mandag den 25. juli 2016

Høvelte-Sandholm-Sjælsmark Øvelsesplads - og FLD 531

I fodsporene på det danske miltær fra 1. verdenskrig, over den kolde krig til moderne raketkrigsførelse


Øvelsespladsens flotteste udsigt er efter min mening Søbakke ca. ½ km øst for Sandholm. Herfra kan man mod øst skue ud over Sjælsø og mod nord (som fotoet viser) over det kuperede landskab af slette og overdrev. Vejene er også bedre for vandrere her (se fotoer senere i indslaget).

Vest for Sjælsø ligger et 533 ha stort militært område. Heraf er 67,9 ha skov. Og man er velkommen til at færdes i det overalt på visse dage som man kan få oplyst hos Forsvaret. Der er også en udmærket folder med et detaljeret kort. Området bruges primært af Den Kongelige Livgarde, sekundært bl.a. Hjemmeværnet og Politiet. I hele juli måned er der åbent for publikum i dagtimerne.

Historisk kort over området fra før militæret rykkede ind. Heraf fremgår vejsystemet, højdeforskelle, hvilke naturområder, marker mv. der var i området.

Visse områder er der dog ikke adgang til, det er Garderkasernen, Sandholmlejren, samt skydebaner, løbebane, motorgårde. Men naturområderne er frit tilgængelige. Området består mest af slette, eng og overdrev, men der er klatter med krat, skov, små søer og mose. Af dyr er der bl.a. råvildt og ræv, samt enkelte egern og grævling. Dertil kommer 75-80 forskellige ynglende fuglearter, padder og krybdyr (grøn frø, snoge mm), Ligesom mange interessante insekter og biller. De 3 mindre skove er Høvelte Fredskov, Ellebæklund og Frimærkeskoven. Man har beplantet hist og pist. Og store arealer er tilgroet med krat, på de tørre overdrev tjørn, slåen og eg, på de fugtige lokaliteter pil og birk. Hertil kommer vandløb med tilløb til Sjælsø (Degnebækken, Ellebækken, Drabækken, Marens Rende og Kajerød Å) samt mindre søer og vandhuller.

Udsigt mod øst fra Søbakke. Her toner Sjælsøs nordlige bred frem, og man ser ud over engarealet nedenfor bakken.

Militærets indrykning for over 100 år siden betød på sæt og vis at området på den ene side blev "fastfrosset" som landskaber nu så ud dengang, på den anden side fik lov til at udvikle sig hvis ikke landbrug, byer mv. havde forandret landskabet. Området har siden fungeret som spredningsområde for dyr og planter til den omkringliggende, mere intensivt benyttede natur. Efter militærets overtagelse fik  arealerne lov til at udvikle sig mere "naturligt" og fungerede altså som et eksperimentarium for hvordan landskaber i Danmark kan have udviklet sig uden landbrugets indflydelse. Det ældste endnu eksisterende landskab er Høvelte Fredskov som ses på det gamle kort. Her har været skov siden 1500-tallet, måske længere tilbage.


Isen smelter

I istiden under "Vendsyssel-Gribskov fasen," for ca. 16.-15.000 år stod isranden umiddelbart nord for øvelsespladsen. I takt med isfrontens tilbagerykning og afsmeltning over Sjælland, efterlod den næsten nordsydgående isfront et jævnt kuperet morænelandskab. Efter isen rykkede så fortidsmennesker ind. Men fortidsminderne er for længst jævnet med jorden da man anlagde kaserner og veje.

Et tredje vy fra Søbakke, denne gang mod sydvest fra toppen af bakken. Og ud over overdrevsområdet.


