktiviterne ved Naturcentret. Og så er der forbløffende stille, forstået på den måde at trafik og anden bystøj slet ikke kan høres her. Desuden er der på visse strækninger en trampesti ved siden af den næsten snorlige asfaltvej. Ponytræk er ikke åbnet endnu, men det skulle der være i weekender 12-16. Der er ikke engang ponyer. Men syd for Ugandavej er der til gengæld masser af heste, bl.a. norske fjordheste som skulle være det tætteste man kan komme på levende forhistoriske heste.

Vy fra toppen af dæmningen over den østlige del af Klydesø ind mod byen. I baggrunden Avedøreværket som man kan se næsten hele vejen

Dæmningen

For enden af Kanalvej kommer man til de lukkede fuglereservater og dæmningen. Man kan gå oven på dæmningen den første kilomenter efter Søndre Pumpe ud til det første fugletårn. Men så er det også slut. De næste 4 kilometer går man langs et højt dige ind mod land og havet til den anden side. Vejen er her mere egnet til cykelkørsel, og det slår mig (for sent) at det nok havde været smartere at tage turen nord om reservaterne inde i land langs Ellevehøjvej-Reservatvej. I stedet for griber (og senere bebrejder) jeg mig selv i at starte med at ironisere over horderne af grånende, velpolstrede herrer (og enkelte damer) udstyret med Tour de France-outfit fra øverst til nederst, det lader til at samtlige hold er repræsenteret i dag.

Kun fra de 3 fugletårne har man udsigt ind over land og Klydesøen. Dette foto giver et indtryk af dæmningen. Yderst til venstre kan man se asfaltstien med et par cyklister (eller cykelryttere, hedder det vel med det udstyr). Til højre længst væk motorvejsbroen til lufthavnen over Skrædderholmen.

Jeg burde egentlig være advaret, for jeg har gået dæmningsturen en gang før. Den er frisk, så på en drønhed sommerdag kan der være grund til at tage turen. Og så hvis man er optaget af at se på vand. Der er også en bro hvor man kan fiske fra. Eneste mulighed for at kigge ind over Klydesøen er de tre fugletårne som er opstillet med ca. 1 kilomenters afstand.

Birkedam ligger uden for det lukkede fuglereservat op til motorvejen. Området står markeret på kortet som Svenskeholm, og skulle altså være det område som dengang området var hav bestod af nogle lave holme. De er nu ikke sådan lige til at få øje på.

Fasanskoven

I stærk kontrast til den megen trafik på Kanalvej og Dæmningen er der næsten helt mennesketomt i Fasanskoven. Man må bide det i sig at skulle gå ca. km langs Lufthavnsmotorvejens brølende larm, men belønningen er alt rigelig. Skoven består mest af birk der sine sine steder leder tankerne hen på sydsvenske skove. Ikke for ingenting har Naturstyrelsen en af sine lejrpladser her, Sneppen. Og det ser sågar ud til at der er gæster.

Naturstyrelsen har i sin nyeste udgave af folderen strøget afsnittet om områdets historie. Til gengæld står der at området rummer Danmarks største birkeskov. Jeg ved ikke om det er Pinseskoven der hentydes til, men der er i hvert fald også en masse i Fasanskoven. Og de er et betagende syn!

Fuglesangen er intens over hele Kalvebod Fælled, men særlig intens i Fasanskoven. Man kan ikke undgå at blive i godt humør af det. Jeg kender slet ikke stemmerne, men opdager dog en vipstjert på vejen. Jeg er ikke i tvivl om at fuglekendere vil få meget ud af at sidde og lytte her.

Fra Fasanskoven har man et kik mod syd ud over de enorme flade områder. Helt ned til skovområder mod syd.