Landbrug

Efter fortidsmenneskene blev der indtil 1910 drevet landbrug på arealet. I den ekstensive driftsform som var den måde man drev landbrug indtil 1950'erne. Rester fra det ses i form af sten- og jorddiger i det sydøstlige hjørne. Sandholm var 1663-1749 en noget tarvelig gård, indtil Thurah i 1763 bragte det op på et betydeligt niveau. På gamle kort kan man endvidere se at Høvelte hed Luserød formentlig opkaldt efter Lucius eller Lucia. Navneskiftet skete i 1923 efter adskillige håne-angreb Digteren P. Sørensen-Fugholms vise Oh Luserød. Og i forbindelse med et kvindemøde i 1895 nævnes i en mandschauvinistisk sang:
Danmarks Kvinde - o, hvor er Du sød.
Fra Nymindegab til Luserød!
Navnet blev nu kun spøgefuldt holdt i hævd af Danske Livregiments Løjtnantforening gennem deres blad Luserød Tidende, som udkom  fra ca. 1959 og i hvert fald til 1988. Som Luserup var der kun ganske små landsbysamfund, fx Slutterup. Nord for øvelsesområdet ligger ejendommen ”Lille Slutterup”. Den har været fredet siden 1973. Ejeren ejeren, urmagermester Ole Mathisen ville frede uden nogen form for erstatning. Jeg kunne nu ikke se ret meget fra landevejssiden.

Der var landbrug i århundreder før der var militært øvelsesområdet. Længst mod nord ligger Bakkegården. Helt tydeligt forladt. Jeg får denne fornemmelse af "endelig fred", en sær frygt blandet med vemod over de familier som gennem tiderne har boet og arbejdet der. Med alt hvad det indebærer af håb, skuffelser, lykke, desperation og andre af livets fundamentale følelser.


Miltæret rykker ind ...

I 1910 købte staten købte 320 tdl. af Høveltegårds jorder og anlagde 1910-1912 Høveltelejren (Høvelte Kaserne) med øvelsesterræn og skydebane. Resten blev udlejet til græsning. Kasernen var sommerlejr for en rekrutbataljon. Omkring 1946 blev øvelsesarealet udvidet mod nord til Sjælsmarkvej. Ligeledes opkøbte staten 1910-1912 jord fra Sandholmgård og opførte Sandholmlejren. Den var 1919-1985 for Den Kgl. Livgarde (bortset fra da tyskerne overtog lejren under 2. Verdenskrig).

Garderkasernen er den eneste kaserne som stadig fungerer som sådan. Sandholmlejren og Sjælsmark Kaserne er begge solgt og anvendes nu til andre formål.

Høveltegård (Center for Forvaltning) har siden 1946 haft militær anvendelse. Det bebyggede areal blev dengang forøget væsentligt i form at et stort antal barakbygninger. I 1948 blev Sandholmgård opkøbt af Forsvarsministeriet, som indrettede den til brug for Den Kgl. Livgarde i forbindelse med en sanering af Sandholmlejren i 1952-55.

Bæltekøretøjerne har sat deres tydelige spor, og flere steder er det ikke sådan lige til at passere vejen. Heldigvis har der været tørt i flere uger. Ellers havde det nok været endnu værre. Vejen øst for Frederiks Sund der fører ned til Ulerne.

Sidste udvidelse af øvelsesarealet skete i 1950 med arealerne nord for Sjælsmarksvej hvor man også opførte Sjælsmark Kaserne, hjemsted 1952-2005 for Kronens Artilleriregiment, fra 1982 Kongens Artilleriregiment.

Enkelte af lokaliteterne har fået militære navne. Eller, jeg går da ud fra at PMW-søen må være noget som militæret har fundet på. Her skulle også Visneegen være. Den havde jeg så lidt vanskeligere ved at finde.

... og ud igen

I 1985 flyttede Livgarden til Høvelte Kaserne, og Sandholmlejren blev solgt til Indenrigsministeriet, der oprettede det nu velkendte asylcenter. I dag er det modtagecenter for alle nye asylansøgere. De bliver registreret af politiet. Bortset fra børn og unge under 18 år, der er flygtet alene. De ender i Center Gribskov. Røde Kors tager sig af en række basale, humanitære opgaver. Efter måneder på flugt er det typisk et måltid mad, et bad, en dyne og en seng at sove i, asylansøgerne har brug for.