I det hele taget er det lydene fra fugle og dyr, lugtene fra planter og freden og roen der er Kalvebod Fælleds store force. Fotoer yder egentlig slet ikke stedet fuld retfærdighed. For særlig storslået kan man vel ikke kalde synet af naturen der. Skal man endelig bruge det ord, må det vel snarere være Ørestad man kan bruge det om. Men man skal heller ikke undervurdere Kalvebod Fælled. Jeg har efterhånden vandret flere hundrede vandreture, mest "på landet", og man kan høre, se og lugte meget mere liv end på landets landbrugsarealer. Ironisk nok ser det ud til at storbyens oase Kalvebod Fælled er blevet et tilflugtssted for dyr og planter som ellers systematisk er blevet udryddet på det vi ellers traditionelt kaldte for "på landet". Det er tankevækkende.

Flere fotoer på Flickr fra Tårnby Kommune.


Ruten

Vestamager Metro. Kanalstien. Dæmningen. Birkedamsvej. Fasanskovvej. Ørestad Metro. Alt i alt ca. 16 km. Og det er nok det korteste man kan gå hvis man skal hele Kalvebod Fælled rundt.

torsdag den 12. maj 2016

Sydhavnen og Sluseløbet

Sydhavnen og Sluseholmen er et af hovedstadens største udviklingsområder. På ganske få år er området blevet totalt forandret - og det er slet ikke slut endnu

Et kik gennem Sydhavnen fra Metropolis på Sluseholmen mod nord. Man kan i det fjerne ane tårnene i city. Til venstre Teglholmen

Sydhavnen har på ganske få årtier forvandlet sig til et blandet bolig- og kontorområde. Sovebyer for det travle, moderne storbymenneske som drømmer om adgang til fritidsaktiviteter som vand og hav giver mulighed for. Etagebyggerier i 5-7 etagers højde er skudt op langs den 4-5 km lange havnestrækning mellem Langebro og syd for Sjællandsbroen.

Nyt møder gammelt: Banedanmarks nye kontroltårn der skal styre hovedstadsområdets trafik og i forgrunden et gammelt drejeskiveanlæg til at vende lokomotiver. Til højre udenfor billedet Fisketorvet. "Det vil ikke bare minimere pendlernes rejsetider, men også give dem et overblik over, hvor meget tid de skal sætte af til turen." Siger Morten Kabell, og "Vi får også bedre muligheder for i fællesskab at håndtere planlagte og uplanlagte hændelser som vejarbejder, trafikulykker og skybrud", siger Per Jacobsen fra Vejdirektoratet.

Jeg er så gammel at jeg har oplevet 1950'erne og 1960'erne hvor havnen opfyldte sit oprindelige formål: De kæmpestore maskiner, kraner, endeløse rækker af godstog, kæmpehaller med varer og åbne lagre med kul. Kajerne var spændende, men farlige steder at opholde sig for børn. Højt oppe styrede kranerne, og nede langsomme lokomotiver. Møgbeskidte havnearbejdere med kulsorte hoveder, beskidt tøj og store arbejdshandsker. Hvinende larm og banken af stål mod stål fra togskinner og når kranernes grab stødte mod jernskibenes sider. Fremmede lugte, fremmedartede ting som kryolit som af og til faldt ved siden af. Små skibsprovianthandlere og havneknejper som var adgang forbudt for børn.

Tømmergraven over for Københavns Roklub. Skibbroen hedder kajen. Og der er da også enkelte skibe som for længst er ophørt med at arbejde med hvad de oprindeligt blev bygget for.

Og hvad specielt også gælder dette område: DSBs gamle rangerterræn, værkstederne, kineserhusene osv. mellem havnen er blevet åbnet. Godstransport foregår nu i langt mindre grad med tog. Og hele området langs Otto Busses vej mellem Sydhavnen Station og Dybbølsbro - Fisketorvet er næsten - næsten åbnet for publikum. For mange ældre kan det måske forekomme at alt dette har været der altid. Men set i historisk målestok eksisterede det kun en kort tid. En kort men vigtig parentes i områdets historie. For før den tid (dvs fortrinsvis fra før år 1900, altså for kun lidt over 100 år siden) var området et lavvandet hav. Som vi også hører om det i Politivennen. København er i stadig forandring.

Byggestøvet og de fine sand svier i øjnene og sætter sig på briller og kameralinse: Her ved Enghave Brygge hvor Engholmene snart kommer til at stå henter skibet fint sand, som sendes til .... (se foto senere i indslaget).

De eneste rester er tilsandede jernbanespor hist og her, mærkelige skure som mirakuløst har overlevet, en betonmur her, en fortøjningspæl der. I stedet er hele havnefronten nu ved at være færdig. Mærkværdigvis er et af de ældste endnu eksisterende huse i havnen også en af de første forvarsler om hvad havnen ville blive til: Fritid. Nemlig Københavns Roklubs bygning ved Tømmergraven. Huset er fra 1941. Men klubben stammer tilbage fra 1866 - et årstal som også står på huset facade. At man trænede roning på ret usædvanlig måde, fremgår af at klubben vandt OL i tovtrækning i 1900. Og endnu i 1970 kunne det vække opsigt at nogen foreslog at optage kvinder i roklubben. Et forhold som der dog siden synes at være rettet op på. I hvert fald er kvinder optaget i klubben Hall of Fame i 2001. Sport er der siden kommet rigeligt af. Og havnen opfylder i dag mest fritidsinteresser. Sejlsport, badning, lystfiskeri mm.

Det er svært at gengive H. C. Ørstedsværkets storhed på foto. Måske fremgår det af den 4-etages bygning til højre i billedet som ikke syner af ret meget.

H. C. Ørstedværket og Engholmen


Et enkelt levn er der dog fra "fortiden": H. C. Ørstedværket. Værket blev indviet i 1920 og var i de første to årtier af sin levetid Danmarks største. På sit højeste leverede værket halvdelen af Danmarks elektricitet. Men det lever stadig videre i bedste velgående og er i sandhed stadig imponerende når man nærmer sig området. Det er blevet udvidet ad flere omgange og leverer elektricitet til København. I starten og indtil 1996 med kul, senere med naturgas hvis anlæg man kan se ved Landvindingsgade. Striben syd for værket langs Elværksvej er ikke DONGs, men HOFORs spildevandsanlæg. Jeg havde set frem til at se den store B&W dieselmotor, i 1933 verdens største nemlig 24,5 m lang og 12,5 meter høj og sværvægter af 1.400 tons. Motoren bliver kortvarigt sat i gang kl. 11. Men mine forberedelser var for dårlige. Det viser sig at der kun er åbent på hverdage 10-16, så jeg måtte hele vejen tilbage til Vasbygade.

Frederiksholmsløbet adskiller H. C. Ørstedsværket (til højre uden for billedet) fra Teglholmen (til venstre). På fotoet ses nogle af de allestedsnærværende lystbåde, i baggrunden Frederiks Brygge.

Mellem værket og havnen opføres i disse år Engholmene. Stort mere end en byggeplads er der ikke tale om, og der er ikke adgang for publikum (ikke at jeg synes det overhovedet er et område som nogen vandrer skulle føle sig tiltrukket af at gå rundt i. På kajen Enghave Brygge læsses der i dag sand som bliver sejlet ned til Teglholmens sydøstlige hjørne. Jeg kunne ikke sådan lige se hvad det skulle gøre godt for. En sandstrand måske?

Vest for værket opføres et andet stort byggeri, Frederiks Brygge ved Frederikshomlmsløbet. Der er åbnet en nu vej ind til dette over for Himmelekspressen. Vejen går forbi en gammel restaureret B&W støberi- eller smedjebygning fra 1925 hvor der i det sidste halve år har været et i moderne stil indrettet "Italiens Madtempel". Ifølge Politiken skulle det både være et mekka for herboende italienere og for elskere af italiensk mad. I bunden af Frederiksholmsløbet er folk allerede flyttet ind, men nordsiden langs H. C. Ørstedsværket er stadig byggeplads.

Teglholmen fra sin bedste side: Et grønt område syd for Teglholmsgade. Men området er unikt på Teglholmen der mest består af 5-6 etagesbyggeri adskilt af parkeringspladser.