Sandholmsøerne umiddelbart syd for Sandholm.

Sjælsmark Kaserne blev nedlagt 2005. Og Kongens Artilleriregiment, nu sammenlagt med Dronningens Artilleriregiment flyttede til Varde. I stedet blev der indrettet et udrejsecenter for asylansøgere. I folderen står der at naturtyperne er de naturligt forekommende i et nordsjællandsk landskab. Nu har jeg ikke været i hele Nordsjælland, men det typiske danske landskab er hvede-, raps-og bygstepperne. Dem er der også rigeligt af på dagens tur uden for øvelsesterrænet. Heldigvis er øvelsesområdet helt atypisk for dette ensformige landskab.

Udsigten ved Slutterup er med sine 63 meter et af de højeste punkter. Der er nu ikke så meget at se, men det bliver måske bedre. En kratrydningsmaskine var i gang med at fjerne bevoksningen. I det fjerne kan man gætte sig til, men ikke se Sjælsø.


Gunderød Raketbatteri (FLD531)

Til militærhistorien hører også landsbyen Gunderød 3 km nord for øvelsesområdet. Gunderød er egentlig en lidt anonym landsby som sådanne så ud før udskiftningen, det blev den nemlig ikke. Også et traditionel råstofudvindingsområde. I 2012 blev der ansøgt om tilladelse til lergravning vest for Gunderød. I området har der før været gravet ler, og de to småsøer vest for Gunderød er et resultat af det. Arkæologer fandt nogle få kogestensgruber og spredte stolpehuller, men de gav ikke anledning til videre udgravninger.

Raketbatteriet er stadig militært område, og kan ses på land afstand når man komme syd fra Gunderød ad Gunderødvej. Raketterne er vist for længst væk. Men der ser ud til stadig at være militær aktivitet i området og der er adgang forbudt.

I dette landområde var der under den kolde krig og frem til 1981/83 der installeret 4 dødbringende raketbatterier rundt om København. Hver udstyret med 12 skudklare NIKE Hercules luftværnsmissiler. De kunne udrustes med nukleare sprænghoveder på 12 Kt. Foruden i Gunderød var de opstillet i Sigerslev på Stevns, i Tune ved Roskilde og i Kongelunden på Amager. Det i Gunderød fungerede fra 1960 med det kryptiske navn FLD531 (FLD=Flyver Detachment). Mandskabet var indkvarteret i Sjælsmark. Batteriet bestod af et kontrolområde og nedgravede affyringssektiooner med Nike Hercules raketter og Ajax-raketter. Resterne af raketbatteriet ligger der stadig, se et billede af det.

Donse og Fredtoften

På vej til bussen gik jeg ad den ca. 2½ km lange Donsevej forbi Donse Avlsgård. Det er et meget smukt område, ligesom gården også er ret særpræget. Ganske imponerende størrelse. Der avles heste der. Se nedenstående link til Fredensborg Kommune for flere fotoer fra det sted. Desuden kan man også hvis man har lyst og kræfter gå en lille omvej gennem området Fredtoften, syd for Fredtoftevej lidt vest for Helsingørmotorvejen. Det er et stærkt kuperet område med en enkelt udsigt.

Fredtoften med amfiteatret. En lille park med en sti langs Donse Å. I Fredtoften kan man desuden finde en udsigt over Stasevang..

Flere billeder på Flickr, Allerød, Hørsholm og Fredensborg.


Ruten

Jeg fulgte nogenlunde en rute midt gennem øvelsesområdet fra syd til nord. Med mange afstikkere ud i terrænet. Dernæst til Slutterup, Gunderød og Fredtofte. Vejene her er perfekte til vandring med minimal trafik. Alt i alt vel 16 km.

torsdag den 21. juli 2016

"Klistre til med skov og veje"

Vandringsløse Tidende giver egentlig et skævt billede af hvordan Danmark ser ud. I denne artikel forsøger jeg at råde bod på det.