Teglholmen og Sluseholmen

Fra Frederiks Brygge har man adgang til Teglholmen. Holmen fremstår for mig som det tættest bebyggede område i Sydhavnen pt. Op til 7 etager med parkeringspladser alle vegne og kun ganske få grønne områder. Havneområderne har da også selv på en fantastisk solskinsdag som i dag overhovedet ikke tiltrukket mere end 3 personer og så undertegnede. Kajerne ligger øde hen, der er ikke liv at se nogen som helst steder. Der er livlig byggeaktivitet i området, bl.a. Teglværksbyen og Teglhusene. Meget tegl er der dog ikke i byggeriet. Det består hovedsagelig af grå beton, sort glas og stål mm. Dette er især tydeligt når man står ved Teglværkshavnen hvor man har en god udsigt til det omkringliggende byggeri.

Og her genser vi så skibet fra ovenfor: Ca en kilometer sydligere, ved Teglholmens sydøstlige højre. Sandet dumpes i vandet meget dybt nede. I baggrunden set byggekraner og halvfærdigt byggeri på Teglholmen. Foto fra Sluseholmen, tæt på Metropolis.

Mere liv synes der at være på Sluseholmen hvor der også er bevaret nogle røde skure langs Sluseløbet, måske i det mindste for at forskåne det historiske område omkring sluseanlægget. Man kan nu gå langs hele sluseløbet ned til Sjællandsbroen, det sidste stykke dog pt på nogle interimistiske grusstier. Ved Sjællandsbroen bør langsomme vandrere bevæge sig ned mod lyskrydset for at komme over den stærkt trafikerede vej. Her kunne man ønske sig at der var en tunnel eller gangbro til stien der lokker lige over for.

Mens det industrielle, det fremstillingsvirksomhedsagtige og handelsmæssige er ved at blive udraderet fra havnemiljøet, værner man stadig om fritidslivet gennem tiderne. Som Københavns Roklubs bygning er også de små bådeskure ved Sluseholmen bevaret. Her set mod Slusen.

Fiskerihavnen og Sydhavnstippen

Hedder sikkert sådan fordi der engang fandt fiskeri sted her, og det ser der da også ud til at gøre i mindre grad endnu. Men ellers er det en lystbådehavn. I inderhavnen er der en masse skure lavet af skurvogne, gamle godsvogne, brædder eller styrehuse fra fiskerbåde mm.

Fiskerihavnsafsnittet af Fiskerihavnen? I hvert fald er der stadig fiskekasser, net til tørre, en enkelt fisker der røgter garn osv. i dette område. Resten må vist henregnes under fritidsinteresser.

Man kan godt gå længere sydpå, men ikke langs kajen, da denne er optaget af forskellige bådeklubber der har indhegnet deres område og forsynet det med en masse adgang forbudt skilte. Undtagen et enkelt sted, Tutten på Mellemfortet, som er et madsted. Her er tilsyneladende også adgang for andre. Men sådan spiller Vandringsmanden ikke på klaver. Hvis folk absolut vil have deres privatliv, så forstyrrer jeg så absolut ikke, de må gerne have deres madsted i fred, og jeg har på ingen måde nogen som helst lyst til at sætte mig ind på et sådant sted.

Klinten på Tippen med udsigt til motorvejsbroen til lufthavnen i baggrunden rummer ingen geologiske sensationer, men blot nogle få årtiers ophobning af byggeskrot. Mig bekendt har det (endnu ikke) kastet en videnskab af sig.

Egentlig stopper havneområdet vel her. Men man bør unde sig en tur på det meget særprægede område Tippen. På overfalden ligner det en slags overdrev, med græs, krat og enkelte træer. Men under overfladen gemmer sig byggeaffald. For Tippen er ligesom Valbyparken opstået som følge af enorme mængder af affald: Beton, jernskrot, mursten, asfalt, sten osv. Så klinterne byder ikke på interessante geologiske studier af aflejringer siden istiden, men ganske få årtiers lag af de ovennævnte effekter. Tippen selv er markeret med et enormt bildæk samt forvredent jern. Og gæster på Tippen har ikke haft problemer med at bygge grill af forskellige byggemateriale: Mursten, gamle fliser, jernstænger osv. Tippen afgræsses af får som også fjerner bjørneklo ved samme lejlighed. Og træerne ser også ud til at blive holdt nede af - lamaer! Eller i hvert fald 1 lama. Jeg havde godt nok hørt om det fra en kollega, men jeg troede ikke at de gik næsten frit omkring. Og de er ligesom fårene ganske vant til mennesker. Lamaen ænser knap nok at jeg går forbi ganske få meter væk.

Et kik over Lorterenden til Guldkysten. Ak ja, sådan hedder det i det danske folkevid, Havnen er ved at holde op. Nu bevæger vi os over i Valbyparken.

Tippen minder på mange måder om Amager Fælles før Ørestaden. Og lur mig om ikke der er planer om at bebygge den lige sådan. Når jeg efterfølgende går gennem Valbyparken, håber jeg dog inderligt på at man man vil kopiere denne snarere model snarere både Amager og Teglholmen. At komme fra Teglholmens stål, glas og beton uden mennesker til Valbyparken med dens liv af både mennesker, dyr og planter, er at blive i godt humør. Fra i morgen er der desuden Middelaldermarked. Jeg håber for de mennesker der nu er i gang med at sætte telte mm op at vejret holder (selv om vejrudsigten ikke lover for godt).

Se mange flere billeder på Flickr-album.


Ruten

Enghave Station. Fisketorvet. Langs havnen sydpå. Tippen. Valbyparken. linje 3.

søndag den 8. maj 2016

Københavns Havn

Med 25 grader, høj sol og skyfri himmel søger københavnerne ud til havnefronten, og turister som tilfældigvis er i byen får en ekstra oplevelse


Klassikeren Nyhavn. Hvis ellers man kan holde turistmylderet ud, må man vel erkende at Nyhavn er et must for havnevandrere.

Københavns Havn er noget særligt: Det er en storbyhavn med alt hvad det så indebærer. Lundeborgvisen kan godt gå hjem og lægge sig. Man kan umuligt overskue den på en hel dag hvis man skal have det hele med. Både som den ser ud nu og dens mange hundrede års historie. Den er under stadig forandring. Man kan beklage at havnemiljøet med skibe, lastekraner og store arbejdspladser som Holmen og B&W er lukket.

Kajakroere ved havnebussens anlægsplads ved Nyhavn. Om de foretrækker skyggen eller øver sig i at manøvrere i farvandet skal jeg ikke kunne sige.

Til gengæld er der nye boligkvarterer, fritidssejlads fra kajak over motorbåde til sejlskibe, havnebade, store arealer med parker og meget mere. Nye broer og havnebusser forbinder de forskellige lokalmiljøer så man kan komme fra sted til sted hvor man før i tiden var henvist til Langebro eller Knippelsbro.

Refshaleøen

Jeg gætter på at for mange ældre københavnere der arbejdede på B&W skibsværft, må Refshaleøen være en blandet fornøjelse, ja måske endog et sted man slet ikke bryder sig om at komme. Værftet lukkede efter en legendarisk historie for ca. 20 år siden, og området bærer stadig præg af at man forlod stedet som det var, i hvert fald hvad angår bygningerne hvoraf nogle er i frit forfald mens andre nødtørftigt er blevet indrettet til mange forskellige formål.

Ældre københavnere vil sikkert kunne huske disse telefonbokse. Den er dog ikke til salg. 

B&W loppemarked har indrettet sig i en af de kæmpestore haller og er nærmest et helt uoverskueligt museum af møbler, inventar, og alskens ragelse fra 1950'erne og 1960'erne. Selv hvis man ikke er til at købe noget, er stedet værd at besøge netop på grund af det. Gange op og gange ned, på kryds og på tværs kan folk på min alder (årgang 1954) opleve barn- og ungdomstidens dagligstuer.