 

Danmark dejligst Vang og Vænge: Et typisk dansk landskab, her en bygsteppe. Endnu er der enkelte træer som markerer en vej, et lille vandløb (Lille Vejleå) eller lignende. Men ellers kilometervis med åbent landskab,så langt øjet rækker.

Som jeg tror de fleste vandrere går jeg mest i naturområder. Det er normalt sådanne jeg bringer fotoer af her på bloggen. Men der er ikke typisk for Danmark. De udgør under 1/5 af Danmarks areal: Skove (14 %),  åbne naturarealer såsom heder, enge og moser (9 %), søer og vandløb (3 %) og  de 3 % småbiotoper i agerlandet (hegn, markskel, diger, markveje, grøfter og gravhøje). Desuden laver jeg engang imellem byvandringer på de 10 % af Danmark der består af byer, veje mm.

Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer? Hvis ikke, gør det ikke så meget på bygsteppen øst for Toftegård ved Ishøj Landsby. Her kan du ikke smile til en kronhjort, vinke til en stær, se rødkælke, guldsmede, bly forglemmigej, vipstjerter. Men et par duer kan man være så heldig at se.

I retfærdighedens navn er dette blogindlæg helliget det suverænt største og mest typiske danske landskab: kultursteppen. Den udgør 62 % (4.310.000 ha) af Danmark. Dvs dyrkede marker, brakarealer og græsarealer. Udseendet af disse karakteriseres ved at 92% af dem pløjes (57% af Danmarks areal). Mod 25% i Europa. En verdensrekord, fulgt af Ukraine (54%), Moldavien (54%) og Bangladesh (53%). 80 % bruges til foder (korn, roer, raps, majs, helsæd og græs.), 10% til korn, kartofler, sukkerroer og grøntsager til mennesker. Bemærk at der i dette indslag ikke er manipuleret med vidvinkel eller zoom. De fleste billeder er optaget på zoom 50 og svarer altså nogenlunde til hvad man ser.

Jeppe Åkjær ville ikke kunne lægge sig her i læ bag storrugens rod. For jeg så ikke rigtig noget rug på dagens vandring. Her dog en hvedesteppe ved Ishøj Landsby.

Mange forbinder måske Ishøj med "socialdemokratisk omegnskommune med mange indvandrere.". Men for ca. 50 år siden var Ishøj en landbrugskommune. Og der er stadig store arealer tilbage. De store byområder befinder sig øst for Motorring 4, mens landområderne ligger vest for. Landområderne har ændret sig meget de sidste 50 år. Fra at være blandet ekstensivt landbrug baseret på dyr og sæd, er der nu næsten kun frøsæd tilbage. Det fremgår af to film om landbruget i Ishøj, den ene om hvordan det var for 50-60 år siden med 40-50 landbrug, de større landbrug i Ishøj, de mindre i Torslunde, Tranegilde og ved stranden. Den anden om nutiden hvor der en håndfuld industrielle og specialiserede landbrug, hvor betydelig færre personer producerer i dag mange gange mere. En pensioneret landmand fra Nordmarksgården vurderer at "det er ikke spor spændende at være landmand i dag." Der er kun frøsæd tilbage.

Marken er mejet. Eller i hvert fald i gang med at blive det. Og det med bæltekøretøj, jeg tror faktisk det samme som kammerherren viser frem i den lille film om Ishøj. Historien melder ikke noget om at børnene danser allerede så glade, alle vore piger står ventende i flok. For den sags skyld om her til lands, sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Generelt er den danske kultursteppe i Ishøj karakteriseret ved planter som hvede, byg og raps. Dyrelivet består mest af harer og markmus. Fugle er der ingen af, heller ikke lærker. Dog lykkedes det mig lidt nord for Ishøj Landsby at spotte 2 duer. Der er heller ikke ret meget insektliv, ikke engang fluer. Så man kan stort set kun høre vindens susen gennem kornet og enkelte træer langs vejene. Ved Benzonsdal er der dog en pænt stort antal honningbistader. I vejgrøfterne kan der være en del variation i plantelivet, ligesom der kan være godt med insekter. Men ofte er disse smalle bræmmer ikke brede nok til at tiltrække fuglene.