Hvor mange skibe er ikke blevet udskibet fra værftet dette sted? Broen ligger ud for den store B&W-hal og blev vist nok styret fra spillet i forgrunden.

Jeg gætter også på at for gamle B&W-arbejdere må det nærme sig blasfemi at hovedvagten - stedet hvor de gik ud og ind - nu er indrettet til en cafe som bl.a. betjener de mange lystsejlere som kan lægge an ved anløbsbroen nedenfor. Flaskehalsen hvor titusinder af arbejdere og ansatte ved værftet skulle igennem, er nu indrettet med bænke og borde og der bliver serveret pasta, kål med olie og brød til. Og økologiske drikkevarer.

Hvor B&Ws vagtpersonale i sin tid kontrollerede trafikken ud og ind af værftet står der nu to glade cafeejere og melder at alt er udsolgt, på nær kål og nogle enkelte drikkevarer. Skal man græde eller le? Værftsarbejderne måske det første, lystsejlere, kajakroere og vandrere det sidste?

Livet går videre, værftet lukkede, og man forsøger sig nu med andre aktiviteter. I de store skibsbygningshaller huserer nu Urban ranger Camp, skatere, Copenhell, en yachtklub ... og tilsyneladende har man glemt alt om det skandaleomsuste melodi grandprix 2014 i B&W hallerne. Men produktionsvirksomhed er der ikke længere noget af. Værftets anordninger ses imidlertid overalt. Ingen har tilsyneladende tænkt sig at bevare et eller andet på øen der kunne bevare erindringen om denne Københavns største arbejdsplads gennem et århundrede. Se i øvrigt også 6. februar 2014 hvor jeg tog en tur før Melodunte Grandprix.

(Flue)papirøen ser ud til at være et nyt in-sted for københavnerne. Ved ikke om skilten bevidst kører på at blive mislæst som Papfrøen. Ude af billedet til højre er eksperimentarium og endnu længere væk endnu et af Københavns storstilede skandaleprojekter, Inderhavnsbroen som dog nu igen for Gud ved hvilken gang annonceres at skulle åbne til juni.

Det glade havnefrontliv 

Københavns Havn har nu så rent vand at man uden risiko for sundheden kan bade i det. Der er anlagt flere badeanstalter i havnen, og seneste skud på stammen er Papirøen hvor man endnu indtil 16. maj an nå at opleve Eksperimentarium før det flytter tilbage til Hellerup. Og resten har kun kontrakt til 2017, så næste år ser alting måske anderledes. På denne solskinsdag med 25 grader fristes man til at kalde den Fluepapirøen. For der er madfestival.

Alternativ udnyttelse af Knippelsbro. Det ser ikke helt lovligt ud, men ... who cares på en varm sommerdag?

Indehavnsbroen, Kyssebroen fortjener det sidste ord med denne perle af en kommunal udtalelse fra serviceområdechef Anders Møller fra Teknik- og Miljøforvaltningen 3. august 2015:
Vi er meget tæt på målet nu, og det er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med. Det har været et meget komplekst forløb, hvor vi har mødt en række udfordringer, blandt andet fordi vores oprindelige entreprenør gik konkurs tidligt i forløbet. Vi ser derfor rigtig meget frem til at kunne indvie Inderhavnsbroen sammen med københavnerne og A. P. Møller Fonden senere på året.
Jeg lader citatet stå et øjeblik og afslutter rundturen i havnen for denne gang. Broen er stadig ikke passabel. Dens historie er allerede stor underholdning. Men jeg vil dog ikke undlade at udtrykke et ønske om at det engang må lykkes. Selv om det selvfølgelig vil skrue alvorligt ned for underholdningsværdien.

Et sidste kik fra Inderhavnsbroen mod Langebro. Vi har en dejlig havn. Men svineriet, kære medkøbenhavnere, og lige efter at Danmarks Naturfredningsforening har haft affaldsindsamling. Det kan vi altså gøre bedre!

Flere billeder på Flickr om København og Christianshavn.