Her syd for Brøndsgård (der hører under Benzonsdal)støder man på endnu en af den håndfuld vækster som gror på de danske kulturstepper: raps. I foråret har her sikkert være helt gult. Og om få måneder vil der være bare marker.

"Flere sprøjtninger er vejen frem"

Ensidig satsning på få afgrøder er ikke uden problemer. For naturen er fyldt med organismer.  Fx knoldbægersvamp. De elsker raps. I Nordjylland har det våde forår betydet at svampen har hakket sig godt ind i høsten af raps. Måske endda halveret den. Landmænd prøver ellers så godt de kan at bekæmpe det med en, to eller tre sprøjtninger. Men der er jo lige problemet med at det koster penge. Hertil kommer advarslerne mod at giften trænger ned i grundvandet. Fødevareministeren anser det ikke for et problem med pesticider i vores kroppe så længe der ikke er for meget af det. Sprøjtning bruges fx også til at få kornet til at tvangsmodne. I Regeringens Natur.- og landbrugskommissionens slutrapport fra 2013 kan man læse mere om dette, samt eventuelt Friluftsrådet: Sådan ligger landet. 2013.

Fra Bakkekammen over Lille Vejlådalen hvor Torslunde ligger og flere af de gamle gårde og husmandssteder stadig kan beskues, er der vidt udsyn til Benzonsdals og Barfredshøj enorme steppelandskaber.

Baron Vincens Carl Christian Lerche på Benzonsdal der indbefatter Ny Kappelevgård og Brøndsgård er et af den nuværende håndfuld landbrug i Ishøj kommune. Her dyrker han, 2 karle og sønnen korn, maltbyg og hvede. På en film om landbrug i Ishøj, del 2 (2010) udtaler han at politikerne burde støtte mere op om landbruget i stedet for at "klistre til med skov og veje".

Hele området vest for Reerslev er et eksempel på hvordan områder klistres til med skove, buskadser mv. I dette tilfælde det såkaldte Hedeland. Her ses endog dyr gå frit rundt, i dette tilfælde heste. Hvem ved hvornår sådanne områder vil brede sig videre mod øst?

Det er han ikke ene om. Skove, randzoner mv. har i flere år truet kulturstepperne. Men det ser dog ud til at være sat på pause og måske ved at blive rullet tilbage igen. Engang var målet 50.000 ha randzoner omkring åer, søer og vandløb (1 % af det samlede steppeareal). Men man kunne ikke afse mere end 38.000. Benzonsdal er også plaget af restriktioner mod at gøde og sprøjte for meget. Hvis der blev det, kunne man fx producere bagemel, i stedet for svinefoder.

Endnu en variant af hvedesteppen. I baggrunden ses Barfredshøj.Stepperne breder sig kilometerlangt og så langt øjet rækker på begge sider af Thorsbrovej-Thorslundevej

Jeg opdager nu heller ikke så mange områder der kan siges at være klistret til med skov på dagens tur. Hvad også fremgår af dette indslags fotoer. Det eneste tilløb til noget sådant må vel siges at være HOFORs kildeplads Solhøj i knækket mellem Thorslundevej og Thorsbrovej. Den kan nu næppe betegnes som en skov, idet den på den længste led lige kniber sig op på 200 m. Her florerer et rigt fugle-, plante- og insektliv.

Stien hvor Pilgrimsruten forløber er i et gammelt markskel mellem Lundhøjgård og Reerslevgård. I dag er der raps til højre og byg til venstre. Bag fotografen ser det dog anderledes ud. Her er der raps til venstre og hvede til højre.

Kulturstepperne afbrydes af en del kildepladser langs Lille Vejleå som betjener Thorsbro Vandværk, som leverer vand til HOFOR. (Se Vandringsløse Tidende, 12. februar 2014). Vandboringer og gødning/sprøjtemidler er en dårlig kombination. På landsplan var der ved udgangen af 2009 indberettet oplysninger om 2.372 lukkede boringer. Sprøjtegifte, nitrat og andre miljøfremmede stoffer var årsag til 37% af lukningerne af drikkevandsboringer i perioden 1988-2009. Sprøjtegift er den hyppigste årsag til 63 % af lukningerne i perioden 1988-2009. Nitrat er en anden kilde til lukninger.

Til dokumentation for at der vitterligt var hvede bag fotografen, dette vy, mod nord fra markskellet.

Den gamle bondelandsby Reerslev afspejler på mange måder en svunden tid. Da grusgravningen for alvor tog fat, blev alle landbrugsområder vest for omdannet til grusgrave. Men alligevel er der dog stadig minder om landbrugssamfundet: Reerslev Brugsforening 1892-1988, Tingstedvej 25. Desuden forløber Pilgrimsruten i markskellet mellem de udstykkede arealer Lundhøjgård og Reerslevgård.

"Det summer af sol over engen"? 

Intensivt landbrug, gødning, ukrudtsmidler mm. mistænkes bl.a. for at tage livet af bierne. Det samlede salg af sprøjtegifte i Danmark udgjorde 5.900 tons aktivstoffer i 2012. Heraf tegnede landbruget sig for 5.715 tons (96%). Haveejere kan så gøre et behjertet forsøg på at nedsætte giftmængden, men i den store sammenhæng kan de altså kun påvirke max 4 %.

Efter at have passeret såvel hvede- som rapssteppe, er vi så her syd for Hedehusene tilbage til bygsteppen.

Det er især gået ud over de vilde og specialiserede bier. Honningbierne har ganske enkelt ikke nok at spise og derfor går løs på den mad som vilde bier skulle have haft. Det gælder især på de store marker med korn, majs mm. uden større naturområder i nærheden. Her trives typisk kun græs og nælder, men de har ikke nektar og pollen. Hegn er desuden også blevet pløjet op for at gøre markerne større. Selv om insektmidlerne ikke direkte dræber bierne, kan de påvirke deres orienteringsevne. Perspektivet er at der bliver færre arter, og flere og flere ender på de rødlister som oplister truede arter.Udover det, rammer det dog også landbruget selv. Honningbier kan ikke erstatte vilde bier.

Godt skjult langs Lille Vejleå bag træer kan så afsløres grunden til at Benzondal ikke frit kan sprøjte og gøde som de vil. Her har nemlig siden 1909 ligget Thorsbro Vandværk hvis kildepladser ligger langs Lille Vejleå. Og selv om fødevareministeren ikke ser det store problem i at drikkevandet indeholder giftrester, så er der delte meninger om den sag.

Generelt er dansk landbrug rimelig gode til ikke at bruge ulovlige stoffer såsom væksthormoner og antibiotika, hvis man skal tro Fødevarestyrelsen. Den tjekker ikke så tit som andre EU-lande, og tjekker heller ikke rutinemæssigt for lovlige og måske uskadelige stoffer, fx MRSA bakterier hos svin, lovlig medicin. Denne sidste omfatter fx lovlig kemi som på rekordtiden en måned får en kylling slagteklar. Det store spørgsmål for disse stoffer er om lovligt også er sundt. Og hvor skal grænseværdierne ligge?

Det er lykkedes at reducere territorierne for skadedyr, insekter mv. til de smalle 1-2 meter brede strimler af rabatter langs veje og stier. Men kulturstepperne trues konstant af invasion fra disse områder så afgrøderne mister i værdi.

Flere fotoer fra turen på Flickr-album for Ishøj og Høje Tåstrup.


Ruten

Ishøj Station. Ishøj Stationsvej. Ishøj Bygade. Køgevej. Allevej. Thorlundevej. Markskellet. Reerslev. Hedehusene Station. I alt ca. 17 km.

lørdag den 16. juli 2016

Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"


Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!

Se flere fotoer på Flickr, Herlev Kommune og Gladsaxe Kommune.